Bemærk det er de hændelser, politiet har valgt at inkludere i deres rapport.

Anholdelse – Knivstikkeri – Ivar Huitfeldtsvej, Køge

Kl. 17.50 tirsdag henvendte en 22-årig mand fra Køge sig sammen med sin forsvarer til politiet, som havde ledt efter ham i forbindelse med et knivstikkeri på Ivar Huitfeldtsvej, Køge, ved Køge S-station søndag eftermiddag.

Politiet havde forinden fået ham identificeret som mistænkt for knivstikkeriet og ledt efter ham flere steder, men uden at finde ham, hvorefter den 22-åriges forsvarer kontaktede politiet for at få opklaret årsagen hertil.

Den 22-årige mistænkte og det 24-årige offer havde tilfældigt mødt hinanden ved Køge S-station, hvorefter en uoverensstemmelser mellem de to mænd ved en bil endte med, at den 24-årige efter en kort flugt ind i en handelsgade blev indhentet og stukket flere gange med en kniv.

Sagen har været efterforsket intensivt i de seneste dage med utallige vidneafhøringer og indhentning af videoovervågning for at få klarlagt hændelsesforløbet. Politiet har i den forbindelse mødt stor hjælpsomhed og velvillighed, ligesom flere borgere også skal have ros for den førstehjælp, som de ydede til det 24-årige offer midt i en handelsgade i Køge

Den 22-årige anholdte er blevet afhørt til sagen og vil onsdag kl. 14.15 blive fremstillet i grundlovsforhør i Retten i Roskilde som sigtet for drabsforsøg, subsidiært grov vold. Anklagemyndigheden vil begære grundlovsforhøret afholdt for lukkede døre af hensyn til den fortsatte efterforskning i sagen.

Arbejdsulykke – Nordhøj, Køge

Kl. 20.04 kørte politi og ambulance til et supermarked, hvor en medarbejder var komme til skade under kørsel med gaffeltruck. Den 39-årige mand var i gang med at arbejde på et udendørs lager, da skulle køre igennem en port, der var ved at køre op. Af uvisse årsager stoppede porten halvvejs, men gaffeltrucken kørte fremad og ind i den halvåbne port. Medarbejderen blev ramt på overkroppen og kom til skade, så han blev kørt til sygehuset i ambulance til behandling.

Politiet optog rapport om arbejdsulykken og orienterede Arbejdstilsynet om sagen. Myndighederne vil herefter sammen vurdere, om der er sket brud på arbejdsmiljøloven i forbindelse med ulykken, og om nogen skal stilles til ansvar for at det skete.

Biltyv kørte narkopåvirket i frakendelsestiden – Ringstedvej, Slimminge, Ringsted – Køge

Kl. 18.02 standsede færdselspolitiet en varebil, som en 26-årig mand fra Ringsted førte ad Ringstedvej gennem Slimminge, hvor han kørte hurtigere end tilladt og derfor blev standset.

Den 26-årige var i forvejen frakendt kørekortet og blev ved en narkometertest mistænkt for at være påvirket af opiater under kørslen.

Varebilens nøgler havde han taget fra bilejerens adresse og uden tilladelse, så politiet sigtede ham også for uberettiget kørsel i varebilen.

Den 26-årige blev kortvarigt anholdt i forbindelse med udtagelse af en blodprøve til nærmere undersøgelse for euforiserende stoffer, så han kan nu forvente at høre nærmere fra politiet, når sagerne mod ham skal afgøres.

Blufærdighedskrænkelse – Jernbanegade, Køge

Kl. 08.03 anmeldte en 56-årig kvinde fra Herfølge, at en fremmed mand havde krænket hendes blufærdighed, da han på stationsområdet havde gået meget tæt på hende. Herunder havde manden berørt hende et par gange på bagdelen, samtidig med at han spurgte hende om seksuelle ydelser.

Politiet har nu optaget en rapport om blufærdighedskrænkelse, hvor en mand ud fra kvindens signalement af krænkeren og hans fremgangsmåde allerede formodes at være identificeret. Videoovervågning fra stationsområdet kan yderligere bestyrke politiets mistanke mod den mistænkte, der senere vil blive afhørt til sagen.

