Køge Eventyrland – en ide fødes.
For 1 år siden sad Camilla og Morten Bonavent derhjemme efter en god efterårsferie og havde tilbragt 10 skønne dage med deres 3 børn. Dejligt vejr men et besøg i en forfalden forlystelsespark blev husket.
“Det kan selv vi gøre bedre” sagdeCamilla og Morten Bonavent næsten samtidigt, og det var starten på en aften hvor de blev enige om at hvis de skulle lave en forlystelsespark, så skulle det være snart, inden de blev for gamle, og mens de stadig havde gåpåmod og initiativ som de har haft de sidste 20 år. Camilla og Morten Bonavent er 39 og 45 år på tidspunktet og har børn på 9, 12 og 15 år.

“Vi vidste at der skulle være labyrinter – vi elsker labyrinter og vi elsker spil, så de mange besøg i diverse sommerlande og legeparker vi har haft over årene med mindre børn var pludselig en stor inspirationskilde til hvordan vi kunne udføre vores drøm: En legepark, med glade mennesker i alle aldre, hvor vi selv kunne tænke os at komme.” skriver Camilla og Morten Bonavent på deres Facebook-side.

Navnet og temaet kom først en måneds tid senere og så kunne de pludselig se alle mulighederne.

“Eventyr! Nu er vi ikke helt almindelige – så den legepark vi vil lave, skal heller ikke være helt som de andre.
Der skal opfindes nye ting og udnyttes at vi er glade for spil og konkurrencer, så legelandet skal slå bro over det kendte, og udforske nye måder at få børnene til at elske eventyr i alle afskygninger. Derfor vil gameification gennemsyre vores setup, så man gennem spil kan lege, lære, udforske og få håneretten, når man vinder over hinanden i forskellige discipliner.”

Deres to-do liste blev hurtigt fyldt op med mulige forlystelser. Alt efter hvad der vil være muligt, har de en liste på 50 forlystelser, bl.a. nedenstående:

– Alice i Eventyrland Mega-labyrint
– Rapunzel blind-labyrint
– Junglebogens Junglestier
– H.C. Andersen 18 udvalgte eventyrgolf-baner udformet som en svane set oppefra.
– Mooncar-bane
– Svævebaner
– Troldeby labyrint
– Indendørs klatrevæg
– Indendørs 9D-film
– Indendørs escape-room
– 30 udendørs Megaspil
– Sansehave

Camilla og Morten Bonavent vil rigtig gerne se flere på deres Facebook-side og vil meget gerne høre fra andre, hvad de kunne tænke sig at opleve. Se deres side lige her.

Foto: ABW