Her kan du se de uddrag af den seneste politirapport, der omhandler Køge i tidsrummet 2020/05/28 til 2020/06/09.

Bemærk det er de hændelser, politiet har valgt at inkludere i deres rapport.

Cyklist ramt af bakkende bil – Fasanvej, Køge

Kl. 08.37 bakkede en personbil ud af en p-bås ved supermarkedet Netto på Fasanvej i Køge Føreren, en 45-årig kvinde fra Køge, overså her en cyklist, som kom kørende ad Fasanvej mod øst, og cyklisten, en 56-årig mand fra Køge, blev væltet af bilen. Han slog krop og hovedet i forbindelse med styrtet og blev kørt i ambulance til kontrol. Han blev her indlagt til observation for hjernerystelse, men han pådrog sig ingen brud i forbindelse med uheldet. Politiet optog rapport i sagen, for at belyse omstændigheder omkring sammenstødet.

Cyklist ramt ved højresving – Vordingborgvej, Herfølge – Køge

Kl. 19.37 blev en cyklist ramt i en højresvingsulykke på Vordingborgvej ud for nr. 106A i Herfølge. Cyklisten, en 37-årig mand fra Køge, kørte på cykelstien, da bilisten, en 49-årig kvinde fra Herfølge svingede til højre i sin bil og i den forbindelse overså cyklisten. Bilen og cyklisten stødte derfor sammen og cyklisten blev slynget af cyklen og slog sig. Politi og ambulancen blev sendt til stedet, hvor den 37-årige blev kørt til tjek på sygehuset, men han slap fra uheldet med knubs. Den 37-åriges cykel blev hentet på stedet af hans kone, da der var tale om en værdifuld cykel. Politiet optog rapport om uheldet, og den 49-årige kan forvente at høre mere fra politiet om vigepligtsforseelsen.

Brand i Morris Mascot veteranbil – Stenhøjparken, Borup – Køge

Kl. 02.23 kørte politi og brandvæsen til brand i en bil, som holdt parkeret foran ejerens bopæl. Biljeren sad og så tv, da han hørte et brag udenfor og så, at han Morris Mascot årgang 1978 veteranbil stod i flammer. Ilden havde fat i kabinen og bilejeren ringede 112, da det var mere, end han selv kunne slukke. Mens bilen brændte begyndte bilens horn at lyde starte og bilens bremse tog skade, så veteranbilen trillede frem i naboens bil, som holdt foran. Naboen havde dog set ilden og fik hurtigt fjernet sin bil, så den ikke tog skade ved branden. Brandvæsnet fik slukket branden, men Morris Mascotten udbrændte. Der var umiddelbart intet mistænkeligt omkring branden, men det var ikke muligt at fastslå arnestedet. Brandårsagen skal derfor undersøges nærmere af politiet. Ingen personer kom til skade ved branden.

Spirituskørsel i frakendelsestiden – Københavnsvej, Køge

Kl. 19.04 standsede politiet en varebil, som kørte ad Københavnsvej i sydgående retning ved Ølsemagle. Føreren, en 49-årig mand fra Kalundborg, var kraftigt påvirket af spiritus, så han blev sigtet og anholdt for at få udtaget en blodprøve. Han var desuden frakendt førerretten for spirituskørsel. Efter endt blodprøveudtagelsen blev den 49-årige løsladt, men kan forvente at høre mere fra politiet i sagen.

Lørdag – søndag:

Færdselsuheld – Slimmingevej, Ringsted – Køge

Kl. 23.42 rykkede ambulancepersonale og politiet ud til et solouheld, hvor en motorcyklist var forulykket. Det viste sig, at en 25-årig mand fra Køge var kørt på motorcykel ad Slimmingevej mod nord, da han kort efter sidevejen Lundegårdsvej mistede kontrollen over den. Det resulterede i, at han væltede og kurede ca. 150 meter hen ad vejen, inden han standsede ude på en mark. Den 25-årige blev bragt til skadestuen i Slagelsen til kontrol, men var sluppet fra solouheldet med diverse knubs.

Mand anholdt for indbrud – Ejby, Lille-Skensved – Køge

kl. 00.27 fik politiet en anmeldelse fra en opmærksom hundelufter, som havde bemærket en mistænkelig mand, som gik ud og ind ad indkørsler på Kastanievej i Lille-Skensved. Politiet fik et godt signalement på manden og sendte en patrulje til området.
Kl. 01.05 kom endnu en anmeldelse om, at en mand havde lusket rundt om et hus på Tulipanvænget i Lille-Skensved. Ud fra signalementet mistænkte politiet, at der var tale om samme mand. En patrulje blev sendt i retning af Tulipanvænget, hvor de kl. 01.30 traf en 18-årig mand fra lokalområdet, som passede på signalementet. Han blev visiteret, men politiet fandt ingen tyvekoster. Han blev afhørt til sagen, men politiet kunne på daværende tidspunkt ikke knytte ham til et indbrud.

