XL-BYG CF Køge oplever stor efterspørgsel på robotplæneklippere. Det har fået byggecenteret til at uddanne flere folk på området. Salgsleder Nicki Karlsen giver her forretningens fem bedste råd til køb af robotplæneklipper.

Man kan drikke sin kaffe imens, plænen er altid nyklippet og pæn, og så bliver man fri for larm og os. Det er de primære årsager til robotplæneklippernes succes i Køge og omegn, forklarer salgsleder Nicki Karlsen, der er en blandt flere specialuddannede medarbejdere inden for robotplæneklippere i haveafdelingen hos XL-BYG CF Køge.

Robotplæneklipper, foto: XL Byg

Der har været stor fart på efterspørgslen på robotplæneklippere i de seneste år, hvor markedstal fra de samlede danske forhandlere viser, at salget af de små haverobotter er fordoblet siden 2017. Samtidig er salget af benzinplæneklippere faldet med over 40 procent. Det kan mærkes hos XL-BYG CF KØGE på Værftsvej.

Vi udbyder det største antal robotplæneklippere nogensinde. Antallet af modeller på markedet vokser år for år, men netop derfor skal man også passe på med at handle uden hjælp fra fagfolk. Det bliver sværere og sværere at spotte hvilke maskiner, der opfylder ens behov, og derfor er der uheldigvis også flere, der oplever at gøre et fejlkøb, siger Nicki Karlsen.

For at kunne give en individuel rådgivning finder Nicki Karlsen og kollegerne i haveafdelingen ofte et satellitbillede af den relevante grund på Google Maps og gennemgår plænens størrelse og kompleksitet sammen med kunden.

Nicki Karlsen giver her XL-BYG CF KØGEs fem råd til køb af robotplæneklipper, hvis du vil undgå at gøre et ærgerligt fejlkøb.

Plænens areal – Først og fremmest er det vigtigt at slå fast, hvor stor din plæne er. På den måde sikrer du dig den bedste græsslåning. Robotterne kan fås til at klare arealer fra 1 til 20.000 kvadratmeter.

Plænens kompleksitet – Har din have mange bede, smalle passager, træer, flagstang, buske og legeredskaber, skal du gå efter en maskine, der kan klippe et større areal, end din plæne egentlig er. Derudover skal du også være opmærksom på, at enkelte haver kan være så komplekse, at de slet ikke egner sig til en robotplæneklipper.

Stejle hældninger – Det er vigtigt, du finder ud af, hvor stejle hældninger der er i din have. De fleste robotter kan klare en hældning på 25 procent. Har din have stejlere bakker, findes der i langt de fleste byggemarkeder specialmodeller, der kan klare stigninger på op til 45 procent.

Hvor skal robotten bruges – Skal robotten klippe plæner, der ikke er forbundet, som for eksempel for- og baghaven, bør du vælge en maskine, hvor det er let at oprette en sekundær zone. Vil du bruge robotplæneklipper i sommerhuset, kræver det en separat maskine, og det kan være smart at købe en model med app-styring, så du får besked, hvis maskinen er kørt fast.

Hvornår må robotten være aktiv – Er du typen, der elsker at være i haven, og har du måske også børn, der leger i den, så skal du overveje at købe en lidt dyrere model, der kan klippe større arealer. En robot med overkapacitet kan klippe plænen hurtigere og behøver derfor slet ikke forstyrre jer, når I vil nyde haven.

 XL-BYG CF Køge er en del af XL-BYG kæden, der med 107 forretninger og en omsætning på godt 8,5 milliarder kroner er én af Danmarks største byggevarekæder med en stor webshop. Kæden henvender sig både til professionelle og private. www.xl-byg.dk