Har du et kamera på din ejendom? Måske ved dit sommerhus, en butik eller et lager? Så kan dine optagelser måske være netop den brik, der skal til for at opklare en forbrydelse

Politiet opfordrer alle til at registrere deres overvågningsudstyr i politiets kameraregister. Det gør det muligt for politiet at se, hvor der er sat et kamera op og hvem de skal kontakte, hvis de en dag får behov for at se netop dine optagelser.

Rune Nilsson, der er politikommissær hos Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi forklarer:

”Hvert eneste kamera kan vise sig at rumme netop det billede, som vi har brug for. Det kan f.eks. være, hvis der er sket et indbrud eller et overfald, og en gerningsmand er flygtet via en have eller har kastet et våben fra sig over en hæk. Det er derfor en stor hjælp, hvis vi på forhånd kan se i vores register, hvor der er sat overvågning op. Ofte skal den slags jo gå stærkt, og det kan være afgørende, at vi ikke først skal ud og stemme dørklokker”.

Politiets kameraregister er et landsdækkende register, der blev oprettet efter terrorangrebet i Krudttønden i København i 2015. Her var det via billeder fra private overvågningskameraer muligt at følge gerningsmandens rute igennem byen. Andre gange har overvågningsbilleder været brugt til at fastlægge et signalement af en gerningsmand, bestemme om han kom gående, i bil eller på cykel, eller om han var alene eller sammen med andre. Rune Nilsson giver et eksempel:

”I en sag fra Korsør lykkedes det os at identificere en person ud fra billederne fra et privat kamera, fordi vi fandt ud af, at en kvinde havde særdeles store sko på. Det viste sig at være en mand, der var klædt ud som en kvinde”.

Registeret bliver bedre, jo flere der er med. Politiet vil derfor gerne høre fra alle, der har en form for videoovervågning, uanset hvor det er:

”Måske har man sat et kamera op ved sit hus, i en garage, ved et skur eller i et sommerhus. Eller måske har man en forretning eller et lager, hvor der er overvågning ved indgangen. Vi vil gerne have det hele med. For vi ved aldrig på forhånd, hvad vi kan få brug for. Man kan derfor hjælpe politiet og være med til at sikre en hurtig efterforskning, hvis man registrerer sit kamera, også selvom man måske ikke selv tror, at det kan gøre nytte”, fortæller Rune Nilsson og understreger, at politiet ikke automatisk får adgang til de private billeder:

”Politiets kameraregister er alene et overblik. Det giver os kun mulighed for at se, hvor der er et kamera og hvem vi skal kontakte. Det er ikke en åben adgang til selve billederne”.

Du kan registrere sit kamera på www.politi.dk/kamera. Det er let og tager kun få minutter.

Du er velkommen til at kontakte politiet på 1-1-4, hvis du har spørgsmål.