Her kan du se uddrag af den seneste politirapport, der omhandler Køge i tidsrummet 2023/10/17 til 2023/10/31.

Lastbil med kran påkørte gangbro – Nordhavnsvej, Køge

Kl. 15.23 påkørte en lastbil mede en kran på laddet en gangbro, da han kørte på Værftsvej mod nord. Kranen var ikke slået helt sammen, så den ragede for højt op til at passere broen. Der var ingen personer på gangbroen da påkørslen skete og føreren af lastbilen, en 18-årig mand fra Stevns, kom ikke noget til ved uheldet. Lastbilen og kranen havde kilet sig fast under broen og spærrede vejen. Busruter forbi uheldsstedet blev omlagt.

Politiet afspærrede gangbroen og brandvæsnet kom frem for at tilse broen. Det blev ikke vurderet, at der var fare for at broen kunne styrte sammen på grund af skaderne. Lastbilen og kranen blev fjernet af ejeren, hvorefter der blev ryddet op på stedet. Kommunen blev orienteret om skaderne på broen, og omkring kl. 16.46 var vejen igen fri. Politiet optog rapport om uheldet.

Betalingskort udleveret efter fupopkald – Køge

Kl. 09.54 anmeldte en 93-årig kvinde fra Køge, at hun mandag aften kl. ca. 20.00 havde fået besøg af en fremmed mand, der skulle afhente hendes dankort, da han efterforskede en sag om en mistænkelig bilhandel.

Den 93-årige var tidligere på mandagen blevet ringet af en mand, der havde præsenteret som ansat i Københavns Politi. Anledningen til telefonopkaldet var oplysninger fra et bilfirma om, at den 93-årige stod bag et bilkøb til sit barnebarn.

Da den 93-årige ikke kendte noget hertil, ville den falske politimand gerne hjælpe hende og sende en mand til hendes bopæl, fordi hun skulle som led i efterforskningen aflevere sit dankort med tilhørende PIN-kode.

Efter at dankortet var blevet mandag aften, var hun blevet mistænksom og havde kontaktet sin bank for at spærre dankortet. Banken kunne oplyse, at der allerede var hævet et mindre beløb fra hendes konto.

Manden, der afhentede betalingskortet, blev beskrevet som: mand, 25-35 år, mørk hud, sort, krøllet hår, iført mundbind, lys vindjakke og hvide sko. Han var dansktalende og havde under besøget samtale med en person via den 93-åriges telefon.

Tirsdag eftermiddag blev den 93-årige igen kontaktet af en falsk politimand, der oplyste, at han ville komme til hendes adresse i eftermiddagens løb. Det skete dog imidlertid ikke, efter at politiet havde været i kontakt med den 93-årige med råd og vejledning.

Politiet har nu optaget endnu en anmeldelse om bedrageri over for ældre borgere, der bliver fuppet af forskellige årsager til at udlevere betalingskort med tilhørende PIN-koder, så betalingskortet efterfølgende kan misbruges til kontanthævninger.

Det gode råd fra politiet er at afbryde et fupopkald ved mistanke herom og derefter lave et kontrolopkald til f.eks. bankens eller myndighedens hovedtelefonnummer for at tale med den pågældende medarbejder. Et fupopkald vil med stor sandsynlighed blive afsløret på denne måde.

Læs mere om svindelmetoder eller få gode råd på hjemmesiden www.sikkerdigital.dk

Brand i skraldespand – Fasanvej, Køge

Kl. 22.56 var der opstået en ildebrand i en skraldespand ved en gangstis udmunding i Fasanvej i Køge

Politiet fik dog hurtigt slukket branden ved at bruge patruljebilens pulverslukker, så skaderne blev begrænsede. Brandvæsnet kom også til stedet og sørgede for efterslukningen. Der er optaget en rapport om branden i et forsøg på at finde frem til årsagen, idet ingen mistænkte blev set i nærheden.

Brand i stakit – Pedersvej, Køge

Kl. 20.33 rykkede politiet sammen med brandvæsnet ud til ildebrand i et stakit på Pedersvej i Køge Brandvæsnet fik hurtigt branden slukket, og ingen kom til skade, ligesom eneste skade var brandskader på stakittet og en skraldespand herpå. Branden var med stor sandsynlighed opstået i skraldespanden, hvorfra branden havde bredt sig til stakittet. Den egentlige brandårsag formodes at være et cigaretskod i skraldespanden.

Færdselsuheld – Køge Bugt Motorvejen, Solrød Strand

Kl. 08.12 var tre bilister blevet impliceret i et sammenstød i det nordgående spor på Køge Bugt Motorvejen ved Solrød.

Ingen af parterne var kommet til skade ved uheldet, der skete, da en 31-årig mand fra Ry ikke nåede at bremse i tide i den tætte trafik. Med sin personbil påkørte han derfor bagenden af den forankørende personbil ført af 48-årig mand fra Haderslev.

