Her kan du se de uddrag af den seneste politirapport, der omhandler Køge i tidsrummet Okt 23, 2018 til Nov 06, 2018.

Bemærk det er de hændelser, politiet har valgt at inkludere i deres rapport.

Færdselsuheld – Vestmotorvejen, Bjæverskov – Køge

Kl. 0623 kørte en 32-årig mand fra Otterup i en personbil ad motorvejen i østlig retning i venstre vognbane, da han for sent opdagede, at en forankørende personbil ført af en 50-årig mand fra Næstved havde sat hastigheden ned. Kødannelse på motorvejen var årsagen til hastighedsnedsættelsen, så den 32-årige kørte op i bagenden på den 50-åriges bil. Ingen kom til skade ved uheldet.

Knivkast ud ad vinduet – Tornegården, Køge

Kl. 0738 fik politiet en anmeldelse fra utrygge håndværkere, der under deres arbejde ved boligerne havde bemærket en mand kaste en kniv ud ad vinduet. Politiet kørte til området med en patrulje, der fik verbal kontakt med en 49-årig og tilsyneladende uligevægtig mand fra Køge Han ønskede dog ikke at tale med politiet og truede med at reagere voldsomt, hvis politiet trængte ind til ham i hans lejlighed. Flere patruljer kom til stedet, ligesom en ambulance blev tilkaldt at holde standby i området. Trods flere forsøg på at overtale den 49-årige til at komme ud, måtte politiet til sidst under brug af den fornødne magt trænge ind til ham i lejligheden, hvor han blev anholdt som mistænkt for at have kastet kniven efter håndværkerne. Den 49-årige, der skønnedes påvirket af euforiserende stoffer, blev bragt til politistationen i Roskilde, hvor han blev sigtet og afhørt til en sag om overtræde lse af k nivloven, idet politiet havde fundet den kastede kniv uden for mandens bopæl. Den 49-årige blev mandag eftermiddag overgivet til Kriminalforsorgen, idet han i forvejen var eftersøgt af politiet på grund af udeblivelse fra afsoning af 60 dages fængsel fra en tidligere dom for vold.

Færdselsuheld – Ejbyvej, Lille-Skensved – Køge

Kl. 0854 fik politiet via alarm 112 melding om et færdselsuheld, idet en personbil var kørt ind i et vejtræ. Det viste sig, at en 59-årig mand fra Lille-Skensved under kørsel ad Ejbyvej i østlig retning så noget – måske et dyr – løbe ud foran bilen, så han foretog en undvigemanøvre. Dette resulterede i, at han kom ud i den bløde rabat og påkørte et vejtræ. Den 59-årige blev i en tilkaldt ambulance bragt til skadestuen med mistanke om, at han var kommet alvorligt til skade som følge af uheldet. Politiet afspærrede derfor vejen, da en tilkaldt bilinspektør skulle undersøge uheldsstedet og den implicerede personbil. Afspærringen havde indflydelse på bustrafikken, men kl. ca. 1015 blev vejen igen åbnet for trafik. Efter en undersøgelse på skadestuen kunne sundhedspersonale konstatere, at den 59-årige var sluppet fra uheldet uden behandlingskrævende skader, men kun med diverse knubs.
Ingen andre trafikanter var involveret i ulykken, og politiet fandt ikke spor efter noget, der måtte have forstyrret den 59-åriges kørsel ad vejen.

Arbejdsulykke – Nordhøj, Køge

Kl. 1231 rykkede politiet og ambulancepersonale ud til en arbejdsulykke, hvor en mand var kommet til skade. Det viste sig, at en 26-årig mand fra Tyskland under arbejde på en platform i ca. fem meters højde faldt ned herfra og landede på et betongulv. Han blev i ambulancen kørt til skadestuen, hvor han fik konstateret kvæstelser i hovedet. Den 26-årige var dog uden for livsfare. Arbejdstilsynet blev underrettet og kom til stedet for at få klarlagt omstændighederne ved ulykken, herunder om nogen kan drages til ansvar.

