Her kan du se uddrag af den seneste politirapport, der omhandler Køge i tidsrummet 2023/12/06 til 2023/12/19.

Butikstyveri – Rådhusstræde, Køge

Kl. 10.25 rykkede politiet ud til et supermarked i Rådhusstræde, hvor en spirituspåvirket mand var mistænkt for at have stjålet varer.

Politiet fik nu for anden gang i løbet af formiddagen kontakt til en 43-årig mand uden fast bopæl i Køge kommune, som tidligere på formiddagen var blevet bortvist som uønsket kunde i et supermarked i Vestergade.

Den 43-årige var nu i dette supermarked i Rådhusstræde blevet genkendt af personalet efter tidligere sager om tyveri derfra. I hånden havde manden en flaske vin, som han ikke ønskede at betale for, da han forlod supermarkedet. Vinflasken kastede han fra sig, så den gik i stykker, da han blev tilbageholdt.

Politiet anholdt den 43-årige, som blev indledningsvist blev sigtet for tyveri af en flaske vin, men senere også kunne mistænkes for at have indtaget et osteprodukt i supermarkedet, så han havde undladt at betale for varerne til en samlet værdi af 70 kr.

Efter afhøring til sagen løslod politiet den 43-årige, der forlod butikscenterområdet i et tog i retning mod København. Han vil dog senere høre nærmere fra politiet i anledning af sigtelsen mod ham og erstatningskravet på 70 kr. svarende til værdien af vinen og det spiste osteprodukt.

Fund af hash – Fasanvej, Køge

Kl 22.16 kørte politiet til en melding om uorden i en lejlighed. På stedet kunne patruljen konstatere, at der lugtede kraftigt af hash. Og på stedet blev fundet flere salgsposer med i alt 35 gram hash samt andet udstyr, der indikerede, at der blev solgt hash på stedet. En 23-årig kvinde blev truffet på stedet og sigtet. En anden ung mand, som også havde opholdt sig på adressen, nåede at forsvinde, inden politiet kom ind i lejligheden. Den 21-årige mand vendte dog tilbage kort efter og blev også sigtet for hashen. Desuden havde han en ulovlig foldekniv på sig og blev derfor også sigtet for overtrædelse af knivloven.

Færdselsuheld – Køge Bugt Motorvejen, Greve

Kl. 05.46 skete der igen et færdselsuheld på Køge Bugt Motorvejen i det nordgående spor ved Greve i den tætte myldretidstrafik.

En 32-årig kvinde fra Greve opdagede for sent en pludselig opstået kø, så hun nåede ikke at bremse i tide, hvorved hun påkørte bagenden af en forankørende varebil.

Den 32-årige blev herefter selv påkørt bagfra af en varebil, der også blev påkørt af en bilist, der ikke nåede at bremse i tide.

Ingen af parterne kom til skade ved påkørslerne, der dog medførte mindre skader på de implicerede køretøjer. Politiet registrerede blot omstændighederne og parterne i sammenstødet, og det sidste køretøj var fjernet fra motorvejen kort før kl. 07.00, hvor trafikken kunne normaliseres.

Færdselsuheld – Køge Bugt Motorvejen, Køge

Kl. 16.28 blev tre ud af fire vognbane i det sydgående spor på Køge Bugt Motorvejen spærret på grund af et færdselsuheld, hvor i alt fire parter var impliceret.

Ingen var kommet til skade, idet kun de implicerede køretøjer havde fået skader efter sammenstød i den tætte og langsomt kørende myldretidstrafik.

En 50-årig mand fra Næstved opdagede for sent en forankørendes opbremsning, så bagenden af den bil blev påkørt. Dette sammenstød medførte, at en bagfra kommende bilist påkørte bagenden af den 50-åriges personbil.

Dette andet sammenstød medførte endnu et sammenstød, idet en fjerde bilist påkørte den bageste af de tre øvrige involverede.

To ambulancer blev sendt til uheldsstedet, hvorfra en enkelt blev kørt til kontrol på skadestuen, men pågældende var ikke kommet til skade.

Kort efter kl. 17.00 var to vognbaner farbare, men først kl. ca. 17.30 havde tilkaldte ladvogne fået flyttet parterne, så trafikken i det sydgående spor kunne normaliseres. Politiet har blot registreret omstændighederne og parterne i uheldene.

Færdselsuheld – Ringvejen, Køge

Kl. 16.01 fik politiet en anmeldelse fra den ene part i et færdselsuheld, der var sket på Ringvejen tæt ved krydset Tøxensvej-Clars Friisvej. Modparten var imidlertid fortsat og først standset på genbrugspladsen på Tangmosevej, hvor begge parter nu befandt sig.

Politiet fik klarlagt, at en 51-årig mand fra Køge som fører af en varebil var kørt ad Ringvejen i nordlig retning. I samme retning var en 19-årig mand fra Køge kørt i en personbil frem til krydset ved Tøxensvej-Clara Friisvej.

I forbindelse med et udrykningskøretøjs passage var begge parter kørt ud til kanten af Ringvejen for at give plads til udrykningskøretøjet. Ved den fortsatte kørsel efterfølgende havde den 51-årige skiftet vognbane og herunder strejfet den 19-åriges bil.

Trods signaler fra den 19-årige om at standse var føreren af varebilen fortsat frem til genbrugspladsen uden at standse.

Politiet optog rapport om sammenstødet, der kun forårsagede mindre materielle skader på de to køretøjer. Den 51-årige kunne nemlig ikke lovligt være fører af varebilen, fordi han ikke havde fået generhvervet sit kørekort efter udløbet af en tidligere frakendelse i 2019.

