Her kan du se de uddrag af den seneste politirapport, der omhandler Køge i tidsrummet 2020/01/03 til 2020/01/14.

Bemærk det er de hændelser, politiet har valgt at inkludere i deres rapport.

Færdselsuheld med cyklist- Køgevej/Kaserne Alle, Ringsted

Kl. 08.33 overså en bilist en cyklist, da han kørte fra Kaserne Alle ud på Køgevej. Bilisten, en 40-årig mand fra Ringsted, kørte frem i krydset i langsomt tempo, og ud foran cyklisten, en 24-årig mand fra Ringsted, som kom kørende ad Køgevej i retning mod Ringsted by. Cyklisten kunne ikke nå at bremse og kørte derfor ind i siden på bilen og væltede. Cyklisten slap fra uheldet med knubs og en skadet forskærm på cyklen. Politiet optog rapport i sagen om vigepligtsuheldet.

Biltyv anholdt – Køge Bugt Motorvejen, Karlslunde, Solrød Strand

Kl. 22.40 kørte en patrulje ind på en tankstation, hvor betjentene så en mand, som var ved at tanke en bil. Da manden fik øje på politiet løb han omkring 50 meter væk fra bilen og gav sig til at tisse. Patruljen fandt hans adfærd mistænkelig og tog kontakt til manden, som viste sig at være en 21-årig mand fra Ishøj. I bilen sad en 20-årig mand fra Ishøj på passagersædet. Bilen viste sig at være efterlyst, da den blev stjålet fra Gentofte i midten af december. Patruljen anholdt de to mænd, som blev sigtet for brugstyveri. Den 21-årige var påvirket af narko og hash, så han blev sigtet for spiritus og narkokørsel, da politiet mistænkte ham for at have kørt bilen. Nøglen til bilen fandt politiet på den 21-årig i forbindelse med en visitation. De to anholdte blev taget med til politistationen til afhøring og sagsbehandling. Den 21-årig fik udtaget en blodprøve til sagerne om kørsel i påvirket tilstand. Bilen blev indbragt med henblik på udlevering til rette ejer.

Den 20-årige blev løsladt senere på natten, da politiet mistænkte den 21-årige for at stå bag biltyveriet. Den 21-årige havde flere sager om biltyveri på samvittigheden, så sagen blev vurderet af anklagemyndigheden tirsdag morgen, hvor der ikke blev skønnet grundlag for at fremstille ham i grundlovsforhør, hvorfor han blev løsladt. De to er fortsat sigtet i sagen, som politiet nu skal efterforskes færdig.

Gårdbrand – Ølbyvej, Køge

Kl. 16.42 opstod brand i et bryggers på en fire-længet gård. Gårdejeren befandt sig selv i gårdens nordlige ende, da hun opdagede branden, som opstod i den sydlige ende. Hun ringede 112, men hendes mand forsøgte at slukke ilden med vand. Politi og brandvæsen kørte frem til stedet, hvor alle seks beboere var kommet ud. Brandvæsnet fik hurtigt kontrol over ilden, før den bredte sig til taget eller andre rum i bygningen. De foreløbige undersøgelser viste, at ilden var opstået omkring nogle el-kabler i et el-skab. To personer blev kørt i ambulance til undersøgelse for røgforgiftning, men ingen kom til skade ved branden. Politiet skrev en rapport i sagen, som skal belyse brandårsagen.

Indbrudstyv anholdt i København – Søndre Centervej, Køge

Kl. 11.45 fik Midt- og Vestsjællands Politi en henvendelse fra Københavns Politi om, at en 39-årig mand uden fast bopæl var blevet anholdt, fordi han havde skabt problemer på et opholdssted og var gået derfra medbringende en stor og tung sportstaske. Københavns Politi fandt manden i Istedgade, hvor han forsøgte at gemme sportstasken for politiet i en spillehal. Politiet fandt dog tasken, som indeholdt flere computere og buskort fra en børneinstitution på Søndre Centervej, Køge Midt- og Vestsjællands Politi kørte derfor til børneinstitutionen, hvor der havde været indbrud. Et vindue var blevet aflistet, hvorefter indbrudstyven havde rodet flere skabe og skuffer igennem. Fra stedet var stjålet computere, mobiltelefoner og tablets, som alle var indgraveret “Køge Kommune”. Den 39-årige blev sigtet for indbruddet og blev løsladt efter afhøring til sagen.

