Fra i morgen kan man igen betale med kontanter i busser og Flextrafik – men gør brug af de digitale løsninger, hvor du kan.

Pressemeddelelse

31. august 2021

Movia genindfører kontanter i busser og Flextrafik

Fra i morgen kan man igen betale med kontanter i busser og Flextrafik – men gør brug af de digitale løsninger, hvor du kan.

Copyright: Movia Foto: Ulrik Jantzen

Nu bliver det igen muligt at købe en kontantbillet i de sjællandske busser og i Flextrafik. Movia genindfører som planlagt muligheden for at betale med kontanter i busser og i Flextrafik fra 1. september. Movia, som er Danmarks største mobilitetsselskab, opfordrer samtidig kunderne til at holde fast i de mange gode vaner fra under coronakrisen og fortsætte med at betale billetten digitalt så vidt muligt. Opfordringen kommer for at vise hensyn til chauffører og medarbejdere i de sjællandske busser og flexbiler.

“Fra i morgen tager vi igen imod kontanter i vores busser, lokaltog og Flextrafik. Det er vi glade for, men vi vil også gerne minde om at holde fast i de gode vaner, og betale digitalt, hvis man kan”, siger Camilla Struckmann, der er direktør for Kommerciel og Kunder i Movia.

Med kontanternes tilbagetog i busser og flextrafik bliver alt som før. I busserne betyder det, at man som kunde skal være opmærksom på, at buschaufføren alene kan give tilbage op til nærmeste 100 kr. Reglen er til for at værne om et trygt arbejdsmiljø for chaufførerne.

I flextrafikken tager chaufførerne kun imod lige penge. Siden der sidst blev taget imod kontanter i flextrafikken har Movia indført en abonnementsordning, så man kan bestille sine flexture på telefon, som man plejer, men betale for sin kørsel pr. faktura en gang om måneden.

Movia gør i øvrigt opmærksom på, at der løbende udføres billetkontrol i alle Movias busser. Man skal have gyldig billet, inden man stiger ombord, og fra 1. september vil Movias billetkontrollører også igen tage imod forevisning af ID.