Her kan du se de uddrag af den seneste politirapport, der omhandler Køge i tidsrummet 2021/11/10 til 2021/11/23.

Bemærk det er de hændelser, politiet har valgt at inkludere i deres rapport.

Hurtig bilist i skole-område – Stensbjergvej, Køge

Kl. 10.51 målte færdselspolitiet med laserudstyr en bilist til at køre med mindst 87 km/t ad Stensbjergvej mod syd forbi vejen til en nærliggende skole, selv om højst tilladte hastighed på strækningen er 50 km/t (bymæssig bebyggelse). Føreren af personbil var en 56-årig mand fra Greve, der både blev sigtet for hastighedsovertrædelsen og for at have glemt sit kørekort under kørslen. Han kan nu ud over en bøde for de to overtrædelser også forvente en påstand om betinget frakendelse af kørekortet, så han i givet skal aflægge en ny teori- og køreprøve for at beholde kørekortet.

Voldsmand fik forbud om at komme på pub – Havnen, Køge

Kl.01.15 var politiet ved en pub på havnen, hvor en 20-årig mand fra Køge havde været udsat for vold på beværtningen. Den 20-årige havde bedt en mandlig gæst om at lade hans veninde være, hvilket udløste et knytnæveslag mod den 20-årige.

Politiet sigtede en 25-årig mand fra Solrød Strand, som kunne mistænkes for at stå bag volden mod den 20-årige. Han blev afhørt til sagen, men nægtede at slået nogen. Politiet afhørte flere vidner på stedet for at belyse sagen. Den 25-årige fik forkyndt et forbud om at komme på restaurationen, og han kan forvente at høre mere i sagen, når den skal afgøres.

Færdselsuheld / spirituskørsel mv. – Køge Bugt Motorvejen, Greve

Kl. 04.44 rykkede politiet ud til et færdselsuheld, idet en lastbil og en varebil var stødt sammen på Køge Bugt Motorvejen i det nordgående spor ved Greve.

Det viste sig, at en 37-årig mandlig lastbilchauffør fra Hviderusland kørte i en lastbil i nordlig retning, da han pludselig bagfra blev påkørt af en varebil, som en 33-årig mand fra Slagelse var fører af. Den 33-årige blev skønnet påvirket af både spiritus og narkotika under kørslen, hvorfor han blev sigtet for de to overtrædelser af færdselsloven. I forbindelse med en kortvarig anholdelse fik den 33-årige udtaget blodprøver til nærmere undersøgelse for både alkohol og euforiserende stoffer. Den 33-årige slap med diverse knubs som følge af påkørslen, mens lastbilchauffør var uskadt. Varebilen fik store skader som følge af uheldet, mens skadernes omfang på lastbil var mindre. Politiet afventer nu analyseerklæringer fra de udtagne blodprøver, før sagen kan afgøres strafferetligt.

I forbindelse med politiets tilstedeværelse på motorvejen i anledning af færdselsuheldet blev to patruljebiler med udrykningssignalerne tændt anvendt som afspærring af uheldsstedet med lastbilen og varebilen. Dette overså en 18-årig kvinde fra Tune, da hun i en personbil kørte ad motorvejen i nordlig retning frem mod det afspærrede uheldssted. Den kvindelige bilist påkørte de to politibiler, der var placeret i vognbanen længst til højre på motorvejen. Hverken den 18-årige eller en politibetjent i den ene politibil kom til skade ved påkørslen, som kun medførte ringe skade på de tre implicerede køretøjer. Politiet registrerede blot omstændighederne og parterne i dette uheld.

Lørdag – søndag:

Forsøg på butikstyveri mv. – Torvet, Køge

Kl. 12.49 anmeldte personalet fra en materialist-butik, at en mand blev tilbageholdt efter forsøg på at stjæle en parfume til en værdi af 1.149 kr. Politiet fik i butikken kontakt til en urolig, 55-årig mand fra København N, der blev sigtet for forsøg på tyveri af parfumen samt for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen, idet han havde optrådt voldeligt over for en af butikkens ansatte.

Den sigtede var blevet mistænkt for at ville stjæle parfumen, da han gemte den i et ærme i sit tøj. Da personalet konfronterede ham med den mistænkelige adfærd, afleverede han parfumen og skubbede efterfølgende til en butiksansat, så hun væltede ind i en varereol. Manden flygtede ud af butikken og skubbede undervejs til en anden kunde for at slippe væk. Ude på torvet flygtede han til fods efterfulgt af en butiksansat, der ved råb fik påkaldt sig andre tilstedeværendes opmærksomhed på situationen.

