Her kan du se de uddrag af den seneste politirapport, der omhandler Køge i tidsrummet 2019/05/03 til 2019/05/14.

Bemærk det er de hændelser, politiet har valgt at inkludere i deres rapport.

Ukrudtsbrænder satte ild i plankeværk – Pedersvej, Køge

Kl. 1151 kom et alarmopkald om brand i et plankeværk mellem to villaer. Politi og brandvæsen kom til stedet og ilden kom hurtigt under kontrol. Ilden blev begrænset til plankeværket og to havestole, der stod tæt ved. Branden var startet ved brug af en ukrudtsbrænder. Politiet optog rapport for at få klarlagt, om der var sket brud på beredskabsloven ved uforsigtighed med ild.

Pige gik på motorvejen – Køge Bugt Motorvejen, Karlslunde – Greve

Kl. 1416 fik politiet anmeldelse om, at der gik en pige i nødsporet langs motorvejen. En patrulje kørte til motorvejen, hvor de traf en 15-årig pige fra Greve, der var lidt nedtrykt. Hun blev kørt hjem til sin familie til fornøden omsorg.

Sygdom årsag til usikker kørsel – Solrød Strand/Køge

Kl. 1613 fik politiet flere anmeldelse om, at en personbil kørte usikkert og slingrende ad Jersie Strandvej og videre til Køge, hvor bilen havde kørt over for rødt lys. Politiet fandt frem til bilen i Køge og fik den standset. Føreren viste sig at være 69-årig mand fra Karise, som havde akut brug for lægehjælp. En ambulance kom frem og hentede den 69-årige, der blev kørt til sygehuset til undersøgelse og behandling.
Politiet vil gerne takke de opmærksommen bilister for at underrette politiet om den usikre kørsel. På den måde fik den 69-årige hjælp og der skete ingen skade på andre trafikanter.

Narkokørsel i høj hastighed – Køge Bugt Motorvejen, Karlslunde – Greve

Kl. 2125 foretog en motorcykelbetjent en hastighedsmåling af en tysk registreret personbil, der blev målt til at køre 182 km/t, på en strækning, hvor det højst var tilladt at køre 110 km/t. Føreren var en 23-årig mand fra Kolding, der med narkometeret blev testet positiv for hash. Han havde desuden 2,33 gram skunk (Hash) på sig. Han blev sigtet, anholdt og fik udtaget en blodprøve, hvorefter han blev løsladt. Hastighedsforseelsen alene lægges op til en betinget frakendelse af førerretten og en bøde på 6500 kr. Når resultatet af blodprøven kommer, vil det vise sig, om strafpåstanden skal være højere.

Truende adfærd – Langelandsvej, Køge

Kl. 1317 fik politiet en henvendelse om, at en 29-årig kvinde fra Køge havde søgt tilflugt hos en nabo, da en mandlig bekendt havde været truende over for hende. Politiet kørte til stedet og foretog anholdelse af en 43-årig mand fra Tureby. Han var lettere påvirket af narkotika og blev efter en lægeundersøgelse anbragt hos politiet til afrusning. Politiet fik klarlagt, at den 43-årige havde opsøgt 29-årige kvinde på hendes bopæl, hvor han havde truet hende. Hun var dog løbet ud af lejligheden og havde søgt tilflugt hos en nabo. I kvindens lejlighed fandt politiet en økse og en kniv samt tegn på, at øksen var blevet hugget ned i et møbel. Ingen var kommet fysisk til skade i forbindelse med truslerne, som den 43-årige blev sigtet for og løsladt i løbet af aftenen efter en nøjere vurdering af omstændighederne i sagen. Den 43-årige er således fortsat sigtet i sagen, som han senere vil høre nærmere om fra politiets og anklagemyndighedens side.

Narkokørsel i stjålet bil mv. – Køge Bugt Motorvejen, Karlslunde – Greve

Kl. 1340 kontrollerede færdselspolitiet en personbil, der blev ført af en 25-årig mand fra Søborg ind på rastepladsen på motorvejen ved Karlslunde. Forinden var bilisten blevet målt til at køre med mindst 139 km/t mod højst tilladt 110 km/t ad motorvejen. Den 25-årige havde ikke nogen førerret og blev efter en narkometertest skønnet påvirket af både hash og kokain under kørslen. Han blev derfor anholdt i forbindelse med udtagelse af en blodprøve. Ved ransagning af bilen fandt politiet knap 1 gram kokain, en ulovlig peberspray, fem gram hash og seks gram skunk. Bilen havde han i øvrigt “stjålet” fra et familiemedlem, som ikke havde givet ham lov til at køre i bilen. Den 25-årige blev løsladt efter afhøring til de mange sigtelser og kan forvente at høre nærmere fra politiet.