Færdselsuheld / narkokørsel i stjålet bil mv. – Værftsvej, Køge

Kl. 01.10 rykkede politiet ud til området ved Bådehavnen og Værftsvej, hvor en bil kort forinden havde påkørt et skilt i en midterrabat på Værftsvej. På Bådehavnen traf politiet en personbil med skader foran og en 31-årig mand fra Lille-Skensved bag rattet. Føreren oplyste, at han havde påkørt skiltet på Værftsvej, da han formentlig var faldet i søvn. Ingen øvrige trafikanter havde været impliceret i uheldet, der ikke havde medført større skader på bilen, end at han kunne køre videre til Bådehavnen. Da politiet bad om at se et kørekort, måtte den 31-årige erkende, at han ikke havde erhvervet sig førerret. Bilen havde han taget fra en bekendt, som ikke havde givet tilladelse til, at han kørte rundt i den. Han blev derfor også sigtet for at have gjort uberettiget brug af personbilen, som han i øvrigt førte, medens han var påvirket af hash, som han havde røget tidligere på dagen. Politiet anholdt derfor den 31-årige kortvarigt i forbindelse med udtagelse af en blodprøve til nærmere undersøgelse for euforiserende stoffer. Den 31-årige slap uskadt fra påkørslen var skiltet og kan nu forvente at høre nærmere fra politiet, når blodprøven er blevet analyseret.

Uorden i svømmehal – Ølby Center, Køge

Kl. 13.20 fik politiet en anmeldelse om, at en gruppe unge skabte utryghed i Ølby Svømmehal, og ikke ville forlade stedet, selvom personalet på stedet havde bedt dem om det. Politiet kørte frem til svømmehallen, hvor de traf ni unge mænd på 15-16 år fra Køge, som alle blev registreret og fik påtalt deres adfærd, inden de blev bortvist fra stedet. Ingen blev anholdt eller sigtet for noget, og der kom ikke flere anmeldelser om uro i svømmehallen eller Ølby Centret.

Uheld på motorvejen – Sydmotorvejen, Køge

kl. 20.07 skete et uheld på Sydmotorvejen i nordgående retning, da en 44-årig kvinde fra Valby kørte igennem noget vand, som lå på kørebanen i det kraftige regn og blæsevejr. Kvindens bil skred fra anden vognbane over i første vognbane, hvor en 31-årig mand fra København kom kørende i en personbil. Kvindens bil ramte den 31-åriges bil bagest på venstre side, så hans bil endte i nødsporet. Den 44-åriges bil havnede ved autoværnet i midterrabatten som følge af uheldet. To ambulancer kom frem og tilså de to parter i uheldet, men ingen af dem var kommet til skade. En skiltevogn ledte trafikken uden om uheldet i anden vognbane indtil de havarede biler blev nødflyttet. Vejen blev genåbnet omkring kl. 21.22, så trafikken igen kunne glide frit.

Færdselsuheld – Køge Bugt Motorvejen, Solrød Strand

Kl. 13.17 var en 35-årig kvinde fra Gørlev Sj. kørt ad motorvejen i sydlig retning i vognbanen nærmest midterrabatten med ca. 110 km/t, da hun mistede kontrollen over sin personbil på grund af aquaplanning i det kraftige regnvejr. Efter påkørsel af autoværnet ramte hun dernæst to varebiler, der kørte i samme retning. Den 35-årige blev bragt til skadestuen til kontrol, men var sluppet fra uheldene med diverse knubs. Kl. ca. 1405 var motorvejen farbar i alle spor efter uheldet.

Færdselsuheld – Køge Bugt Motorvejen – Køge / Greve

Kl. 14.55 rykkede politiet ud til et mindre alvorligt færdselsuheld på motorvejen i det sydgående spor ved Køge, idet en 21-årig mand fra Sønderborg under kørsel i en varebil for sent opdagede, at bilisterne foran ham bremsede kraftigt. Han påkørte derfor bilen foran, som igen blev skubbet frem i en tredje bilist. Parterne blev undersøgt på uheldsstedet af ambulancepersonalet, men ingen var kommet til skade. Uheldet medførte kødannelse, hvilket måske var årsagen til endnu et sammenstød nordligere på motorvejen.
Kl. 14.57 fik politiet melding om et sammenstød på motorvejen ved Greve, idet en 25-årig mand fra Næstved som fører af en varebil ikke nåede at bremse tilstrækkeligt, da en forankørende varebil nedsatte hastigheden. Et bugseringskøretøj var hurtigt fremme til at flytte varebilerne, så motorvejen var atter farbar i alle spor kl. ca. 1520.

