Her kan du se de uddrag af den seneste politirapport, der omhandler Køge i tidsrummet 2020/01/20 til 2020/01/28.

Bemærk det er de hændelser, politiet har valgt at inkludere i deres rapport.

Brandundersøgelse/bilbrand – Boholtevej, Køge

Kl. 20.09 fik politiet via alarm 112 melding om ildebrand i en bil på Boholtevej. Der var tale om en sort personbil, som var forsynet med en nummerplade, der rettelig skulle sidde på en anden bil af samme mærke, men dog en anden model. Bilens ene rude var rullet ned, og der var brand inde i kabinen. Brandvæsnet fik hurtigt slukket branden, så der kun skete skader inde i bilens kabine. Da politiet har en mistanke om, at branden i bilen kan være påsat, har politiet indbragt bilen til nærmere tekniske undersøgelser i et forsøg på at få fastlagt brandårsagen præcist. Bilejeren er underrettet om sagen. Branden var blevet opdaget af en kunde, der netop havde forladt et nærliggende supermarked og opdaget brand i bilen.

Politiet i Køge hører gerne fra personer, der har bemærket mistænkelig aktivitet omkring den sorte personbil inden anmeldelsen om bilbranden. Kontakt politiet på tlf. 114 med oplysninger i sagen.

Brandundersøgelse – Holmebækhuse, Herfølge – Køge

Kl. 13.20 kørte brandvæsnet og politiet til en mindre brand i en carport på en parkeringsplads. Ved politiets ankomst var branden dog gået ud, men der var dog mindre skader på både ud- og indvendig side af beklædningen på carporten. En parkeret bil fik dog ingen skader ved den mindre brand, som politiet har undersøgt nærmere i et forsøg på at finde årsagen til brandens opståen.

Bil midt i rundkørsel – Køgevej, Gadstrup – Roskilde

Kl. 14.41 og i tiden derefter fik politiet flere henvendelser om en varebil, der holdt midt i en rundkørsel, hvor den var standset af ukendt årsag. En fører gik rundt ved bilen, som dog var forsvundet lidt senere på eftermiddagen, da politiet kom forbi. Politiet foretog i den anledning ikke yderligere for at få klarlagt, hvilken bil der var tale om, og hvorfor varebilen var standset som beskrevet.

Narkobilist med skunk – Astersvej, Køge

Kl. 22.55 anholdt og sigtede politiet en 29-årig mand fra Herfølge for kørsel i narkotikapåvirket tilstand i en personbil. Ved anholdelsen fandt politiet ham også i besiddelse af knap tre gram skunk, som han også blev sigtet for ulovlig besiddelse af. Efter udtagelse af en blodprøve til nærmere undersøgelse for euforiserende stoffer løslod politiet den 29-årige, som dog vil høre nærmere fra politiet i anledning af sigtelserne.

Indbrud hos autoforhandler – Unionsvej, Køge

Kl. 03.26 fik politiet fra et alarmselskab melding om, at en tyverialarm var gået i gang, og at nogle personer via overvågning kunne ses gå rundt mellem de udstillede biler. Politiet kørte til området med flere patruljer og kunne hos autoforhandleren konstatere, at der var klippet et stort hul i hegnet ind til forhandlerens område med udstillede biler. En patrulje fandt kort efter en uindregistreret personbil forulykket på Værkstedsvej, hvor bilen var kørt ind i et træ. Føreren var stukket af fra stedet og blev ikke fundet af en hundepatrulje, der forsøgte at finde spor på stedet. Politiet undersøgte både biludstillingen og den forulykkede bil for tekniske spor.
Kl. 05.19 meddelte alarmselskabet, at der igen var aktivitet på området, idet en fremmed person kunne ses. Politiet kørte derfor igen til området og traf på Egedesvej en uindregistreret personbil med en 20-årig mand fra Køge bag rattet. Han blev anholdt som mistænkt for indbrud hos autoforhandleren, som samlet havde fået stjålet i alt fire biler ved de to indbrud. De to af bilerne var nu til stede, men en Suzuki Grand Vitara og en Suzuki S-Cross – begge hvide og uindregistrede – manglede stadig. Politiet kunne derfor mistænke den anholdte for at have været i ledtog med flere andre, p.t. ukendte medgerningsmænd. Den anholdte blev søndag fremstillet i grundlovsforhør og varetægtsfængslet foreløbigt til den 20. februar 2020.

