Her kan du se de uddrag af den seneste politirapport, der omhandler Køge i tidsrummet 2020/03/20 til 2020/03/31.

Bemærk det er de hændelser, politiet har valgt at inkludere i deres rapport.

Uro og uorden – Parkvej, Køge

Kl. 16.36 anmeldte en lokal borger, at der nu igen var forsamlet ca. 15 unge ved boldbanen i området. De unge kom på stedet næsten dagligt og samledes i flok. Om aftenen bliver der af og til ifølge anmelderen også affyret fyrværkeri i området. En patrulje blev straks sendt til området, hvilket bevirkede, at de unge hurtigt forsvandt i alle retninger, da de fik øje på patruljebilen. Ingen blev sigtet for noget, men politiet forblev lidt i området i præventivt øjemed, så personer ikke igen forsamledes i større grupper end tilladt ud fra de gældende retningslinjer i forbindelse med indsatsen mod corona/COVID-19.
Politipersonale fra den lokale forebyggelsesafdeling på Køge politistation vil tirsdag i tidsrummet kl. 1900-2200 være til stede i området i præventivt øjemed. Personalet vil både foretage fodpatruljer og almindelig patruljering i området Ellemarken. Borgere er velkomne til at tage kontakt til patruljen for at drøfte eventuelle problemstillinger fra lokalområdet med patruljen.

Overtrædelse af corona-lovgivningen – Ølbycenter, Køge

Kl. 19.40 bemærkede en patrulje på tryghedsskabende patruljering i Ølbycentret, at flere unge sad på stole ved nogle borde og indtog både mad og drikkevarer ved et serveringssted. De unge oplyste, at maden og drikkevarerne var indkøbt på serveringsstedet kort forinden. Politiet anså derfor deres tilstedeværelse og fødevareindtagelsen på stedet som en servering, der er omfattet af coronalovgivningen. Serveringsstedets indehaver – en 45-årig mand – blev derfor sigtet for overtrædelse af lovgivningen i forbindelse med serveringen for de unge på stedet. På politiets foranledning fjernede han øjeblikkelig de opstillede borde og stole, så ingen blev fristet til at nyde indkøbte madvarer på stedet.
Politiet kan oplyse, at den take-away-ordning, som serveringssteder kan benytte sig af under indsatsen mod corona, skal forstås meget bogstaveligt. Indkøbte madvarer mv. skal derfor tages med helt væk fra serveringsstedet, inden disse nydes.

Spirituskørsel – Vordingborgvej, Køge

Kl. 03.53 anholdt og sigtede politiet en 26-årig mand fra Køge for spirituskørsel i en personbil. Han blev løsladt efter udtagelse af en blodprøve til nærmere undersøgelse for alkohol.

Mekaniker klemt under lastbil – Bøgedevej, Bøgede, Ringsted – Køge

Kl. 09.35 kom et 112 opkald om en arbejdsulykke ved et vognmandfirma. En lastbilmekaniker var ved at reparere motoren på en lastbil, så han lå under køretøjet på et rullebræt, da lastbilen faldt ned fra donkraften og landede på mandens brystkasse. Den tilskadekomne mand, en 42-årig mand fra Ringsted, blev fundet af en kollega, som havde hørt bumpet da lastbilen faldt ned. Han ringede 112, men kunne ikke få lastbilen væk fra den 42-årige. Brandvæsnet kom frem og fik frigjort den tilskadekomne mand, som var livløs under lastbilen. Ambulancen ydede førstehjælp til manden, der kort efter blev hentet af i lægehelikopter og fløjet til Rigshospitalet i kritisk tilstand. Arbejdstilsynet kom til stedet, for at undersøge uheldet. Politiet optog rapport om ulykken, og vil når Arbejdstilsynets rapport foreligger, tage stilling til om nogen kan stilles til ansvar for ulykken. Den 42-årige pådrog sig alvorlige brud og indre kvæstelser på overkrop og bækken. Han er fortsat indlagt i kritisk tilstand.

Politiet vil stadig gerne havde tip om knallerter- Greve og Køge

Politiet fortsætter i dag indsatsen mod herreløse knallerter i Greve og Køge Kontrollen i går formiddags førte ikke til fund af nogen henstillede knallerter, men politiet vil fortsat rigtig gerne have besked fra borgerne, hvis de oplever knallertkørsel til gene, eller forladte knallerter i området. Formålet er at få begrænset den utryghedsskabende knallertkørsel i de boligområder, hvor politiet jævnligt får anmeldelser om den slags generende adfærd.