Brand i værksted – Grønnevej, Lellinge, Køge

Kl. 00.05 rykkede brandvæsnet og politiet ud til en ildebrand i et værksted i en privat bolig. Branden viste sig at være af mindre omfang, idet blot nogle gulvbrædder i værkstedet var brændt, så brandvæsnet fik hurtigt slukket ilden. Beboeren – en 64-årig mand – havde tidligere smidt en cigaret i en pose med aske fra pillefyret. Posen med asken havde stået på brandstedet og var tilsyneladende brudt i brand, efter at beboeren havde forladt værkstedet. Politiet fandt grundlag for at sigte den 64-årige for overtrædelse af beredskabsloven på grund af uforsigtighed med cigaretten. Han kan nu forvente sagen afgjort med en bøde fra politiets side.

Spirituskørsel – Cementvejen / Køge Bugt Motorvejen, Solrød Strand

Kl. 01.38 standsede politiet en personbil, der fra Cementvejen kørte ned på motorvejen i nordgående retning. Bilen blev ført af en 21-årig mand fra Næstved, som blev anholdt og sigtet for spirituskørsel, efter at en alkometertest indikerede, at han var påvirket af alkohol under kørslen. Den 21-årige blev løsladt efter udtagelse af en blodprøve til nærmere undersøgelse.

Varmetæppe brød i brand – Gammel Hastrupvej, Køge

Kl. 21.44 slog en 84-årig kvinde fra Køge alarm til både brandvæsnet og politiet, idet der var udbrudt brand i hendes soveværelset. Det viste sig, at hun havde haft et varmetæppe liggende i sengen, da varmetæppet pludselig brød i brand. Hun var dog snarrådig nok til at få smidt varmetæppet ud på nogle fliser, så skaderne i huset blev begrænset, da politiet var først fremme og brugte en pulverslukker for at slukke branden. Husets røgalarm blev dog udløst, men ingen kom til skade som følge af branden. Årsagen til branden er formentlig en defekt i varmetæppet.

Uønsket mand slog politiet – Strandvejen, Køge

Kl. 05.00 ønskede personalet på et hotel assistance fra politiet til at bortvise en mand, som var uønsket og ikke frivilligt ville forlade stedet. Politiet kørte til stedet og fik få minutter senere kontakt til en 41-årig mand fra Køge, som fortsat ikke ville forlade stedet. Politiet så sig nødsaget til at frihedsberøve manden for at få skabt ro på hotellet. Det bevirkede, at den 41-årige blev meget voldsom og herunder slog en politiassistent i ansigtet med en knytnæve. Den anholdte, som i øvrigt var ædru, blev sigtet for vold mod politiet og er fortsat i politiets varetægt, men forventes løsladt efter afhøring til sagen.

Indbrudstyv fanget af husejer – Tøxensvej, Køge

Tirsdag kl. 05.50 anmeldte en 55-årig mand, at han netop havde tilbageholdt en indbrudstyv i sit hus, men at endnu en gerningsmand var løbet fra stedet. Anmelderen var ikke hjemme, da han blev ringet op af sit vagtselskab, som oplyste at en alarm var blevet aktiveret i hans hus. Anmelderen skyndte sig derfor hjem, hvor han overraskede to mænd i sin indkørsel. De to mænd smed nogle tyvekoster fra sig og løb fra stedet med anmelderen i hælene. Omkring Gudrunsvej/Louisevej lykkedes det anmelderen at indhente den ene indbrudstyv, som han tilbageholdt og førte med tilbage sit hjem, hvor de afventede politiets ankomst.

En patrulje kom frem til stedet, hvor en 41-årig mand uden fast bopæl i Køge blev anholdt og sigtet for indbrud. Politiet søgte i området med politihunde efter den flygtede medgerningsmand, men fandt ikke frem til ham. Politiet undersøgte villaen, der bar tydeligt præg af, at der havde været indbrud, idet en havedør var opbrudt og huset var gennemrodet. Der blev stjålet ure, kontanter og en ghettoblaster fra stedet. Den 41-årige mand blev ved anholdelsen visiteret, men blev ikke fundet i besiddelse af nogen af de stjålne effekter. Han blev fundet i besiddelse af 5,16 gram amfetamin, og blev sigtet for lov om euforiserende stoffer. Den 41-årige var i forvejen eftersøgt til afsoning, så efter endt afhøring, blev han kørt i arresten. Politiet efterforsker sagen for at finde frem til de resterende tyvekoster og medgerningsmanden til indbruddet, hvor politiet har en mistænkt i kikkerten.

