Her kan du se de uddrag af den seneste politirapport, der omhandler Køge i tidsrummet 2019/03/01 til 2019/03/12.

Bemærk det er de hændelser, politiet har valgt at inkludere i deres rapport.

Kørsel i frakendelsestiden – bil beslaglagt – Stevnsvej, Strøby Egede, Køge

Kl. 1100 fik færdselspolitiet et udslag på patruljebilens nummerpladescanner, idet ejeren af en modkørende bil ikke havde noget kørekort. Den modkørende bilist blev derfor kort efter standset, og bag rattet sad netop den 49-årige mandlige bilejer fra Solrød Strand. Han kunne ikke fremvise noget kørekort, idet han var frakendt førerretten indtil maj 2019. Han blev derfor sigtet for den overtrædelse af færdselsloven, og da politiet ved nærmere kontrol kunne konstatere, at det nu var tredje gang inden for de seneste tre år, at han blev afsløret i at køre bil uden førerret, beslaglagde politiet hans personbil. Det var den 49-årige dog ikke enig i, så en dommer skal snarest se nærmere på grundlaget for beslaglæggelsen, inden han senere vil blive indkaldt til et retsmøde, når straffen og spørgsmålet om endelig konfiskation af bilen skal afgøres.

Færdselsuheld – Vestmotorvejen, Borup – Køge

Kl. 2252 rykkede redningsberedskabet og politiet ud til et færdselsuheld, idet en personbil var forulykket og nu lå midt på kørebanen. Ca. 1000 meter før afkørsel 34 Borup i det østgående spor lå en bil som beskrevet, så redningsberedskabet måtte lukke motorvejen i tidsrummet kl. ca. 2305 – 2335 i forbindelse med borttransport af køretøjet. En 45-årig mand fra Vanløse havde under kørslen mistet herredømmet over bilen, da han af ukendte årsager var kommet ud i midterrabatten i forbindelse med et vognbaneskift. Han slap uskadt fra uheldet.
Inden redningsberedskabets ankomst havde en anden bilist – en 43-årig mand fra Slagelse – ramt den havarerede bil på kørebanen, fordi den forulykkede bil var helt mørklagt. Det skete kun mindre materiel skade på den 43-åriges bil, og han slap selv uskadt fra påkørslen.

Hurtig bilist – Køge Bugt Motorvejen, Jersie, Solrød Strand

Kl. 2333 målte færdselspolitiet en bilist til at køre med mindst 194 km/t på motorvejen i sydlig retning ved Jersie over en strækning på mere end to kilometer. En 25-årig mand fra Greve blev sigtet for hastighedsovertrædelsen og kan nu forvente at høre nærmere fra politiet, der kunne konstatere, at han i forvejen havde tre klip i kørekortet, således at han nu kan forvente en påstand om ubetinget frakendelse af førerretten samt en bøde for aftenens kørsel.

Alvorlig soloulykke – Ringstedvej, Lellinge – Køge

Kl. 0001 skete en soloulykke, da en personbil, der blev ført af en 20-årig mand fra Viby kørte af vejen på Ringstedvej, da han mistede kontrollen over bilen. Ulykken skete lige efter bygrænsen mod øst, hvor den 20-årige passerede et helleanlæg. Her skred bilen ud, påkørte flere træer, trillede rundt og landede på en mark nord for Ringstedvej. Med i bilen var en 17-årig pige fra Borup, der blev alvorligt kvæstet ved ulykken. Hun blev fløjet til Rigshospitalet, hvor hun senere blev konstateret hjernedød. Den 20-årige fører slap fra uheldet uden alvorlige skader, men blev kørt til sygehuset til undersøgelse. Han fik rutinemæssigt udtaget en blodprøve, der skal vise om han var påvirket under kørslen. Bilinspektøren kom til stedet for at undersøge uheldsstedet nærmere, herunder om for høj hastighed kan være årsag til uheldet. Politiet afventer nu resultatet af blodprøven, og vil herefter tage stilling til, hvad der videre skal ske i sagen.