Narkokørsel uden førerret mv. – bil beslaglagt – Parkvej, Køge

Kl. 2020 anholdt og sigtede politiet en 20-årig mand fra Køge for kørsel i en personbil i narkotikapåvirket tilstand. Bilen måtte han i øvrigt ikke være fører af, fordi han ikke havde generhvervet sit kørekort efter en tidligere frakendelse. I forbindelse med anholdelse og ransagning af bilen fandt politiet ham tillige i besiddelse af ca. 5 gram ketamin. Efter udtagelse af en blodprøve til nærmere undersøgelse for euforiserende stoffer løslod politiet den 20-årige, som blev gjort bekendt med, at politiet ville beslaglægge hans bil. Inden for de seneste tre år havde han flere gange kørt bil trods manglende førerret, ligesom han for blot to dage siden også i Køge var blevet sigtet for narkokørsel. Den 20-årige var ikke tilfreds med politiets beslutning om beslaglæggelse, så en dommer skal nu kigge nærmere på, om grundlaget for politiets beslutning om beslaglæggelse af bilen er til stede. Når blodprøven er analyseret, vil den 20-årige høre nærmere fra politiet.

Status i efterforskningen – Mand ramt af skud – Karlemosevej, Køge

Midt- og Vestsjællands Politi er fortsat i gang med efterforskningen i sagen, hvor en 17-årig mand fra Greve tirsdag aften kl. ca. 22.40 blev ramt af skud på Karlemosevej, Køge Adskillige personer er i løbet af tirsdag nat og onsdagen blevet afhørt i sagen, ligesom politiet har fået 5-6 henvendelser fra borgere med oplysninger og tip, som politiet nu bruger i den videre efterforskning. Politiet har indtil videre ikke sigtet nogen i sagen.
Offeret er fortsat indlagt på et sygehus til intensiv behandling. Han meldes stadig i stabil tilstand og uden for livsfare.
Den mobile politistation var onsdag i tidsrummet kl. 1000-1900 opstillet ved Ølbycentret, hvor mange borgere henvendte sig til politiet. Derfor vil politiet igen i dag torsdag opstille den mobile politistation ved Ølbycentret frem til kl. 1900, så borgerne kan få sig en snak med politiet om emner, der bekymrer dem, ligesom politiet også gerne ville modtage oplysninger og tip i anledning af drabsforsøget tirsdag aften. Oplysninger og tip i sagen kan gives til politiet enten via tlf. 114 eller via tip-funktionen på politiets hjemmeside.
Generelt vil politiet i den kommende tid også være markant mere synligt til stede i området og i Køge by med både tryghedsskabende og præventive patruljer.

17-årig ramt af skud – Karlemosevej, Køge

Se udsendt pressemeddelelse under “Nyheder”

Tyveri af dieselolie – Fasanvej, Køge

Kl. 21.12 anmeldte en borger, at han netop havde set en mand stjæle dieselolie fra en lastbil, som holdt parkeret på en lastbilparkeringsplads på Fasanvej. Manden flygtede fra stedet, da han blev opdaget. Politiet blev sendt til stedet, for at undersøge sagen nærmere. En hundepatrulje begyndte at søge efter den flygtede mand, og fandt tæt på gerningsstedet en stor 20 liters dunk. Ved siden af lastbilen holdt en parkeret personbil med nøglen i tændingslåsen, ligesom der lå id-kort og telefon i bilen. Mens politiet afhørte anmelderen, kom en mand hen til den parkerede personbil. Politiet tog kontakt til manden, som havde våde bukseben, som lugtede af dieselolie. Manden var identisk med personen som var afbilledet på id-kortet, som tilhørte en 55-årig mand fra Bulgarien. Han blev sigtet og anholdt for dieseltyveriet og taget med til stationen til afhøring med tolk. Han erkendte at have stjålet 3 liter diesel til brug i hans egen bil. Den 55-årige var ikke tidligere kendt af politiet, og efter afhøring og sagsbehandling blev den 55-årige løsladt. Politiet vil senere kontakte manden, som har en dansk adresse i Strøby.