Brandundersøgelse – Tornegården, Herfølge – Køge

Kl. 21.36 rykkede brandvæsnet ud til Tornegården på en privat adresse, da en 70-årig kvinde slog alarm på grund af røg i køkkenet.

Brandvæsnet fik hurtigt slukket den mindre brand, der dog nåede at forrette skader på en køkkenvæg bag en ovn.

Beboeren kom ikke til skade som følge af branden, som ifølge politiet formodes at være opstået i de elektriske installationer bag ovnen i køkkenet.

Dankort udleveret til svindler – Køge

Kl. 18.21 anmeldte pårørende til en 66-årig kvinde fra Køge by, at den 66-årige var blevet fuppet af en falsk bankmedarbejder og i den forbindelse havde udleveret sit dankort, som efterfølgende var blevet misbrugt til hævning af godt 5.000 kr.

En patrulje fik ved afhøring af den 66-årige klarlagt, at hun kl. ca. 16.35 var blevet ringet op af en mand, der havde udgivet sig for at være fra hendes bank. Opringningen skyldtes et forsøg på misbrug af den 66-åriges dankort, hvorfor et bankbud straks ville komme til hendes bopæl for at hente dankortet.

Under den næsten timelange samtale med den falske bankmedarbejder ringede det pludselig på døren, hvorefter den 66-årige udleverede sit dankort til det falske bankbud.

Det falske bankbud blev beskrevet som en mand, mellemøstlig af udseende, 30-40 år, almindelig af bygning, sort kort hår, iført sort tøj og sort vinterjakke. Han talte dansk og bar desuden et mundbind.

Den 66-årige anede efterfølgende uråd og kontaktede sin familie, som var behjælpelig med at få spærret hendes dankort, der dog allerede var blevet misbrugt til kontanthævningen.

Politiet har nu optaget en rapport om bedrageri i et forsøg på at få identificeret begge falske bankmedarbejdere.

Opfordringen fra politiet ved sådanne uventede telefonopkald er at få oplyst medarbejderens navn og bankafdeling, hvorefter telefonopkaldet afbrydes. Herefter foretages et kontrolopkald til bankens hovedtelefonnummer for at blive omstillet til den pågældende, hvilket i de fleste tilfælde vil afsløre svindelnummeret. Det samme gælder, såfremt en person udgiver sig for at være fra en myndighed, der ønsker at få personlige oplysninger udleveret eller få nogen til at foretage forskellige penge-transaktioner.

Færdselsuheld – Langelandsvej, Køge

Kl. 08.08 rykkede ambulancepersonale og politiet ud til et færdselsuheld på Langelandsvej, hvor en personbil frontalt var kørt ind i et træ.

Ambulancepersonalet var ved politiets ankomst i færd med at tilse en 35-årig mand fra Store-Heddinge, som efterfølgende blev bragt til skadestuen til kontrol for eventuelle skader.

Der var ingen andre trafikanter involveret i ulykken, der var sket, efter at den 35-årige var kørt i en lånt personbil ad Langelandsvej mod øst. I en venstrekurve var han af ukendt årsag fortsat ligeud, så han frontalt var kørt ind i et vejtræ i højre side af sin færdselsretning.

Den 35-årige var sluppet fra uheldet med diverse knubs, og politiet har i forbindelse med rapportoptagelsen indledningsvist sigtet ham for kørsel uden førerret i den lånte bil. Omstændighederne omkring hans rådighed over bilen undersøges nærmere for at kunne afgøre, hvorvidt bilejeren kan mistænkes for at have overladt føringen af bilen til en person, som ikke lovligt kunne være fører.

Færdselsuheld – Vestmotorvejen, Bjæverskov – Køge

Kl. 13.17 rykkede redningsberedskabet og politiet ud på Vestmotorvejen i det østgående spor mellem Salby rasteplads og sammenfletningen med Sydmotorvejen, idet to bilister var stødt sammen, så vragdele lå spredt ud over motorvejen.

Ingen var kommet til skade ved sammenstødet, der medførte spærring af begge vognbaner i østlig retning. En tilkaldt skiltevogn sørgede for af lede trafikken ad afkørsel 33 Vemmedrup under oprydningsarbejdet.