Mand spyttet i ansigtet – Torvet, Køge

Kl. 1344 diskuterede en borger med en repræsentant for et politisk parti i forbindelse med et valgarrangement på torvet. Diskussionen blev videofilmet, hvilket ophidsede borgeren så meget, at han spyttede på den videofilmende mand. Manden blev ramt i både ansigtet og på kroppen. Politiet foretog få minutter senere anholdelse af en 57-årig mand fra Køge, som blev sigtet for vold og afhørt til sagen. Efter afsluttet efterforskning løslod politiet den 57-årige, som kan forvente at høre nærmere fra politiet, når sagen skal afgøres.

Færdselsuheld – Slimmingevej, Tureby – Køge

Kl. 0206 fik politiet en melding om, at en varebil var forulykket og var kørt ind i et træ. Der var umiddelbart ingen personer ved varebilen. Politiet og redningsberedskabet kunne konstatere, at der var tale om et solouheld. Bilens motor var fortsat varm, hvorfor uheldet formodedes at være sket inden for kort tid før anmeldelsen. En hundepatrulje blev tilkaldt til at undersøge, om nogen kunne ligge kvæstet i nærheden, men patruljen fandt ingen tilskadekomne personer. Politiet forsøgte efterfølgende at få kontakt til køretøjets bruger, men forgæves, for at få klarlagt omstændighederne forud for uheldet. Et bugseringsfirma fjernede varebilen fra uheldsstedet, så den ikke gav anledning til yderligere anmeldelser. Varebilens bruger kan fortsat forvente en henvendelse fra politiet i anledning af uheldet, hvor der kun skete skade på varebilen.

Flygtede fra færdselsuheld – Klemmenstrupvej/Moltkesvej, Køge

Kl. 1933 kørte en 25-årige kvinde fra Køge ad Moltkesvej mod syd, da en knallert kørte frem for sin ubetingede vigepligt i krydset ved Klemmenstrupvej og påkørte fronten på den 25-åriges bil. Der var en passager bag på knallerten, da uheldet skete. Knallerten standsede efter uheldet, og føreren talte kort med den 25-årige kvinde, der havde tilkaldt politiet. Da knallertføreren hørte politibilen med udrykning i det fjerne, forsøgte han at køre fra stedet. En mandlig passager, der var med i den forulykkede bil holdt fast i knallertens bagagebærer, så den ikke kunne køre. Føreren af knallerten løb herefter fra stedet ad Klemmenstrupvej i vestgående retning. Da patruljen kom frem, viste det sig, at knallerten var stjålet. Ingen personer kom til skade ved uheldet, men der skete skader på de to køretøjer. Politiet efterforsker nu sagen, for at forsøge at finde frem til føreren af knallerten.

Knallertføreren beskrives som: Yngre mand, sort kort hår. Han var iført sort hættetrøje med hvid lynlås, hvor hætten var trukket op om hovedet. Han var desuden iført en lyseblå halsedisse med sort mønster på.

Politiet vil gerne høre fra borgere, der har set uheldet ske eller som har set den beskrevne mand løbe ad Klemmenstrupvej muligvis i selskab med nogle andre yngre mænd. Kontakt politiet på tlf. 114, hvis du har oplysninger i sagen.

Overvågning udsat for hærværk – Fasanvej/Hastrupparken/Langelandsvej, Køge

Kl. 1956 fik politiet en anmeldelse fra Køge Boligselskab om hærværk i et lejlighedskompleks, hvor kablerne til overvågningskameraerne i 45 opgange i Hastrupparken var blevet klippet over, så alle overvågningskameraerne blev afbrudt. Kablerne var sikret med stålrør, men disse var savet over. Derudover var 3 kameraer, der er opsat omkring kulturhuset på langelandsvej blevet knust. En patrulje kørte til stedet og lavede gerningsstedsundersøgelse. Hærværket skete natten til søndag omkring kl. 03.00, hvor overvågningen blev afbrudt.

Politiet efterforsker nu sagen og vil meget gerne høre fra borgere, der har bemærket noget i anledning af hærværket. Kontakt politiet, hvis du har set nogen lave hærværket eller hvis nogen personer har haft en mistænkelig adfærd i området natten til søndag. Ring til politiet på tlf. 114.