Hash til videresalg – Københavnsvej, Køge

Kl. 1510 rykkede politiet hurtigt ud til en fastfoodrestaurant, hvor tre unge mænd var set gå ind medbringende slagvåben under tøjet. Politiet fik ved restauranten kontakt til de tre mænd, som var to 18-årige mænd fra hhv. Herfølge og Køge samt en 19-årig mand fra Store Heddinge. I den bil, som de var kørt i til stedet, fandt politiet tre baseballbats, som blev beslaglagt som bevis i en sag om overtrædelse af våbenloven. Alle tre mænd blev sigtet for besiddelse af hver sin bat med henblik på brug til et ikke anerkendelsesværdigt formål. Bilen blev ransaget yderligere, og herunder fandt politiet i alt ca. 15 gram hash i otte salgsposer, ½ gram ketamin, en salgstelefon og en ulovlig foldekniv med en bladlængde på ni cm. Disse effekter til højre den 18-årige mand fra Herfølge, som blev kortvarigt anholdt i forbindelse med afhøring til sagerne. Alle tre kan forvente at høre nærmere fra po litiet i
anledning af sagerne mod dem.

Spirituskørsel, Strandvejen, Køge

Kl. 1628 sigtede og anholdt politiet en 47-årig mand fra Herfølge, der havde kørt spirituspåvirket på en stor knallert. Han fik udtaget en blodprøve, hvorefter han blev løsladt. Knallerten havde ikke den lovpligtige forsikring og var heller ikke indregistreret, hvilket manden også blev sigtet for. Den 47-årige kan forvente at høre nærmere fra politiet, når blodprøven foreligger.

Brand i frituregryde, Mellemlyng, Køge

Kl. 1725 kørte politiet og brandvæsen til ildløs i en lejlighed. Det viste sig at være en gryde med friture, der var årsag til branden. Lejlighedens beboer havde sat en gryde med fritureolie til fondue til opvarmning på komfuret, hvorefter han kørte fra stedet i kort tid. I mellemtiden gik der ild i olien, og ilden bredte sig til emhætten. Branden blev slukket før den bredte sig yderligere, og ingen personer kom til skade ved branden. Kun emhætten udbrændte, og køkkenet blev sodskadet. Politiet skal nu vurdere, om der er sket en overtrædelse af brandlovgivningen/beredskabsloven.

“Sten på forruden” viste sig at være en fugl, Sydmotorvejen v/ Lellige, Køge

Kl. 1745 fik politiet en anmeldelse fra en 43-årig bilist fra Brøndby, der oplyste at han netop var blevet ramt af en stor sten i forruden, mens han kørte på motorvejen. Forruden var blevet smadret, så han ikke kunne køre videre. Politiet sendte en patrulje til stedet, der undersøgte den 43-åriges bil. Her fandt politiet tegn på, at en fugl havde ramt forruden. Der var fjer og andre efterladenskaber fra fuglen på forruden, hvor ruden var knust. Efterforskningen blev derfor indstillet.

Hasarderet narkokørsel, Sydmotorvejen mod syd, Køge

Kl. 1545 standsede en færdselsbetjent en personbil, der blev ført af en 28-årig mand fra Køge Den 28-årige havde kørt foran færdselspolitiet, hvor han foretog to overhalinger højre om, og blev målt til at køre en hastighed på 105 km/t i en 80 km zone, hvor der var vejarbejde. Han blev testet med narkometeret, hvor han blev fundet positiv for hash. Føreren blev anholdt og taget med til en blodprøveudtagelse. I forhold til kørselsforløbet giver de to overhalinger, samt hastighedsforseelsen i alt tre klip i kørekortet, hvilket svarer til en betinget frakendelse af førerretten. Den 28-årige kan forvente en samlet strafferetslig afgørelse, når resultatet af blodprøven foreligger.

Udlænding kørte påvirket, Stevnsvej, Køge

Kl. 2044 fik politiet en anmeldelse fra en opmærksom borger, der oplyste at en mand kørte i spirituspåvirket tilstand. Politiet standsede på stedet en personbil, der blev ført af en 48-årig mand fra Letland. Han blev at patruljen skønnet kraftig påvirket af alkohol og blev testet med alkometeret, der viste en promille langt over det tilladte. Et vidne på stedet havde set, at føreren havde røget noget der lignede en hashjoint under kørslen, hvorfor han blev sigtet for både narko- og spirituskørsel. Han blev anholdt og taget med til en blodprøveudtagelse.