Dette sammenstød bevirkede, at en bagfra kommende personbil ført af en 26-årig kvinde fra Ringsted heller ikke nåede at bremse i tide, så hun påkørte bagenden af den 31-åriges bil.

Efter at have registreret omstændighederne og parterne i sammenstødet kunne politiet forlade uheldsstedet kl. ca. 09.00.

Færdselsuheld – Køge Bugt Motorvejen, Solrød Strand

Kl. 15.19 var flere biler stødt sammen på afkørselsrampen 31a Solrød S i det nordgående spor på Køge Bugt Motorvejen, så en ambulance var sendt til uheldsstedet.

Tre personbiler var stødt sammen på afkørselsrampen til Roskildevej / Cordozavej, som blev afspærret under rednings- og oprydningsarbejdet.

En 29-årig mand fra Ringsted var kørt ad afkørselsrampen og påkørte bagenden af endnu en personbil, som en 35-årig mand fra Nørre-Asmindrup var fører af. Hans bil blev skubbet frem og ramte bagenden af en personbil, som en 65-årig kvinde fra Roskilde var fører af. Begge bilister var standset i en kø, da de blev impliceret i uheldet.

Den 29-årige var teknisk fastklemt som følge af uheldet, men blev reddet ud og undersøgt på skadestuen, men han var sluppet uden behandlingskrævende skader ligesom de to øvrige parter, der på uheldsstedet blev tilset af ambulancepersonalet.

Da den 29-årige var på skadestuen, fik han udtaget blodprøver til nærmere undersøgelse for både alkohol og euforiserende stoffer, da politiet havde fundet grundlag for at mistænke ham for at være påvirket heraf under kørslen.

Kort før kl. ca. 16.30 var oprydningen på uheldsstedet afsluttet, så trafikken ad afkørselsrampen kunne normaliseres. Politiet afventer nu analyseerklæringerne fra de udtagne blodprøver.

Færdselsuheld – Lyngvej / Karlemosevej, Køge

Kl. 10.50 var en 80-årig kvinde fra Falster blevet impliceret i et færdselsuheld på Karlemosevej ved en bussluse. Politiet fik klarlagt, at den 80-årige i en personbil var kørt ad Lyngvej i østlig retning, da hun fulgte efter en bus ad en stikvej mod Karlemosevej.

Bussen kørte gennem en bussluse, som blev spærret straks efter bussens passage. Den 80-årige opdagede ikke, at vejen i busslusen blev spærret af metalpæle (pullerter), som blev påkørt med skade på bilen til følge.

Den 80-årige slap uden skader, og politiet registrerede blot omstændighederne ved uheldet.

Færdselsuheld – Parkvej / Gymnasievej, Køge

Kl. 16.17 fik politiet via alarm 112 melding om, at en bilist og en knallertkører var impliceret i et sammenstød i krydset Parkvej – Gymnasievej i Køge, så en ambulance var sendt til uheldsstedet.

En 17-årig ung mand fra Køge var som fører af en lille 30-knallert blevet påkørt, så han blev bragt på skadestuen til kontrol for eventuel personskade.

Knallertkøreren var kørt ad Parkvej mod syd og ville i krydset ved Gymnasievej fortsætte ligeud. Samtidig kom en 81-årig mand fra Bjæverskov i en personbil kørende også i sydlig retning ad Parkvej, hvorfra han lavede et højresving mod Gymnasievej. Under svingningen stødte han sammen med knallertkøreren.

Den 17-årige slap tilsyneladende uden behandlingskrævende skader, og politiet har optaget rapport om sammenstødet ud fra en mistanke om, at færdselslovgivningen kan være blevet overtrådt.

Færdselsuheld – Ringvejen / Clara Frijsvej / Tøxensvej, Køge

Kl. 16.47 var to personbiler stødt sammen i det lysregulerede vejkryds Ringvejen – Clara Frijsvej – Tøxensvej, så politiet rykkede ud til uheldsstedet for at undersøge omstændighederne nærmere.

En personbil var standset inde i en have oven på nogle sten på Tøxensvej, mens den anden bil holdt delvist på cykelstien på Ringvejen.

Ingen af parterne var kommet til skade, og uheldet var sket, da en 59-årig kvinde fra Køge var kørt fra Clara Frijsvej ud i det lysregulerede vejkryds. Hun havde besvær med at passere krydset på grund af standsede bilister på Ringvejen, men da hun fortsatte sin kørsel gennem krydset, stødte hun sammen med en anden personbil, som en 74-årige kvinde fra Solrød Strand førte ad Ringvejen i nordlig retning.

Politiet har optaget rapport om sammenstødet for at få klarlagt omstændighederne, herunder lyssignalernes farve i de to parters færdselsretninger inden sammenstødet.

Oprydningsarbejdet i lyskrydset var først afsluttet kl. ca. 18.30, hvor politiet forlod stedet.

