Her kan du se de uddrag af den seneste politirapport, der omhandler Køge i tidsrummet 2021/04/08 til 2021/04/20.

Bemærk det er de hændelser, politiet har valgt at inkludere i deres rapport.

‘Udenlandsk chauffør i spiritusuheld – Køge Bugt Motorvejen, Køge

Kl. 10.46 skete et uheld på Køge Bugt Motorvejen sydgående, da en et polsk lastvognstog påkørte en personbil i forbindelse med en overhaling. Bilisten, en 80-årig mand fra Greve, kørte i 1.vognbane, da han omkring Køge Nord Station blev overhalet af en lastbil, som efter overhalingen trak ind i 1. vognbane, hvor lastbilen ramte den 80-åriges bil. Personbilen ramte autoværnet efter påkørslen og snurrede herefter rundt flere gange og standsede i 4. vognbane. Ingen personer kom noget til ved uheldet.

Politiet kørte til stedet, hvor de traf føreren af lastbilen, en 46-årig mand fra Ukraine, som blev skønnet påvirket af spiritus. En test med alkometeret bekræftede, at hans promille var over det tilladte, så han blev sigtet og anholdt for at få udtaget en blodprøve. Den polske lastbil blev kørt til Køge transportcenter, hvor den blev undersøgt af politiets tungvognsspecialister. Der blev ikke fundet nogen fejl eller mangler på lastbilen eller på chaufførens køre/hviletider. Lastbilen blev udleveret til vognmanden, der betalte en straksbøde, som garanti for chaufførens forventede bøde. Blodprøven blev sendt til hasteanalyse, hvorefter den 46-årige chauffør vil blive indkaldt til politistationen, når resultatet kommer og sagen skal afgøres.

Brandundersøgelse – Hovedgade, Borup – Køge

Kl. 23.31 udløste en alarm fra et kontorlokale i et supermarked en alarm til både brandvæsnet og politiet på grund af mistanke om ildebrand på stedet. Da politiet og brandvæsnet ankom til stedet, var der masser af røg og i mindre omfang egentlig ildebrand i et kontorlokale. Brandvæsnet fik hurtigt slukket branden, der dog havde nået af brænde gennem en adskillelse ind til selve supermarkedet. Herved havde en del af varerne i supermarkedet fået både brand- og sodskader, ligesom kontorlokalet også var stort set udbrændt. Politiet skal undersøge brandstedet og især området ved kontorlokalet i et forsøg på at finde brandårsagen, hvorunder politiet indledningsvist har fokus på de elektriske installationer. Ingen personer kom til skade ved branden, som supermarkedets ejer er underrettet om.

Bortvisning af mand – Rådhusstræde, Køge

Kl. 10.01 henvendte personalet i en butik sig til politiet, fordi kunder havde følt sig generet af en mand, der opholdt sig i området. Manden skulle ifølge anmeldelsen have henvendt sig til flere personer for at bede om lidt penge til småfornødenheder. En patrulje fik i området kontakt til en 37-årig mand fra Solrød Strand, som blev bortvist fra området uden sigtelse for overtrædelse af betleribestemmelsen ud fra de oplyste omstændigheder.

Brandundersøgelse – Gammel Slimmingevej, Slimminge, Ringsted – Køge

Kl. 12.04 slog beboerne i en stråtækt ejendom alarm til brandvæsnet og politiet, da de under ophold udendørs sammen med nogle gæster pludselig opdagede brand i stråtaget i nærheden af en skorsten fra et pillefyr. Alle personer var således i sikkerhed, så brandvæsnet kunne straks begynde slukning af ildebranden. Skaderne begrænsede sig primært til stråtaget og umiddelbart uden skader i underetagen eller de omkringliggende bygninger. Politiet skal nu undersøge brandstedet nærmere i et forsøg på at få afklaret den egentlige årsag til brandens opståen.

Afbrænding løb løbsk – Overdrevsvejen, Lellinge, Køge

Kl. 15.38 måtte en 75-årig mand fra Køge alarmere brandvæsnet, da han var ved at brænde nogle dårlige halmrundballer af. Ilden i disse bredte sig utilsigtet til andre, men brugbare halmrundballer, så brandvæsnet måtte tilkaldes for at undgå utilsigtet udbredelse af branden. Brandvæsnet vurderede, at kontrolleret nedbrænding af halmrundballerne var den mest forsvarlige indsats. Politiet vurderede ud fra omstændighederne ved branden, at den 75-årige havde handlet uden den fornødne forsigtighed, så han blev sigtet for overtrædelse af beredskabslovgivningen i anledning af branden i halmballerne. Han kan nu forvente at modtage en bøde som afgørelse på sagen. Ingen personer kom til skade ved branden, hvor også kun halmballerne brændte væk.

