Salget af brandalarmer eksploderer i vintermånederne, på grund af uheld med levende lys. Lokal ekspert forklarer her, hvad man skal være opmærksom på, inden købet af de små højlydte livreddere.

Jul og mørke vintermåneder kalder på levende lys i stuerne. Men jo flere levende lys, des flere gange må Køges brandvæsen rykke ud. December, januar og februar er de måneder med flest registrerede brande i hjemmet, og tælles mindre brande med, er tallet markant højere. De skræmmende oplevelser med ild, får Køgensere til at flokkes om at købe brandalarmer, fortæller Heidi Vielsøe, der er ansvarlig for brand- og indbrudsalarmer hos XL-BYG Køge.

– Salget af brandalarmer er steget med omtrent 30 procent i de seneste fem år, det og ser kun ud til at vokse i fremtiden. Så snart vi nærmer os vintermånederne, eksploderer salget til næsten fire gange så meget som resten af året. Ofte er det fordi, folk selv eller nogen i deres omgangskreds har haft nogle ubehagelige oplevelser med brand og levende lys eller madlavning, som de gerne vil sikre sig imod, siger Heidi Vielsøe.

Her får du Heidi Vielsøes bedste råd om korrekt brug af brandalarmer:

Placeringen af brandalarmer kan være afgørende for, om ejendommens beboere når at komme ud i tide. Monter brandalarmer i loftet ved alle soveværelser i ejendommen, så du er sikker på at høre dem om natten. Der skal ikke være mere end 10 meter mellem hver alarm, og de skal hænge mindst én meter væk fra vinduer, udluftningsventiler og døre, da vinden risikerer at blæse røgen væk, så alarmen ikke sættes i gang. Har ejendommen loft til kip eller en hems, skal alarmen placeres øverst oppe, da røgen stiger opad. Husk at tjekke alarmerne en gang om måneden.

 

Bor du på flere etager, kan det være en god ide at erhverve sig brandalarmer, der kan kobles sammen i et netværk – enten med kabler eller trådløst. På den måde går alle alarmer på én gang, hvis du sover på førstesalen, mens en brand udvikler sig i kælderen. Og for de hørehæmmede, er det muligt at få alarmer med stroboskoplys, så alle opdager faren og reagerer i tide.

 

I nybyggede boliger er det lovpligtigt med mindst én brandalarm, der er tilsluttet ejendommens elnetværk, så man stadig er sikret, hvis batterierne løber tør. Hvad mange ikke ved er, at det samme gælder, hvis man laver en større ombygning af hjemmet, som kræver en byggetilladelse. Kontroller derfor, om du måske bryder loven ved ikke at have en fast tilsluttet brandalarm.

 

Tjek din forsikringspolice grundigt igennem, for det kan nemlig være et krav fra forsikringsselskabernes side, at du har mindst én brandalarm tilkoblet elnetværket – altså præcis samme krav, som der er til nye bygninger. Skulle det værste ske og ejendommen brænder ned, ville det være en ubærlig situation, hvis ikke forsikringen dækker.

 

Brandalarmer er mange ting, og ordet anvendes som en fællesbetegnelse for flere typer af alarmer, der alle sporer brandudvikling. Reelle røgalarmer er de mest almindelige og reagerer på partikler i luften som røg, damp, stegeos, støv og små insekter. Temperaturalarmer reagerer på varme, der overstiger 58 grader, og er derfor gode i køkkenet, hvor madosen ofte igangsætter en røgalarm. CO-alarmer reagerer på den CO-gas, der dannes ved en ufuldstændig forbrænding af træ, benzin, diesel eller paraffin.