Her kan du se de uddrag af den seneste politirapport, der omhandler Køge i tidsrummet 2021/02/18 til 2021/03/02.

Bemærk det er de hændelser, politiet har valgt at inkludere i deres rapport.

 

Narkokørsel – Køgevej, Roskilde

Kl. 17.37 anholdt og sigtede politiet en 26-årig mand fra Ringsted for kørsel i narkotikapåvirket i en personbil ad Køgevej ved Søndermarksvej. En narkometertest indikerede, at han var påvirket af både kokain og amfetamin under kørslen. Han blev løsladt efter udtagelse af en blodprøve til nærmere undersøgelse for euforiserende stoffer.

Butikstyveri – Gymnasievej, Køge

Kl. 10.40 anmeldte personalet i et supermarked, at en kvinde var tilbageholdt som mistænkt for at have stjålet nogle varer, selv om hun betalte for nogle få varer, inden hun forlod supermarkedet med de stjålne varer. Politiet fik kontakt til en 60-årig kvinde fra Køge, som ud fra videoovervågningen kom ind i supermarkedet med tomme indkøbsnet. Herefter gik hun rundt og fyldte varer i de medbragte indkøbsnet, inden hun henvendte sig ved kassen for at betale for nogle få øvrige varer.

Varerne i indkøbsnettene betalte hun ikke for, inden hun forlod butikken og på vej ud blev kontaktet af personalet med mistanken om, hun havde stjålet varerne i indkøbsnettene. Endvidere kunne personale se, at nogle af de stjålne varer ikke var solgt i løbet af lørdagen trods kvindens udsagn om, at hun tidligere på dagen havde købt varerne, men blot ikke fået en bon som bevis herpå. På den baggrund valgte politiet at sigte kvinden for tyveri af varerne, der udgjorde en samlet værdi på 1.955 kr. Hun kan nu forvente at høre nærmere fra politiet, når straffesagen skal afgøres.

Kørsel uden førerret – bil beslaglagt – Københavnsvej, Køge

Kl. 01.00 standsede politiet en personbil med en 50-årig mand fra Køge bag rattet. Den 50-årige havde ikke efter udløbet af en tidligere frakendelse af kørekortet og blev derfor sigtet for den overtrædelse af færdselsloven. Politiet kunne konstatere, at det nu var tredje gang inden for de seneste tre år, at den 50-årige blev sigtet for den overtrædelse af færdselsloven. Da både denne overtrædelse og de to foregående sager om kørsel uden førerret var foregået i samme bil tilhørende et familiemedlem, valgte politiet at beslaglægge bilen med henblik på senere konfiskation. Den beslutning var den registrerede bilejer ikke enig i og ønskede beslaglæggelsen forelagt for retten, så en dommer skal nu tage stilling til, om politiet under disse omstændigheder har ret til at beslaglægge køretøjet. Under alle omstændigheder vil den 50-årige høre nærmere fra politiet, når sagen om nattens kørsel uden førerret skal afgøres.

Kørsel uden førerret i stjålet bil – Køgevej, Roskilde

Kl. 16.54 standsede politiet en personbil på Køgevej ved Darup med henblik på rutinemæssig kontrol af den kvindelige fører og en mandlig passager i bilen. Kvinden var en 25-årig kvinde fra Hedehusene, som sad bag rattet, selv om hun ikke havde et kørekort. Hun blev derfor sigtet for kørsel uden førerret. Den mandlige passager var en 27-årig mand også fra Hedehusene, som pludselig oplyste i forbindelse med politiets undersøgelse af bilen og ejerforholdet mv., at bilen var stjålet. Ved politiets henvendelse oplyste bilejeren, at bilen var stjålet fra Vor Frue-området, hvor manden havde adgang til bilejerens bopæl for at passe husdyr. Bilejeren havde ikke givet den 27-årige tilladelse til at tage bilnøglerne, der var frit tilgængelige på bilejerens bopæl. Disse oplysninger resulterede i, at politiet tillige sigtede både kvinden og manden for uberettiget brug af køretøjet. Bilnøgler inddrog politiet og medtog til politistationen med henblik på senere udlevering til bilejeren. Begge de sigtede kan nu forvente at høre nærmere fra politiet, når sagerne mod dem skal afgøres.

Uroskabende forsamling af unge – Vordingborgvej, Herfølge – Køge

I løbet af aftentimerne torsdag fik politiet flere henvendelser om, at en del unge mennesker var forsamlet ved en kunststofbane, hvor de kunne mistænkes for at overtræde forsamlingsforbuddet. Nogle af henvendelser gik også på, at der blev spillet musik til ulempe for de omkringboende. Politiet var et par gange forbi området og påtalte over for de tilstedeværende, der var tilbage, efter at nogle formentlig var flygtet ved synet af politiet, at ophold i området skulle ske ved at tage hensyn til de omkringboende. Endvidere indskærpede politiet de gældende regler i forhold til forsamlingsforbuddet, men fandt ud fra egne observationer ikke grundlag for at sigte nogen for overtrædelse af forsamlingsforbuddet eller andre regler i forbindelse med deres adfærd i området.