Brand i bil – Vestre Ringvej, Borup – Køge

kl. 23.22 kom et alarmopkald om brand i en bil, som holdt på en rasteplads ved Vestmotorvejens afkørsel 34, på Vestre Ringvej i Borup. Branden blev opdaget af en forbipasserende bilist, der kørte ad motorvejen, da han flammer fra rastepladsen. Han kørte hen for at se om nogen personer var i fare og slog alarm. Politi og brandvæsen kørte til stedet, hvor bilen var overtændt og udbrændte helt. Brandvæsnet fik begrænset ilden, så den ikke spredte sig til andre køretøjer. En personbil, som holdt med fronten mod den brændende bil fik dog store varmeskader fra branden. Ingen personer kom noget til. Bilen som udbrændte viste sig at være en firhjultrækker, Toyota Landcruiser V8 personbil, årg. 2008 tilhørende i Assens kommune.

Det var ikke muligt at fastslå brandårsagen, så politiet undersøger nu sagen nærmere. Vidner som har bemærket da firhjulstrækkeren blev parkeret eller personer omkring køretøjet før den brændte omkring kl. 23.20 bedes kontakte politiet på tlf. 114. Bilen var ikke efterlyst, og politiet skal nu have kontakt med den registrerede ejer, for at orientere om branden og for at få belyst omstændighederne omkring bilen.

Bil taget fra bilist uden kørekort – Køge Bugt Motorvejen, Karlslunde – Greve

kl. 20.05 standsede politiet en 22-årig mand, som kørte ad Køge Bugt Motorvejen i Karlsunde, Greve. Den 22-årige kunne ikke vise betjenten sit kørekort, da hans førerret var blevet inddraget efter en betinget frakendelse på grund af flere sager, som havde udløst klip. Det var heller ikke første gang, at han blev sigtet for kørsel uden førerret. Ved dagens kontrol var det 9.gang inden for 3 år, at den 22-årige blev sigtet for at køre bil uden at gyldigt kørekort. Politiet beslaglagde derfor den 22-åriges bil, hvilket han accepterede. Den 22-årige kan forvente at få sin sager afgjort ved et retsmøde, hvor der også vil blive taget stilling til om bilen kan konfiskeres.

Mistænkelig adfærd afslørede narkobesiddelse – Brogade, Køge

Kl. 13.29 fik politiet en anmeldelse om, at to fremmede mænd gik rundt i en baggård bag en af butikkerne i gade. Mændene kiggede også ind ad vinduerne, hvilket fandtes mistænkeligt. En patrulje kørte til stedet og fik kontakt til to mænd på 20 og 23 år fra Køge De blev kontrolleret, og i den forbindelse blev den 23-årige fundet i besiddelse af ca. 1,6 gram hash, som blev beslaglagt som bevis for overtrædelse af lov om euforiserende stoffer. Efter afhøring til den sigtelse blev de to mænd sendt bort fra området med oplysning om, at den 23-årige vil høre nærmere fra politiet i anledning af sigtelsen.

Spirituskørsel uden førerret – Poppelvej, Vemmedrup, Bjæverskov, Køge

Kl. 20.50 standsede politiet en 38-årig lokal mand i en personbil på Poppelevej i Vemmedrup, Bjæverskov i en rutinekontrol. Føreren var påvirket af spiritus over det tilladte, så han blev anholdt for at få udtaget en blodprøve. Han førerret var desuden inddraget, da han ikke havde været oppe til en kontrollerende køreprøve efter en tidligere frakendelse. Han blev derfor sigtet for spirituskørsel og kørsel uden førerret. Han fik udtaget en blodprøve, hvorefter han blev løsladt. Han vil senere høre mere i sagerne, når politiet har fået svar på blodprøven.

Udenlandsk butikstyv havde indrejseforbud – Toldbodvej, Køge

Kl. 14.42 blev en 29-årig mand fra Rumænien tilbageholdt i Netto på Toldbodvej i Køge, hvor han havde stjålet 15 x 1½ liters cola fra vindfanget i butikken. Han var desuden mistænkte for at have stjålet pant fra samme supermarked dagen før til en værdi af 1500 kr. En patrulje kørte til forretningen, hvor den 29-årige blev anholdt og sigtet for de to sager af tyveri. Varerne blev leveret tilbage i begge sager, så Netto havde intet erstatningskrav. Den 29-årige viste sig at have et indrejseforbud i Danmark frem til år 2025 for en tidligere sag om berigelseskriminalitet, og overtrædelser af tidligere indrejseforbud. Han blev derfor sigtet for at overtræde indrejseforbuddet igen og blev lørdag fremstillet i grundlovsforhør og varetægtsfængslet til den 6. maj 2021. Når sagen er afgjort vil der blive taget stilling til, om den 29-årige skal udvises af Danmark med et nyt indrejseforbud.

Indbrud i Perioden

Hammelvej, Køge