Hurtig bilist sigtet – Københavnsvej, Køge

Kl. 18.50 blev en 19-årig mand fra Store-Heddinge sigtet for at køre for hurtigt på Københavnsvej mod nord i Køge, hvor politiet målte ham til at køre 98 km/t, på en strækning, hvor hastighedsbegrænsningen er 60 km/t. Den 19-årige havde netop taget kørekort, så der vil blive nedlagt påstand om en bøde og et kørselsforbud i sagen.

Spirituspåvirket fører på hurtig knallert – Vordingborgvej, Køge

Kl. 19.45 blev en 28-årig mand fra Køge sigtet og anholdt for spirituskørsel på en lille knallert. Hans knallert blev målt til at kunne køre 46 km/t, så føreren blev også sigtet for konstruktive ændringer af knallerten. Den 28-årige fik udtaget en blodprøve, hvorefter han blev løsladt. Når resultatet kommer, vil han høre nærmere i sagen.

Cyklist kørte over for rødt og stak af fra politiet – Stensbjergvej, Køge

Kl. 20.17 kørte en mandlig cyklist overfor rødt lys i krudset ved Stensbjergvej/Ølby Center. Manden havde heller ingen lys på cyklen. Da politiet tilkendegav, at de ønskede at tale med cyklisten satte han farten op, og forsøgte at stikke af fra patruljen. Han blev dog fundet i en lukket gård, hvor politiet sigtede cyklisten, en 38-årig mand fra Køge, for at køre over for rødt lys og ikke at have lys på cyklen. Han erkendte forholdene og kan nu forvente en bøde i sagerne.

Hurtig kørsel uden førerret – Køge Bugt Motorvejen, Solrød Strand

Kl. 20.59 standsede færdselspolitiet en 29-årig mand fra Ruds-Vedby, som havde kørt af motorvejen med høj hastighed i nordgående retning. Politiet målte ham til at køre 143 km/t, på en strækning, hvor det er tilladt at køre 110 km/t. Den 29-årige havde ikke et gyldigt kørekort, da han ikke havde generhvervet sin førerret efter en tidligere frakendelse. Under sin kørsel skiftede den 29-årige vognbane adskillige gange uden at give tegn hertil. Han blev sigtet for de mange forseelser, og han kan nu forvente at få en bøde på 3000 kr og 500 kr til offerfonden i sagen.

Færdselsuheld – Nordhøj, Køge

Kl. 07.46 havde en personbil påkørt en lysstander i et lyskryds, hvorfor en ambulance var blevet sendt til stedet sammen med politiet. På uheldsstedet fik politiet kontakt til en 22-årig mand fra Hårlev, som virkede svækket, men dog ikke var påvirket af hverken alkohol eller narkotika under kørslen. Politiet optog rapport om uheldet for at få afklaret, om den 22-årige kan have fået et ildebefindende inden uheldet, hvor der ikke var andre trafikanter involveret. Reparatør blev tilkaldt til at reparere den påkørte lyssignalstander.

Narkokørsel i afmeldt bil og uden førerret – Carlsensvej, Køge

Kl. 10.56 anholdt og sigtede politiet 29-årig mand fra Herfølge for at køre i narkotikapåvirket tilstand i en personbil, som var blevet afmeldt i december 2019 og derfor hverken var ansvarsforsikret eller registreret. Den 29-årige blev også sigtet for kørsel uden førerret, da han ikke har erhvervet sig et kørekort. Han blev løsladt efter udtagelse af en blodprøve til nærmere undersøgelse for euforiserende stoffer (mistanke om hash).

