»Min mor var besat« er et stykke vigtig danmarkshistorie om den generation af kvinder, der trods begavelse og store drømme blev husmødre før kvindekampen slog igennem, og om de børn der voksede op i et miljø hvor de borgerlige normer var vigtigere end børnenes trivsel.

I november 2016 døde forfatteren Peter Øvigs mor. Allerede samme dag besluttede Peter Øvig, at han ville skrive en bog om sin deprimerede mor. Også bogens titel stod lysende klar for ham: Min mor var besat. Hør ham i samtale med Esben Hansen, kulturformidler ved KøgeBibliotekerne , hvor han fortæller sin historie om at vokse op som barn af en psykisk syg, ligesom han giver et billede af de mange andre traumatiske hemmeligheder bag de pæne facader i barndommens parcelhuskvarter.

Da han under sit arbejde med bogen fik adgang til sin mors psykiatriske journaler, røg han selv ind i en alvorlig depression og måtte til sidst indlægges på en lukket, psykiatrisk afdeling. Efter syv elektrochok, havde han ændret syn på sin mor.

»Min mor var besat« er en stærkt personlig beretning om at skifte syn på psykisk sygdom og psykiatri, på sin mor og sig selv.

Peter Øvig Knudsen (f. 1961) har modtaget Cavling prisen, Læsernes Bogpris, Den Berlingske Journalistpris, Montanas Litteraturpris samt prisen for Årets Historiske Bog fra Dansk Historisk Fællesråd for de to bøger om Blekingegadebanden. »Min mor var besat« udkom i 2019.

Foredraget er arrangeret af FOF Køge Bugt og KøgeBibliotekerne. Torsdag d. 26. november 2020 på Køge Bibliotek.

Læs mere her

Foto: ABW