Uro og uorden i øvrigt – Gymnasievej, Køge

Kl. 16.57 havde politiet fået flere henvendelser om generende knallertkørsel i området, hvor der også var forsamlet op imod 15-20 personer trods coronarestriktioner om forsamlinger på maksimalt fem personer. En patrulje var fremme i området få minutter senere, hvor politiet bemærkede, at de forsamlede personer hurtigt forsvandt i alle retninger ved synet af patruljebilen. Politiet fik således ikke kontakt til nogen, der kunne mistænkes for overtrædelse af forsamlingsforbuddet på fem personer, ligesom politiet trods eftersøgning i området heller ikke frem til nogen på knallert. Ingen blev sigtet for noget i anledning af borgernes henvendelser om uro i området.

Uro og uorden – Vordingborgvej, Herfølge – Køge

Kl. 21.07 fik politiet flere anmeldelser om, at op mod 20 unge mennesker opholdt sig ved en kunststofbane, hvor de forstyrrede de omkringboende ved at spille høj musik og desuden indtage alkohol. En patrulje kørte til området, men fik kun kontakt til tre tilstedeværende, lokale unge i alderen 15-17 år. Der var således ikke grundlag for at sigte nogen for overtrædelse af forsamlingsforbuddet, men politiet fik sig en god snak med de tre om det uhensigtsmæssige og ulovlige i at forsamle sig i større grupper også ud fra et sundhedsmæssigt perspektiv. Da politiet på stedet kunne se efterladenskaber fra de mange, som der ifølge anmeldelserne havde været forsamlet på stedet, fik de tre trufne unge lov til at rydde op, inden både de og politiet forlod området.

Færdselsuheld – Torvet, Køge

Kl. 22.30 fik poltiet en anmeldelse om, at en bilist var forulykket på torvet og havde påkørt en lygtepæl. Det viste sig at være en 20-årig mand fra Køge, som under kørsel i en personbil ad Torvet i nordlig retning følte sig blændet af en modkørende bilist. Han havde taget en hånd op for at skærme for det skarpe lys, men havde tilsyneladende samtidig fået drejet på rattet, så han havde ramt en lygtepæl. Det medførte skader på forlygte og forskærm på bilen, der også punkterede. Lygtepælen fik også skader, idet den blev bøjet. Ingen øvrige trafikanter var impliceret i uheldet, som politiet blot registrerede. Køge kommune er som ejer af lygtepælen blev underrettet om skadevolderen.

Narkokørsel – Egedesvej, Køge

Kl. 01.57 anholdt og sigtede politiet en 19-årig mand fra Køge for kørsel i narkotikapåvirket tilstand i en personbil. Han blev løsladt efter udtagelse af en blodprøve til nærmere undersøgelse for euforiserende stoffer på sygehuset i Køge

Kørsel uden førerret – bil beslaglagt – Tangmosevej, Køge

Kl. 06.55 blev en 26-årig mand fra Herlev kontrolleret, efter at han havde kørt i sin personbil ad Tangmosevej og standsede ved en virksomhed. Den 26-årige kunne ikke fremvise noget kørekort, idet han var ved at generhverve kørekortet efter udløbet af en frakendelsesperiode med udløb i slutningen af 2020. Politiet sigtede ham derfor for kørsel uden førerret og kunne samtidig konstatere, at det nu var tredje gang inden for de seneste tre år, at han var blevet afsløret i at køre bil trods manglende førerret. Hans personbil blev beslaglagt med henblik på senere konfiskation ved et retsmøde, som den 26-årige vil blive indkaldt til, når sagen og spørgsmålet om endelig konfiskation af bilen skal afgøres.

Spirituskørsel i frakendelsestiden – Nordhøj, Køge

Kl. 23.53 anholdt og sigtede politiet en 51-årig mand fra Gadstrup for både kørsel i frakendelsestiden og spirituskørsel i en personbil. Han blev løsladt efter udtagelse af en blodprøve til nærmere undersøgelse for alkohol og kan forvente at høre nærmere fra politiet, når blodprøven er blevet analyseret.

Spiritus-/narkokørsel i frakendelsestiden mv. – Lyngvej, Køge

Kl. 00.10 anholdt og sigtede politiet en 45-årig mand uden fast bopæl i Køge kommune for spiritus- og narkokørsel i en personbil, som han i forvejen ikke måtte være fører af. Han var allerede frakendt kørekortet frem til 2022 efter en tidligere dom for netop narkokørsel. Ved visitation efter anholdelsen fandt politiet den 45-årige i besiddelse af en joint, så sigtelserne kom ud over overtrædelserne af færdselsloven også til at omfatte overtrædelse af lov om euforiserende stoffer. Den 45-årige blev løsladt efter udtagelse af en blodprøve til nærmere undersøgelse for alkohol og euforisende stoffer. Bilejeren kan også forvente at høre nærmere fra poltiet, som vil sigte bilejeren for at have overladt føringen af personbilen til en person, som ikke lovligt kunne være fører af køretøjet.

