Her kan du se de uddrag af den seneste politirapport, der omhandler Køge i tidsrummet 21. juli til 1. august 2017.

Bemærk det er de hændelser, politiet har valgt at inkludere i deres rapport.

 

Forsøg på tricktyveri – Gymnasievej, Køge

Kl. 1306 anmeldte en 80-årig kvinde fra Køge, at hun kl. ca. 1200 på vej hjem til fods efter indkøb i et nærliggende supermarked blev kontaktet af en fremmed kvinde, der løb hende i møde og råbte “Hospital!” flere gange. Kvinden tog den 80-åriges hånd, som hun kyssede, ligesom den 80-årige blev præsenteret for en masse smykker. Hun forsøgte flere gange at komme fri fra den fremmede kvinde, som til sidst gik over mod en mørk bil, som kørte væk fra stedet. Den 80-årige sundede sig lidt og kunne konstatere, at hun ikke havde fået stjålet noget. Den fremmede kvinde blev beskrevet som: A: Kvinde, Romansk af udseende, 50-55 år, 160-165 cm, Kropsbygning: Almindelig, Hudfarve: Brun, Hårfarve: Brun, Hårlængde: Mellemlangt, Yderligere kendetegn: Mørkt brunt hår, Iført: Kulørt nederdel og bluse, Medbragte: Smykker. Politiet ledte forgæves efter kvinden og den mørke bil i området.

Lokalpolitiet i Køge hører gerne fra personer, der har bemærket kvinden og/eller bilen i området. Kontakt politiet på tlf. 114 med oplysninger i sagen.

Hærværk – Borup, Køge

Kl. 0822 blev anmeldt om hærværk mod Matas, Hovedgaden, Borup, hvor ukendte gerningsmænd i tiden fra tirsdag kl. 1900 til onsdag kl. 0800 havde malet alverdens ukvemsord på facade og vinduer. Politiet vil meget gerne tale med vidner, der har hørt eller set noget i sagen. Ring på 114.

Blufærdighedskrænkelse – Køge

Kl. 0052 var en kvinde kortvarigt stået op på sin adresse, og ud af et vindue så hun en mand ude på Stensbjerg Huse, der stod og onanerede på vejen. Han vinkede til forurettede, da han var færdig med sit forehavende, hvorefter han forlod stedet.

Manden beskrives som mand, 30-35 år, høj, skæg og karseklippet, iført træningsbukser, mørk jakke og mørk trøje.

Spirituskørsel/narkokørsel – Køge

Kl. 1717 anholdt politiet en 38-årig mand fra Herfølge, der kørte i bil på Søndre Alle. Han var påvirket af spiritus og narkotika og fik derfor udtaget en blodprøve.

Nødlanding – Lille-Skensved, Køge

Kl. 1415 nødlandede et ultralet fly på en mand ved Ladagervej. Piloten slap fra nødlandingen uden skader. Politiet har ikke flere oplysninger om sagen.

Mistænkeligt forhold – Køge

Kl. 0817 blev anmeldt om et mistænkeligt forhold på Steinmannsvej, hvor der i en indkørsel hold en udenlandsk indreg. bil, og anmelderen, der er nabo til stedet, vidste, at familien var på ferie.

Politiet sendte to patruljer mod stedet, hvor det dog viste sig, at der ikke var noget galt. Familien havde lejet en bil i Tjekkiet for at komme hjem.

Sagen er et godt eksempel på nabohjælp, hvor der dog ikke var noget galt denne gang.

Anholdelse – Køge

Kl. 1400 anholdt politiet en 30-årig mand fra Rumænien, der i Kvickly på Vestergade forsøgte at lave bedrageri med flasker, idet han havde sat svenske pantmærker på nogle flasker. Det blev opdaget, og han blev anholdt.

Den 30-årige sidder fortsat anholdt, og politiets jurister vurderer mandag, om den anholdte skal fremstilles i grundlovsforhør.

Vold mod politiet – Køge

Kl. 1711 kørte politiet til den Irske Pub på Havnen, hvor en 29-årig mand fra Årslev opførte sig provokerende og aggressiv over for de øvrige tilstedeværende. Politiets tilstedeværelse fik ikke manden til at tage det roligt. Han slog, spyttede, bed og sparkede på politifolkene, der måtte en del magt for at få ham pacificeret. Han var påvirket af såvel spiritus som narkotika.

Den 29-årige mand måtte en tur på skadestuen for at få noget beroligende, inden han kom i detentionen, hvor han blev løsladt fra ud på morgenstunden. Han blev sigtet for vold mod politiet. Sagen behandles senere i retten.

Eftersøgning – Køge

Kl. 2134 fik politiet en anmeldelse om en 79-årig mand, der var gået fra Nørremarken, Ølbyvej ca. en time tidligere. Manden var lige flyttet ind på plejehjemmet, og han var meget forvirret. En borger fandt manden i gangtunnel mellem Åkandestien og Irisstien i nærheden af Ølby Station. Han var forkommen og blev bragt til sygehus kl. 0124.

I eftersøgningen deltog politiet og en helikopter fra forsvaret i søgningen af den ældre mand.

Indbrud i perioden
Gymnasievej, Køge
Vallø Slotsgade, Køge
Kymervej, Borup
Ringstedvej, Bjæverskov