Med 5 mio. kr. i støtte fra Nordea-fonden igangsætter DGI Midt- og Vestsjælland sammen med en række samarbejdspartnere projektet Mænd i Fællesskaber, der skal styrke idrætsfællesskaber for mænd i Køge, Lejre og Sorø Kommuner. Gennem lokale idrætsforeninger og lavbarriere-aktiviteter er målet at skabe nye muligheder for aktive fællesskaber og et godt seniorliv.
Over de næste tre år skal en ny indsats styrke fællesskab og trivsel blandt mænd i overgangen fra arbejdsliv til pension.
Med 5 mio. kr. i støtte fra Nordea-fonden sætter DGI Midt- og Vestsjælland sammen med en række samarbejdspartnere gang i nye lokale idrætsfællesskaber, der forener bevægelse og fællesskab på deltagernes egne præmisser.
Baggrunden for projektet er en stigende erkendelse af, at fællesskaber spiller en afgørende rolle i forebyggelsen af ensomhed blandt mænd. Mange mænd opbygger relationer gennem fælles aktiviteter frem for samtaler alene, og idrætten er en af de arenaer, hvor relationer, tillid og fællesskab opstår naturligt. Her mødes man om noget konkret, side om side, og det skaber et trygt rum, hvor både det sociale og det personlige kan få plads. Samtidig viser erfaringer fra Form for Mænds Sundhed, at oplevelsen af at høre til, have en rolle og bidrage aktivt er central for mænds trivsel.
En fælles mission
Projektet Mænd i fællesskaber samler fagforeninger, arbejdspladser, boligselskaber og kommuner i et fælles samarbejde. Ambitionen er at engagere over 650 mænd i alderen 50–70 år i lokale idrætsfællesskaber og samtidig styrke 20 idrætsforeninger gennem målrettet foreningsudvikling. Det skal skabe åbne og inkluderende miljøer, der gør det lettere for flere mænd at blive en del af fællesskabet.
Bestyrelsesformand i DGI Midt- og Vestsjælland, Anne Grethe Thede ser frem til at følge projektet:
“Mange mænd oplever, at fællesskaberne bliver færre i overgangen fra arbejdsliv til pension. Her spiller idrætsforeningerne en afgørende rolle, fordi de kan skabe rammer for både bevægelse og nye relationer. Med projektet styrker vi foreningernes mulighed for at række ud og gøre en forskel, hvor behovet er størst. Et godt seniorliv handler om livsglæde, tilhørsforhold og aktive fællesskaber gennem hele livet,” siger hun.
Også i kommunerne ser man et stort potentiale i projektet:
“Foreningslivet spiller en helt central rolle i vores lokalsamfund. Med projektet ’Mænd i fællesskaber’ får idrætsforeningerne bedre muligheder for at åbne dørene for nye målgrupper og skabe fællesskaber, der rækker ud over selve aktiviteten. For os er det vigtigt, at mænd i overgangen til pension får adgang til lokale fællesskaber, samtidig med at foreningerne styrkes som et naturligt samlingspunkt i hverdagen,” forklarer Bente Blumensaat, formand for Udvalget for Kultur og Fritid i Lejre Kommune.
Lave indgangsbarrierer
Et centralt element i projektet er etableringen af lave indgangsbarrierer, der gør det muligt at deltage fra første dag – uanset fysisk formåen, erfaring eller baggrund. Aktiviteterne tilrettelægges med fokus på fællesskab og bevægelsesglæde og skal understøtte en tydelig oplevelse af tilhørsforhold blandt deltagerne.
Projektet bygger på forskningsbaseret viden fra blandt andre Center for Holdspil og Sundhed, som peger på vigtigheden af aktiviteter, der er tilpasset målgruppens alder og funktionsniveau. Dermed skabes fagligt funderede rammer for idræt, hvor nye relationer kan opstå i et tempo, der passer til den enkelte.
”Stærke fællesskaber er vigtige hele livet – også når arbejdslivet slutter, og hverdagen får en ny form. Idrætsforeningerne kan i den fase blive et nyt samlingspunkt, hvor man er aktiv sammen og opbygger relationer, der holder. Vi håber, at indsatsen i Køge, Sorø og Lejre kan gøre en positiv forskel – og samtidig give en masse gode erfaringer, som kan inspirere andre, der arbejder for at skabe et aktivt foreningsliv,” siger Christine Paludan-Müller, uddelingschef i Nordea-fonden.
Hovedparten af støtten fra Nordea-fonden går til foreningsudvikling og understøttelse i de lokale idrætsforeninger, som står for at opstarte hold og drive aktiviteterne. Projektet igangsættes den 1. marts 2026 og løber til og med 2028.
Projektets målsætninger:
At forebygge ensomhed blandt mænd i overgangen fra arbejdsliv til pension gennem lokale idrætsfællesskaber, hvor fysisk aktivitet og socialt samvær går hånd i hånd.
At engagere +650 mænd i alderen 50–70 år i aktive og inkluderende fællesskaber, der understøtter både fysisk og mental trivsel.
At 20 idrætsforeninger gennemgår målrettet foreningsudvikling med fokus på at skabe attraktive og inkluderende tilbud for mænd i målgruppen.





