Kl. 23.31 fik politiet en henvendelse fra en buschauffør om, at en bil kørte rundt på fortovet på p-pladsen ved togstationen. Ved politiets ankomst til stedet havde bilen ramt en lygtepæl og et vejskilt, som var blevet revet op af jorden og befandt sig under den forulykkede bil. Føreren af bilen var en 32-årig mand fra Greve, som blev anholdt og sigtet for spirituskørsel, idet han blev skønnet påvirket af spiritus under kørslen på p-pladsen. Påkørslen af den ene lygtepæl bevirkede, at lyset i flere andre lygtepæle var gået ud. Ingen andre trafikanter var impliceret i uheldene, og den 32-årige, der var faret vild på sin vej retur mod bopælen og endt på p-pladsen, blev løsladt efter udtagelse af en blodprøve til nærmere undersøgelse for alkohol. Han vil derfor høre nærmere fra politiet, når blodprøven er blevet analyseret.