Uheldet var sket, da en 58-årig mand fra Hillerød kørte i vognbanen længst mod højre i en varebil med tilkoblet påhængskøretøj, hvorpå en beboelsesvogn blev transporteret.

En 48-årig mand fra Vejle kørte i overhalingssporet i en personbil og med højere hastighed end varebilen, men ramte ved passage af den 58-åriges vogntog det bageste hjørne af beboelsesvognen med højre side af personbilen.

En enkelt vognbane forbi uheldsstedet blev åbnet kl. ca. 14.40, men oprydningsarbejdet var først afsluttet kl. ca. 17.10, hvor det østgående spor atter var farbar.

Færdselsuheld / spirituskørsel (vanvidskørsel) mv. – bil beslaglagt – Højskolevej, Køge

Kl. 18.20 slog en beboer på Højskolevej alarm til politiet, da en bilist havde påkørt en parkeret varebil.

Politiet fik på uheldsstedet kontakt til en uskadt, men kraftigt spirituspåvirket, 43-årig mand fra Køge, som havde været fører af den involverede personbil.

Der var ikke andre trafikanter involveret i uheldet, der var sket, da den 43-årige var kørt i personbilen ad Højskolevej mod syd. Herunder havde han påkørt en parkeret varebil i højre side afvejen.

Politiet lod den 43-årige i forbindelse med en sigtelse for spirituskørsel puste i et alkometer, der indikerede, at han var påvirket af alkohol i en sådan grad, at alkoholkoncentrationen i hans blod kunne forvente at overstige to promille.

Den 43-årige kunne derfor mistænkes for at være omfattet af reglerne om såkaldt vanvidskørsel, hvorfor politiet beslaglagde hans personbil med henblik på senere konfiskation.

Efter udtagelse af en blodprøve og afhøring til sagen løslod politiet den 43-årige, som nu kan forvente at høre nærmere fra politiet, når analyseerklæringen fra blodprøven foreligger.

Sigtelsen for vanvidsspirituskørsel blev dog ikke den eneste sigtelse, som politiet præsenterede den 43-årige for, idet han umiddelbart efter løsladelsen nikkede en politibetjent en skalle.

Den handling medførte både en fornyelse anholdelse samt en sigtelse for vold mod politiet, inden han herefter blev anbragt i detentionen til afrusning for at undgå, at han kunne blive årsag til yderligere ulempe for nogen i det offentlige rum. Søndag morgen blev han løsladt uden fremstilling i grundlovsforhør, men kan nu forvente at blive indkaldt til et retsmøde i anledning af de to sigtelser inden for et par timer.

Grundlovsforhør – Hjemmerøveri – Køge

En 22-årig mand fra København vil torsdag middag blive fremstillet i grundlovsforhør i Retten i Roskilde som mistænkt for at have en rolle i et hjemmerøveri tirsdag den 7. februar 2023 tidligt på aftenen på en adresse i den vestlige del af Køge kommune.

En 45-årig mand var på sin bopæl blevet overfaldet og truet til at udlevere et kontant pengebeløb. Det var dog lykkedes offeret at flygte, så han kunne slå alarm til politiet kort efter.

Politiet har siden anmeldelsen efterforsket den alvorlige sag og fundet frem til den 22-årige, som kan mistænkes for at have en rolle i sagen.

Der kan ikke gives flere oplysninger om sagen af hensyn til den fortsatte efterforskning for at få afklaret, hvorvidt flere kan mistænkes for at have roller i hjemmerøveriet. Derfor vil grundlovsforhøret også blive begæret afholdt for lukkede døre.

Hashklump fundet ved shelter ved børnehave – Gymnasievej, Køge

Kl. 12.58 anmeldte personalet i en børnehave, at man ved et overdækket shelter havde fundet en pose med formentlig en lille klump hash efterladt. Posen med indhold var blevet efterladt i løbet af weekenden fra fredag aften til mandag formiddag, hvor personalet havde fundet den.

Politiet fik overdraget posen, der viste sig at indeholde to gram hash, som politiet har taget med som hittegods og for at undersøge muligheden for at finde frem til ejeren.