Færdselsuheld – Stensbjergvej / Ølbycenter, Køge

Kl. 13.31 var to bilister blevet impliceret i et sammenstød i det lysregulerede vejkryds Stensbjergvej – Ølbycenter.

En 28-årig kvinde fra København S var i en personbil kørt ad Stensbjergvej mod syd og svingede til venstre i retning mod Ølbycenter.

Under svingningen stødte hun sammen med en varebil, som en 22-årig mand fra Vallensbæk Strand førte ad Stensbjergvej i nordlig retning og ligeud i krydset.

Ingen af parterne kom til skade, og politiet har optaget rapport ud fra en mistanke om, at færdselsloven kan være blevet overtrådt i forbindelse med bilisternes sammenstød.

Narkokørsel i frakendelsestiden – Vordingborgvej, Hastrup, Køge

Kl. 21.07 sigtede politiet en 27-årig mand fra Køge indledningsvist for at være fører af en personbil ad Vordingborg, selv om han i forvejen var frakendt kørekortet og derfor ikke måtte side bag rattet i et køretøj, hvor et kørekort kræves.

Den 27-årige deltog efterfølgende i en narkometertest, der gav udslag for påvirkning af kokain under kørslen. Han blev derfor kortvarigt anholdt i forbindelse med en sigtelse for narkokørsel i bilen og udtagelse af en blodprøve til nærmere undersøgelse for euforiserende stoffer.

Bilejeren – en 20-årig kvinde fra Næstved – blev også sigtet af politiet, idet hun som bilejer havde overladt føringen af personbilen til en person, som ikke lovligt kunne være fører. Hun kunne derfor mistænkes for at have overtrådt færdselsloven.

Narkokørsel uden førerret – Lykkebækvej, Køge

Kl. 12.05 standsede færdselspolitiet en personbil kørende rundt på parkeringspladsen ved Køge sygehus med henblik på rutinemæssig kontrol, da personbilens ejer flere gange tidligere var blevet sigtet for at have overladt bilen til personer uden kørekort.

Føreren var en 54-årig mand fra Kolding, som ikke havde noget kørekort, idet politiet i 2015 havde inddraget hans førerret. Da han blev skønnet påvirket af narkotika, deltog han i en narkometertest, der indikerede, at han var påvirket af cannabis under kørslen.

Den 54-årige blev sigtet for narkokørsel og kortvarigt anholdt i forbindelse med udtagelse af en blodprøve til nærmere undersøgelse for euforiserende stoffer.

I bilen var ejeren – en 77-årig kvinde fra Roskilde – passager. Hun blev igen sigtet for at have overladt føringen af bilen til en person, som ikke lovligt kunne være fører på grund af bl.a. den manglende førerret.

Spirituskørsel – Nordhøj, Køge

Kl. 06.37 fik politiet en anmeldelse om en bilist, der på en tankstation havde holdt uforholdsmæssig lang tid ved en tankstander. Politiet fik på tankstationen vækket en 31-årig mand fra Køge, som sov i en personbil ved en tankstander på tankstationen.

Den 31-årige var imidlertid påvirket af alkohol, og da en alkometertest gav udslag over det tilladte, blev den 31-årige sigtet for spirituskørsel og kortvarigt anholdt i forbindelse med udtagelse af en blodprøve til nærmere undersøgelse for alkohol. Politiet forsøger at få dokumenteret spirituskørslen frem til tankstationen ud fra eventuel videoovervågning i området.

Søndag – mandag

Uro og uorden – Coronavej, Borup – Køge

Kl. 05.15 blev politiet anmodet om hjælp til at lægge en dæmper på en mand, der som deltager i et mindre selskab og efter indtagelse af alkohol var blevet voldelig under ophold i et fælleslokale på en campingplads. Politiet fik på stedet kontakt til den pågældende, der blev identificeret som en spirituspåvirket, 40-årig mand med ophold på campingpladsen. Han var dog faldet til ro, men havde haft en mindre strid og været i håndgemæng med en 47-årig mand. Ingen af parterne havde lidt fysisk overlast og ønskede i øvrigt ikke politiets indblanding.

Politiet sørgede dog for at sikre sig, at roen kunne forblive genoprettet, idet politiet fulgte den 40-årige hjem, så han kunne komme i seng. Ingen af parterne blev sigtet for noget i anledning af uroen.

Uro og uorden – Kløvervej, Køge

Kl. 22.17 fik politiet en anmeldelse om, at formentlig nogle unge gik og kastede noget på ruderne på private boliger på Kløvervej i Køge

En patrulje kørte straks til området, men traf ikke nogen, der kunne mistænkes herfor. Politiet fik endda talt med en mandlig beboer, men vinduerne i hans bolig havde ikke lidt overlast. Det blev ikke klarlagt, hvad der i givet fald måtte være blevet kastet mod ruderne.

Indbrud i Perioden

Fyrrevej, Vemmedrup, Bjæverskov
Lyngvej, Køge