Fyrværkeri i Ellemarken – Parkvej, Køge

Kl. 20.00 kom anmeldelser fra flere beboere om, at der blev afskudt fyrværkeri ved legepladsen i midten af bebyggelsen Ellemarken. En patrulje blev sendt til stedet, hvor der nu var roligt og ingen personer blev truffet. Politiet talte med en af anmelderen, som fortalte, at der var tale om en gruppe unge mennesker, som nu var løbet fra stedet. Patruljen kørte en tur i området, men der blev ikke fyret mere krudt af, og der kom ikke flere anmeldelser om fyrværkeri senere den aften.

Narkokørsel – Lille Lyngvej, Køge

Kl. 04.10 sigtede og anholdt politiet en 21-årig mand fra Lille Skensved for narkokørsel, da han kørte ad Lille Lyngvej i Køge i påvirket tilstand. Han fik udtaget en blodprøve, hvorefter han blev løsladt. Når resultatet af blodprøven kommer, vil han høre mere fra politiet i sagen.

Ulykkelig kærlighed – Karlemosevej, Køge

Kl. 10.24 udviklede en henvendelse fra en 28-årig mand fra Gadstrup på en adresse på Karlemosevej sig til et slagsmål mellem beboerne på den adresse, hvor han uanmeldt ville stifte nærmere bekendt med en kvinde, og ham selv. Den 28-årige blev afvist i døren, og diskussionen mellem ham og lejlighedens mandlige beboere om at stifte det nærmere bekendtskab med kvinden på adressen udviklede sig så til håndgemæng på gaden, indtil politiet dukkede op og sendte parterne i hver sin retning. Ingen af dem led fysisk overlast, og de slap alle med en formaning om god opførsel.

Tip om “herreløse” knallerter i Greve og Køge modtages

Politiet vil i dag torsdag både i Greve og Køge prøve at få lokaliseret “herreløse” knallerter, som måske henstår i forskellige boligområder og fremstår som uden ejer, eller som måske bliver brugt at unge i området til generende kørsel til ulempe for de øvrige beboere i boligområdet.
Politiet modtager således gerne tip om steder, hvor “herreløse” knallerter står eller blive opbevaret til senere brug af unge fra lokalområdet. Politiet vil derefter kontrollere, om en ejer kan findes, eller om en knallert kan indbringes som hittegodsknallert, indtil en ejer giver sig til kende. Formålet er at få begrænset den utryghedsskabende knallertkørsel i de boligområder, hvor politiet jævnligt får anmeldelser om den slags generende adfærd.
Torsdag formiddag og først på eftermiddagen vil personale fra den forebyggende afdeling være at finde i Greve-området, og torsdag eftermiddag / aften vil politipersonale være til stede i Køge i boligområdet Ellemarken for en tilsvarende kontrol af knallerter i det offentlige område.

Unge mænd forsamlet i flok – Parkvej / Gymnasievej, Køge

Kl. 15.13 fik politiet en anmeldelse om, at der næsten dagligt forsamlede sig en flok på 12-15 unge mænd på en sti mellem Gymnasievej og Parkvej. På stedet lå der ofte rester af joints og andre effekter, der tydede på, at nogen af de tilstedeværende røg euforiserende stoffer. En patrulje kørte til området og kunne konstatere, at et ukendt antal unge mænd fik travlt med at sprede sig ved synet af patruljebilen. Politiet fik dog kontakt til en 19-årig mand fra Køge, som ikke havde noget ulovligt på sig, så politiet foretog sig ikke yderligere ud over en præventiv tilstedeværelse i området.

Færdselsuheld – Jernbanegade / Køgevej, Roskilde

Kl. 17.21 rykkede ambulancepersonale og politiet ud til et færdselsuheld i lyskrydset Jernbanegade-Køgevej, idet en cyklist var blevet påkørt af en bilist. Det viste sig, at en 19-årig mand fra Lejre i en personbil var kørt ad Jernbanegade mod vest og ville svinge til venstre ad Køgevej mod syd. Under svingningen ramte han en 59-årig kvinde fra Roskilde, som kørte på cykel ad Jernbanegade mod øst. Formentlig på grund af solskinnet opdagede bilisten ikke cyklisten, der dog var sluppet uskadt fra påkørslen, efter at hun var blevet undersøgt på skadestuen i Køge Bilisten kan forvente at høre nærmere fra politiet i anledning af uheldet.

