Her kan du se de uddrag af den seneste politirapport, der omhandler Køge i tidsrummet 2020/04/08 til 2020/04/21.

Bemærk det er de hændelser, politiet har valgt at inkludere i deres rapport.

Indsats i forbindelse med landsdækkende hastighedskontrol – Holbæk, Solrød, Køge og Greve

Midt- og Vestsjællands Politi havde i går en målrettet kontrol mod hastighed i trafikken i forbindelse med den landsdækkende hastighedsindsats. Politiet havde en meget travl aktion, hvor i alt 101 bilister blev sigtet for at køre for at køre for hurtigt. Tre kørte, selvom de ikke havde førerret og to kørte, selvom de var frakendt førerretten. Sagerne medfører foruden bødestraf, at i alt 37 bilister kan forvente et klip i kørekortet og 7 bilister kan forvente at få en betinget frakendelse

Holbæk
Mandag formiddag foretog færdselspolitiet en måling med laser på Roskildevej ud for Æblevang i Holbæk. Her blev 21 bilister skrevet for at køre for stærkt i byen. Den højeste måling lød på 72 km/t, selvom den højst tilladte hastighed er 50 km/t på stedet. På vej til kontrolstedet blev fire bilister optaget af politiets videobil, fordi de overskred hastigheden eller i øvrigt overtrådte færdselsloven. Den højeste måling lød på 153 km/t i en 110 km/t zone. To bilister kørte både for stærkt og gav ikke tegn med blinklyset i forbindelse med vognbaneskift. De kan begge vente at få en bøde på 5000 kr. i bøde og et klip.

Mandag eftermiddag foretog færdselsafdelingen kontrol på Køge Bugt Motorvejen i Greve, Solrød og Køge kommune, hvor den tilladte hastighed er 110 km/t. Her blev 80 bilister sigtet for at køre for stærkt.

Køge
Den højeste hastighed på 191 km/t blev målt fra Egedesvej i Køge, hvor målingen af bilen på Køge Bugt Motorvejen blev foretaget. I Køge blev i alt syv bilister målt til at køre så stærkt, at de nu kan forvente en betinget frakendelse af førerretten. En 25-årig mand fra Slagelse blev målt til at køre 165 km/t, hvilket udløser en bøde og en betinget frakendelse. Han På samme sted kl. 20.43 standsede politiet en 37-årig mand fra Albertslund, som blev målt til at køre 147 km/t. Han var desuden frakendt førerretten og var påvirket af narkotika. En test med narkometeret viste, at han havde indtaget amfetamin og kokain. Han blev sigtet, anholdt og fik udtaget en blodprøve, hvorefter han blev løsladt. Her blev i alt 39 fartsyndere sigtet af politiet for at køre for hurtigt.

Greve
Målingen på Køge Bugt Motorvejen i Greve blev foretaget ved Mose Landevej i tidsrummet mellem kl. 16.00-17.40. Her blev 18 bilister sigtet for at køre for hurtigt og det medfører at fem bilister nu får klip i kørekortet. En 20-årig mand fra Vejle blev målt til at køre 161 km/t. Da det var under tre år siden, at han havde erhvervet kørekort, vil sagen blive lagt op til en bøde og et kørselsforbud. Det betyder at så snart sagen er afgjort, så må han ikke køre bil igen, før han har været oppe til en ny køreprøve.

Solrød
Hastighedsmålingen på motorvejen ved Solrød Strand blev foretaget fra Cementvej. Her blev 21 bilister sigtet for at køre for stærkt, hvoraf fire bilister kan forvente et klip i kørekortet. En bilist blev målt til at køre 137 km/t og var desuden frakendt førerretten, så han blev sigtet for kørsel i frakendelsestiden.

Anmeldelser om knallertkørsel til gene – Greve og Køge

Flere gange har borgere fra både Greve og Køge kontaktet politiet om, at knallerter kører rundt på stisystemer og skaber utryghed for de gående eller cyklende trafikanter. Nogle gange er de set med flere personer på én knallert, og andre gange handler det om maskerede personer, høj fart og utryghedsskabende adfærd.

Kl. 12.02 blev en mørk knallert set kørende ved Krathuset i Greve, og på køretøjet sad tre personer. Føreren kørte flere gange over for rødt lys i området og var til gene for trafikken og beboerne.