To mænd, der tilfældigt havde set den sigtede komme løbende, udviste handlekraft og fulgte efter manden, der til sidst forsøgte at gemme sig i en baggård i Nyportstræde. De to mænd fik manden fulgt retur til butikken, hvor politiet fik kontakt til ham. Den sigtede kan nu forvente at høre nærmere fra politiet, når sagerne mod ham skal afgøres.

Mange biler forsamlet – Sandvadsvej, Køge

Kl. 23.48 fik politiet oplysninger om, at mange biler var forsamlet på Sandvadsvej, så der var risiko for, at bilisterne måske ville begynde såkaldt gaderæs.

En patrulje kørte til området, hvor omkring 40 bilister var forsamlet. Politiet så ingen tegn på begyndende gaderæs, men bilisterne begyndte efter politiets ankomst at køre stille og roligt væk fra stedet.
Politiet kørte i præventivt øjemed til transportcenteret, men ingen personbiler forsamlede sig i dette område, hvorfor politiet ikke foretog sig yderligere i anledning af anmeldelsen.

Færdselsuheld / spirituskørsel – Værftsvej, Køge

Kl. 04.00 blev en 41-årig mandlig bilist overhalet af en personbil, hvis fører efterfølgende trak så langt til højre, at han kørte ud i rabatten og ramte en lygtepæl. Politiet blev tilkaldt og kunne efterfølgende konstatere, at føreren af den overhalende personbil – en 25-årig mand fra Kalundborg – var påvirket af spiritus i et sådant omfang, at han blev kortvarigt anholdt i forbindelse med udtagelse af en blodprøve til nærmere undersøgelse for alkohol. Den 25-årige slap uskadt fra påkørslen af lygtepælen.

Søndag – mandag

Slagsmål foran bodega – Ølbycenter, Ølby – Køge

Kl. 20.24 fik politiet anmeldelse om tumult foran en bodega i Ølby Centret, hvor en mand og en kvinde havde indladt sig i slagsmål. Da politiet kom frem var de to kamplyste trukket op imod Ølby Station, hvor de havde fortsat deres voldelige strid.

Patruljen traf en 54-årig mand fra Køge og en 36-årig kvinde fra Hvidovre, som begge var spirituspåvirkede, men gerne ville tale med betjentene. Manden blødte fra en flænge i panden, som havde pådraget sig under tumulten, da han var faldet og havde slået hovedet mod et bord foran bodegaen. Kvinden var ikke kommet noget til. Politiet tilkaldte en ambulance til at tilse mandens skader.

De to, som kendte hinanden godt, havde sammen været på bodegaen, men var raget uklar og havde indladt sig i slagsmål foran beværtningen. Begge blev sigtet for at overtræde ordensbekendtgørelsen, og de lovede at striden nu var ovre.

Manden blev kørt i ambulance til sygehuset, da flængen skulle sys. Kvinden kørte med i ambulancen som støtte, og der faldt igen ro over Ølby Station. De to kan begge forvente at få en bøde i sagen.

Mistænkelig indsamling – Stevnsvej, Strøby Egede, Køge

Kl. 11.56 anmeldte en 66-årig mand fra Stevns, at han netop var blevet franarret 100 kr i en mistænkelig indsamling foran et supermarked i Strøby Egede. Han blev kontaktet af en kvinde, som gestikulerede at hun var døv og stum, men bad om penge til en indsamling til handicappede. Den 66-årige donerede 100 kr til kvinden, men blev senere opmærksom på, at han nok var blevet snydt.

Kvinden var i selskab med en mand, og de kørte væk fra stedet i en udenlandsk mørk BMW stationcar. De to personer beskrives som:

A: Kvinde, mellemøstlig af udseende, 20-30 år, 170-175 cm, Hudfarve: Hvid, Hårfarve: Sort, Hårlængde: Langt i hestehale, Yderligere kendetegn: uren hud, gestikulerede at hun var døv og stum., Iført: Dunjakke af ukendt farve, slidte lyse cowboybukser

B: Mand, Mellemøstlig af udseende, 170-175 cm, Hudfarve: Brun, Yderligere kendetegn: velsoigneret og med sort skæg., Iført: Pænt mørkt tøj, Medbragte: Hvidt headset

Politiet får jævnligt anmeldelser om mistænkelige indsamlinger foran især supermarkeder over hele kredsen. Er du i tvivl om, hvor vidt en indsamling er reel, så bed om at se en tilladelse til at samle ind – eller undlad at donere penge, da der er risiko for at blive snydt.

Mand skabte utryghed ved valgsted – Møllevej, Borup, Køge

Kl. 18.52 fik politiet anmeldelse om, at en spirituspåvirket mand skabte utryghed foran Kulturhuset, hvor der blev afholdt kommunal- og regionsvalg. Manden råbte højt og generede forbipasserende. Politiet kørte til Kulturhuset, hvor de traf en 52-årig lokal mand, som blev kørt hjem og formanet om at blive hjemme til han igen var sober. Han blev ikke sigtet for noget i den forbindelse.

