Her kan du se de uddrag af den seneste politirapport, der omhandler Køge i tidsrummet 2023/06/07 til 2023/06/19.

Brand i båd – Kystvejen, Strøby Egede, Køge – Stevns

Kl. 21.24 fik politiet via alarm 112 melding om, at der var brand i en båd på vandet og ca. 200 meter fra kysten ved Kystvejen i Strøby Egede.

Politiet fik i samarbejde med Forsvarets redningstjeneste klarlagt, at en 49-årig mand fra Store-Heddinge selv havde rettet henvendelse dertil i anledning af en mindre brand i den båd, som han og tre andre familiemedlemmer befandt sig i.

Ingen af dem var kommet til skade ved branden i nogle elektriske installationer, så der var kommet en del røg. De havde selv slukket branden med en brandslukker, men branden betød, at båden ikke kunne sejle videre.

Andre sejlere kom de nødstedte til undsætning og fik i samarbejde med redningsberedskabet slæbt båden i havn. Bådføreren blev testet for eventuel alkoholpåvirkning, men var ædru, så politiet foretog sig ikke yderligere i sagen, da alle var kommet sikkert og uskadte i land.

Crosser stak af – Køgevej, Ringsted

Kl 22.27 var færdselspolitiet i Ringsted for at måle hastighed med laseren. En 17-årig lokal ung mand kom kørende på en crosser, der blev målt til 62 km/t mod de tilladte 30 km/t. Den unge mand havde dog ikke lyst til at snakke med politiet, så han kørte væk ad stierne i området. Optagelserne fra færdselspolitiets videobil gjorde dog, at det var muligt at finde ud af, hvem der ejede crosseren og ved kontakt til adressen, valgte den mandlige beboer i huset at ringe til sin søn og bede ham komme hjem og ordne sine udeståender med politiet.

Det var anden gang, at den 17-årige kørte på en ulovlig knallert. Cross-maskinen blev derfor beslaglagt, hvad den unge mand ikke protesterede over.

Efterlyst mand slog togpassager – Karlsvognen, Køge

Kl. 21.32 slog DSB-personale alarm til politiet, fordi to gæster var røget i slagsmål med hinanden, da toget var på vej fra København til Køge Nord-station. Det viste sig, at en 40-årig mand fra Strøby havde siddet i togets stillekupe, da en spirituspåvirket og højrøstet mand med to ølflasker i hænder var kommet ind. Den 40-årige havde bedt manden om at dæmpe sig, hvilket medførte, at den 40-årige fik hældt øl ud over sig og efterfølgende slået flere gange i hovedet.

Den 40-årige satte sig til modværge og tilbageholdt den voldelige mand, indtil DSB-personalet fik adskilt og beroliget parterne.

Der var tale om en 28-årig mand uden fast bopæl, som blev anholdt og sigtet for grov vold mod den sagesløse passager.

Den 28-årige blev afhørt til sagen, men forblev efterfølgende frihedsberøvet, idet han var efterlyst af Københavns Politi som udeblevet fra afsoning af tre måneders fængsel for besiddelse af euforiserende stoffer.

Politiet afleverede ham i arresthus, så afsoningen af frihedsstraffen kunne begynde. Overfaldet i toget vil senere få et strafferetligt efterspil for den 28-årge.

Forulykket bil på tværs af vejen – Ørningevej, Borup – Køge

Kl. 03.03 fik politiet en anmeldelse fra en lokal beboer om, at en forulykket bil holdt på tværs af Ørningevej, så anmelderen ikke kunne komme helt hjem efter arbejde. En mand var set gå fra stedet.

Politiet kørte til stedet med et par patruljer, herunder en hundepatrulje, og fandt en forulykket bil uden nogen personer i. Der var ikke tegn på, at nogen var kommet til skade.

Hundepatrulje ledte efter den mand, som var set forlade området, og fik kontakt til en spirituspåvirket mand, som dog ikke havde nogen bilnøgle på sig. Han svarede dog til beskrivelse af den mand, som anmelderen havde set, hvorfor politiet ønskede yderligere oplysninger om ham.

