Her kan du se de uddrag af den seneste politirapport, der omhandler Køge i tidsrummet 2020/12/16 til 2020/12/29.

Bemærk det er de hændelser, politiet har valgt at inkludere i deres rapport.

Narkobilist talte i håndholdt mobiltelefon mv. – Sydmotorvejen, Køge

Kl. 10.21 bemærkede en færdselspatrulje, at en mandlig bilist, der kørte i sydlig retning ad Sydmotorvejen ved Køge, talte i håndholdt mobiltelefon under kørslen. Da bilisten var blev standset, kunne den 25-årige mandlige fører af personbilen ikke fremvise et kørekort, idet han ikke havde medbragt det under kørslen. Færdselspolitiet fik endvidere mistanke om, at den 25-årige kunne være påvirket af narkotika under kørslen, idet en narkometertest indikerede, at han var påvirket af cannabis. Den 25-årige blev derfor sigtet for narkokørsel og kortvarigt anholdt i forbindelse med udtagelse af en blodprøve til nærmere undersøgelse for euforiserende stoffer. Han vil derfor høre nærmere fra politiet, når blodprøven er blevet analyseret.

Mand bortvist fra kirke – Kirkestræde, Køge

Kl. 14.43 måtte personalet i Køge kirke tilkalde politiet, fordi en mand optrådte udadreagerende og dermed skabte utryghed. Politiet kørte til kirken, hvorfra en 42-årig mand fra Køge blev bortvist. Han var dog faldet lidt til ro og havde ikke forulempet nogen, så politiet fandt ikke grundlag for at sigte ham for noget i forbindelse med bortvisningen.

Uro og uorden – Scheelsvej, Herfølge – Køge

Kl. 00.03 fik politiet den første af flere anmeldelse om en forsamling af unge mennesker, der både skød fyrværkeri af til ulempe for de omkringboende, og som kørte i biler til gene for beboere på vejene i området. Et par patruljer kørte til området, men traf dog kun nogle få, der ikke kunne mistænkes for hverken ulovlig fyrværkeriafbrænding eller uhensigtsmæssigt kørsel i køretøjer i området. Politiet fandt således ikke grundlag for at sigte nogen for noget ulovligt, men politiet forblev dog præventivt i området i omtrent en times tid.

Spirituskørsel – Parkvej, Køge

Kl. 07.20 blev en 29-årig mand fra Køge standset af politiet på Parkvej i Køge Manden blev bedt om at foretage en udåndingsprøve, som viste en alkoholpromille over det tilladte, hvorfor han blev anholdt og sigtet for spirituskørsel. Den 29-årige fik udtaget en blodprøve, som politiet nu afventer svar på, og herefter vil den sigtede høre mere fra politiet.

Kørsel uden førerret – Køge Bugt Motorvejen – Greve

Kl. 21.09 standsede færdselspolitiet en personbil, der kørte nordgående på Køge Bugt Motorvejen ud for Greve Nordafkørslen. Føreren, en 45-årig mand fra Ballerup, blev sigtet for at køre bil, selvom han havde et kørselsforbud. Desuden blev en 21-årig mand fra Ballerup sigtet for at overlade sit køretøj til en person, uden at sikre sig, at vedkomne havde gyldig førerret. Begge vil høre nærmere om sigtelserne.

Fyrværkeri kan have antændt brand på altan – Langelandsvej, Køge

Kl. 22.00 opstod brand på en altan på Langelandsvej i Køge En nabo så ilden og kastede vand på, før ilden spredte sig yderligere. Ilden var slukket da brandvæsnet ankom, så takket være naboens handlekraft, skete der ikke større skade på altanen. Poltiet kom frem til stedet, hvor lejlighedens beboer var ikke hjemme. Han kom hurtigt hjem, da politiet kontaktede ham. Branden var startet i en plasticpose på terrassen. Beboere i området meldte om, at der havde været skudt fyrværkeri af i området tæt ved altanen forud for branden. Politiet undersøger nu sagen nærmere for at afklare, om fyrværkeri kan have forårsaget branden på altanen. Ingen personer kom til skade ved branden.

Vidner som har set nogen personer affyre fyrværkeri om beboelsen på Langelandsvej, og som kan komme med oplysninger i sagen bedes kontakte politiet på tlf. 114.

