I Kjøge Miniby kan du opleve det gamle Køge – i miniudgave.

Var du optaget af leg med dukkehus eller modeltog da du var barn? Så genkender du måske fascinationen af miniatureudgaver. Den fascination er let at finde igen når man besøger Kjøge Miniby. Med imponerende omhyggelighed genskaber de 130 frivillige medarbejdere, der driver museet, de gamle bygninger. Der bliver lavet ægte tegl til husene, små vandposter og vinduer skabes i hånden og der bliver kælet for alle detaljer.

Om formiddagen kan man opleve skabelsen af nye huse på de indendørs værksteder og hele dagen kan man gå en tur i minibyen og nikke genkendende til kirken, torvet og Danmarks ældste hus, som også findes i miniatureudgave her.

Dit Køge kiggede forbi og fik en rundtur af Jytte Ridder som er frivillig på museet. Hun fortalte om hvordan minibyen er en tro kopi af Køge som byen så ud i 1865 og at stedet hele tiden udvikles og nye huse kommer til.

Det er i øvrigt ikke kun huse man kan finde i minibyen – der er også en lille havn hvor en lille samling mini-skibe, komplette med master og tovværk, ligger til kaj.

Minibyen har åbent alle dage fra maj til september kl. 10 til 16.

Se mere om minibyen her.