Slingrende narkobilist – Sydmotorvejen, Køge

Kl. 16.27 anholdt og sigtede politiet en 32-årig kvinde fra Vordingborg for kørsel i narkotikapåvirket tilstand i en personbil. Flere andre bilister havde forud for anholdelsen anmeldt hende som kørende slingrende ad motorvejen i nordgående retning, idet hun kørte både i nødsporet og til tider helt ude til venstre i anden vognbane. Kvinden blev løsladt efter udtagelse af en blodprøve til nærmere undersøgelse for euforiserende stoffer.

Færdselsuheld – Køge Bugt Motorvejen, Greve

Kl. 02.00 rykkede ambulancepersonale og politiet ud til et færdselsuheld på motorvejen lidt syd for afkørsel Greve N, idet to biler var stødt sammen, og en person var kommet til skade. På uheldsstedet lå på kørebanen en kvæstet mand ved en havareret bil med skader efter påkørsel af autoværnet både i midterrabatten og ved nødsporet. Der var tale om en 17-årig ung mand fra København S, som blev bragt på skadestuen til undersøgelse og behandling. Da den 17-årige, der i øvrigt ikke havde førerret, kunne mistænkes for at have været fører af det havarerede køretøj, fik han udtaget en blodprøve til nærmere undersøgelse for både alkohol og euforiserende stoffer. Politiet fik foreløbigt klarlagt, at to biler tilsyneladende havde kørt om kap ad motorvejen i nordgående retning, indtil de to biler var stødt sammen, så det nu havarede køretøj ikke kunne køre mere. Det andet køretøj var kørt væk fra motorvejen ad Greve N-afkørslen og forsvundet i ukendt retning. Ifølge oplysninger til politiet skulle flere personer være flygtet fra den forulykkede bil inden ambulancens og politiets ankomst til stedet. Politiet har nu optaget rapport om uheldet i et forsøg på at få klarlagt, hvad der skete, og hvad årsagen til andre personers flugt fra stedet måtte være, idet den 17-årige indledningsvist ikke ønskede at bidrage til sagens opklaring.

Spirituskørsel – Værftvej, Københavnsvej, Køge

Kl. 00.53 så en patrulje en personbil, som blev ad Værftsvej mod vest og ind i venstresvingsbanen, hvor den ville svinge ned af Københavnsvej. Bilen placerede sig skævt i svingbanen med forhjulet ind mod kantstenen, hvilket vækkede betjentenes mistanke. Da bilen begyndte at svinge kørte den slingrende og drejede skarpt til venstre ad Københavnsvej og endte i den forkerte side af vejen mod færdselsretningen. Politiet fik hurtigt standset bilen, før der skete noget. Føreren af bilen, en 36-årig mand fra Køge, var kraftigt spirituspåvirket. Han blev derfor anholdt, sigtet og taget med til en blodprøveudtagelse, hvorefter han blev løsladt. Når resultatet af blodprøven kommer, vil den 36-årige høre mere fra politiet.

Færdselsuheld / kørsel uden førerret mv. – Sydmotorvejen, Lellinge, Køge

Kl. 12.38 fik politiet en henvendelse fra en bilist om, at en anden bilist kørte usikkert ad Sydmotorvejen i nordlig retning. Ca. 2000 meter før Lellinge-afkørslen strejfede bilisten autoværnet og fortsatte, indtil politiet fik bilisten standset. Der var tale om en personbil ført af en mand, der havde svært ved at huske sine egne data og ikke kunne fremvise noget kørekort. Han var ædru, ikke påvirket af euforiserende stoffer og blev til sidst sigtet for at have glemt kørekortet. Til sidst måtte politiet anholde ham for at få fastlagt, idet de fremkomne oplysninger om hans identitet ikke var korrekte. Politiet fik til sidst manden identificeret som en 33-årig mand fra Skibby, hvis førerret var blevet inddraget af politiet i 2017 i forbindelse med en sag om spirituskørsel. Han blev derfor sigtet for kørsel uden førerret i personbilen samt tillige for at have udgivet sig for en forkert person, som derved risikerede at blive straffet for noget, som vedkommende ikke havde gjort. Den 33-årige forblev i politiets varetægt, idet han faktisk var efterlyst af Nordsjællands Politi til fremstilling i fogedretten. Det vil så ske mandag formiddag ved politiets foranstaltning, og den 33-årige vil også høre nærmere fra politiet i anledning af søndagens to sager.