Færdselsuheld – Køge Bugt Motorvejen, Karlslunde – Greve

Kl. 08.16 var det sket et mindre alvorligt færdselsuheld på motorvejen i det nordgående spor ved Greve C-afkørslen. En 34-årig mand fra Karlslunde påkørte med sin personbil i den tætte morgentrafik bagenden af den forankørende personbil, som blev skubbet frem i en tredje bil. Denne bilist var dog kørt fra stedet, da politiet ankom til stedet. En skiltevogn afspærrede fjerde vognbane frem til kl. ca. 09.00, hvor de implicerede køretøjer var fjernet fra uheldsstedet. Ingen af parterne kom selv til skade som følge af sammenstødene.

Færdselsuheld – Ringstedvej, Bjæverskov – Køge

Kl. 10.09 anmeldte en lokal borger, at en personbil kl. ca. 08.00 havde påkørt en lygtepæl, og bilen blot var efterladt på uheldsstedet. Ingen var tilsyneladende kommet til skade ved uheldet. Politiet tog kontakt til en 29-årig mand fra Bjæverskov, der som ejer af bilen bekræftede, at en kammerat – en 26-årig mand fra København NV – var kørt galt i bilen i et solouheld, da føreren af ukendte årsager havde mistet kontrollen over bilen. Bilejeren blev herefter vejledt om sine forpligtelser i anledning af uheldet og anmodet om snarest at sørge for fjernelse af køretøjet. Politiet underrettede efterfølgende Køge kommune om skadevolderen i forhold til den ødelagte lygtepæl.

Færdselsuheld – Lykkebækvej, Køge

Kl. 15.42 rykkede politiet ud til et færdselsuheld, hvor tre biler var impliceret. Det viste sig, at en 26-årig kvinde fra Roskilde kørte ud fra en parkeringsplads skråt over for sygehusets hovedindgang og havde til hensigt at svinge til venstre ad Lykkebækvej mod øst. På Lykkebækvej standsede en 33-årig kvinde fra Greve op under sin kørsel i østlig retning, så den 26-årige kunne foretage sit venstresving. Herunder blev den 26-åriges bil så påkørt af en 21-årig kvinde fra Køge, der kørte ad Lykkebækvej mod vest i den hensigt at fortsætte videre ad Lykkebækvej. Sammenstødet mellem de to biler bevirkede, at også den 33-åriges bil blev ramt, så alle tre implicerede biler spærrede Lykkebækvej i begge retninger i ca. 20 minutter. Alle slap dog uskadt fra uheldet, som den 26-årige kan forvente at høre nærmere om fra politiets side på grund af en mistanke om overtrædelse af færdselsloven.

Fyrværkeri til ulempe – Torvet, Køge

Kl. 16.18 anmeldte en 28-årig mand fra Ringsted, at en gruppe med ca. 10 unge var forsamlet på Torvet. De morede sig med at affyre fyrværkeri efter hinanden, og herunder var anmelderen selv næsten blevet ramt. Politiet kørte derfor til området med et par patruljer, men fandt dog ikke nogen, der kunne drages til ansvar for den ulovlige brug af fyrværkeri. Affyring af fyrværkeri må kun ske i perioden 27. december – 1. januar begge dage inklusiv og slet ikke på en måde, der er til fare eller ulempe for andre.

Ulovlig knallert – Stevnsvej, Strøby Egede, Køge – Stevns

Kl. 21.15 standsede færdselspolitiet en knallert, som på et rullefelt blev målt til at kunne køre 42 km/t mod højst tilladt 30 km/t. En 16-årig dreng fra Køge, der kørte på knallerten, blev sigtet for den konstruktive ændring af knallerten. Han kan nu se frem til at modtage en bøde for den forseelse.

Narkokørsel – Ringvejen, Køge

Kl. 01.10 anholdt og sigtede politiet en 36-årig mand uden fast bopæl for kørsel i narkotikapåvirket tilstand i en personbil ud for stadion. Bilen, der var ejet af en 28-årig mand fra København S, viste sig nemlig at være efterlyst på grund af manglende lovpligtig ansvarsforsikring. Ejeren havde overladt bilen til den 36-årige, som ikke havde noget kørekort og derfor ikke måtte være fører af den. Den 36-årige blev løsladt efter udtagelse af en blodprøve til nærmere undersøgelse for euforiserende stoffer. Bilejeren blev også sigtet for at have overladt føringen til den 36-årige uden at sikre sig, at han lovligt kunne køre bilen. Begge kan derfor forvente at høre nærmere fra politiet.

