15. maj 2017 til 24. maj 2017

Her kan du se de uddrag af den seneste politirapport, der omhandler Køge i tidsrummet 15. maj 2017 til 24. maj 2017.

Bemærk det er de hændelser, politiet har valgt at inkludere i deres rapport.

Tyveri fra biler – Stevns/Køge

Kl. 0906 fik politiet en anmeldelse fra et autofirma på Frøslevvej, Store-Heddinge om, at seks personbiler havde fået stjålet deres airbags, og nummerpladerne var tillige blevet stjålet fra en kundebil. Gerningsmændene havde knust ruderne til de biler, hvor airbags var blevet stjålet i løbet af natten mellem mandag og tirsdag.

I Køge by-område havde ukendte gerningsmænd i løbet af samme tidsrum begået indbrud i ni køretøjer (varebiler og lastbiler), hvorfra der er blevet stjålet forskelligt lige fra fladskærme til typisk håndværktøj fra håndværkerbiler. Også i disse køretøjer var ruder blevet knust eller opbrydning af låse på lastbilers sættevogne i forbindelse med tyverier.

Politiet vil gerne i kontakt med personer, der har bemærket mistænkelige personer eller køretøjer i byen i løbet af natten. Samtidig skal der også lyde en opfordring fra politiet om at henstille køretøjer, hvori der måske findes dyrt håndværktøj, på oplyste steder eller under opsyn for at minimere risikoen for tyveri / indbrud i køretøjet. Hvis man ser noget mistænkeligt, bør politiet kontaktes straks på tlf. 114 uanset tidspunkt på døgnet.

Kørsel uden førerret – bil beslaglagt – Køge Bugt Motorvejen, Karlslunde – Greve

Kl. 1510 standsede færdselspolitiet en personbil, der blev ført i nordlig retning på motorvejen. Bag rattet sad en 34-årig mand fra Rødovre, der var frakendt førerretten og derfor ikke måtte køre bil. Han blev sigtet for den overtrædelse af færdselsloven og blev samtidig gjort bekendt med, at politiet beslaglagde hans personbil, fordi det nu var tredje gang inden for de seneste tre år, at han blev afsløret i at køre bil uden førerret. Den 34-årige vil senere blive indkaldt til et retsmøde, når sagen og spørgsmålet om endelig konfiskation af bilen skal afgøres.

Blotter på sti – Tangmosevej/Emilievej, Køge

Kl. 1722 anmeldte en mor på vegne af sin 11-årige datter fra Køge, at datteren for få minutter siden havde været udsat for en blotter, da hun gik på stisystemet ved Tangmosevej / Emilievej. En mand var pludselig hoppet ud foran datteren og havde blottet sit lem. Efterfølgende var manden forsvundet i løb i retning mod Stormøllevej. Blotteren blev beskrevet som: mand, dansk af udseende, 18-20 år, 180-185 cm høj, spinkel af bygning, lyst kort hår, der var tætklippet i siderne og lidt længere på toppen, iført sorte Adidas-joggingbukser med tre hvide striber ned ad benene og en sort langærmet trøje. Politiet ledte efter blotteren i området, men fandt ham ikke.

Lokalpolitiet i Køge hører gerne fra personer, der måtte have set manden i området, eller som kan give oplysninger om hans identitet. Kontakt politiet på tlf. 114 med oplysninger i sagen.

 

Tigger fik advarsel – Ølbycenter, Køge

Kl. 1152 fik politiet en anmeldelse om, at en mand tiggede i en passage mellem P-pladsen og forretningscentret, medens en anden tilsyneladende holdt vagt. Politiet anholdt kort efter en 35-årig mand fra Rumænien som mistænkt for tiggeri, idet han sad på et tæppe og tiggede om penge med en kop med nogle få mønter i. Han blev sigtet for overtrædelse af straffelovens bestemmelse om betleri og løsladt efter afgørelse af sagen, hvor han fik meddelt en advarsel som straf for første overtrædelse af den bestemmelse. I gentagelsestilfælde vil han kunne risikere frihedsstraf.

ATV- og knallertkørsel til ulempe – Karlemosevej, Køge

Kl. 1432, kl. 1748, kl. 2008 og senest kl. 2034 modtog politiet anmeldelser om, at unge mænd fra området kørte på knallerter og en ATV i boligområdet på Karlemosevej, i området ved Ølby S-station og på/ved boldbanerne ved Rishøj Boldklub. Det både larmede meget og var farligt for øvrige trafikanter, især de gående, ifølge anmelderne, ligesom der var risiko for skader på boldbanerne. Politiet var i området i et forsøg på at få fat i personerne, men det lykkedes desværre ikke at finde de larmende maskiner eller deres førere.

Færdselsuheld – Køge Bugt Motorvejen, Solrød.

