Netop denne uge er uge 1 i genåbningen af EUC Sjælland for 3.G’erne på HTX i Næstved og Køge, hvor alle retningslinger fra Sundhedsstyrelsen (SST) følges. Læs med her og hør hvordan elever, skolens rektor, en lærer og skolens rengøringsassistent oplever genåbningen og i det hele taget, hvordan sundhedskrisen har påvirket deres hverdag.

Karoline Frederiksen, 19 år 3.B, Biotek. HTX Næstved

“I starten var det ok at være hjemme, men det blev stressende med tiden. Jeg brugte meget længere tid på lektier og opgaver. Fra 8 til 17 hver dag. Jeg bor i Fuglebjerg med min mor og to brødre, så der kunne også komme flere spændinger, når man var sammen hele tiden. Det er fantastisk at se mine venner nu, det er det jeg glædede mig mest til. Da vi ikke måtte se hinanden, lavede vi filmaftener sammen online, så så vi den samme film på Netflix og snakkede om den bagefter. Det var hyggeligt.”

Nicklas Klittum, 19 år, 3.C, Informatik HTX Næstved

Jeg var ude og spille badminton med en veninde, da vi læste at Danmark lukkede. Det var meget surrealistisk. Jeg fik et chok. Nu er det allerbedste at se mine venner igen og på en mærkelig måde også lærerne og høre deres stemme. Jeg passer på ikke at røre mig i ansigtet, når jeg er her. Det har jeg lært, da jeg arbejder i en dagligvarebutik. Ellers er det fedt at høre alt om vennernes liv igen. Der er så meget, man ikke har fået fulgt med i.”

Julie Stenfeld Hansen, 18 år, 3.A, Fysik. HTX Næstved

“Jeg synes bare, det er så meget bedre at være på skolen igen end derhjemme. Før var der ikke nogen skillelinje mellem skole og fritid. Selvfølgelig er det anderledes, end det plejer. Vi må ikke sidde, hvor vi vil eller være i grupper i klasserne – men det var bare så rart at se vennerne igen face to face, det er meget mere nærværende end at være på nettet.”

Per Munkholm, Rektor HTX Næstved

Per Munkholm, foto: EUC Sjælland

“Det var rigtigt dejligt at åbne igen. Lærerne havde brug for at se deres elever. Vi har fået meget ud af den virtuelle undervisning, men det er ikke det samme. Det skete jo fra den ene dag til den anden, at Danmark skulle omstille sig til en anderledes undervisningsform, og det taget i betragtning, synes jeg virkelig, vi har klaret det godt. Der er blevet brugt Discord, Zoom og Microsoft Teams i undervisningen. Men i det fysiske møde med hinanden, opstår der noget helt andet. Ofte giver uformelle samtaler også noget vigtigt.”

Jesper Andersen, matematiklærer på A-niveau HTX Næstved

Det er dejligt at skolen åbner. Jeg har dog haft nogle bekymringer, da jeg er lidt oppe i årene. Men da jeg blev briefet om, hvordan bordene blev stillet med afstand, så tænkte jeg, det var ok. Jeg går også bag ved eleverne, når jeg kommer for at hjælpe dem, så vi ikke står ansigt til ansigt. I matematik er det indledende teoretiske stof fint at undervise i virtuelt – mens andre mere svære opgaver er vanskeligere at undervise i på afstand. Det at møde fysisk kan så meget andet. Man får kropssproget med og kan se i ansigtet om en elev har forstået stoffet.”

Dragica Nici, rengøringsassistent HTX Næstved

“Jeg har gjort rent på HTX i Næstved i seks år, så jeg kender hver en krog af skolen. Jeg bor tæt på skolen, så i denne tid er jeg her to gange om dagen. Alt skal sprittes af flere gange om dagen; borde, dørhåndtag, stikkontakter – og så skal gulvene vaskes og toiletterne rengøres grundigt. Det værste ved Corona, er at man ikke kan shoppe, gå i Zoologisk Have eller hygge sig ude. Men så er jeg derhjemme og nyder haven og børnebørnene.”