Selvom julen ofte betragtes som hjerternes fest, er det en tid, hvor mange familier kan opleve økonomisk bekymring. Især sårbare og udsatte familier kan kæmpe for at få både økonomien og juleglæden til at gå op i en højere enhed.

Pressefoto EDC Poul Erik Bech

Heldigvis behøver det ikke være sådan for de mindrebemidlede familier i Køge, takket være Mødrehjælpens indsats. Mødrehjælpen Køge afholder nemlig en hjertevarmende juletræsfest for udsatte børnefamilier i Køge Kommune. Formålet er at skabe en uforglemmelig aften med hygge og glæde i en tid, der kan være udfordrende for mange. EDC Poul Erik Bech støtter dette formål, og har netop doneret 20.000 kr. til foreningen.

Mødrehjælpen Køge er en frivillig forening med et stærkt ønske om at hjælpe mennesker i nød og gøre en forskel for andre. Mødrehjælpen Køge har et særligt formål rettet mod at støtte mindre ressourcestærke familier i nærområdet, og det gør de blandt andet ved at arrangere en årlig juletræsfest, som i år vil finde sted den 3. december. Festlighederne inkluderer et nissetrylleshow og besøg af den lokale julemand, hvorefter der vil være fælles dans om juletræet og uddeling af en julegave til alle børnene. Hver familie får desuden et gavekort på 300 kr. med hjem, som skal hjælpe dem med at finansiere julemad i den lokale SuperBrugs.

Bestyrelsesformand for Mødrehjælpen Køge, Ulla Britt Knudsen, udtaler sig således om Juletræsfestens formål: “Familier i udsatte situationer bærer ofte byrder fra tidligere erfaringer og kan føle, at de ikke altid får den opmærksomhed, de behøver. Derfor handler juletræsfesten om at minde dem om, at de også skal have en dejlig jul. De frivillige gør alt, hvad de kan, for at sørge for, at familierne får en god tid uden bekymringer. Vi er derfor utroligt taknemmelige for den flotte donation fra EDC Poul Erik Bech Fonden.”

En juletid med færre bekymringer
Jeppe Ertman, Indehaver, Ejendomsmægler, MDE og Afdelingsleder i EDC Poul Erik Bech Køge, sætter stor pris på Røde Kors Køges frivillige arbejde. Han siger: “Vi er meget glade for at kunne bidrage til dette arrangement, da alt for mange sårbare familier mangler den økonomiske mulighed for at skabe en god jul. EDC Poul Erik Fonden støtter de organisationer, der gør en forskel for andre, og Mødrehjælpen Køge har gentagne gange vist deres engagement i at hjælpe udsatte familier gennem deres arrangementer og aktiviteter.”

Senest har følgende foreninger modtaget støtte af EDC Poul Erik Bech Fonden: Dansk Folkehjælp, Bolbro Brugerhus Odense, Mødrehjælpen Holbæk, Kirkernes Familiehjælp Randers, Specialskolen Bramsnæsvig, Svovlstikkerne og Bykirken Odense.

Om EDC Poul Erik Bech Fonden
EDC Poul Erik Bech Fonden er en almennyttig fond, som blev stiftet i 2015 i forbindelse med generationsskiftet i ejendomsmæglervirksomheden EDC Poul Erik Bech. Gennem overskuddet fra ejendomsmæglervirksomheden støtter fonden frivillige foreninger, der gør en forskel for udsatte børn.