Foredrag om menneskets forhold til naturen ved Mickey Gjerris.

Der er sprøjtegift i drikkevandet, plastic i verdenshavene, kvælstof i de indre farvande og ammoniak i luften. Mennesket står midt i den største biodiversitetskrise siden dinosaurerne uddøde og man skal handle nu.

Hvordan endte man i denne situation på trods af årtiers advarsler?

Mickey Gjerris har i 20 år forsket i etiske spørgsmål om menneskets forhold til naturen. I dette foredrag vil han belyse forståelsen af naturen og menneskets rolle i den. Hans påstand er, at så længe man ser de nødvendige forandringer som et offer af det gode liv, kommer der ikke til at ske noget. Først når man får lyst til at passe på den verden, som man er en del af og man får tiltro til, at det er en rejse, der vil bringe mennesker glæde og mulighed for et meningsfyldt liv, vil handling følge ord. Måske virker det håbløst, men man skal skabe mod og lyst til at handle. Nu.

Mickey Gjerris er uddannet teolog (ph.d.) og arbejder som lektor i bioetik ved det Naturvidenskabelige Fakultet på Københavns Universitet. Han har bl.a. skrevet bøgerne: “Jagt – natur, menneske, dyr og drab”, “Skildpaddetanker”, “Naturens sprog” og “Upraktisk håndbog i lysegrønt håb”.

Foredraget er arrangeret i forbindelse med Hold Hjernen Frisk og det finder sted 16/3-20 på Køge Bibliotek.

For mere information klik her.

Foto: ABW