Kl. 1502 skete et færdselsuheld på motorvejen, hvor en bil gik i stå i kørebanen længst til højre. En anden bil kom bag fra, og denne nåede at bremse, da bil nr. 2 blev påkørt af en tredje bil, der med 110 km/t ramt bil nr. 2. Der skete stor materiel skade på bil 2 og 3. En passager i bil nr. 2 klagede over smerter i nakken, men derudover var der ingen personskade.

Den første bil blev ført af en 73-årig mand fra Aalborg, den anden bil blev ført af en 31-årig kvinde fra Store Heddinge og den tredje bil blev ført af en 29-årig kvinde fra Skovlunde.

Konfiskation af bil – Køge

Kl. 0045 standsede politiet en bil på Københavnsvej. Bilen blev ført af en 19-årig mand, der ikke havde kørekort. Det var ikke første gang, at han blev standset af politiet, hvorfor politiet beslaglage bilen med henblik på konfiskation.

Færdsel til ulempe – Køge

Kl. 1235 fik politiet anmeldelse om hensynsløs kørsel på stier og veje omkring Ølbycenter. Det lykkedes ikke politiet at finde frem til de formastelige, der var forsvundet fra området, da politiet ledte efter dem.

Tricktyveri – Køge

Kl. 1200 var en 84-årig kvinde fra Køge i banken, hvor hun vekslede 20 kroners mønter til en 1000 kr. seddel. Hun gik efterfølgende ud at handle og hævede i en forretning 300 kr. over det beløb, som hun skulle bruge til betaling.

På vej hjem blev hun kontaktet af et udenlandsk par påhenholdsvis 30-35år og 40-45 år for mandens vedkommende. De to fremviste et landkort, og da hun kom hjem opdagede hun, at hendes læderpung var stjålet og der var hævet 15000 kr. på hendes konto.

Tyveri fra container – Køge

Kl. 0743 blev anmeldt om tyveri fra to containere, der stod på Bjerggade. Tyveriet sket mellem tirsdag kl. 1600 og onsdag kl. 0700. Låger til containere skåret op, og fra stedet er stjålet en masse værktøj af forskellig art.

Blufærdighedskrænkelse – Bjæverskov, Køge

Kl. 0851 fik politiet en anmeldelse om blufærdighedskrænkelse, der fandt sted mandag kl. 1450 på Lidemarksvej. En ældre mand tilbød en 21-årig kvinde et lift, hvilket kvinden i første omgang afslog, men da manden insisterede på at ville hjælpe hende, satte hun sig ind i bilen. Manden ville køre kvinden til Ringsted station, idet han fortalte, at han ikke havde andet at lave. Undervejs blev han nærgående dels i handling og dels i tale.

I Haslev blev kvinden sat af.

Manden beskrives som:

A: Mand, 50-70 år, Hudfarve: Hvid, Hårfarve: Grå, Hårlængde: Skaldet, Talte: Dansk, Iført: Hvid T-shirt.

P.t. intet om den bil, som manden kørte i.

Færdselsuheld – Køge

Kl. 1552 skete et færdselsuheld på Køge Bugt Motorvejen i sydgående retning. En bus, der blev ført af en 35-årig kvinde fra Karlslunde, kom ud på nødsporet og ramte en personbil, der holdt i nødsporet grundet motorstop.

Føreren af den strandede bil, en 33-årig mand fra Køge, stod foran bilen og kiggede på motoren, da bilen blev ramt af bussen og skubbet ca. 15 meter med føreren af bilen foran.

Føreren fik en flænge i hovedet og smerter i ben. Tre børn, der var passager i bussen blev også kørt til check på sygehus, men ud fra politiets oplysninger, var børnene ikke kommet til skade.

Mistænkeligt forhold – Køge

Kl. 1743 bemærkede et par, at der var en østeuropæisk mand, der fulgte efter en ældre kvinde i Netto i Torvebyen. Parret fulgte efter kvinden og den mistænkelige mand, der gik over til en svensk indreg. Mondeo efterfølgende. Parret så, at kvinden gik over til et busstoppested, hvor flere andre ventede på bussen. Da parret havde sikret sig, at den udenlandske mand ikke havde rettet henvendelse til kvinden, så forlod de stedet igen.

Stor ros til parret for deres handlemåde. De rettede ikke selv henvendelse til den ældre kvinde, da de ikke ville gøre hende urolig.