Kraftig lugt i industriområde – Værkstedvej, Køge

Kl. 20.10 rykkede det lokale redningsberedskab og politiet ud til et industriområde omkring Værkstedsvej og Unionsvej, hvorfra en kraftig ammoniaklugt bredte sig ud i området.

Området blev afspærret, og nogle lastbilchauffører inden for det afspærrede området fik midlertidig ophold i en tilkaldt bus. Beboere i området blev også kontaktet og vejledt om at forblive indendørs samt holde vinduer og døre lukkede.

Årsagen til ammoniaklugten blev undersøgt nærmere og blev til sidst, hvor lugten var aftaget væsentligt, lokaliseret til området ved nogle henstillede lastbiler, hvor et formodet udslip kan have været årsagen.

Ingen personer kom til skade som følge af udslippet, så undersøgelserne i området blev indstillet omkring midnat.

Det lokale redningsberedskab vil formentlig følge op på sagen onsdag og undersøge det konkrete område nærmere for at finde den eksakte årsag til udslippet.

Borgere kan derfor ved færden eller ophold i området måske fortsat ane en kraftig lugt, som dog vurderes ikke at være sundhedskadelig.

Mænd med skydevåben – Københavnsvej, Køge

Kl. 20.36 fik politiet en anmeldelse om, at flere mænd var set med skydevåben ved nogle køretøjer på Københavnsvej i Køge

Flere patruljer kørte hurtigt til området, men kunne dog hurtigt afblæse alarmmeldingen, fordi der blot var tale om hjemmeværnet på øvelse. I den forbindelse havde hjemmeværnspersonalet med skydevåben benyttet køretøjer med deres logo på i området omkring hjemmeværnsgården på Københavnsvej.

Narko-/spirituskørsel – Ingridsvej, Ejby, Kirke-Hyllinge – Lejre

Kl. 18.34 blev en personbil på Ingridsvej standset med henblik på rutinemæssig kontrol af føreren og køretøjet.

En 26-årig mand fra Kirke-Hyllinge var fører af personbil, og han deltog i både en alkometer- og narkometertest, som begge gav udslag for påvirkning af både alkohol og narkotika.

Politiet sigtede den 26-årige for både spiritus- og narkokørsel, hvorefter han i forbindelse med en kortvarig anholdelse fik udtaget blodprøver til undersøgelse for netop alkohol og euforiserende stoffer. Han vil høre nærmere fra politiet, når analyseerklæringerne foreligger.

Narko-/spirituskørsel i stjålet bil og uden kørekort – Køge Bugt Motorvejen, Greve

Kl. 19.43 standsede politiet en personbil, som en 46-årig mand fra Fyn førte ad Køge Bugt Motorvejen mod nord ved Greve.

Den 46-årige havde ikke noget kørekort og blev efter en narkometertest mistænkt for at være påvirket af cannabis under kørslen.

Bilen tilhørte ikke den 46-årige, som også blev sigtet for uberettiget kørsel i den, fordi han uden bilejerens tilladelse havde taget bilnøgler og efterfølgende kørt i bilen uden ejerens tilladelse.

Den 46-årige fik i forbindelse med en kortvarig anholdelse udtaget en blodprøve til nærmere undersøgelse for euforiserende stoffer, så han vil høre nærmere fra politiet, når analyseerklæringen foreligger.

Narkobilist uden kørekort til vogntoget – Køge Bugt Motorvejen, Karlslunde – Greve

Kl. 20.44 anholdt færdselspolitiet en 26-årig mand fra Odense i forbindelse med en sigtelse for narkokørsel, da han som fører af en varebil med en større påhængsvogn tilkoblet var kørt ad Køge Bugt Motorvejen i sydlig retning.

En narkometertest havde nemlig indikeret, at den 26-årige kunne være påvirket af kokain under kørslen med vogntoget, der krævede et kørekort med tilladelse til kørsel med en stor påhængsvogn. Et sådan kørekort havde den 26-årige ikke, hvorfor han også blev sigtet for den manglende kørekortkategori til vogntoget.

Politiet løslod den 26-årige, efter at han havde fået udtaget en blodprøve til nærmere undersøgelse for euforiserende stoffer.