Kl. 18.40 fik politiet en anmeldelse om to maskerede personer, der kørte hurtigt på en knallert ved Brudelysvej i Køge Politiet kørte ud til stedet, og omkring kl. 19.20 fik en patrulje kontakt til en knallert med to personer. En 21-årig og en 24-årig mand begge fra Køge blev visiteret ved standsning af knallerten. Politiet fandt intet på mændene eller knallerten, men de blev sigtet for overtrædelse af færdselsloven ved at køre to personer på en knallert.

Kl. 19.30 fik politiet en anmeldelse om hærværk, hvor to personer på en knallert havde kastet sten mod en rude i Søjlegården, Greve.

Kl. 20.24 fik politiet en anmeldelse om to knallerter og en ATV, der kørte hurtigt i området omkring Krathuset, Greve.

Politiet takker for borgernes tips omkring den utryghedsskabende knallertkørsel. Politiet vurderer, at den bedste måde at komme problemerne til livs er, at borgerne tipper politiet om efterladte køretøjer i opgange, buske eller kælderrum. Politiet vil til en hver tid gerne undgå at eftersætte knallerter og andre køretøjer på stisystemer, da det skaber farlige situationer og kan give knallertførerne anledning til endnu mere hasarderet kørsel. Midt- og Vestsjællands Politis erfaringer viser, at afhentning af efterladte køretøjer giver den bedste effekt. Denne metode er brugt tidligere i både Køge og Greve, hvor beboere har oplevet den utryghedsskabende kørsel. Kontakt politiet på tlf. 114, hvis du ser køretøjer som er gemt/parkeret i dit nærområde.

Brandundersøgelse – Fændediget, Køge

Kl. 16.27 rykkede brandvæsnet og politiet ud til ildebrand i en gammel værkstedsbygning. Der var gået ild i en affaldsbunke, hvorefter branden havde bredt sig til en trætrappe. Brandvæsnet fik branden slukket, inden ilden nåede at brede sig yderligere. Ingen kom til skade ved branden, der dog udviklede noget røg, så beboere i naboejendommene blev opfordret til at lukke døre og vinduer. Politiet skal undersøge brandårsagen nærmere og arbejder ud fra en tese om, at uagtsomhed med f.eks. en henkastet cigaretskod kan være årsagen til brandens opståen.

Edderkop årsag til flere alarmer – Glentevej, Køge

Kl. 00.44 anmeldte et alarmfirma, at flere grupper af tyverialarmer i samme virksomhed var blevet aktiveret inden for kort tid. Alarmfirmaet formodede derfor, at et indbrud var i gang, så alarmfirmaet havde sendt en vægter til stedet. Politiet kørte af samme årsag også til firmaets adresse med flere patruljer, som alle – sammen med firmaindehaveren, der også var kommet til stede – kunne konstatere, at alting var normalt, og at der ikke var nogen som helst tegn på indbrud nogen steder ved firmaets bygning. Eneste årsag til aktivering af alarmerne var ifølge vægteren en edderkop, der havde haft meget travlt midt om natten og dermed havde aktiveret de fintfølende alarmer.

Vold – Ølbycenter – Køge

Kl. 16.30 anmeldte en 67-årig mand fra Køge, at han kl. ca. 16.20 var blevet slået ned af en fremmed mand, som i supermarkedet Aldi var gået tæt forbi ham. Den 67-årige havde i den anledning bedt manden om at holde afstand, hvorefter manden begyndte at råbe efter den 67-årige. Ved kassen begyndte manden nu at filme den 67-årige, som forsøgte at skubbe mandens hånd væk, da han efter kassen greb fat i den 67-årige. Det resulterede i, at manden tildelte den 67-årige et knytnæveslag i ansigtet, så han faldt omkuld og kortvarigt mistede bevidstheden. Politiet fik kontakt til offeret, der var lidt omtåget og i en tilkaldt ambulance blev kørt til kontrol på skadestuen af to blødende flænger. Den mistænkte voldsmand blev af offeret beskrevet som: A: Mand, Dansk af udseende, 40-45 år, 180-185 cm, Kropsbygning: Almindelig, Hudfarve: Hvid, Yderligere kendetegn: Arret og rødmosset i ansigtet, Talte: Dansk, Iført: mørk kasket, sort arbejdsjakke med grå krave og blåt logo i nakken samt på venstre brystlomme, mørke arbejdsbukser, mørke sikkerhedssko, Medbragte: gul hobbykniv i venstre bukselomme, som politiet nu forsøger at få identificeret, så han blive sigtet og afhørt til sagen.