Harmonikasammenstød i morgentrafikken – Køge Bugt Motorvejen, Karlslunde, Greve

kl. 05.56 skete et uheld på Køge Bugt Motorvejen ved Greve, da en lastbil kørte op bag i en personbil, som havde sænket farten i forbindelse med opbremsninger i den tætte morgentrafik. Personbilen blev skubbet op i en forankørende varebil i forbindelse med uheldet. Ingen personer kom noget til, men motorvejen blev afspærret imens oprydningen stod på. Lastbilens bremser satte sig fast som følge af sammenstødet, så den måtte bugseres væk fra motorvejen. Der blev opsat en skiltevogn og bestilt en tungvognstransport. Mens politiet arbejdede på stedet skete endnu et mindre uheld mellem to biler uden personskade. Omkring kl. 7.00 kunne trafikken glide langsomt forbi uheldsstedet, og ca. kl. 07.30 var motorvejen ryddet, men det påvirkede morgentrafikken på motorvejen indtil da. Politiet registrerede uheldene.

Personer på jernbanesporene – Nordstjernen, Køge

Kl. 14.40 fik politiet via alarmcentralen en melding om, at personer befandt sig på jernbanesporene ved Køge Nord-stationen.

En patrulje kørte straks til området og kontrollerede jernbanesporene både ved togstationen med fjerntrafik og i området omkring S-togsstationen. BaneDanmark blev kontaktet for at få nedsat togenes hastighed i stationsområder, men denne sikkerhedsforanstaltning kunne ophæves efter få minutter, da politiet ikke traf nogen på jernbanesporene ved nogen af de to togstationer.

Personpåkørsel – Bag Haverne, Køge

Kl. 23.16 overhørte en patrulje, der befandt sig ved en restauration på Havnen, Køge, at et tog kørende i nordlig retning på de nærliggende jernbanespor afgav et kraftigt advarselssignal. Herefter stoppede toget, inden det var nået frem til perronen på Køge station.

Politiet undersøgte årsagen til togets stop nærmere og fandt på jernbanesporene en svært tilskadekommen mand, som blev bragt på skadestuen, hvor en læge erklærede en 47-årig mand fra Herfølge for afgået ved døden.

Togdriften blev kl. ca. 23.20 indstillet efter personpåkørslen, idet politiet sammen med Bane Danmark og DSB foretog tekniske undersøgelser på ulykkesstedet, som var en personovergang over jernbanesporene ud for Bag Haverne og Havnen umiddelbart syd for Køge station. Politiet testede i den forbindelse lokomotivføreren negativ i en alkometertest.

Politiet foretog tillige afhøring af flere vidner, der kunne oplyse, at bommene havde været nede før togets ankomst til ulykkesstedet.

Afspærringen af selve ulykkesstedet blev ophævet kl. ca. 00.35, hvorefter toget med passagerer kunne køres ind til perronen på Køge station.

Politiets undersøgelser på stedet blev afsluttet kort før kl. 01.00, og pårørende til den 47-årige blev underrettet om sagen.

Politiet forsøger nu at få klarlagt de nærmere omstændigheder forud for personpåkørslen på jernbanesporet lige syd for Køge station.

Påvirket bilist – Tigervej, Køge

Kl 00.50 standsede politiet en personbil ført af en 38-årig mand fra Haslev på mistanke om at han var påvirket af euforiserende stoffer. Han blev medtaget til udtagning af blodprøve.

Savnet kvinde fundet i god behold – Køge

Kl. 00.16 anmeldte hjemmeplejen i Køge, at de havde forbi en ældre kvinde for at tilse hende her til aften, men at hun ikke havde åbnet. De var gået ind med låsesmed, men da havde kvinden forladt sit hjem uden sin mobiltelefon. Kvinden er dement, så de frygtede nu, at hun ikke kunne finde hjem igen. Politiet ringede til sygehuset, men kvinden var ikke blevet indlagt.

Der blev iværksat en eftersøgning af kvinden i området, hvor hundepatruljer bl.a. søgte i haver, på der blev søgt på alle stationer i rejseafstand. Politiet talte med naboer og andre pårørende, for at forsøge at finde ud af, hvor kvinden kunne opholde sig. De mulige steder blev afsøgt uden held.

Kvindens signalement blev sendt ud til taxa, bus- og togpersonale, da kvinden kunne tænkes rejse rundt. Helikopteren blev sendt ud at lede efter den ældre kvinde langs strandområdet ved Køge Kajakklub.

Omkring kl. 04.02 fik en betjent på vej hjem fra nattevagt øje på kvinden, som opholdt sig tæt ved Køge Politistation. En patruljen hentede kvinden, som var afkølet men uskadt. De pårørende og hjemmeplejen blev orienteret, og kvinden lagt hjem i seng. Tak til alle som hjalp og bidrog i eftersøgning.

Utryghedsskabende unge – Ejby, Lille-Skensved – Køge

Kl. 20.52 rykkede politiet ud til en villavej i Ejby-området, hvor unge ifølge en anmeldelse til politiet skabte utryghed ved at smide ting, der kunne give brag fra sig.

En patrulje kørte til området og så flere unge løbe væk, men politiet fik dog fat i en af de unge. Det viste sig at være en af gruppe på omkring syv teenagerdrenge i alderen 15-17 år fra lokalområdet, hvor de havde fordrevet tiden med at få flasker til at eksplodere ved brug af kemiske væsker.

Politiet kørte den unge mand hjem til sine forældre, som blev underrettet om sagen og om, at de øvrige teenagedrenge og deres forældre ville blive opsøgt af politiet til en snak om det uhensigtsmæssige i deres adfærd i det offentlige rum.

Indbrud i Perioden

Bjæverskovhusene, Bjæverskov