Her kan du se de uddrag af den seneste politirapport, der omhandler Køge i tidsrummet 2021/11/17 til 2021/11/30.

Bemærk det er de hændelser, politiet har valgt at inkludere i deres rapport.

Færdselsuheld – Køge Bugt Motorvejen, Køge

Kl. 08.19 var to lastbiler stødt sammen på motorvejen i det nordgående spor lige ved afkørsel <32> Køge Politiet fandt de to lastbiler i vognbanen længst til højre, men to vognbaner blev afspærret på grund af tabt korn på kørebanen som følge af sammenstødet.
En 27-årig mandlig lastbilchauffør fra Bulgarien foretog under kørslen en kraftig opbremsning, hvilket føreren af en bagvedkørende lastbil for sent opdagede. Den 46-årige mandlige chauffør fra Vordingborg i denne lastbil påkørte derfor bagenden af bulgarerens lastbil. Den danske lastbil blev kørt ind i nødsporet, hvor den forblev, indtil nødtørftig reparation var blevet foretaget før viderekørsel. Ingen af parterne kom til skade ved uheldet, og oprydningsarbejdet var afsluttet kl. ca. 09.10.

Færdselsuheld – Ringstedvej / Ejbyvej / Vestmotorvejen, Bjæverskov – Køge

Kl. 17.35 var to personbiler stødt sammen i det lysregulerede vejkryds Ringstedvej-Ejbyvej-Vestmotorvejen, så politiet rykkede ud til uheldsstedet.
Det viste sig, at en 23-årig mand fra København Ø var kørt ad Ringstedvej i nordlig retning, da han i krydset stødte sammen med en anden personbil ført af en 42-årig kvinde fra Borup. Hun var inden sammenstødet kørt ad Ringstedvej i vestlig retning og havde ligesom modparten til hensigt at fortsætte ligeud i lyskrydset. Den 23-åriges bil blev ramt på sin højre side af fronten på kvindens bil. Ingen af parterne kom til skade ved uheldet, som politiet har optaget rapport om for at få klarlagt omstændighederne ved uheldet, herunder lyssignalernes farve i parternes færdselsretninger før sammenstødet.

Hurtig bilist – Køge Bugt Motorvejen, Karlslunde – Greve

Kl. 21.50 målte færdselspolitiets videopatruljebil en personbil til at køre med mindst 170 km/t ad motorvejen i nordlig retning, selv om hastigheden på stedet ikke måtte overstige 110 km/t ifølge skiltningen. Personbilen blev ført af en 35-årig mand fra Fyn, som blev sigtet for både hastighedsovertrædelse og for at have glemt sit kørekort under kørslen. Han kan nu ud over en bøde også forvente en påstand om betinget frakendelse af førerretten i anledning af den hurtige kørsel på motorvejen.

Fire færdselsuheld på en time – Vestmotorvejen, Bjæverskov – Køge

Lørdag morgen og formiddag rykkede politiet ud til ikke mindre end fire uheld på Vestmotorvejen ved Bjæverskov, efter at bilisterne havde mistet kontrollen over deres køretøjer. Tre af uheldene skete i østgående retning, mens fjerde og sidste uheld skete i det vestgående spor. I alle tilfælde blev øvrige trafikanter ikke involverede i uheldene.
Første uheld var kl. 09.11, da en 55-årig mand fra Glumsø mistede kontrollen over sin personbil på grund af regn og slud, så kørebanen var blevet glat. Han snurrede rundt og kom ud i græsrabatten, hvorefter bilen rullede rundt. Den 55-årige slap uskadt fra uheldet.

