Køge Kommune oplyser i deres nyhedsbrev, at den frivillige forening BROEN Køge, der hjælper udsatte børn til et aktivt fritidsliv, donerer hele 30 fodbolde til ungdomsafdelingerne i kommunens fodboldklubber! Det kommer til at ske på onsdag den 30. august kl. 18.00 ved et arrangement under Køge Festuge. Boldene overrækkes fra festugens scene i Lovparken, hvor alle er velkomne.

Fodboldene skulle egentlig være brugt under VM, men nu kommer de altså i stedet til at gøre gavn i de lokale ungdomsafdelinger i Køge! Peter Poulsen, der er bestyrelsesmedlem i BROEN Køge, siger:

– Jeg glæder mig over, at vi har mulighed for at donere en masse bolde til et godt formål – og er sikker på at de kommer til at blive slidt godt og grundigt af Køge Kommunes fodboldglade børn og unge.

Og kultur- og idrætsudvalgsformand i Køge Ken Kristensen supplerer:

– Jeg bliver altid stolt og rørt når nogen kæmper for vores foreningsliv. Foreningerne er limen i vores samfund. Det er her fællesskaberne trives og udvikles. Det har derfor altid stor betydning for vores foreninger, når de får nye rekvisitter. Jeg ved, at vores fodboldklubber glæder sig til at tage de nye bolde i brug. BROEN Køge skal have stor tak for donationen, og jeg glæder mig over, at BROEN, Køge Festuge og vi sammen vil markere det til festugen.

Hver klub stiller ved overrækkelsen i Lovparken med en repræsentant, der får lov at tage boldene med hjem i klubberne med det samme.

Læs mere her.

Foto ABW