Lov om euforiserende stoffer – Karlemosevej, Køge

Kl. 21.05 fik en patrulje kontakt til en 20-årig mand fra Viby Sj., der opholdt sig i området ved beboelsesejendommene. Ved en nærmere kontrol af hans gøremål på stedet fik politiet mistanke om, at han kunne være i besiddelse af euforiserende stoffer. Ved en nærmere kontrol herfor fandt politiet ham i besiddelse af flere sølvpapirskugler, hvori der var hashklumper. Den samlede mængde var 10½ gram, som den 20-årige blev sigtet for den ulovlige besiddelse af. Han kan derfor nu forvente at høre nærmere fra politiet, når sagen mod ham skal afgøres.

Mand urinerede på gaden – Rådhusstræde, Køge

Kl. 04.10 bemærkede en patrulje i Rådhusstræde en mand, der urinerede i gaden. Der var tale om en 45-årig mand fra Køge, som blev sigtet for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen. Han har allerede fået tilsendt en bøde på 1.000 kr., som han nu har 30 dage til at betale.

Indbrud i villa – Varnæsvej, Køge

Kl. 17.43 fik politiet en anmeldelse fra nogle opmærksomme naboer, der havde hørt bankelyde fra et hus på vejen. Naboerne var bekendt med, at beboerne ikke var hjemme, hvorfor de var særligt opmærksomme og i fællesskab fik samlet en lille gruppe, der henvendte sig på stedet. Naboerne kunne se en opbrudt havedør, men der var ingen personer til stedet indenfor.
Politiet kunne efterfølgende konstatere, at der formentlig ikke var stjålet noget fra villaen, hvor der ikke var foretaget den sædvanlige gennemrodning for at lede efter tyvekoster. Politiet undersøgte villaen for spor efter tyvene, som andre en anden nabo formentlig havde set forlade området. Denne nabo havde ikke set de to mænd tidligere i området, hvorfor naboen formodede, at der var tale om indbrudstyvene. De to mænd blev beskrevet som: A: Mand, Østeuropæisk af udseende, 180-185 cm, Kropsbygning: Spinkel, Yderligere kendetegn: Mørke skægstubbe, Iført: Iført sort tophue, sort dunjakke, mørke jeans, mørke sko, og B: Mand, 170-175 cm, Kropsbygning: Almindelig, Yderligere kendetegn: Mørke skægstubbe, Iført: Sort tophue, mørkegrøn dunjakke, sorte jeans samt sko.
Politiet fik i området også kontakt til et andet vidne, som kunne oplyse, at hun kl. ca. 14.10 havde fået uventet besøg af en fremmed mand, der havde oplyst at komme fra Amnesty International. Manden var blevet afvist, hvorefter han forlod stedet samtidig med, at han noterede noget i en bog. Denne mand blev af vidnet beskrevet som: mand, spinkel af bygning, uplejet sort/brunt fuldskæg med længde på ca. 4 cm, sort hår, iført sort jakke, sort T-shirt med gult tryk og medbringende en rygsæk på ryggen.
Oplysningerne om mændene arbejder politiet nu videre med i et forsøg på at få identificeret de to mænd, som måske kan mistænkes for indbruddet, og for at få afklaret, om den sidst omtalte mand overhovedet har noget indbruddet eller rekognoscering forud herfor at gøre.

Narkokørsel uden førerret – bil beslaglagt – Køge Bugt Motorvejen, Karlslunde – Greve

Kl. 02.44 anholdt og sigtede politiet en 24-årig mand fra Nyborg for kørsel i narkotikapåvirket tilstand i en personbil, som politiet fik standset på rastepladsen i Karlslunde i forbindelse med kørsel i nordlig retning på motorvejen.
Den 24-årige havde heller ikke nogen førerret og blev også sigtet for den overtrædelse af færdselsloven, inden han fik udtaget en blodprøve til nærmere undersøgelse for euforiserende stoffer og efterfølgende blev løsladt.
Han måtte dog finde alternativ transport, idet politiet beslaglagde hans personbil med henblik på senere konfiskation. Politiet havde konstateret, at den 24-årige tre gange i år var blevet afsløret i at køre bil uden førerret, så betingelserne for beslaglæggelse var til stede. Det var den 24-årige dog ikke enig i, så nu skal en dommer kigge nærmere på sagen og træffe en afgørelse om, hvorvidt politiet havde ret til at beslaglægge bilen.

Indbrud i Perioden

Ærtebjerghusene, Borup