Hurtige bilister – Køge Bugt Motorvejen, Køge / Solrød

Kl. 10.58 målte en videopatrulje fra færdselspolitiet en personbil til at køre med mindst 172 km/t i nordlig retning på Køge Bugt Motorvejen ved Køge, selv om skiltningen på strækningen tilkendegav, at højst tilladte hastighed er 110 km/t. En 39-årig mand fra Korsør blev som fører af personbilen sigtet for overtrædelse af færdselslovens hastighedsbestemmelser og kan nu ud over en bøde forvente en påstand om betinget frakendelse af kørekortet. Det vil i givet fald medføre krav om aflæggelse af både en teori- og praktisk prøve for at beholde førerretten i prøvetiden på 3 år, der også følger med efter en betinget frakendelse af kørekortet.
Kl. 12.16 målte samme færdselspatrulje en 19-årig mand fra Frederiksværk til også at overtrædelse hastighedsbestemmelserne på motorvejen mellem Køge og Solrød, idet han blev målt til at køre med mindst 159 km/t mod højst tilladt 110 km/t ifølge skiltningen. Færdselspatruljen bemærkede også, at den 19-årige fører overhalede højre andre bilister, der overholdt hastighedsbegrænsningen, ligesom den 19-årige ikke gav tegn til vognbaneskift og i forbindelse med sin kørsel udøvede en form for pres-kørsel over for de øvrige bilister på motorvejen. Han blev sigtet for de forskellige overtrædelser af færdselsloven og kan forvente at høre nærmere fra politiet, når sagen skal afgøres, herunder sanktionspåstand i forhold til hans kørekort.

Hurtig narkobilist – Køge Bugt Motorvejen / Lyngvej, Køge

Kl. 13.28 målte videopatruljen fra færdselspolitiet en bilist til at køre med mindst 138 km/t ad Køge Bugt Motorvejen mod syd ved Køge, selv om højst tilladte hastighed er 110 km/t ifølge skiltningen. Bilisten drejede væk fra motorvejen og blev standset på Lyngvej, hvor politiet sigtede en 45-årig mand fra Strøby for overtrædelse af færdselsloven. I forbindelse med denne politiforretning fik politiet også mistanke om, at den 45-årige kunne være påvirket af narkotika (cannabis) under kørslen. Han blev derfor også kortvarigt anholdt og tillige sigtet for narkokørsel, inden han fik udtaget en blodprøve til nærmere undersøgelse for euforiserende stoffer og derefter blev løsladt. Han vil nu høre nærmere fra politiet, når blodprøven er blevet analyseret.

Gasbrænder stjålet – Gammel Lyngvej, Køge

Kl. 18.07 fik politiet en anmeldelse fra en dyreforretning, som netop havde fået stjålet en gasbrænder med tilhørende gasflaske af to mænd, der var kørende i en hvid varebil. Gasbrænderen havde stået ude foran butikken, hvorefter de to mænd uden at betale for varen havde læsset gasbrænderen og gasflasken ind i varebilen. Herefter var de kørt fra stedet i ukendt retning. Nummerpladerne på varebilen blev aflæst som CT10468, som viste sig at være efterlyste som stjålne fra København SV natten mellem onsdag og torsdag i sidste uge. De to mistænkte mænd i varebilen blev beskrevet som: A: Mand, Dansk af udseende, 20-30 år, 175-180 cm, Kropsbygning: Almindelig, Hudfarve: Hvid, Hårfarve: Sort, Hårlængde: Kort, Iført: mørk arbejdsjakke, lyse arbejdsbukser med reflekser på læggene samt sorte arbejdssko, og B: Mand, Dansk af udseende, 20-30 år, 175-180 cm, Kropsbygning: Almindelig, Hudfarve: Hvid, Hårfarve: Kronraget / skaldet, Iført: lys jakke, mørke arbejdsbukser med refleksstreg på begge lægge. En patrulje forsøgte forgæves at finde varebilen med de to mænd og den stjålne gasbrænder til en anslået værdi på 7.600 kr.

Politiet i Køge hører gerne fra personer, der har bemærket tyveriet, set varebilen med de stjålne nummerplader i området eller som kan give oplysninger om identiteten på de to mænd. Kontakt politiet på tlf. 114 med oplysninger i sagen.

To sager om overtrædelse af fyrværkeriloven – Køge

Weekenden igennem har Midt- og Vestsjællands Politi fået flere anmeldelser om fyrværkeri, som blev affyret, selvom det først er lovligt fra den 27. december. Patruljerne har kørt til mange tilsyn i de områder, hvor der blev anmeldt fyrværkeri. Mange steder var fyrværkeriet ophørt, eller det havde flyttet sig til andre steder. I to tilfælde observerede patruljen selv, da fyrværkeriet blev affyret, og politiet sigtede i den forbindelse to mænd. Politiet har ikke fået anmeldelse om, at nogen personer er kommet til skade i forbindelse med afskudt fyrværkeriet.

Fredag kl. 20.50 så en patrulje en mand antænde fyrværkeri på en P-plads ved Gymnasievej i Køge En 20-årig mand fra Køge blev sigtet for at overtræde fyrværkeriloven ved at affyre lovligt fyrværkeri uden for den lovlige periode. Han kan forvente en bøde i sagen.

Søndag kl.16.51 kørte en patrulje forbi Køge Arrest på Ringvejen i Køge, hvor de så seks mænd, der stod omkring to antændte fyrværkeribatterier. Patruljen standsede og henvendte sig til mændene, som var mellem 26-38 år fra Vestegnen og Lejre kommune. Mens betjentene talte med fem af mændene, blev der antændt et mindre batteri bare to meter fra patruljen. Politiet mistænkte den sjette mand, en 31-årig mand fra Kirke-Hyllinge i Lejre kommune, for at have antændt fyrværkeriet. Han blev sigtet for at overtræde fyrværkeriloven, hvilket han nægtede. Han kan forvente at høre mere fra politiet i sagen.

