Vi sikrer bedre lægedækning.
Af Brigitte Klintskov Jerkels, sundhedsordfører for Det Konservative Folkeparti

Alle danskere skal have adgang til en læge og sundhedsydelser af højeste kvalitet. Ingen danskere skal føle sig utrygge. Det kæmper jeg som sundhedsordfører for hver dag. Som en del af regeringen er jeg derfor stolt af, at vi netop har samlet alle partier til at indgå en aftale om at styrke lægedækningen i hele Danmark. Det handler om vores alles tryghed. 

Lægemanglen skal til livs.
Det skal ikke være nogen hemmelighed, at visse steder i Danmark har været ramt af lægemangel. Det må vi ikke acceptere. Uanset om man bor i Vordingborg, Kalundborg eller Køge skal man have adgang til en kvalificeret læge.

Som tidligere regionsrådsmedlem i Region Sjælland har jeg altid kæmpet for at alle borgere har lige adgang til lægehjælp. Derfor er jeg meget tilfreds med, at vi nu har indgået en række helt konkrete forslag, der skal arbejde for at komme lægemanglen til livs.

Udbuddet øges – trygheden skal tilbage.
Som en del af aftalen giver vi blandt andet mulighed for at læger i yderområder skal tilbydes en højere løn. Det giver mulighed for, at tiltrække læger til ellers lavt befolkede områder, og det giver sikkerhed for borgene. Derudover åbner vi for, at læger kan etablere sig i kombi-stillinger sådan de både kan varetage en stilling på et regionalt sygehus og i en lokal lægepraksis. På den måde udnytter vi lægernes ressourcer og giver lægerne frihed.

En anden markant hjørnesten i lægemanglen er naturligvis udbuddet af læger. Der tager vi også et skridt i den rigtige retning. Vi etablerer 50 nye uddannelsespladser i Aalborg, og giver mulighed for at nyuddannede læger skal have lettere adgang til, at arbejde i lægepraksis uden at skulle investere i den.
Læger er vores alles tryghed – både lokalt og regionalt.

 

Del på sociale medier