Færdselsuheld – Køge Bugt Motorvejen, Køge

Kl. 0714 gled en chaufførs fod på bremsen, da en 25-årig mandlig lastbilchauffør fra Maribo ville bremse lastbilen, fordi der var opstået kø umiddelbart efter motorvejssammenfletningen ved Køge i det nordgående spor. Han forsøgte at undvige til venstre og ramte en varebil, som blev ført af en 56-årig mand fa Køge lige foran lastbilen. Varebilen snurrede rundt og standsede i nødsporet. Lastbilen ramte i vognbanen til venstre en personbil ført af en 53-årig mand fra Tureby. Ingen af parterne kom til skade, men der skete skade på de implicerede køretøjer. En tavlevogn afspærrede uheldsstedet, som var ryddet kl. ca. 0750.

Urolig og truende mand – Køge

Kl. 0842 fik politiet flere henvendelser om en mand, der gik truende rundt i området ved Boholtecentret. Politiet fik i området kontakt til en 47-årig mand fra Køge, der nu var faldet til ro. Ingen havde lidt overlast, og politiet vejledte ham om mindre truende adfærd i det offentlige rum.
Kl. 1042 fik politiet en ny anmeldelse om en truende mand, der befandt sig i området ved Køge S-station. Her fik politiet igen kontakt til den 47-årige, der igen var faldet til ro ved politiets tilstedeværelse. Han blev igen formanet om sin opførsel, der dog ikke havde medført, at nogen havde lidt fysisk overlast. Manden oplyste, at han efterfølgende skulle ud at rejse med toget, hvorfor politiet ikke foretog sig yderligere i anledning af hans adfærd.

Færdselsuheld – Vordingborgvej, Tureby – Køge

Kl. 1400 rykkede ambulancepersonale og politiet ud til et færdselsuheld, hvor en bil var kørt ind i et vejtræ. Ambulancepersonalet tog sig af en mulig tilskadekommen mandlig fører af bilen, hvis påkørsel af vejtræet havde bevirket, at træet var væltet ud over kørebanen. Der var ikke andre trafikanter i ulykken, der ifølge de foreløbige undersøgelse skete, da en 31-årig mand fra Herfølge kørte i en personbil ad Vordingborgvej mod syd. Politiet undersøger nu, om han kunne have talt i mobiltelefon under kørslen. Den 31-årige havde ikke pådraget sig behandlingskrævende skader som følge af uheldet, hvorefter han lod sig frivillig indlægge på et sygehus til behandling for mulig mental uligevægt. Under oprydningsarbejdet udbrød der pludselig ild i bilen, så brandvæsnet måtte tilkaldes til at foretage brandslukning til trods for, at politiet indledningsvist forsøgte at slukke ilden med pulverslukkere. Kort før kl. 1600 var vejen ryddet for det væltede træ og det havarede køretøj.

Brug af mobil afslørede hashbesiddelse – Køge Bugt Motorvejen, Karlslunde – Greve

Kl. 1455 bemærkede en af færdselspolitiets patrulje en varebil, hvis mandlige fører talte i mobiltelefon under kørslen. En 37-årig mand fra Gudme sad bag rattet i varebilen og blev indledningsvist sigtet for brug af håndholdt mobiltelefon under kørslen. Da en narkometertest indikerede, at han var påvirket af hash under kørslen, blev han anholdt med henblik på udtagelse af en blodprøve til nærmere undersøgelse for euforiserende stoffer. Varebilen blev ransaget, og herunder fandt politiet en klump hash på 103 gram, hvorom den 37-årige oplyste, at han netop havde købt på Christiania. Efter blodprøven og afhøring til sagerne løslod politiet den 37-årige, der mistænktes for at have været i besiddelse af hashen med henblik på videresalg. Han vil således høre nærmere fra politiet, når sagerne mod ham skal afgøres.

Bilist overfaldet – Ølbycenter, Køge

Kl. 1551 anmeldte en 62-årig kvinde fra Ringsted telefonisk til politiet, at hun kl. ca. 1510 var blevet overfaldet af en anden bilist, da hun holdt på en handicapparkeringsplads. En anden bilist parkerede på handicapparkeringspladsen ved siden af anmelderen, der kunne se, at bilisten ikke var handicappet. Hun gjorde gennem et nedrullet vindue derfor bilisten opmærksom på, at han holdt på en særlig p-plads. Den mandlige bilist blev særdeles ophidset og tiltalte anmelderen i nedladende vendinger efterfulgt af flere slag mod hendes hoved og arm gennem det åbne bilvindue. Anmelderen blev vejledt om at få eventulle skader registreret hos en læge, inden hun skal afhøres mere indgående hos politiet i dag fredag i forsøget på at få identificeret bilisten. Han blev beskrevet som: mand, ca. 50 år, dansktalende, kraftig af bygning, iført grå langærmet trøje med lynlås. Han kørte i en ældre bil muligt af mærket Toyota Avensis.