Politiet i Køge hører gerne fra personer, der har overværet episoden i supermarkedet, eller som kan give oplysninger om den mistænktes identitet. Kontakt politiet på tlf. 114 med oplysninger i sagen.

Hastighedssag – Køge Bugt Motorvejen, Karlslunde – Greve

Kl. 08.12 foretog færdselspolitiet en måling af en personbil, som kørte 166 km/t i en 110 km/t zone. Betjenten standsede bilen, som blev ført af en 29-årig mand fra Ballerup, som blev sigtet for den hurtige kørsel og kan se frem til en bøde og en betinget frakendelse af førerretten.

Flere mindre brande – Køge, Odsherred, Holbæk, Ringsted

Det har ikke regnet længe, og derfor er alt meget tørt i naturen nu. Der har været flere eksempler på brande, som er startet på grund af gløder, som er blusset op og har antændt tørt træ. Politiet vil i den forbindelse opfordre borgere til at være forsigtige, når slukker cigaretter, tænder bål, griller, bruger ukrudtsbrænder eller i øvrigt håndterer ild/gløder.

Brand i græsrabat – Roskildevej, Vipperød – Holbæk
Kl. 11.28 kom et alarm 112 opkald om en mindre brand i en græsrabat ved en vejgrøft. Brandvæsnet rykkede ud og slukkede branden før den bredte sig. Ilden var formentlig starte ved et cigaretskod. Ingen personer blev truffet på stedet.

Brand i shelter – Turebyvej, Tureby – Køge
Kl. 12.48 opstod brand i en shelter ved en bålplads tilhørende en institution. En medarbejder havde forladt bålet, mens der stadig var gløder. Dette havde udviklet sig og der var startet en brand i shelteren. Politi og brandvæsen kørte til stedet, hvor ilden blev slukket. Den mandlige medarbejder fra institutionen blev sigtet for overtrædelse af beredskabsloven for uforsigtig med ild og kan forvente en bøde i sagen. Ingen personer kom til skade, men der skete skade på shelteren.

Brand ved sommerhus – Harestien, Højby Sj. – Odsherred
kl. 13.13 startede en mindre brand i et skel af træer, som stod tæt ved et sommerhus. Ilden startede i noget aske, som sommerhuset ejer havde tømt ud i skellet. Ilden blev slukket før den spredte sig yderligere. Ingen personer eller fast ejendom fik skader.

Brand i hæk – Risvangen, Ringsted
Kl. 17.32 brugte en husejer en ukrudtsbrænder ved sin hæk, da der pludselig gik ild i hækken, som står omkring 7 meter fra huset. Politi og brandvæsen fik et alarm 112 opkald om branden og kørte til stedet, hvor ilden hurtigt blev slukket før den bredte sig. Der skete skade på omkring to meter hæk, men ingen personer eller fast ejendom fik skader. Den kvindelige husejer blev sigtet for overtrædelse af beredskabsloven for uforsigtig med ild og kan forvente en bøde i sagen.

Brand på landejendom – Slimmingevej, Ringsted – Køge

Kl. 1907 opstod en brand i et kammer på førstesalen i en landejendom. Politi og brandvæsen kørte til stedet, hvor ilden hurtigt blev slukket før den spredte sig. En 20-årig mand, som opholdt sig i huset blev tilset i ambulance for røgforgiftning, men han var ikke kommet til skade. Politiet undersøgte branden, der muligt kan være startet omkring et glemt stearinlys. Branden skal dog undersøges nærmere, for at klarlægge brandårsagen med sikkerhed. Der skete brandskade på kammeret, og vand og sodskade på de øvrige rum i huset.