Kort efter kom der endnu en anmeldelse fra området, hvor der kort forinden på Mosevej i Ejby var blevet begået et indbrud i en villa. Her havde gerningsmanden skaffet sig adgang via et åbentstående vindue, hvorefter han gik rundt i huset. Han blev her overrasket af husets beboere, som lå og sov. Gerningsmanden stak herefter af fra stedet uden at der umiddelbart blev stjålet noget. Politiet mistænkte den 18-årige for at stå bag indbruddet. Han blev derfor sigtet, anholdt og taget med til afhøring på politistationen. Politiet gennemgik sagerne, hvor den 18-årige var mistænkt. Det blev herefter besluttet, at der ikke var grundlag for at fremstille den 18-årige i grundlovsforhør med begæring om varetægtsfængsling.

 

Buskontrollør overfaldet – Parkvej, Køge

Kl. 10.53 fik politiet via et alarmselskab anmeldelse om et overfald på en buskontrollør i bus 101A, der befandt sig på Parkvej. Politiet fik et par minutter senere kontakt til overfaldne buskontrollør, som var en 35-årig mand. Han havde en mindre bule og en hudafskrabning i ansigtet efter at være blevet slået i hovedet med en mobiltelefon af en 19-årig mand fra Køge Han forsøgte at flygte fra bussen, da den 35-årige kontrollør sammen med en kollega ville kontrollere gyldig billet hos passagerer i bussen. I forbindelse med tilbageholdelsen opstod der mindre tumult, så både kontrolløren og den 19-årige faldt omkuld. Herunder slog den 19-årige buskontrolløren i ansigtet med en mobiltelefon. Politiet anholdt den 19-årige, som blev sigtet for overtrædelse af straffelovens bestemmelser om vold mod nogen i offentlig tjeneste. Han blev løsladt efter afhøring til sagen, som han vil høre nærmere om, når den skal afgøres.

Narkokørsel i frakendelsestiden – bil beslaglagt – Køge Bugt Motorvejen, Karlslunde – Greve

Kl. 13.00 anholdt og sigtede færdselspolitiet en 27-årig mand fra Valby for kørsel i narkotikapåvirket tilstand i en personbil, som han i øvrigt ikke måtte være fører af. I forvejen var han nemlig frakendt kørekortet, så han blev sigtet også for den overtrædelse af færdselsloven. En narkometertest indikerede, at den 27-årige var påvirket af kokain, opiater og metadon, så han fik udtaget en blodprøve til nærmere undersøgelse for euforiserende stoffer. Efter løsladelsen blev den 27-årige i øvrigt gjort bekendt med, at politiet beslaglagde hans personbil, fordi det nu alene i år var femte gang, at den 27-årige blev afsløret i at køre bil trods frakendelsen af kørekortet. Han kan nu forvente at høre nærmere fra politiet, når blodprøven er blevet analyseret.

Spirituskørsel – Køge Bugt Motorvejen, Karlslunde – Greve

Kl. 00.15 bemærkede en patrulje en bilist, der kørte let slingrende i vognbanen længst til venstre på motorvejen i nordgående retning. Da politiet forsøgte at standse ham ved brug af udrykningssignaler, bremsede han meget ned og fortsatte en kort strækning i en anden vognbane med så lav hastighed, at andre bilister blev overrasket over hans kørsel. Til sidst standsede bilisten i nødsporet, hvor politiet fik kontakt til en spirituspåvirket, 43-årig mand fra Virum. Da en alkometertest indikerede, at han havde indtaget for meget alkohol, blev han sigtet for spirituskørsel og kortvarigt anholdt i forbindelse med udtagelse af en blodprøve til nærmere undersøgelse for alkohol. Den 43-årige kan derfor forvente at høre nærmere fra politiet, når blodprøven er blevet analyseret.

Gravid fik veer og kørte galt – Køge Bugt Motorvejen, Karlslunde – Greve

Kl. 08.53 skete et solouheld på Køge Bugt Motorvejen, da en 33-årig gravid kvinde fra Hedehusene fik veer under kørslen og mistede herredømmet over bilen. Hun påkørte autoværnet let og standsede i nødsporet. Politi og ambulance kørte frem til stedet, hvor både kvinden og hendes barn i maven var uskadt. Hun blev kørt på sygehuset på grund af sine veer, og hendes mand blev orienteret om situationen. Han ville sørge for at få fjernet bilen fra motorvejen. Vejdirektoratet blev underrettet om påkørslen af autoværnet.