Lokalpolitiet i Køge hører gerne fra personer, der har bemærket overfaldet. Kontakt politiet på tlf. 114 med oplysninger i sagen.

Humanitær eftersøgning – Møllevej, Borup – Køge

Kl. 1700 fik politiet en henvendelse fra moderen til en 5-årig dreng, som var forsvundet fra hendes bil, medens moderen kortvarigt havde været i et supermarked for at handle. Moderen havde ladet bilen være ulåst, og drengen var forsvundet uden sine sko. Politiet iværksatte en større eftersøgning med deltagelse af mange patruljer i de næste timer, indtil det blev klarlagt kl. ca. 2000, at den 5-årige dreng befandt sig i god behold hos et familiemedlem. Konklusionen hos politiet er, at drengen nok snarere har haft en rolle i en social sag mellem familiemedlemmer tæt på drengen, end at hans “forsvinden” skyldtes enten bortførelse eller eventyrlyst i ventetiden under moderens indkøb. Politiet har derfor udfærdiget en rapport til de sociale myndigheder om sagen og omstændighederne i den. Politiet takker de mange lokale i Borup for deltagelsen i eftersøgningen af drengen.

Spirituskørsel – Vestre Ringvej, Borup – Køge

Kl. 1953 anholdt og sigtede politiet en 28-årig mand fra Køge for spirituskørsel i en personbil. Han blev løsladt efter udtagelse af en blodprøve til nærmere undersøgelse for alkohol.

Færdselsuheld – Østre Ringvej / Køgevej, Ringsted

Kl. 0045 rykkede politiet ud i anledning af anmeldelse om et færdselsuheld i en rundkørsel. Det viste sig, at en bilist var fortsat ligeud i en rundkørsel og derved havde påkørt vejskilte i rundkørslen. På stedet var der efterladt diverse effekter fra bilen samt den ene nummerplade. Bilen var efterfølgende kørt fra stedet, men den fandt politiet på ejerens bopæl og med manglende bildele svarende til de fundne genstande på uheldsstedet. Den mandlige bilejer var dog ikke hjemme ved politiets henvendelse, men han kan forvente senere at blive kontaktet af politiet. Ingen øvrige trafikanter havde været impliceret i uheldet.

Mistænkeligt forhold – Køge Bugt Motorvejen, Karlslunde – Greve

Kl. 1318 fik politiet flere anmeldelser om, at der stod to mænd iført camouflageuniform på en motorvejsbro og pegede på bilerne med noget, som kunne ligne et gevær. Politiet sendte flere patruljer til stedet, for at undersøge det mistænkelige forhold, der dog viste sig at være helt ufarligt. Der var tale om to medarbejdere fra militærpolitiet, der foretog en hastighedsmåling af forsvarets køretøjer, der passerede broen. Patruljerne kunne derfor fortsætte til andre opgaver.

“Mand med pistol” – Langelandsvej, Køge

Kl. 2052 fik politiet en anmeldelse om, at en mand muligvis gik rundt med en pistol på gaden. Politiet tog alle forholdsregler og mødte talstærkt op på stedet, for at finde frem til manden. Det lykkedes hurtigt politiet at identificere manden, der selv kom ud af en lejlighed, hvor han blev anholdt uden dramatik. Han blev ikke fundet i besiddelse af en pistol, men han havde en låsbar foldekniv på sig. Han blev sigtet for knivloven og efterfølgende løsladt på stedet.

Voldeligt overfald – Søvej, Borup – Køge

Kl. 0903 anmeldte en 47-årig kvinde, at hun var blevet overfaldet af en 50-årig mand i sin lejlighed. Det lykkedes den 47-årig kvinde at skubbe manden ud af lejligheden og alarmere politiet. Politiet kom til stedet, hvor den 50-årige mand blev anholdt. Det viste sig, at manden og kvinden havde en relation til hinanden. Manden blev onsdag fremstillet i grundlovsforhør ved retten i Roskilde, hvor han blev varetægtsfængslet i surrogat for forsøg på manddrab frem til 23. maj.