Udenlandsk indbrudstyv fremstilles i grundlovsforhør – Ringsted, Køge, Roskilde

En 24-årig mand fra Chile blev i går anholdt af Københavns politi, da han blev fundet i besiddelse af tyvekoster fra flere indbrud i Midt- og Vestsjællands og Nordsjællands Politikreds. Hans hotelværelse blev ransaget, hvor der blev fundet yderligere tyvekoster i form af smykker, computer og designtasker. Politiet fandt desuden to trompeter og blæseinstrumentet en cornet, som blev stjålet ved et indbrud i Svogerslev ved Roskilde onsdag eftermiddag. Kosterne blev undersøgt nærmere og her fandt man frem til at der var smykker og ure, som blev stjålet ved et indbrud i Borup ved Køge d. 5. april og en våbentilladelse som tilhørte den forurettede ved et indbrud i Ringsted d. 17.marts, hvor der blandt andet blev stjålet et våbenskab. Den 24-årige bliver her til formiddag fremstillet i grundlovsforhør med begæring om varetægtsfængsling.

Hurtig motorcykel i byen – Københavnsvej, Køge

kl. 19.05 var politiets videobil igen på gaden for at standse færdselssyndere. Ad Ringvejen og videre ad Københavnsvej kørte en motorcykel med al for høj hastighed, som patruljen foretog en måling af. Motorcyklen blev målt til at køre hele 160 km/t i byzonen, hvor den højst tilladte hastighed er 60km/t. Betjenten tændte udrykningssignalet, men motorcyklen havde i første omgang ikke til hensigt at standse. Han forsøgte at køre fra politiet, men føreren, en 24-årig mand fra Køge, besindede sig heldigvis og standsede sin vilde kørsel. Han erkendte at han havde kørt for stærkt, da han havde kærestesorg. Han kan nu se frem til en meget stor bøde og en ubetinget frakendelse af førerretten.

Graffitihærværk på tog – Slagterivej, Køge

Kl. 20.55 fik politiet anmeldelse om at flere personer lavede graffiti på nogle togvogne, som holdt på depotsporet ved Køge Station. En patrulje kom hurtigt frem og så en mand, som var i gang med at spraye på en togvogn. Politiet anholdt tre personer, en 21-årig mand fra Vejle, en 20-årig mand fra København og en 21-årig kvinde fra Frederiksberg, som alle kunne mistænkes for at have lavet graffiti på togvognene. De blev sigtet for hærværk og taget med på stationen til afhøring. Den 21-årig mand fra Vejle blev fundet i besiddelse af en ulovlig kniv, så han blev sigtet for knivloven og kniven beslaglagt. De blev afhørt og løsladt, men kan forvente at blive præsenteret for et erstatningskrav på rengøring af togvognene.

Politiet efterforsker nu sagen, for at se, om der er blevet begået graffiti andre steder, som kan være begået af de tre unge.

Fartsyndere fanget af politiets videobil – Greve, Solrød, Køge, Ringsted

Lige nu er der mere plads på vejene, og det har givet nogen bilister mulighed for at køre alt alt for stærkt. Det oplevede færdselspolitiets betjente, som i går var ude på vejene med videobiler for at kontrollere hastighed og andre færdselslovovertrædelser. Kontrollen blev foretaget på Køge Bugt Motorvejen og Vestmotorvejen, hvor politiet skrev flere grove overtrædelser af hastighedsgrænserne. Bilisterne kan se frem til store bøder fra 3.500 kr og opefter og ikke mindst frakendelse af deres kørekort. Fart dræber, så sænk hastigheden – vi er derude!

Køge Bugt Motorvejen

kl. 17.00 foretog politiet hastighedsmåling af en personbil, som kørte i sydgående retning ved Solrød med en hastighed på 162 km/t, hvor det kun var tilladt at køre 110 km/t. Bilen blev ført af en 22-årig kvinde fra Nakskov, som blev sigtet og nu kan forvente en bøde og en påstand om en betinget frakendelse af førerretten.

kl. 20.44 kørte en 21-årig mand fra Kastrup med en gennemsnitshastighed 180 km/t i sydgående retning ved Solrød Strand, hvor det er tilladt at køre 110 km/t. Sagen lægges op til en bøde og en betinget frakendelse.

Kl. 21.14 standsede politiet en 19-årig mand fra Søborg, som kørte i en personbil i sydgående retning ved Greve. Han havde kørt 229 km/t på en strækning, hvor det er tilladt at køre 110 km/t. Sagen lægges op til en ubetinget frakendelse og en stor bøde.