Kørsel i frakendelsestiden mv. – bil beslaglagt – Værftsvej, Køge

Kl. 18.40 kontrollerede politiet en personbil, hvis nummerplader var efterlyst som stjålne, og som burde sidde på et andet bilmærke end den bil, som havde nummerpladerne påmonteret. Bilen blev ført af en 29-årig mand fra Skælskør, som i øvrigt var frakendt kørekortet i forvejen. Bilens rigtige nummerplader havde han afmeldt hos Motorstyrelsen og efterfølgende stjålet nogle andre nummerplader til sin bil. Da politiet kunne konstatere, at det nu var fjerde gang inden for de seneste tre år, at han blev afsløret i at køre bil uden et kørekort, beslaglagde politiet personbilen med henblik på senere konfiskation. Den 29-årige, der fik flere sigtelser for overtrædelser af færdselsloven og for tyveri af nummerpladerne, vil derfor blive indkaldt til et retsmøde, når sagerne og spørgsmålet om endelig konfiskation af bilen skal afgøres.

Flere mænd bortvist fra S-toget – Ivar Huitfeldtsvej, Køge

Kl. 00.22 bad en DSB-ansat om assistance fra politiet til at få vækket en sovende mand i S-toget, der nu var kørt ud på et sidespor. Politiet fik vækket en 46-årig mand fra Nakskov og bortviste ham uden problemer fra toget, hvor der i øvrigt flød med øl på sted, hvor han havde opholdt sig. Politiet forlod herefter stedet kl. 00.47, men måtte retur kl. 00.59, da den DSB-ansatte igen havde fundet en mand, der skulle bortvises fra toget. Der var denne gang tale om en 29-årig mand fra Nivå, som blev vækket og bortvist uden problemer. Begge mænd blev i øvrigt skønnet i stand til at klare sig og selv komme hjem.

Spirituskørsel – Københavnsvej, Køge

Kl. 17.30 så en patrulje en personbil som kørte ad Københavnsvej i nordlig retning ved i lidt for høj hastighed, så betjentene besluttede at køre efter og kontrollere føreren og køretøjet. Det var en god ide, for føreren viste sig både at være narko- og spirituspåvirket Politiet sigtede og anholdt derfor føreren, en 27-årig mand fra Køge, som fik udtaget en blodprøve, hvorefter han blev løsladt. Når resultatet af prøven kommer, vil den 27-årige blive kontaktet af politiet.

Gasledning blev gravet over – Farstrupvej, Køge

kl. 09.48 kom et alarmopkald om at en gasledning var blevet gravet over af en gravemaskine, som arbejdede på stedet. Politi og brandvæsen blev sendt til stedet, hvor patruljerne begyndte at informere beboerne i området om udslippet, og om at de skulle slukke for gassen i deres hjem. Der var ingen fare for personer, da gassen steg direkte til vejrs. Gasselskabet blev hastetilkaldt, til at udbedre skaden. De var nødt til at grave helt ned til hovedledningen for at stoppe gasudslippet, så der blev arbejdet et godt stykke tid på stedet før gassen var lukket.

Pige påkørt af bakkende bil – Ejby, Kirke-Hyllinge – Lejre

Kl. 10.19 blev en pige på næsten 2 år påkørt af en bakkende bil, da hun sad og legede i indkørslen. Et familiemedlem til den 2-årige havde ikke set pigen, da hun bakkede ud, så pigen blev ramt ved lav hastighed. Politi, ambulance og lægehelikopteren blev sendt til stedet, hvor pigen blev fløjet til Rigshospitalet med kritiske skader på krop og hoved. Bilinspektøren blev tilkaldt til stedet for at undersøge ulykken og politiet optog rapport i sagen. Senere på dagen fik politiet oplyst, at pigens tilstand var stabil, men at hun havde pådraget sig skader på hovedet og havde indre kvæstelser. Politiet behandler sagen som et færdselsuheld, og afventer nu rapporten fra bilinspektøren.

Fyrværkeriloven – Åsen, Ejby, Kirke-Hyllinge – Lejre

Kl. 15.09 fik politiet en anmeldelse om, at der var skudt ved Åsen i Ejby. Politiet kørte talstærkt til stedet, hvor det viste sig, at der ikke var tale om skud, men at en stor nytårsraket var blevet affyret tæt ved et hus. En 54-årig mand fra lokalområdet henvendte sig selv til politiet, der mistænkte ham for at stå bag raketaffyringen mod en nabos hus på grund af nabostridigheder. Han blev derfor sigtet for overtrædelse af fyrværkeriloven og kan forvente at høre mere fra politiet. Ingen personer eller genstande blev ramt af fyrværkeriet.

Indbrud i Perioden

Nordhavnsvej, Køge
Vordingborgvej, Køge