For hurtig kørsel kan koste kørekortet – Køge Bugt Motorvejen, Solrød Strand

Kl. 19.30 blev en 26-årig mand fra Ishøj til at køre alt for hurtigt i sin bil på Køge Bugt Motorvejen i nordgående retning. Den tilladte hastighed på strækningen er 110 km/t, men bilen blev målt til at køre 174 km/t. Den 26-årige blev sigtet i sagen og kan nu forvente at sagen lægges op til en betinget frakendelse af førerretten, bøde på 5.500 kr. og 500 kr. til offerfonden.

Spiritusbilist kørte for hurtigt – Køgevej, Ringsted

Kl. 21.05 foretog politiets færdselsafdeling en hastighedsmåling på Køgevej ved Fjellebro i Ringsted. Her blev en bilist målt til at køre 68 km/t selvom den tilladte hastighed på stedet er 50 km/t. Politiet standsede bilisten, en 37-årig mand fra Bjæverskov, som viste sig at være påvirket af spiritus. Han blæste i alkometeret, som viste en promille over det tilladte. Den 37-årige blev derfor foruden sigtelsen for at køre for hurtigt også sigtet og anholdt for spirituskørsel, for at få udtaget en blodprøve. Herefter blev han løsladt og nu afventer politiet resultatet af blodprøven, hvorefter den 37-årige vil høre mere i sagen. Hastighedssagen alene lægges op til et klip i kørekortet og en bøde på 2.500 kr.

Brand i skur – Nørre Boulevard, Køge

Kl. 05.55 udbrød der brand i et skur/værksted, som er beliggende i bag et lejlighedsbyggeri på Nørre Boulevard nr. 59 i Køge Politi og brandvæsen kørte til stedet, hvor beboerne var begyndt at evakuere de omkringliggende lejligheder, da der var fare for spredning til beboelserne. Alle kom hurtigt ud af bygningen og igen kom til skade ved branden. Ilden havde godt fat i skuret, og der var høje flammer over taget, da politiet kom frem. Udhuset var overtændt, men brandvæsnet fik hurtigt kontrol over flammerne, så det ikke spredte sig til lejlighedsbyggeriet. En muret gavl på skuret blev væltet af brandvæsnet af sikkerhedsmæssige årsager, da der var risiko for at den ellers ville vælte af sig selv. Det var ikke muligt at klarlægge årsagen til at branden opstod, så stedet skal undersøges nærmere af politiets brandteknikere. Politiet var færdige på stedet omkring kl. 07.45.

Straksdom i sag om narkosalg – Køge

Fredag aften ransagede politiet en lejlighed i den sydvestlige del af Køge, da politiet havde mistanke om, at beboeren opbevarede narkotika. Politiet fandt ved ransagningen en større mængde narko, som var gemt i fryseren. Ved nærmere undersøgelse af stoffet blev det fastlagt, at der var tale om 455 gram amfetamin, så lejlighedens beboer, en 58-årig mand, blev anholdt og sigtet for besiddelse af narko med henblik på videresalg. Politiets mistanke om narkosalg blev bestyrket, idet der ved ransagningen blev fundet flere hundrede såkaldte “pølsemandsposer”, der anvendes som salgsposer ved narkosalg. Derudover fandt politiet nogle pølsemandsposer med mindre mængder af forskelligt narkotika. Den 58-årige blev lørdag fremstillet i grundlovsforhør, hvor sagen kunne afgøres med en straksdom, da den 58-årige erkendte sigtelse. Den 58-årige der ikke tidligere straffet for lignende kriminalitet, blev idømt ubetinget fængsel i 1 år. Han modtog dommen, og blev herefter løsladt. Han vil senere blive indkaldt til afsoning af sin fængselsstraf.

Brand efter brug af ukrudtsbrændere – Køge, Greve

Kl.11.57 kom et alarmopkald om brand i en hæk på Nattergalevej i Ejby ved Køge Hækken stod flere meter fra nærmeste hus, så der var ingen umiddelbar fare for spredning til huse. Politi og brandvæsen kørte til stedet, og ilden blev hurtigt slukket, før den bredte sig yderligere. Det viste sig at branden var opstået efter en mandlig beboer havde benyttet en ukrudtsbrænder, som havde antændt hækken ind mod naboen. Der skete skade på et par meter af hækken, og ingen personer kom til skade ved branden.