Tyv tilbageholdt – Stevnsvej, Strøby Egede, Køge – Stevns

Kl. 1332 fik politiet en anmeldelse om, at den ene af muligt tre tasketyve blev tilbageholdt i krydset Stevnsvej/Ved Kysten af et vidne og en medarbejder fra et nærliggende supermarked, hvor en kunde havde fået stjålet en pung. Politiet kørte hastigt til området og fik i krydset kontakt med den tilbageholdte – en 40-årig mand fra Rumænien – som blev anholdt som mistænkt for tyveri. En 38-årig lokal kvinde, der var kunde i supermarkedet Rema 1000, havde bemærket, at en 79-årig kvinde fra Strøby Egede havde set forvirret ud. Da den 79-årige bekræftede, at hun havde fået stjålet sin pung fra tasken i indkøbsvognen, anråbte den 38-årige kvinde tre mistænkelige personer, som alle løb fra stedet med den 38-årige og en 22-årig mandlig medarbejder bagefter. De fik kort eftertilbageholdt den 40-årige, der blev sigtet for tyveri af 79-åriges pung, som blev fundet efterladt med alt indhold ved supermarkedets indgangsparti. Den ene flygtede blev beskrevet som: B: kvinde, 30-35 år, ca. 165 cm høj, østeuropæisk af udseende, mørkt hår sat op i knold, iført hvid/blå-stribet trøje med en lysegrå jakke over og mørke cowboybukser. Den tredje mistænktes er ikke beskrevet. Den anholdte rumæner fik afgjort sin sag straks med en bøde, hvorefter han blev løsladt.

Spirituskørsel – bil beslaglagt – Køgevej, Ringsted

Kl. 0832 modtog politiet en anmeldelse fra en lokal bilist, som havde bemærket, at en anden bilist kørte lidt unormalt. Bilisten havde under kørsel ad Kaserne Alle kørt oppe på cykelsti / fortov i stedet for på kørebanen og var fortsat i retning mod Køgevej, som bilisten kørte ud på uden at standse. På Køgevej kørte bilisten i den forkerte side af vejen, indtil anmelderen via lydsignal fik føreren gjort opmærksom på faren. Da bilistens bil gik i stå, fik anmelderen taget bilnøglerne fra en spirituspåvirket kvinde, der sad bag rattet. Da politiet kom til stedet, blev mistanken om spirituspåvirkethed bekræftet efter deltagelse i en alkometertest. Den 59-årige kvinde fra Ringsted blev som fører af personbilen anholdt og sigtet for spirituskørsel og fik udtaget en blodprøve til nærmere undersøgelse for alkohol. Politiet beslaglagde dog også hendes bil, fordi alkometertesten indikerede, at analysen af førerens blodprøve ville afsløre et alkoholindhold på over to promille. Ifølge reglerne i færdselsloven har politiet således hjemmel til at beslaglægge et køretøj, selv om det er første gang, at en mistænkt bliver afsløret i spirituskørsel. Den 59-årige kvinde kan således forvente at blive indkaldt til et retsmøde, når straffesagen og spørgsmålet om endelig konfiskation af hendes personbil skal afgøres.

Spirituskørsel / kørsel i frakendelsestiden – Vordingborgvej, Køge

Kl. 1532 anholdt og sigtede færdselspolitiet en 39-årig kvinde fra Valby for spirituskørsel og kørsel i frakendelsestiden i en personbil. Hun blev løsladt efter udtagelse af en blodprøve til nærmere undersøgelse for alkohol.

Kørsel uden førerret – bil beslaglagt – Ejbyvej, Bjæverskov – Køge

Kl. 1958 afslørede politiets automatiske nummerpladegenkendelsesudstyr (ANPG), at en personbil muligt blev ført af en person uden førerret. Færdselspolitiet standsede bilen, der blev ført af en 40-årig mand fra Hvidovre, som ikke havde generhvervet førerretten efter udløbet af en tidligere frakendelse af kørekortet. Han blev derfor sigtet for kørsel uden førerret, og da det nu var tredje gang inden for de seneste tre år, at han blev afsløret i et køre bil trods manglende førerret, beslaglagde politiet hans personbil med henblik på senere konfiskation. Den 40-årige vil derfor blive indkaldt til et retsmøde, når sagen og spørgsmålet om konfiskation af bilen skal afgøres.

Narkopåvirket bilist – Køge

KL. 1939 anholdt politiet en 27-årig mand fra Næstved, der kørte i bil på Sydmotorvejen. Han var påvirket af narkotika og fik udtaget en blodprøve.

Brandundersøgelse – Åsen, Ejby, Kirke-Hyllinge – Lejre

Kl. 0716 slog en forbipasserende alarm, fordi han så røg komme ud fra et hus. Under alarmeringen sprang et vindue på grund af varmeudviklingen ved branden. Brandvæsnet og politiet kørte hurtigt til stedet, hvor ejeren efter en gåtur var kommet retur og kunne meddele, at der hverken var dyr eller mennesker indenfor. Brandvæsnet fik hurtigt ilden under kontrol, så der ikke var fare for, at branden ville sprede sig. Huset nedbrændte delvist, og brandårsagen formodes at være en overbelastet kabeltromle. Ingen kom til skade ved branden.

Indbrud i perioden
Tjørnevej, Køge
Nordgården, Køge
Lykkebækvej, Køge
Falkevej, Køge
Ørnevej, Køge
Køgevej, Roskilde
Lammestrupvej, Borup

Del på sociale medier