Narkokørsel – Køge Bugt Motorvejen, Karlslunde, Greve

Kl.01.44 sigtede og anholdt politiet en 30-årig lokal mand for narkokørsel, da han blev stoppet i bil på Køge Bugt Motorvejen ved Karlslunde Rasteplads. En test med narkometeret viste positiv for kokain, men føreren nægtede at være påvirket. Han fik udtaget en blodprøve, hvorefter han blev løsladt. Nu er det op til analysen at afklare, om den 30-årige havde ulovlige stoffer i blodet under kørslen.

Spirituskørsel – Ejby Strandvej, Ejby, Kirke-Hyllinge – Lejre

Kl. 18.32 sigtede politiet en 43-årig mand fra Kirke-Hyllinge for spirituskørsel i den personbil, som han førte ad Ejby Strandvej, da alkometertesten viste over den tilladte påvirkning af alkohol.

Den 43-årige fører fik i forbindelse med en kortvarig anholdelse udtaget en blodprøve til nærmere undersøgelse for alkohol.

To hurtige bilister – Køgevej, Ringsted

Færdselspolitiet var igen en tur på Køgevej for at måle bilisternes hastighed på den del af Køgevej, som er beliggende i tættere bebygget område og derfor med en højst tilladt hastighed på 50 km/t.

En 58-årig mand fra Vejle-området blev kl. 17.15 målt til at køre mindst 84 km/t i en varebil i vestlig retning ad Køgevej. Han blev sigtet for hastighedsovertrædelsen og kan nu forvente en bøde på 4.800 kr., et bidrag til Offerfonden på 500 kr. samt en påstand om betinget frakendelse af kørekortet.

Kl. 18.10 blev en 37-årig mand fra Slagelse målt til at køre mindst 69 km/t i vestlig retning i en personbil, hvorefter han blev sigtet for både hastighedsovertrædelsen og kørsel i frakendelsestiden, idet han viste sig i forvejen at være frakendt kørekortet indtil 2025.

Begge sigtede bilister kan nu forvente at høre yderligere fra politiet i nærmeste fremtid.

To stjålne knallerter fundet – Dalgasvej, Køge

Kl. 00.17 fik politiet en henvendelse fra en beboer, der havde set to maskerede mænd med en boltsaks forlade en beboelsesejendom på Dalgasvej.

Politiet kørte til området med en hundepatrulje for at lede efter de to mænd, hvis spor en tjenestehund kunne følge ad en sti i området i retning mod Fasanvej.

Undervejs fandt politiet en stjålet knallert, som blev sikret med henblik på udlevering til rette ejer.

Under den fortsatte søgning i området ved Fasanvej fandt politiet endnu en knallert, der ligesom den første også havde fået opbrudt tændingslåsen. Også denne knallert blev sikret med henblik på udlevering til rette ejer.

Eftersøgningen efter de to maskerede mænd blev indstillet kl. ca. 02.00, da det ikke var lykkedes politiet at finde frem til dem.

Politiet hører dog gerne fra personer, der måtte have set de to mænd på flugt i området. Kontakt politiet på tlf. 114 med oplysninger i sagen.

Uorden ved værtshus afslørede økse i rygsæk- Havnen, Køge

Kl. 21.18 var der opstået lidt uorden mellem to mænd ved et værtshus på Havnen i Køge, så politiet rykkede ud til stedet.

Det viste sig, at en strid mellem en 28-årig mand fra Finland og en 48-årig mand fra Tureby havde medført lidt tumult, men dog uden at politiet fandt grundlag for at sigte nogen af de to for den uorden.

Den 28-årige medbragte dog en rygsæk, hvori politiet fandt ham i besiddelse af en ca. 35 lang økse. Da han ikke havde noget anerkendelsesværdigt formål at bruge øksen til ved værtshuset, sigtede politiet ham for overtrædelse af våbenlovgivningen og beslaglagde øksen som bevis.

Den 28-årig anerkendte beslaglæggelsen af øksen og oplyste spontant, at han ikke var klar over, at en økse ikke måtte medbringes under disse omstændigheder i Danmark. Han kan senere forvente at modtage en bøde som afgørelse på sagen.

Indbrud i Perioden

Antilopevej, Lille-Skensved, Køge
Diget, Køge
Karlemosevej, Køge
Sønderbjerg, Valløby, Køge