Kl.18.36 opstod der brand i en garage på Brydeholm i Greve. En nabo bemærkede ilden og fik advaret beboeren, en 52-årig mand, hvorefter naboen ringede 112. Flere andre naboer og husejeren begyndte herefter at slukke ilden i garagen med en haveslange. Brandvæsnet kom hurtigt frem og fik slukket ilden, før den spredte sig til huset. Politiet undersøgte brandstedet, hvor det viste sig at husejeren omkring middagstid havde brugt en ukrudtsbrænder omkring garagen. Branden var formentlig opstået ved at en glød havde ligget og ulmet og fået fat i garagen. Ingen personer kom til skade ved branden, og der skete kun mindre skader på garagen. Den 52-årige husejer blev sigtet for at overtræde beredskabsloven om uforsigtighed med ild. Han kan forvente at høre mere fra politiet i sagen.

Politi og brandvæsen får ofte anmeldelser om brande, som opstår i forbindelse med brug af ukrudtsbrænder. Det er meget tørt for tiden, og borgerne opfordres derfor til at udvise ekstra agtpågivenhed ved brug af gasbrændere og åben ild i øvrigt. Små gløder kan antænde brande, som kan forårsage store skader og være til fare for mennesker og dyr.

Motorcyklist sigtet for dokumentfalsk – Ringvejen, Køge

Kl.15.38 standsede en politipatrulje en motorcyklist på Ringvejen, for at lave en rutinemæssig kontrol. Det skulle vise sig at blive en dyr køretur for føreren, en 49-årig mand fra Køge, der straks erkendte, at han ikke have noget kørekort, da han var frakendt førerretten. Politiet undersøgte motorcyklen nærmere, hvor det viste sig at nummerpladen var falsk. Den var udformet som en legal nummerplade, men tal og bogstaver lignede ikke en ægte nummerplade. Den 49-årige blev derfor sigtet for dokumentfalsk ifølge straffelovens regler, da en nummerplade anses som et dokument. Motorcyklen var ikke indregistreret i Danmark, og der var ikke tegnet forsikring på køretøjet. Politiet klippede derfor de ulovlige nummerplader af motorcyklen, og beslaglagde pladerne som bevis i sagen. Den 49-årige blev sigtet for de mange færdselslovsovertrædelser, og kan nu forvente at høre en del mere fra politiet, når sagerne skal afgøres.

To sigtet for blomstertyveri – Vestergade, Køge

Kl. 18.18 anmeldte en opmærksom forbipasserende cyklist, at hun netop havde set en mand og en kvinde, som stjal blomster fra supermarkedet Kvicklys indhegnede område. En patrulje kom hurtigt frem og traf en 30-årig kvinde og en 44-årig mand, begge fra Køge, som havde læsset omkring 16 blomster og 240 L jord ind i en parkeret bil. De kunne ikke fremvise en kvittering, og blev begge sigtet for butikstyveri til en samlet værdi af ca. 4000 kr. Varerne leveret tilbage til butikken. De to kan begge forvente at høre mere fra politiet, når sagen skal afgøres.

Færdselsuheld – Stevnsvej/Kystvejen, Strøby Egede, Køge – Stevns

Kl 20.10 skete et uheld ved Strøby Egede Center, da en 39-årig mand fra lokalområdet kørte at Stevnsvej mod nord, hvor han stødte sammen med en 32-årig lokal mand, som kørte ud fra centeret. Den 32-årige skulle lige ud i krydset og videre ad Kystvejen, men blev ramt af den 39-årige i krydset. Den 32-årige havde sin kone med som passager i bilen, som klagede over nakkesmerter efter sammenstødet. Hun blev kørt i ambulance til sygehuset til kontrol, men hun var ikke kommet til skade ved uheldet. Politiet optog rapport i sagen, da der var mistanke om, at den 39-årige kørte over for rødt lys. Begge biler blev beskadiget ved sammenstødet, men blev hurtigt fjernet fra steder. Der opstod derfor ingen større trafikale udfordringer i forbindelse med uheldet.

Kanonslag i grønt område – Lovparken – Køge

Kl. 16.56 fik politiet flere anmeldelser om affyring af kanonslag i Lovparken, hvor 10-15 unge drenge og piger færdedes. Det skulle efter oplysningerne i anmeldelserne være et par drenge, som havde affyret kanonslagene. En patrulje kørte til området og traf en gruppe på otte teenagere af begge køn i alderen 15-18 år fra Køge Ingen af dem kunne dog mistænkes for den ulovlige brug af fyrværkeri, så politiet foretog blot en præventiv samtale med dem. Ingen af dem blev sigtet for noget.

Indbrud i Perioden

Lammestrupvej, Borup

Del på sociale medier