Næsten samtidig skete endnu et uheld, da en 39-årig mand fra Stenlille mistede kontrollen over sin personbil, som han førte også i østlig retning med ca. 130 km/t, da han kom ind i området med slud og derfor glat kørebane. Bilen snurrede rundt og ramte en kantpæl, inden bilen standsede i nødsporet. Også han slap uskadt fra uheldet.
Tredje uheld skete kl. 09.23, da en 39-årig kvinde fra Horsens som fører af en bil med sommerdæk kom ind i området med nedbør i form af slud. Hun mistede også kontrollen over bilen, som hun forsøgte at rette op, men ramte autoværnet i midterrabatten, så der skete skade på både bilen og autoværnet. Den 39-årige slap selv uden kvæstelser i anledning af uheldet.

Sidste og fjerde uheld skete kl. 10.14 i det vestgående spor på motorvejen ved Bjæverskov. Her mistede en 33-årig kvinde fra Solrød Strand kontrollen over sin personbil på grund af vand på kørebanen, så hun påkørte autoværnet i midterrabatten. Også hun slap uskadt fra uheldet ligesom de tre øvrige trafikanter.

Færdselsuheld – Sydmotorvejen, Lellinge, Køge

Kl. 10.18 modtog politiet endnu en anmeldelse om et færdselsuheld, der var sket på Sydmotorvejen i det nordgående spor ved afkørsel <33> Lellinge. En 24-årig kvinde fra Fakse havde mistet kontrollen over sin personbil på grund af glat kørebanen, så hun påkørte autoværnet i højre side af vejen. Også hun slap uskadt fra uheldet, hvor ingen øvrige trafikanter blev involveret.

Spirituskørsel – Sydmotorvejen, Køge

Kl. 12.18 fik færdselspolitiet efter en anmeldelse om mulig spirituskørsel i en varebil kontakt til det anmeldte køretøj på Sydmotorvejen i det nordgående spor ved Køge Bag rattet i en polsk registreret varebil sad en 49-årig mand fra Ukraine, som kørte med gods fra et andet EU-land end Polen. Den 49-årige fører var kraftigt påvirket af spiritus under kørslen, hvilket en alkometertest bekræftede. Han blev derfor sigtet for spirituskørsel og kortvarigt anholdt i forbindelse med udtagelse af en blodprøve til nærmere undersøgelse for alkohol. Alkometertesten gav så højt et udslag, at ukraineren forventes at ville blive frakendt førerretten i Danmark, når sagen skal strafferetligt afgøres. Derfor inddrog politiet straks hans førerret i Danmark, således at han ikke længere i Danmark må være fører af et køretøj, hvortil et kørekort kræves. Han fik også forkyndt datoen for retsmødet, hvor sagen skal afgøres, inden sin løsladelse, så straffesagen kan fremmes, såfremt han ikke dukker op til retsmødet i februar 2022.

Arbejdsulykke – Torvet, Køge

Kl. 14.48 rykkede ambulancepersonale og politiet ud til en arbejdsulykke, idet en mand var kommet til skade i forbindelse med sit arbejde. Det viste sig, at en 16-årig ung mand fra Bjæverskov i forbindelse med sit arbejde havde skåret sig i en finger på en sav, så han måtte bringes til fornøden behandling på skadestuen. Arbejdstilsynet blev tilkaldt til stedet, så myndighederne i fælleskab kan få undersøgt, om nogen kan drages strafferetligt til ansvar for ulykken.

Færdselsuheld – Sydmotorvejen, Lellinge, Køge

Kl. 16.02 blev trafikken på Sydmotorvejen i sydgående retning ved afkørsel 33 Lellinge næsten spærret på grund af et færdselsuheld, så politiet rykkede ud til uheldsstedet sammen med ambulancepersonale.
Uheldet skete, da en 42-årig mandlig lastbilchauffør fra Rumænien som fører af en rumænsk lastbil havde skiftet vognbane. Herunder havde han strejfet en forankørende personbil ført af en 48-årig kvinde fra Tappernøje. Hun blev i den tilkaldte ambulance kørt til kontrol på skadestuen, men var sluppet uskadt fra sammenstødet.
Uheldsstedet var næsten lige under Ringstedvej og blev afspærret med tavlevogne, da de implicerede køretøjer stort set spærrede motorvejen. Sydgående trafik kunne komme forbi ved at bruge af- og tilkørslen ved <33> Lellinge-afkørslen frem til kl. ca. 16.45, hvor begge vognbaner på motorvejen atter var farbare. Politiet optog rapport om uheldet.