Manden nægtede at oplyse sin identitet, hvorfor han blev frihedsberøvet både på grund af sin spirituspåvirket og for at få ham identificeret.

Under politiets videre arbejde i området traf politiet også en løbende, 40-årig mand fra Sydsjælland, som ifølge egne oplysninger ikke kendte noget til den forulykkede bil og blot var ude på en morgenløbetur. Han kunne ikke umiddelbart mistænkes for noget i relation til bilen og fik lov til at fortsætte sin løbetur.

Den anholdte mand i forbindelse med transporten til politistationen så sur, at han ødelagde en rude i patruljebilen, hvilket straks medførte en sigtelse for hærværk.

Til sidst fik politiet identificeret den anholdte som en 36-årig mand fra Rødvig Stevns, som viste sig at være efterlyst som udeblevet fra et retsmøde i fogedretten i Roskilde.

Efter et lægetilsyn sov den 36-årige rusen ud i detentionen, inden han fredag formiddag vil blive afleveret i fogedretten.

Politiet arbejder videre med sagen om den forulykkede bil og prøver via bilejeren at få klarlagt, hvorvidt bilen måtte være blevet stjålet, idet ingen af de to mænd, som politiet traf i området, havde nogen direkte relation til bilen og dens ejer.

Færdselsuheld – Borupvej, Borup, Køge

Kl 17.27 kørte en 59-årig mand fra Ringsted mod øst, da han i krydset ved Ebbeskovvej ramte en 12-årig dreng på cykel, der ved uheldet kom alvorligt til skade. Politiet kørte frem med flere køretøjer og der blev også sendt en lægebil og ambulance. Der blev samtidigt også tilkaldt bilinspektør til at undersøge ulykken nærmere. Drengen blev kørt til behandling på sygehuset.

Færdselsuheld – Brogade / Fændediget, Køge

Kl. 15.59 var en bilist og en cyklist stødt sammen i krydset Fændediget – Brogade i Køge, men ingen af parterne var tilsyneladende kommet til skade.

Det viste sig, at en 28-årig mand fra Herfølge kørte på el-cykel ad Fændediget mod vest og videre rundt i svinget ved Brogade for at fortsætte ad Brogade mod syd.

Samtidig kørte en 81-årig kvinde fra Karise i en personbil ad Brogade mod syd og ind i cyklisten ved hans passage af Brogade.

Politiet har optaget rapport om sammenstødet ud fra en mistanke om, at færdselslovens vigepligtsbestemmelser kan være blevet overtrådt i vejkrydset.

Færdselsuheld – Københavnsvej, Ølby, Køge

Kl. 14.17 fik politiet via alarm 112 melding om et færdselsuheld på Københavnsvej i Ølby, hvor biler skulle være impliceret, og hvor en person måske var kommet alvorligt til skade.

Politiet afspærrede i anledning af uheldet Københavnsvej på strækningen mellem Egedesvej og Ølsemaglevej, idet et par af de implicerede biler holdt på tværs af vejen.

En mandlig fører af en varebil var ikke kontaktbar og blev i en ambulance bragt til sygehuset til undersøgelse og fornøden behandling.

Da en alvorlig tilskadekomst ikke kunne udelukkes i den indledende fase af politiets undersøgelser af uheldet, blev en bilinspektør tilkaldt til at undersøge de implicerede køretøjer og uheldsstedet.

Den foreløbige konklusion af hændelsesforløbet blev oplyst til, at en 69-årig mand fra Køge i en varebil kørte ad Københavnsvej mod syd. Ifølge en 38-årig mandlig bilist fra Køge, der kørte lidt bag den 69-årige, bemærkede, at den 69-årige så dårlig ud og herunder påkørte en parkeret bil på højre side i kørselsretningen.

Den 69-åriges bil fortsatte herefter med lav hastighed ud på de sydgående vognbaner med retning mod de modkørende bilister, hvorefter den 38-årige bilist snarrådigt med sin splinternye bil kørte ind foran den 69-årige for at bremse hans bil ned og med advarende lyssignaler til de modkørende om den farlige situation.

