Af Mette Wigand Bode, Byrådsmedlem (V)

FDM er netop kommet med deres årlige undersøgelse om parkeringsafgifter i Danmark. Undersøgelsen viser en stigning på 12,6% i kommunernes indtægter fra betalingsparkering og ulovlig parkering fra 2023 til 2024. Det samlede beløb overstiger nu 1,2 milliarder kroner. Køge Kommune ligger på en ”flot” 7. plads med en bruttoindtægt på kr. 12.287.081 for parkeringsafgifter og betalingsparkering. En placering som vi fra Venstre i Køges side helst havde undværet og helst så ramme en markant lavere placering næste år.

Borgere fra Køge Kommune, nabokommunerne og turister er en vigtig indtægtskilde for de mange forretningsdrivende i Køge bymidte. Det skal derfor være nemt at finde rundt i parkeringsreglerne på både de offentlige og private parkeringspladser i bymidten. Samtidig ønsker vi fra Venstre i Køges side, at reglerne skal være ens på de offentlige og de private parkeringspladser. Det skal være nemt at komme til Køge bymidte, og det skal være attraktivt. De mange forretningsdrivende og Køge Handel skal nok sørge for, at der er en attraktivt bymidte for de mange besøgende. Fra politisk side skal vi gøre det nemt at være besøgende. Fra Venstre i Køges side vil vi gerne gøre det nemt på flere måde. Parkeringsreglerne skal være forståelige og ens i bymidten, og vi ønsker to timers gratis parkering.

Venstre i Køge har gentagne gange før udtalt sig om parkeringsproblematikken, men med den nye undersøgelse fra FDM bliver det bare endnu mere tydeligt, at udviklingen går i den forkerte retning. Vi skal have vendt udviklingen, så der også i fremtiden kommer borgere fra Køge Kommune, nabokommunerne og turister til midtbyens mange forretningsdrivende. Køge Torv skal også i fremtiden vil være der, man møder venner og bekendte under ens indkøb – og vel at mærke uden at skulle betale for selv en kort indkøbstur eller ende med en parkeringsafgift, fordi reglerne kan virke uigennemskuelige for ikke faste besøgende til bymidten. Næste år krydser vi fra Venstre i Køges side fingre for en markant lavere placering på listen fra FDM.