Realdania og Sustainia har i maj udgivet publikationen Klima100, der samler 100 af de bedste klimaprojekter fra kommuner rundt omkring i landet. I alt syv projekter fra Region Sjælland projekter er blevet udvalgt. Publikationen skal øge videndelingen og den grønne omstilling i kommunerne.

Klima100-publikationen, der blev lanceret den 23. maj, er finansieret af Realdania og udarbejdet af Sustainia. Den har til formål at hylde og synliggøre de mange grønne ideer og løsninger, som allerede er realiseret rundt omkring i de danske kommuner – og inspirere til endnu flere.

Blandt de sjællandske projekter har Faxe, Guldborgsund, Køge, Næstved, Odsherred, Ringsted og Roskilde Kommuner hver ét projekt med i Klima100.

Omfattende kortlægning
Det er første gang de danske kommuners klimaindsatser bliver kortlagt på så omfattende vis. I alt 80 kommuner er repræsenteret blandt de 100 klimaprojekter i publikationen.

Realdanias filantropidirektør Anne Skovbro siger om Klima100:

“Aldrig før er der tegnet et så omfangsrigt, grønt samtidsbillede af de danske kommuner. Klima100 er et vidnesbyrd om, at kommunerne hverken mangler ambitioner, opfindsomhed eller handlekraft, når det gælder om at bekæmpe klimaforandringerne lokalt og tilpasse land og by til et foranderligt og uforudsigeligt klima. I en travl kommunal hverdag er det en udfordring at danne sig et overblik over de gode eksempler, man kan blive inspireret af. Med Klima100 ønsker vi at bidrage til videndelingen.”

Direktør i Sustainia, Rasmus Schjødt Pedersen siger:

“Klima100 viser, hvor meget de enkelte kommuner kan løfte i Danmarks grønne omstilling, og hvor stort potentialet er til at skabe lokal vækst og trivsel gennem klimatiltag. Væbnet med al den inspiration, der ligger i Klima100, ser vi frem til at arbejde med kommunerne for at sætte endnu mere fart i den grønne omstilling.”

Følgende projekter fra Region Sjælland er udvalgt til Klima100
• Faxe Kommune, Bedre Bygninger Billigere
• Guldborgsund Kommune, Bøtø Nor – Klima-Natur-Badekar Projektet
• Køge Kommune, Overskudsvarme til fjernvarme
• Næstved Kommune, Ressource City
• Odsherred Kommune, Klimatilpasning i Nykøbing Sj.
• Ringsted kommune, Klimatilpasning i Benløse Bypark og Byskov
• Roskilde Kommune, Elbusser til interne buslinje

Klima100 kan downloades gratis på realdania.dk/klima100.

Del på sociale medier