De to bilister stødte sammen og standsede først på tværs af Københavnsvej i den østlige side af vejen.

Den 38-årige tog kontakt til den 69-årige, der var ukontaktbar og straks fik livreddende førstehjælp, indtil ambulancepersonale ankom til stedet.

Politiet fik klarlagt, at den 69-årige ikke havde pådraget sig skader som følge af påkørslen af den parkerede bil, men formentlig et ildebefindende var årsag til uheldet.

Politiet har optaget rapport om ulykken og samtidig indstillet den snarrådige, 38-årige bilist til en dusør på grund af hans handlinger for bl.a. at undgå frontale sammenstød og den akutte hjælp til den 69-årige.

Den 69-årige blev indlagt på sygehuset i anledning af sit ildebefindende og fik rutinemæssigt udtaget en blodprøve til undersøgelse af, om han måtte være påvirket af alkohol eller andre medikamenter under kørslen. Hans pårørende er underrettet om ulykken og indlæggelsen.

Færdselsuheld – Køge Bugt Motorvejen, Køge

Kl. 15.03 var to varebiler stødt sammen på Køge Bugt Motorvejen i det sydgående spor lige før udfletningen til Syd- og Vestmotorvejen. Ingen var kommet til skade.

Det viste sig, at en 52-årig mand fra Kolding for sent opdagede, at bilisterne foran ham i vognbanen nærmest midten var standset. Han påkørte derfor bagenden af en anden varebil, som en 19-årig mand fra Borup var fører af.

Sammenstødet medførte en trafikophobning, indtil de to varebiler var blevet bugseret ind i nødsporet, men kl. ca. 15.40 var alle spor igen farbare på motorvejen.

Færdselsuheld – Køge Bugt Motorvejen, Solrød

Kl 13.25 skete der et uheld, da to personbiler stødte sammen sydgående på motorvejen. På grund af kø måtte en 27-årig kvinde fra København standse brat op, og det førte til, at en bagvedkørende bil ført af en 43-årig kvinde fra Møn ramte op bag i kvindens bil. To vognbaner blev spærret i forbindelse med uheldet og det skabte en del kø på motorvejen.

Færdselsuheld – Ringstedvej / Parkvej, Køge

Kl. 10.06 var to bilister stødt sammen i det lysregulerede vejkryds Ringstedvej – Parkvej i Køge, uden at nogen af parterne var kommet til skade.

Det viste sig, at en 50-årig mand fra Køge i en personbil var kørt ad Ringstedvej mod vest frem til krydset ved Parkvej, hvor han ville svinge til venstre ad Parkvej.

Under svingningen var han standset i midten af krydset, men påkørte i forbindelse med den fortsatte svingning venstre side af en modkørende personbil, som en 20-årig mand fra Vordingborg førte ad Ringstedvej mod øst.

Politiet har optaget rapport om sammenstødet ud fra en mistanke om, at færdselsloven kan være blevet overtrådt.

Færdselsuheld – Vestmotorvejen, Køge

Kl 19.10 kom en 30-årig mand fra Fyn kørende, da han af ukendte årsager skred ud og mistede herredømmet over køretøjet. Bilen ramte midterautoværnet og standsede i nødsporet. Der skete ingen personskade og kun mindre skade på bilen.

Hurtige knallerter – Møllemarksvej, Herfølge, Køge

Kl 23.09 standsede en motorcykelbetjent en 15-årig og en 16-årig dreng, der på stierne kørte på hver deres knallert, der tilsyneladende kunne køre væsentligt hurtigere end de 30 km/t. Politiet vil nu kontrollere på rullefelt, hvor stærkt de to knallerter kan køre, hvorefter de to unge vil høre nærmere.

Høj fart – Køge Bugt Motorvejen, Greve

Kl 00.44 standsede færdselspolitiet en 30-årig mand på vej mod nord, efter at han havde kørt 177 km/t hvor højeste hastighed er 110 km/t. Føreren kan nu se frem til en frakendelse af kørekortet.

Indbrudstyv anholdt – Nylandsvej, Køge

Kl. 00.27 slog en 27-årig kvinde alarm, da hun var vågnet på grund af larm og lyden af en persons rumsteren på en privat adresse på Nylandsvej, hvor hun havde sovet.