Efterlyst narkobilist med narko og efterlyst hund – Vestmotorvejen, Bjæverskov – Køge

Kl. 16.40 standsede færdselspolitiet en personbil, hvis bageste nummerplade lå i bagruden, og som blev ført af en kvinde med bringende en hund, med henblik på nærmere kontrol af fører og køretøj efter kørsel på motorvejen i østlig retning. Føreren var en 20-årig kvinde fra Dragør, som ikke kunne vise noget kørekort og erkendte, at hun ikke havde førerret. Hun blev derfor sigtet for kørsel uden førerret og blev anholdt, da hun blev skønnet påvirket af hash under kørslen. Ved den efterfølgende visitation i forbindelse med anholdelsen fandtes hun i besiddelse af ca. 10 gram marihuana, som medførte en sigtelse for overtrædelse af lov om euforiserende stoffer. Ved nærmere kontrol af kvindens personlige forhold viste det sig, at hun var efterlyst af Syd- og Sønderjyllands Politi med henblik på fremstilling i fogedretten, og at hendes hund var efterlyst af Københavns Politi med henblik på aflivning, idet hunden var en race, som er ulovlig/forbudt i Danmark. Efter udtagelse af en blodprøve til nærmere undersøgelse for euforiserende stoffer blev den 20-årige sammen med hunden overdraget til Københavns Politi til fuldførelse af beslutningen af aflivning af den ulovlige hund og senere fremstilling af den 20-årige selv i fogedretten.

Biltyv anholdt mv. – Stensbjergvej / Ølbycenter, Køge

Kl. 02.25 bemærkede en patrulje på Lykkebækvej en personbil køre med høj fart ad Stensbjergvej i nordlig retning. Da patruljen kørte efter bilen med henblik på rutinemæssig kontrol, fortsatte bilen med høj fart og kørte ind på parkeringspladsen nord for Ølby S-station. Her blev bilen efterladt, og to personer flygtede til fods fra stedet. Det lykkedes at få fat i den ene – en 26-årig mand fra Køge – som blev anholdt. Den anden person forsvandt i retning mod Ølby S-station og centret. Det viste sig, at nummerpladerne på bilen burde sidde på en anden bil, og at selve bilen var meldt stjålet fra Smedebakken, Hvalsø, den 16/1-2020. Den stjålne bils originale nummerplader blev ikke fundet og er derfor efterlyste af politiet. Den anholdte blev derfor sigtet for kørsel i den stjålne bil med måske stjålne nummerplader, der reelt burde sidde på en bil hjemmehørende i Bjæverskov. Da den anholdte, der havde 0,6 gram hash på sig og i øvrigt er frakendt kørekortet, måske kunne mistænkes for at have været fører og i øvrigt var påvirket af både narkotika og spiritus, fik han udtaget en blodprøve til nærmere undersøgelse for både euforiserende stoffer og alkohol. Den anholdte blev løsladt efter afhøring til sine sigtelser i en sag, hvor politiet nu forsøger at få identificeret den flygtede, anden person. Ejeren af den stjålne personbil kom til stedet, men kendte ikke noget til en tablet og nogle spotlamper i bilen. Disse effekter prøver politiet også at få sporet med henblik på udlevering til rette ejer ud fra en tese om, at der kan være tale om tyvekoster.

Indbrud i Perioden

Bakkegårdsvej, Strøby Egede, Køge
Unionsvej, Køge
Codanvej, Køge
Mazdavej, Køge
Tangmosevej, Køge
Engvangsvej, Strøby Egede, Køge
Hirsemarken, Borup
Hovedgaden, Borup
Granlunden, Bjæverskov