Narkobilist i bil med stjålne nummerplader mv. – Ringstedvej, Ringsted – Køge

Kl. 1625 ønskede færdselspolitiet at tale med en bilist, hvor den mandlige fører ikke anvendte sikkerhedssele, da han kørte ind på en tankstation. Føreren var en 46-årig mand fra Ringsted, som i forvejen var frakendt kørekortet og derfor ikke være fører af bilen. Føreren blev ved en narkometertest fundet påvirket af amfetamin, hvorfor han blev kortvarigt anholdt i forbindelse med udtagelse af en blodprøve til nærmere undersøgelse for euforiserende stoffer. Bilens nummerplader viste sig at meldt stjålne fra Bjæverskov i februar 2017, så bilen var hverken registreret eller lovpligtigt ansvarsforsikret. Efter afhøring til de mange sager og udtagelsen af blodprøve blev den 46-årige løsladt, og nu kan han forvente at høre nærmere fra politiet, når sagerne mod ham skal afgøres.

Narkokørsel – Køge Bugt Motorvejen, Jersie, Solrød Strand

Kl. 1900 anholdt og sigtede færdselspolitiet en 43-årig mand fra Kastrup for kørsel i en varebil i narkotikapåvirket tilstand. En narkometertest indikerede, at han var påvirket af hash under kørslen. Han blev løsladt efter udtagelse af en blodprøve til nærmere undersøgelse for euforiserende stoffer.

Hurtig bilist – Køge Bugt Motorvejen, Jersie, Solrød Strand

Kl. 2030 målte færdselspolitiet en bilist til at køre med en hastighed på 173 km/t ad motorvejen, selv om højst tilladte hastighed er 110 km/t ifølge skiltningen på stedet. Der var tale om en 25-årig mand fra Kastrup, som blev sigtet for hastighedsovertrædelsen i en personbil. Han kan nu ud over en bøde også forvente en påstand om betinget frakendelse af kørekortet, da hastigheden har været højere end 160 km/t.

Narkokørsel i frakendelsestiden – Køge Bugt Motorvejen, Karlslunde – Greve

Kl. 0155 anholdt og sigtede politiet en 27-årig mand fra Næstved for kørsel i narkotikapåvirket tilstand i en personbil ad motorvejen i nordlig retning. Føreren var i forvejen frakendt kørekortet og fik udtaget en blodprøve til nærmere undersøgelse for euforiserende stoffer.

Brand i kolonihavehus – Irisstien, Ølby, Køge

Kl. 0319 kom et alarmopkald om brand i et kolonihavehus. Politi og brandvæsen blev sendt til stedet, hvor brandfolkene hurtigt fik kontrol over ilden, så der skete kun skade på husets gavl. Da branden opstod opholdt der sig personer i huset, der hurtigt kom ud, så ingen kom ikke til skade ved branden. Der var umiddelbart ingen naturlig forklaring på, at branden startede, så politiet iværksatte en undersøgelse af stedet. Efterforskningen førte til, at politiet kl. 04.15 anholdt tre mænd, en 17-årig fra København, en 18-årig fra Lille Skensved og en 21-årig fra Køge, der alle blev sigtet for brandstiftelse. Politiets hunde har her til formiddag afsøgt området omkring kolonihavehuset, og brandstedet undersøges af politiets brandefterforskere. Politiet undersøger nu, om de tre mænd har en rolle i sagen. Når de foreløbige undersøgelser er færdige, vil der blive foretaget en juridisk vurdering af, hvad der videre skal ske i sagen. Politiet kan på nuvære nde tids punkt ikke komme med yderligere oplysninger i sagen ad hensyn til efterforskningen.

Borgere der har set noget mistænkeligt omkring Irisstien, eller som har bemærket nogle personer eller køretøjer op til og efter branden startede bedes kontakte politiet på tlf. 114.

Mand bortvist fra dametøjsbutik – Jernbanegade, Køge

Kl. 1519 kom et alarmopkald fra personalet i en dametøjsbutik, der anmeldte, at der var en påvirket mand på stedet, der skabte utryghed for personale og kunder. Manden nægtede at forlade stedet, og personalet ønskede politiets hjælp.
En patrulje blev sendt til stedet, hvor de traf en 31-årig mand fra Køge, der nu var rolig, men havde taget ophold i forretningens sofa. Politiet bortviste manden fra stedte, uden at han blev sigtet for noget.

Unge visiteret – Torvebyen, Køge

Kl. 2226 fik politiet anmeldelse om, at der var en gruppe unge mænd i parkeringskælderen under Torvebyen, der havde en mistænkelig adfærd. Anmelderen oplyste, at der var et rend af unge mennesker på stedet, og at der formentlig blev handlet med stoffer. En patrulje blev sendt til stedet, hvor de traf en gruppe yngre mænd fra lokalområdet. De blev alle visiteret, men der blev ikke fundet stoffer eller andet af interesse i forbindelse med visitationen.

Indbrud i Perioden

Torndalsvej, Køge

Rådhusstræde, Køge
Borupvej, Snekkerup, Borup

Del på sociale medier