Ca. 70.000 har deltaget i Nat i Naturen i september, hvor alle i Danmark blev inviteret ud i mørket på egen hånd eller til et af i alt 130 arrangementer. Næste års Nat i Naturen finder sted den 7.-8. september.
“Når solen går ned, står en helt ny del af den danske natur op. Så pak tasken, sluk lyset og tag med ud i natten.”
Sådan lyder en opfordring fra kampagnen Nat i Naturen, som inviterer alle i Danmark ud for at opleve naturen, når det er mørkt. Den opfordring har ca. 70.000 fulgt den første weekend i september. Det viser en rundspørge, som Voxmeter har foretaget. Blandt deltagerne var Line Gummesen fra Amager og hendes datter, Vilda på fire år, der sov ude for blot anden gang til et arrangement i Naturpark Amager.
“Det har været virkelig fedt at være med til Nat i Naturen. Her er masser af andre børn, hyggeligt fællesskab, spændende aktiviteter, som bålhistorier, pandekagebagning og flagermussafari, og det giver tryghed at være fælles om at sove ude, når man er naturuvant. Vilda og jeg er begejstrede for at opleve naturen på denne måde. Vi skal helt sikkert med igen til næste år, og vi glæder os allerede”, siger Line Gummesen.
Nat i Naturen i Naturpark Amager var et af i alt 130 arrangementer, som lokale aktører inviterede til i hele Danmark. Her samlede Naturstyrelsen i samarbejde med lokale foreninger 65 børn og voksne til at opleve naturen efter mørkets frembrud, lave mad og sove ude.
Et super arrangement
Nat i Naturen har været en stor succes, lyder det fra de lokale arrangører. En af dem er naturvejleder Nina Mourier, Naturpark Christiansø, som har inviterede børn og voksne til Nat i Naturen på Christiansø med bl.a. mad over bål, overnatning i telt og leg i mørket.
“Det var et super arrangement. På fyrtårnet, der holdt aftenåbent, sang 60 lokale og turister solen ned i Østersøen og smagte på lokalt bryggede øl. Senere legede vi refleksjagt og mørkegemme. Vi hørte både bølgeskvulp og sælernes aftensang, og månen stod endda næsten fuld, stor og orange over Østersøen”, siger Nina Mourier.
Alle ud i natten
Winni Grosbøll, der som direktør i Friluftsrådet er partner bag Nat i Naturen, glæder sig over opbakningen til Nat i Naturen fra både deltagere og lokale arrangører. Ambitionen er, at så mange som muligt og særligt børnefamilier skal ud i natten. En undersøgelse fra 2022 viser nemlig, at to tredjedele af danske børn ikke har prøvet at overnatte i naturen.
“Jeg kan slet ikke få armene ned. Vi har oplevet en massiv opbakning til Nat i Naturen i alle dele af landet, frivillige kræfter og lokale aktører har stablet virkelig mange spændende arrangementer på benene. De har ydet et stort bidrag til, at så mange og særligt børnefamilier har oplevet nattens magiske natur, prøvet at sove ude og oplevet stemningen om et lejrbål. Til næste år er ambitionen at få endnu flere ud”, siger Winni Grosbøll.
Sæt kryds 7.-8. september
Næste Nat i Naturen kan opleves den 7.-8. september 2024.
For at sætte yderligere fokus på naturoplevelser i mørket, har Friluftsrådet oprettet en pulje fra Udlodningsmidler til Friluftsliv, som kan søges af almennyttige foreninger og organisationer til at skabe friluftsaktiviteter og naturoplevelser for befolkningen, når det er mørkt. Puljen kan søges frem til 15. februar 2024.
Nat i Naturen er et partnerskab mellem Naturstyrelsen, Det Danske Spejderkorps, Ungdomsringen, Danmarks Naturfredningsforening og Friluftsrådet, som i samarbejde med lokale arrangører inviterer alle i Danmark ud i natten hvert år den første hele weekend i september.
Nat i Naturen 2024
- Læs mere, find inspiration og opret arrangementer til Nat i Naturen 2024 på www.natinaturen.dk
- Puljen til Nat i Naturen kan søges på www.friluftsraadet.dk/nin-pulje