Fredag – lørdag

Voldsmand anholdt og sigtet – Ved Kysten, Strøby Egede, Køge – Stevns

Kl. 15.15 modtog politiet en anmeldelse om, at en mand var blevet overfaldet, og at den mistænkte stadig opholdt sig i området ved Kystparken, hvor overfaldet var sket. En patrulje kørte til området og fik kontakt til en 75-årig mand fra Køge, som bekræftede, at han kort forinden var blevet overfaldet med flere slag mod hovedet. Han var dog sluppet uden behandlingskrævende skader, da han blev overfaldet af en mand, der inden overfaldet havde udtalt sig provokerende om offeret. Han havde dog undladt at reagere herpå, da han kort efter bemærkede, at samme mand nu kastede en sten efter ham. Stenen ramte ikke, hvorefter han uden varsel blev overfaldet med slag mod hovedet. Et vidne var kommet offeret til undsætning, så overfaldsmanden var gået lidt væk.
Politiet fik efterfølgende udpeget manden, der viste sig at være en 42-årig mand fra Køge Han var påvirket af spiritus og skønnedes herudover lettere uligevægtig. Han blev udramatisk anholdt og sigtet vold mod den 75-årige. Efter afhøring til sagen og et kortere ophold i detentionen til afrusning blev den 42-årige løsladt, men med politiets hjælp bragt til et sygehus til fornøden behandling på grund af den uligevægtige sindstilstand. Den 42-årige vil senere blive indkaldt til et retsmøde, når straffesagen mod ham skal afgøres.

Ulovlig afbrænding medførte sigtelse – Malervej, Borup – Køge

Kl. 16.24 kørte en patrulje ud til Borup, hvor nogen havde antændt et bål. Det viste sig at være et større bål, hvor diverse affald i form af hegn og paller blev brændt af med meterhøje flammer til følge. Brandvæsnet, der også var til stede, oplyste, at der var tale om ulovlig afbrænding, så politiet sigtede efterfølgende en 32-årig mand fra Borup herfor. Han kan nu forvente at modtage en bøde for den ulovlige afbrænding.

Spiritusbilist viste falsk kørekort – Køge Bugt Motorvejen, Jersie, Solrød Strand

Kl. 02.25 kørte en patrulje ad Køge Bugt Motorvejen mod syd ved Cordozavej i Jersie – Solrød, da de bemærkede en personbil, som sænkede hastigheden markant, idet føreren fik øje på politibilen. Patruljen sænkede også hastigheden, da de ønskede at kontrollere bilen. Først da politi hold ind i nødsporet passerede den bagfrakommende bil, og patruljen fik standset bilen, som blev ført af en udenlandsk mand, som fremviste et kroatisk kørekort og identitetskort tilhørende en 48-årig mand født i Zagreb. Føreren var påvirket af spiritus, så han blev sigtet, anholdt og taget med til en blodprøveudtagelse. Herefter blev han taget med til politistationen, da han skulle afhøres med tolk.

Politiet undersøgte mandens kørekort og id-kort nærmere, hvor de blev klart, at der var tale om forfalskede kort. I manden ejendele fandt politiet danske kreditkort udstedt til en 48-årig mand med adresse i Ringsted, som havde et andet navn end den anholdte havde oplyst. Betjentene foreholdt manden dette, hvorefter han på dansk bekræftede, at hans rette identitet var den på kreditkortene. Politiet fik herefter fastslået den 48-åriges identitet med sikkerhed. Den 48-årige mand havde ingen gyldig førerret, så foruden en sigtelse for dokumentfalsk og for at give urigtige oplysninger til politiet om sin identitet, så blev han også sigtet for kørsel uden førerret.

Den 48-årige blev herefter hensat i detentionen til afrusning. Mandag formiddag blev han genafhørt til sagen i ædru tilstand, hvorefter politiets udlændingeafdeling så nærmere på sagen. Der blev ikke fundet grundlag for at fremstille den 48-årige i grundlovsforhør med begæring om varetægtsfængsling, så han blev løsladt. Når resultatet af blodprøven kommer, vil den 48-årige høre mere fra politiet i sine sager.

Sigtet for falsk anmeldelse om skyderi – Borup, Køge

Kl. 05.13 tidligt torsdag morgen anmeldte en 51-årig mand fra Borup, at han havde skudt sin bror i maven. Politiet kørte talstærkt til den 51-åriges adresse, hvor skyderiet angiveligt skulle være fundet sted. Da patruljerne kom frem var begge brødre uskadte og der havde ikke været skyderi. Mændene blev begge skønnet påvirkede af spiritus, og der var ingen hold i den 51-åriges anmeldelse. Han blev derfor sigtet for falsk anmeldelse, og de blev begge vejledt om at lægge sig til at sove, i stedet for at forstyrre politiet unødigt. Den 51-årige kan forvente at høre mere fra politiet i sagen.

Indbrud i Perioden

Bag Haverne, Køge
Obovej, Køge
Vandstjernevej, Køge
Strandvejen, Køge
Bakkegårds Alle, Borup