Kl.22.15 blev en 52-årig mand fra Færøerne målt til at køre 210 km/t i nordgående retning i en personbil, hvor det er tilladt at køre 110 km/t. Strafpåstanden lægges op til en ubetinget frakendelse og en stor bød

Vestmotorvejen

Kl. 18.15 kørte en 33-årig mand fra Slagelse i vestgående retning ved Bjæverskov i en personbil, hvor han blev målt til at køre 190 km/t, hvor det er tilladt at køre 130 km/t. Sagen lægges op til en bøde og en betinget frakendelse af førerretten.

Kl. 18.35 målte politiet en personbil som kørte i vestgående retning ved Ringsted til at køre med en gennemsnitshastighed på 164 km/t, hvor det er tilladt at køre 130 km/t. Føreren, en 50-årig mand fra Korsør, kan forvente en bøde og en betinget frakendelse af førerretten.

To narkokørsler af samme mand i samme bil – Køge

Kl. 09.51 standsede politiet en mandlig bilist på Københavnsvej ved Ølsemaglevej, idet føreren af en varebil talte i håndholdt mobiltelefon under kørslen. Føreren var en 30-årig mand fra Solrød Strand, som indledningsvist blev sigtet for den overtrædelse af færdselsloven. Han deltog efterfølgende i en narkometertest, der indikerede, at han var påvirket af kokain og hash under kørslen. Politiet anholdt derfor den 30-årige, som fik udtaget en blodprøve til nærmere undersøgelse for euforiserende stoffer. Han blev løsladt herefter blodprøven med oplysning om, at han ville høre nærmere fra politiet, når blodprøven var blevet analyseret.
Kl. 11.16 så samme patrulje den samme varebil blive ført ad Ivar Huitfeldsvej, Køge Efter standsning af bilen viste det sig, at det igen var den samme 30-årige mand, der sad bag rattet. Han blev derfor igen sigtet for kørsel i narkotikapåvirket tilstand og kortvarigt anholdt i forbindelse med en fornyet udtagelse af en blodprøve til nærmere undersøgelse for euforiserende stoffer, idet politiet stadig mistænkte ham for at være påvirket af både kokain og hash under kørslen. Nu vil han få samlet sine sager, når han hører fra politiet med resultatet af de udtagne blodprøver.

Narkokørsel i frakendelsestiden mv. – Københavnsvej, Køge

Kl. 21.30 målte færdselspolitiet en varebil til at køre med mindst 79 km/t ad Københavnsvej, selv om højst tilladte hastighed var 60 km/t. Varebilen blev standset med henblik på sigtelse af føreren, der var en 41-årig mand fra Herfølge. Han fremviste et kørekort til politiet, men reelt var han faktisk i forvejen frakendt kørekortet og havde ikke afleveret sig kørekort til politiet som følge af frakendelsen. Ved en nærmere kontrol af varebilen viste det sig, at dens nummerplader var meldt stjålne og dermed uberettiget blev benyttet på køretøjet. Varebilen var således reelt ikke hverken registreret eller ansvarsforsikret før anvendelse på offentlig vej. Da politiet også mistænkte den 41-årige for at være påvirket af narkotika under kørslen, blev han kortvarigt anholdt i forbindelse med udtagelse af en blodprøve til nærmere undersøgelse for euforiserende stoffer. Den 41-årige kan nu forvente at høre nærmere fra politiet i anledning af de mange sigtelser mod ham.

Mistænkelig forhold – Tjørnevej, Køge

Kl. 01.56 fik politiet et par anmeldelser om to personer på én knallert i området ved Tjørnevej og Boholtecentret. De to personer lyste ind i de parkerede biler i området af ukendt årsag. En patrulje kørte til området for at lede efter både de to personer og knallerten, men fandt ikke noget af politimæssig interesse. Der var heller ikke tegn på, at de havde forsøgt indbrud i nogen af de parkerede biler i området, hvorfor politiet ikke er bekendt med årsagen til adfærden i området.

Grundlovsforhør – Knivstikkeri – Parkvej, Køge

Den efterlyste, 21-årige mand fra Køge meldte sig selv til politiet tirsdag aften, ligesom hans efterlyste bil også blev fundet tirsdag aften.
Se særskilt pressemeddelelse udsendt onsdag formiddag.

Indbrud i Perioden

Nørregade, Køge
Sejerøvej, Køge
Tigervej, Køge
Gammel Hastrupvej, Køge
Duehusvej, Bjæverskov