Flere patruljer, herunder en hundepatrulje, blev sendt til stedet, hvor der var tydelige spor efter opbrydning af et vindue.

Hundepatruljens hunde fik hurtigt fært, der førte hen til en 53-årig mand fra København, som opholdt sig i nærheden og i øvrigt ikke rigtig kunne redegøre for sin færden på dette sted på dette tidspunkt under besiddelse af indbrudsværktøj. Manden havde tilsyneladende ikke nået at stjæle noget.

Den 53-årige blev anholdt i forbindelse med sigtelse for forsøg på indbrud, men løsladt efter afhøring til sagen, da grundlaget for fremstilling i grundlovsforhør efter nøje vurdering ikke fandtes at være til stede. Sagen vil dog senere få et retsligt efterspil for ham.

Mand kravlede ind ad vindue – Kildebjergs Agre, Bjæverskov – Køge

Kl. 03.08 fik politiet en henvendelse fra en opmærksom borger, som undrede sig over, at en mand kravlede ind ad et vindue på en privat adresse på Kildebjergs Agre i Bjæverskov.

Politiet kørte hastigt til stedet ud fra en mistanke om, at der kunne være tale om en indbrudstyv, men det viste sig at være et legalt forhold.

En 19-årig mand fra Køge havde kravlet ind ad vinduet for ikke at støje så meget, at børn på adressen blev vækket, hvilket blev bekræftet af øvrige tilstedeværende på adressen. Politiet fandt derfor ikke grundlag for at foretage yderligere i anledning af anmeldelsen.

Motorcyklist forbrændt efter brand i MC – Sydmotorvejen, Køge

Kl. 17.07 brød en motorcykel, som en 67-årig mand fra Vordingborg førte i sydlig retning på Sydmotorvejen, pludselig i brand under kørslen.

Føreren standsede i nødsporet, men der var i samme forbindelse gået ild i hans bukser, så den 67-årige blev forbrændt. Han fik efterfølgende hjælp fra andre trafikanter på stedet.

Brandvæsnet fik tilkaldt en ambulance, så motorcyklisten kunne indbringes til et sygehus til fornøden behandling for brandskader på især det ene ben. Efter en undersøgelse på skadestuen blev den 67-årige indlagt på et sygehus i København til særlig behandling for sine brandskader.

Branden fra motorcyklen bredte sig til det tørre græs i rabatten ved nødsporet, men brandvæsnet fik hurtigt både naturbranden og branden i motorcyklen under kontrol.

Trafikken på motorvejen var helt stoppet under brandslukningsarbejdet, men kl. ca. 17.35 blev der åbnet op for trafikkøen, der var opstået i det sydgående spor. Hvorfor branden opstod i motorcyklen, har politiet ingen konkrete oplysninger om.

Mulig personpåkørsel – Ivar Huitfeldtsvej, Køge

Kl. 17.16 blev togdriften på og ved Køge station standset, efter at der var modtaget informationer om, at en kvinde var set løbe ved jernbanesporet og måske kunne være blevet påkørt af en regionaltog.

Politiet gennemførte i samarbejde med DSB en omfattende undersøgelse af en længere strækning omkring Køge station for at finde ud af, om nogen personer kunne være blevet påkørt af regionaltoget. Toget havde kørt med ca. 60 km/t, da en yngre kvinde var blevet set tæt på toget.

De standsede tog blev alle gennemgået af politiet for at lede efter den yngre kvinde, ligesom banearealet ved Køge station blev gennemgået.

Ingen af steder fandt politiet den mistænkte, yngre kvinde og heldigvis heller ikke nogen indikation på, at nogen var blevet påkørt af et tog.

Kort før kl. 19.00 kunne togdriften ved Køge station normaliseres, da eftersøgningen blev afsluttet uden at have fundet nogen, der måske kunne drages til ansvar for særdels uhensigtsmæssig og ulovlig færden ved jernbanesporene.