Narkopåvirket kørte ud foran politiet – Køge Bugt Motorvejen mod syd, Køge

Kl. 1500 kørte en færdselsbetjent på motorvejen i 2. vognbane, da en varebil skiftede vognbane og trak ud foran betjenten, så han måtte bremse. Betjenten standsede varebilen, der blev ført af en 23-årig mand fra Haslev, som ikke havde sikkerhedssele på. Han blev testet med narkometeret, der viste, at han var påvirket af hash. Den 23-årige blev anholdt, sigtet og taget med til en blodprøveudtagelse, hvorefter han blev løsladt. Den 23-årige kan forvente en samlet afgørelse af sine sager, når resultatet af blodprøven er kommet.

Spiritus og narkokørsel – Gammel Lyngvej, Køge

Kl. 1515 blev en 34-årig mand fra Roskilde, standset i en varebil til rutinemæssig kontrol. Han var påvirket af spiritus og amfetamin, så han blev anholdt og fik udtaget en blodprøve, hvorefter han blev løsladt.

Unge hoppede ind ad et vindue – Blommehaven, Køge

Kl. 1816 fik politiet en anmeldelse om, at der var hoppet to unge mennesker ind ad et vindue til en villa. Politiet kom frem for at undersøge det mistænkelige forhold, og traf en 13-årige pige, der boede på adressen. Hun og hendes 17-årige ven var kravlet ind ad vinduet, da de kom hjem. Pigen oplyste, at det gjorde hun tit. Politiet kunne derfor indstille undersøgelsen og fortsætte til andre opgaver.

Butikstyv – Ejbovej, Bjæverskov – Køge

Kl. 1958 pågreb en butiksdetektiv og personalet i et supermarked en butikstyv, der forlod butikken med en fuld indkøbskurv uden at betale. Varerne bestod af 22 pakker tyggegummi, 8 pakker Nescafe, en del poser Haribo slik og to træningsbluser til en samlet værdi af 2700 kr. Butikstyven, en 36-årig mand fra Randers, ville ikke samarbejde med butikspersonalet, og han forsøgte at flygte fra stedet. Det lykkedes personalet at tilbageholde manden, indtil politiet kom frem. Manden var kortvarigt anholdt og blev sigtet for tyveriet, hvorefter han blev løsladt. Han kan forvente at høre mere fra politiet, når sagen skal afgøres.

Trusler om vold – Gymnasievej, Køge

Kl. 2224 mødte en 53-årig mand fra Køge op på en adresse på Gymnasievej, hvor han truede en 50-årig mand med en kniv. Motivet til truslerne var formentlig, at den 53-årige mente, at de to havde et økonomisk mellemværende. Flere patruljer blev sendt til stedet, hvor den 53-årige blev anholdt uden dramatik og taget med til politistationen. Manden bliver her til formiddag afhørt til sagen, hvorefter der vil blive taget stilling til, hvad der videre skal ske i sagen.

Knallert beslaglagt – Stenbukvej, Ejby, Lille-Skensved, Køge

Kl. 1205 standsede politiet en lille knallert, der tydeligvis var i ulovlig stand, da den kunne køre langt hurtigere end tilladt. Føreren var en 17-årig ung mand fra Ejby, der blev standset på en ulovlig knallert for 2. gang inden for 3 år. Politiet beslaglagde derfor knallerten med henblik på konfiskation. Den 17-årige kan forvente at høre mere fra politiet, når sagen skal afgøres.

Spirituskørsel på knallert – Stevnsvej, Strøby Egede, Køge, Stevns

Kl. 2025 sigtede og anholdt politiet en 61-årig mand fra Tureby, der kørte spirituspåvirket på en lille knallert, og han ikke havde fornyet sit knallertkørekort efter en tidligere frakendelse for spirituskørsel på lille knallert. Han fik udtaget en blodprøve, hvorefter han blev løsladt.

Fuld mand fulgt hjem af politiet – Bjerggade, Køge

Kl. 1625 fik politiet en anmeldelse om, at en ældre mand på cykel væltede konstant og virkede diffus. En patrulje blev sendt til stedet, hvor de traf en 75-årig mand fra Køge, der var beruset og svarede i øst, når betjene spurgte i vest. Politiet fulgte den fulde mand hjem, så han ikke skulle forsøge at cykle mere og risikere at komme til skade.

Indbrud i Perioden

Rugmarken, Borup
Ringstedvej, Bjæverskov
Bjæverskovhusene, Bjæverskov