Hurtig bilist i skole-område – Stensbjergvej, Køge

Kl. 10.51 målte færdselspolitiet med laserudstyr en bilist til at køre med mindst 87 km/t ad Stensbjergvej mod syd forbi vejen til en nærliggende skole, selv om højst tilladte hastighed på strækningen er 50 km/t (bymæssig bebyggelse). Føreren af personbil var en 56-årig mand fra Greve, der både blev sigtet for hastighedsovertrædelsen og for at have glemt sit kørekort under kørslen. Han kan nu ud over en bøde for de to overtrædelser også forvente en påstand om betinget frakendelse af kørekortet, så han i givet skal aflægge en ny teori- og køreprøve for at beholde kørekortet.

Voldsmand fik forbud om at komme på pub – Havnen, Køge

Kl.01.15 var politiet ved en pub på havnen, hvor en 20-årig mand fra Køge havde været udsat for vold på beværtningen. Den 20-årige havde bedt en mandlig gæst om at lade hans veninde være, hvilket udløste et knytnæveslag mod den 20-årige.

Politiet sigtede en 25-årig mand fra Solrød Strand, som kunne mistænkes for at stå bag volden mod den 20-årige. Han blev afhørt til sagen, men nægtede at slået nogen. Politiet afhørte flere vidner på stedet for at belyse sagen. Den 25-årige fik forkyndt et forbud om at komme på restaurationen, og han kan forvente at høre mere i sagen, når den skal afgøres.

Færdselsuheld / spirituskørsel mv. – Køge Bugt Motorvejen, Greve

Kl. 04.44 rykkede politiet ud til et færdselsuheld, idet en lastbil og en varebil var stødt sammen på Køge Bugt Motorvejen i det nordgående spor ved Greve.

Det viste sig, at en 37-årig mandlig lastbilchauffør fra Hviderusland kørte i en lastbil i nordlig retning, da han pludselig bagfra blev påkørt af en varebil, som en 33-årig mand fra Slagelse var fører af. Den 33-årige blev skønnet påvirket af både spiritus og narkotika under kørslen, hvorfor han blev sigtet for de to overtrædelser af færdselsloven. I forbindelse med en kortvarig anholdelse fik den 33-årige udtaget blodprøver til nærmere undersøgelse for både alkohol og euforiserende stoffer. Den 33-årige slap med diverse knubs som følge af påkørslen, mens lastbilchauffør var uskadt. Varebilen fik store skader som følge af uheldet, mens skadernes omfang på lastbil var mindre. Politiet afventer nu analyseerklæringer fra de udtagne blodprøver, før sagen kan afgøres strafferetligt.

I forbindelse med politiets tilstedeværelse på motorvejen i anledning af færdselsuheldet blev to patruljebiler med udrykningssignalerne tændt anvendt som afspærring af uheldsstedet med lastbilen og varebilen. Dette overså en 18-årig kvinde fra Tune, da hun i en personbil kørte ad motorvejen i nordlig retning frem mod det afspærrede uheldssted. Den kvindelige bilist påkørte de to politibiler, der var placeret i vognbanen længst til højre på motorvejen. Hverken den 18-årige eller en politibetjent i den ene politibil kom til skade ved påkørslen, som kun medførte ringe skade på de tre implicerede køretøjer. Politiet registrerede blot omstændighederne og parterne i dette uheld.