Påvirket bilist – Bådehavnen, Køge

Kl 08.25 standsede en patrulje en personbil ført af en 38-årig lokal mand, da der var mistanke om, at han var påvirket af euforiserende stoffer. Manden nægtede at have indtaget noget, han ikke måtte, men det vil en blodprøve nu afgøre.

Social dumping-indsats – Roskilde / Jyllinge / Køge

Udlændingeafdelingen hos Midt- og Vestsjællands Politi rykkede sammen med Skattestyrelsen ud på forskellige arbejdspladser inden for bygge- og anlægsbranchen for at kontrollere, hvorvidt ulovlig arbejdskraft måtte være beskæftiget.

I Jyllinge traf politiet og Skattestyrelsen ca. 20 udlændinge fra Polen og Litauen på en arbejdsplads, men politiet fandt ikke anledning til at gribe ind. Dog var en mand fra Polen efterlyst af politiet til afhøring i en færdselssag, hvilket blev klaret på stedet.

Næste kontrol foregik i Køges nordlige bydel, hvor der på en arbejdsplads blev truffet syv udenlandske arbejdere fra hhv. Syrien og Litauen. Alle havde orden i deres papirer og tilladelser, så politiet fandt ikke grundlag for at foretage yderligere.

To kontroller blev i løbet af eftermiddagen gennemført i Roskilde by, men myndighederne traf ikke nogen på den ene adresse. På den anden adresse traf politiet en polsk mand, der var efterlyst af politiet i en sag, hvor han skulle fremvise et kørekort. Det blev klaret på stedet, og politiet foretog sig i anledning af kontrollen ikke yderligere over for den polske mand, der havde orden i sine papirer.

Kontrollerne var et led i myndighedernes generelle indsats mod social dumping i Danmark.

Spritbilist kørte frem mod flere røde lys – Gammel Lyngvej / Københavnsvej / Lyngvej, Køge

Kl. 21.51 bemærkede en patrulje en bilist, der kørte ad Gammel Lyngvej i østlig retning frem til lyskrydset ved Københavnsvej, hvor bilisten kørte over rødt lys, da politiet kort forinden havde tændt for blåt udrykningslys for at standse bilisten.

Bilisten fortsatte sin kørsel ad Københavnsvej mod syd frem til lyskrydset ved Lyngvej, hvor bilisten trods rødt lys i lyssignalerne svingede til højre ad Lyngvej mod vest.

På Lyngvej lykkedes det politiet at standsede den pågældende bilist, som viste sig at være en 34-årig mand fra Slagelse, der var kørende i en polsk registreret bil.

Da en alkometertest afslørede påvirkning af alkohol over det tilladte, blev den 34-årige kortvarigt anholdt i forbindelse med en sigtelse for spirituskørsel og udtagelse af en blodprøve til nærmere undersøgelse for alkohol. Den 34-årige blev også sigtet for to gange at have kørt frem mod rødt lys i de pågældende lyskryds, så han kan nu afvente analyseerklæringen fra den udtagne blodprøve, før han hører nærmere fra politiet om sagens videre forløb.

Stjålet knallert – Køgevej, Ringsted

Kl 21.35 var færdselspolitiet forbi Ringsted og standsede i den forbindelse en 42-årig lokal mand, der kom kørende på knallert. Han havde ikke styrthjelm på, der var ikke tegnet forsikring og så var knallerten desuden meldt stjålet. Manden sigtes nu for alle forholdene.

Telefonsvindlere på spil – Bjæverskov, Køge / Tune, Greve

Kl. 10.50 anmeldte pårørende til en 77-årig kvinde fra Bjæverskov, at den 77-årige tirsdag eftermiddag var blevet ringet op af en fremmed kvinde, der havde præsenteret sig som medarbejder i banken Nordea.

Den falske bankmedarbejder oplyste, at den 77-åriges kreditkort var blevet misbrugt, så det straks skulle udskiftes, og hun overtalt den 77-årige til at ville udlevere kortet og PIN-koden.

Kort efter ankom en 40-50-årig mand, mørkt mellemlangt hår, iført lange bukser og T-shirt for at hende kortet, som blev udleveret som aftalt.