Narkopåvirket bilist talte i telefon, Lyngvej, Køge

kl. 1045 standsede en færdselsbetjent en varebil, der blev ført af en 28-årig mand fra København NV, idet han kørte og talte i håndholdt mobiltelefon, og ikke anvendte sikkerhedssele. Føreren havde ikke medbragt sit kørekort. Han blev rutinemæssigt testet med narkometeret, der viste positiv for hash. Han blev derfor anholdt og taget med til en blodprøveudtagelse, hvorefter han blev løsladt. Den 28-årige kan forvente en samlet afgørelse for alle forseelserne, når resultatet af blodprøven foreligger.

Færdselsuheld – Blegdammen, Køge

Kl. 0846 var en 33-årig kvinde fra Køge cyklet ad Blegdammen mod sydøst/byen. Ud for Torvebyen foretog hun et venstresving, hvorefter en bagfra kommende personbil ført af en 21-årig mand fra Hillerød måtte undvige for at undgå at påkøre cyklisten. Bilisten endte som følge af undvigemanøvren med at påkøre et træ på den nordlige side af vejen. Ingen af parterne kom til skade ved uheldet, som politiet har optaget rapport om for at få belyst de nærmere omstændigheder før uheldet, herunder afstand og hastighed mellem parterne, inden cyklisten ændrede færdselsretning.

Lokalpolitiet i Køge hører gerne fra personer eller andre trafikanter, der måtte have bemærket parterne inden uheldet. Kontakt politiet på tlf. 114 med oplysninger i sagen.

Mistænkelig mand på udkig – Rosenvej, Køge

Kl. 0855 fik politiet en henvendelse om, at en mand gik rundt i området og kiggede intenst ind på ejendommene i boligkvarteret. Politiet kørte til området og traf en 56-årig mand fra Køge, som oplyste, at han var på udkig efter sin bortløbne hund. Politiet fandt derfor intet grundlag for at foretage yderligere i anledning af anmeldelsen.

Anmeldelsen om den mistænkelige mand anser politiet for at være et udtryk for årvågenhed i det boligområde, hvor man bor.

Mistænkeligt forhold – Ejbyvej, Ejby, Lille-Skensved – Køge

Kl. 1410 anmeldte en 81-årig kvinde fra Lille-Skensved, at hun søndag eftermiddag kl. ca. 1715 var blevet kontaktet af en fremmed mand, der havde spurgt, om hun havde et TV. Kort efter havde manden taget en mobiltelefon frem og bad den 81-årige kigge nærmere på den. Hun så ikke noget mistænkeligt på mobiltelefonen og mistænkte i det hele taget manden for måske at ville aflede hendes opmærksomhed, idet hun i mellemtiden havde opdaget en fremmed bil med en endnu en mand i indkørslen. Derfor havde hun straks lukket og låst samtlige døre, hvorefter bilen med de to mænd kørte fra stedet. De to mænd blev beskrevet som: A: Mand, Romansk af udseende, 30-39 år, 178-178 cm, Kropsbygning: Kraftig, Hårfarve: Sort, Hårlængde: Kort, Yderligere kendetegn: Slikket, tilbagestrøget hår, Iført: karamelfarvet frakke, alm. pænt tøj, Medbragte: mobiltelefon, og B: Mand, Romansk af udseende, Hårfarve: Sort, Hårlængde: Kort, Yderligere kendetegn: bar hornbriller, skæg, slikket tilbagestrøget hår. Deres køretøj var en mørk og ældre, “firkantet” bil. Hun havde ikke mistet noget i forbindelse med mandens henvendelse.

Politiet vil gerne rose kvinden for at være skeptisk over for denne uventede henvendelse fra en fremmed mand, men politiet vil gerne modtage sådanne anmeldelser/henvendelser snarest muligt efter hændelsen, således at muligheden for at finde de mistænkelige personer / køretøjer er væsentlig større, så årsagen til henvendelsen hos den 81-årige ville kunne afdækkes. Kontakt politiet på tlf. 114 i sådanne tilfælde snarest muligt.

Indbrud i perioden
Trekronervej, Strøby Egede, Køge Langelandsvej, Køge Ringstedvej, Lellinge, Køge Stevnsvej, Strøby Egede, Køge Højskolevej, Køge Fiskebækvej, Køge Hellebækvej, Køge Bakkegårdsvej, Strøby Egede, Køge Bakkehældet, Valløby, Køge Egedalen, Strøby Egede, Køge Rasmussensvej, Køge Kymervej, Borup