Lørdag – søndag:

Forsøg på butikstyveri mv. – Torvet, Køge

Kl. 12.49 anmeldte personalet fra en materialist-butik, at en mand blev tilbageholdt efter forsøg på at stjæle en parfume til en værdi af 1.149 kr. Politiet fik i butikken kontakt til en urolig, 55-årig mand fra København N, der blev sigtet for forsøg på tyveri af parfumen samt for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen, idet han havde optrådt voldeligt over for en af butikkens ansatte.

Den sigtede var blevet mistænkt for at ville stjæle parfumen, da han gemte den i et ærme i sit tøj. Da personalet konfronterede ham med den mistænkelige adfærd, afleverede han parfumen og skubbede efterfølgende til en butiksansat, så hun væltede ind i en varereol. Manden flygtede ud af butikken og skubbede undervejs til en anden kunde for at slippe væk. Ude på torvet flygtede han til fods efterfulgt af en butiksansat, der ved råb fik påkaldt sig andre tilstedeværendes opmærksomhed på situationen.

To mænd, der tilfældigt havde set den sigtede komme løbende, udviste handlekraft og fulgte efter manden, der til sidst forsøgte at gemme sig i en baggård i Nyportstræde. De to mænd fik manden fulgt retur til butikken, hvor politiet fik kontakt til ham. Den sigtede kan nu forvente at høre nærmere fra politiet, når sagerne mod ham skal afgøres.

Mange biler forsamlet – Sandvadsvej, Køge

Kl. 23.48 fik politiet oplysninger om, at mange biler var forsamlet på Sandvadsvej, så der var risiko for, at bilisterne måske ville begynde såkaldt gaderæs.

En patrulje kørte til området, hvor omkring 40 bilister var forsamlet. Politiet så ingen tegn på begyndende gaderæs, men bilisterne begyndte efter politiets ankomst at køre stille og roligt væk fra stedet.
Politiet kørte i præventivt øjemed til transportcenteret, men ingen personbiler forsamlede sig i dette område, hvorfor politiet ikke foretog sig yderligere i anledning af anmeldelsen.

Færdselsuheld / spirituskørsel – Værftsvej, Køge

Kl. 04.00 blev en 41-årig mandlig bilist overhalet af en personbil, hvis fører efterfølgende trak så langt til højre, at han kørte ud i rabatten og ramte en lygtepæl. Politiet blev tilkaldt og kunne efterfølgende konstatere, at føreren af den overhalende personbil – en 25-årig mand fra Kalundborg – var påvirket af spiritus i et sådant omfang, at han blev kortvarigt anholdt i forbindelse med udtagelse af en blodprøve til nærmere undersøgelse for alkohol. Den 25-årige slap uskadt fra påkørslen af lygtepælen.

Søndag – mandag

Slagsmål foran bodega – Ølbycenter, Ølby – Køge

Kl. 20.24 fik politiet anmeldelse om tumult foran en bodega i Ølby Centret, hvor en mand og en kvinde havde indladt sig i slagsmål. Da politiet kom frem var de to kamplyste trukket op imod Ølby Station, hvor de havde fortsat deres voldelige strid.

Patruljen traf en 54-årig mand fra Køge og en 36-årig kvinde fra Hvidovre, som begge var spirituspåvirkede, men gerne ville tale med betjentene. Manden blødte fra en flænge i panden, som havde pådraget sig under tumulten, da han var faldet og havde slået hovedet mod et bord foran bodegaen. Kvinden var ikke kommet noget til. Politiet tilkaldte en ambulance til at tilse mandens skader.

De to, som kendte hinanden godt, havde sammen været på bodegaen, men var raget uklar og havde indladt sig i slagsmål foran beværtningen. Begge blev sigtet for at overtræde ordensbekendtgørelsen, og de lovede at striden nu var ovre.

Manden blev kørt i ambulance til sygehuset, da flængen skulle sys. Kvinden kørte med i ambulancen som støtte, og der faldt igen ro over Ølby Station. De to kan begge forvente at få en bøde i sagen.

Indbrud i Perioden

Robenheje, Køge
Ærtebjerghusene, Borup