Kreditkortet var efterfølgende blevet misbrugt til tre uberettigede kontanthævninger til en samlet værdi af 22.000 kr. i løbet af aftenen og først på natten.

Anden anmeldte om et forsøg på svindel kom kl. 18.16 fra en 63-årig kvinde fra Tune, som ca. 45 minutter tidligere var blevet ringet op af en kvinde, der havde præsenteret sig som medarbejder i Nordeas Serviceafdeling.

Den falske bankmedarbejder oplyste, at der var hævet et beløb til et amerikansk firma, hvilket den 63-årige benægtede, at det var sket. Samtalen fortsatte dog med, at en mand ville komme til den 63-åriges adresse for at hente kortet, hvis PIN-kode skulle oplyses. Der opstod nu en diskussion mellem parterne om, at der var tale om et svindelnummer, da det pludselig bankede på døren.

Den 63-årige afbrød derfor samtalen og lukkede døren op for en 25-30 årig mand, mørk i huden, hageskæg, iført sort T-shirt, sorte sportsshorts og hvide kondisko. Manden, der havde mundbind for ansigtet, blev konfronteret med, at der var tale om et svindelnummer, og at hun ville tage et foto af ham.

Manden flygtede herefter fra stedet uden noget kort og med den 63-årige bagefter på en kortere strækning, inden manden forsvandt ud af syne. Den 63-årige led derfor ikke noget tab, da hun gennemskuede det falske opkald.

Politiet undersøger nu begge sager, der i fremgangsmåden ligner adskillige øvrige anmeldelser om telefonsvindel fra personer, der udgiver sig for f.eks. at være bankpersonale. Oplys aldrig personlige oplysninger, og lav et kontrolopkald til den pågældende medarbejder via et hovedtelefonnummer, hvorved et fupopkald vil blive afsløret.

Træt bilist slingrede på motorvejen – Køge Bugt Motorvejen, Køge

Kl. 01.10 fik politiet en anmeldelse om en bilist, der under kørsel ad Køge Bugt Motorvejen i sydlig retning slingrede kraftigt og brugte skiftesvis nødsporet og vognbaner ved den usikre kørsel.

Politiet fik via en forfølgende anmelder oplysninger om bilisten, der blev standset på Vestmotorvejen mellem Vemmedrup- og Borup-afkørslerne.

Bag rattet i den standsede personbil sad en 45-årig kvinde fra Køge, der fremstod sløv og med balancebesvær. Hun var ædru, men en narkometertest gav udslag for påvirkning af metadon.

Den kvindelige bilist blev derfor sigtet for kørsel i påvirket tilstand, hvorefter hun i forbindelse med en kortvarig anholdelse fik udtaget en blodprøve til nærmere undersøgelse af eventuelle medikamenter, hun måtte være påvirket af under kørslen.

Kvinden oplyste til politiet at have været vågen i mange timer, og mens hun sad på en stol i forbindelse med afhøringen, faldt hun pludselig i søvn.

Den 45-årige kvinde blev løsladt efter afhøringen og kan nu forvente at høre nærmere fra politiet om sagens videre forløb, når analyseerklæringen fra blodprøven foreligger.

Ulovlig knallert – Ringvejen, Køge

Kl 22.10 fik en motorcykelbetjent øje på tre drenge, der kom kørende på knallert. Han standsede drengene og vurderede, at den ene af dem, en 16-årig dreng fra København, kørte på en knallert, der kunne køre stærkere end de lovlige 30 km/t. Knallerten er nu taget med ind til kontrol på rullefelt.

Vold – Ølbycenteret, Køge

KL 16.30 fik politiet anmeldelse om, at en 14-årig lokal dreng klokken halv tre havde været på vej hjem fra skole og på Ølby Station havde ventet på toget, da han blev sparket og slået af en mand med en cykel, der kom med toget og mente at drengen stod i vejen.
Manden beskrives som 30-40 år gammel, 180 cm høj, almindelig af bygning med lys hudfarve. Han var kronraget, talte dansk og var iført en gul trøje.

Indbrud i Perioden

Lykkebækvej, Køge
Stevnsvej, Strøby Egede, Køge