Færdselsuheld – Køge Bugt Motorvejen, Karlslunde – Greve

Kl. 21.01 skete der et færdselsuheld på motorvejen i det nordgående spor, hvor både politiet og en skiltevogn afspærrede tre vognbaner samtidig med, at køretøjerne havde tændt for udrykningssignalerne (blåt blink). En 58-årig mand fra Ishøj i en personbil opdagede ikke disse køretøjer og påkørte skiltevognen. Den 58-årige blev bragt til skadestuen til kontrol, men var sluppet fra uheldet uden behandlingskrævende skader. Da han imidlertid var påvirket af spiritus under kørslen, blev han sigtet for spirituskørsel og fik i den anledning udtaget en blodprøve til nærmere undersøgelse for alkohol. Føreren af skiltevognen var også sluppet uskadt fra uheldet.

Hurtig bilist med joint i bilen – Køge Bugt Motorvejen, Greve

Kl. 14.22 målte færdselspolitiet en personbil til at køre mindst 175 km/t ad motorvejen i sydlig retning, selv om højst tilladte hastighed ifølge skiltningen kun måtte være 110 km/t. Personbilen blev ført af en 20-årig mand fra Rødovre, som ikke anvendte sikkerhedsselen under kørslen. Han havde også glemt sit kørekort, så han blev sigtet for de tre overtrædelser af færdselsloven. Yderligere fandt politiet også en joint i bilen, men en narkometertest af den 20-årige viste dog ingen tegn på, at han var påvirket af euforiserende stoffer under kørslen. Efter en sigtelse for overtrædelse af lov om euforiserende stoffer blev han afhørt til sagerne, som alle formentlig kan forventes afgjort med en bøde samt en påstand om et kørselsforbud på grund af hastighedsovertrædelsen, der blev begået inden for de første tre år efter erhvervelsen af et kørekort.

Fyrværkeri til ulempe – Karlemosevej, Køge

Kl. 19.02 fik politiet flere anmeldelser om unge, der løb rundt i området, medens de affyrede fyrværkeri i retning mod både biler og øvrige personer, der færdedes i området. Politiet kørte til området med flere patruljer, som fik kontakt til otte drenge på 14-15 år fra Køge De blev dog ikke fundet i besiddelse af fyrværkeri, og på det foreliggende grundlag kunne politiet ikke sigte nogen af dem for overtrædelse af fyrværkerilovgivningen. Efter en formaning til drengene forlod politiet området.

Færdselsuheld – Køge Bugt Motorvejen, Karlslunde – Greve

Kl. 23.53 fik politiet via alarm 112 melding om et færdselsuheld på motorvejen i det nordgående spor kort før Greve N-afkørslen, idet to biler var stødt sammen. Ambulance- og redningspersonale fandt en hårdt kvæstet mand i live, men bevidstløs, inde i en personbil. Han blev reddet ud og bragt til Rigshospitalets traumeafdeling til fornøden behandling. I en varebil, der havde påkørt personbilen, var en 44-årig mand fra Bagsværd teknisk fastklemt. Han blev reddet ud og bragt til skadestuen til undersøgelse og behandling for mindre alvorlige kvæstelser.

Flere vognbaner på motorvejen blev afspærret under rednings- og oprydningsarbejdet frem til kl. ca. 0215. Den hårdt kvæstede mand fra personbilen blev senere identificeret som en 21-årig mand fra Ishøj, der ifølge politiets undersøgelser i sagen havde fået et motorstop og var standset i bilen i tredje vognbane på motorvejen. Det havde den bagfra kommende fører af varebilen overset, så han påkørte den havarerede personbils bagende. En bilinspektør blev tilkaldt til at undersøge uheldsstedet og de implicerede køretøjer, og politiet fik rutinemæssigt udtaget blodprøver af de to parter til nærmere undersøgelse for eventuel påvirkning af alkohol og/eller euforiserende stoffer.

Hurtig narkobilist – Køge Bugt Motorvejen, Greve

kl. 20.43 målte politiet en personbil, som kørte på motorvejen, til at køre 176 km/t i sydgående retning. Føreren, en 25-årig mand fra Køge, blev standset og sigtet for sin al for hurtige kørsel. Han var desuden påvirket af hash, så han blev sigtet og anholdt for narkokørsel, for at få udtaget en blodprøve, hvorefter han blev løsladt.
På denne strækning er den tilladte hastighed 110 km/t, så den sigtede kan forvente en klækkelig bøde og en betinget frakendelse fra førerretten for hastighedsforseelsen alene.
Når resultatet af blodprøven kommer, vil den 25-årige høre mere fra politiet i sagerne.

Indbrud i Perioden

Glentevej, Køge
Københavnsvej, Køge
Torvet, Køge
Oksbølvej, Køge
Theilgaards Torv, Køge
Egelundsvej, Strøby Egede, Køge
Tøxensvej, Køge
Nørre Boulevard, Køge
Sønderbjerg, Valløby, Køge
Ærtebjerghusene, Borup