Færdselsuheld – Buen, Nr. Dalby, Borup – Køge

Kl. 11.32 var en 79-årig kvinde fra Borup forulykket i sin personbil på Buen, hvor hun havde påkørt et træ. Det viste sig, at den 79-årige var sluppet uskadt fra uheldet, hvor der ikke var andre trafikanter involveret. Hun var forinden uheldet kørt ad Klempegårdsvej mod nord, hvorefter hun i krydset ved Buen svingede til højre ad Buen mod nordøst. Under kørslen ad Buen ville hun trække til højre, men trak i et uopmærksomt øjeblik så langt mod højre, at hun påkørte et vejtræ. Der skete kun mindre skade på personbilen, som senere blev afhentet af et bugseringskøretøj. Den tilkaldte ambulance blev der ikke brug for. Politiet registrerede uheldet og underrettede kommunen om det påkørte vejtræ.

Narkobilist med hash i bilen – Vestmotorvejen, Bjæverskov – Køge

Kl. 12.25 ønskede færdselspolitiet at kontrollere en personbil, der blev ført ad Vestmotorvejen mod øst ved Salby rasteplads, hvor bilisten blev standset og kontrolleret. Føreren var en 26-årig mand fra Køge, som efter en narkometertest kunne mistænkes for at være påvirket af narkotika under kørslen. Han blev derfor sigtet for narkokørsel og anholdt med henblik på udtagelse af en blodprøve til nærmere undersøgelse for euforiserende stoffer. Inden afgang til et sygehus for blodprøveudtagelsen foretog politiet ransagning af bilen, hvorunder den 26-årige påviste et par poser med i alt 3½ gram hash. Sigtelserne kom derfor også til at omfatte overtrædelse af lov om euforiserende stoffer, inden den 26-årige blev løsladt efter blodprøveudtagelsen på Køge sygehus.

Ulovlig knallert ramte patruljebil – Kirstinedalsvej, Køge

Kl. 18.02 ønskede en patrulje at kontrollere en knallert, der formentlig kunne køre hurtigere end tilladt. Knallertkøreren ønskede dog ikke at tale med politiet og forsøgte at køre fra politiet med patruljebilen med tændte udrykningssignaler bagefter. På et tidspunkt standsede knallertkøreren helt på højre side af politibilen, hvorefter fordøren blev åbnet. Knallertkøreren satte nu i gang igen, men ramte fordøren og væltede uden at komme til skade. Politiet fik nu kontakt til en 16-årig ung mand fa Køge, hvis knallert efterfølgende blev kontrolleret på et rullefelt. Kontrollen viste, at knallerten kunne køre med mindst 59 km/t mod højst tilladt 30 km/t. Den 16-årige blev sigtet for kørsel på en konstruktivt ændret knallert og informeret om konsekvenserne med en beslaglæggelse af knallerten, såfremt han igen blev afsløret i at køre på en ulovlig knallert. Den 16-årige og hans værger kan nu se frem til at høre nærmere fra politiet ved afgørelse af sagen.

Kørsel uden førerret – bil beslaglagt – Køge Bugt Motorvejen, Karlslunde – Greve

Kl. 13.15 standsede færdselspolitiet en personbil, der blev ført af en 23-årig mand fra Maribo ad motorvejen i sydlig retning. Den 23-årige, der var ædru, havde ikke nogen førerret og blev derfor sigtet for overtrædelse af færdselsloven. Politiet kunne konstatere, at der nu var anden gang inden for de seneste tre år, at han var blevet afsløret i at køre bil trods manglende førerret. Den 23-årige blev derfor indskærpet reglerne om politiets mulighed for beslaglæggelse af hans personbil, så frem han igen måtte blive sigtet for kørsel uden førerret, hvorefter politiet forlod den sigtede på det sted, hvor han blev standset.
Kl. ca. 13.30 bemærkede samme færdselspolitipatrulje den samme bil komme kørende i sydlig retning ad motorvejen ved Køge Da personbilen var blevet standset igen, kunne politiet konstatere, at den 23-årige igen havde sat sig ind bag rattet i bilen trods sin manglende førerret. Det medførte en ny sigtelse for kørsel uden førerret, og politiet gjorde nu alvor af de tidligere meddelte oplysninger til den 23-årige, så hans personbil blev beslaglagt med henblik på senere konfiskation. Han vil derfor blive indkaldt til et retsmøde, når sagerne mod ham og spørgsmålet om konfiskation af bilen skal afgøres.

Varetægtsfængsling – Spøgelsesbilist-kørsel i påvirket tilstand og uden førerret – Vestmotorvejen, Borup – Køge

Kl. 02.45 blev en politipatrulje, der kørte ad Vestmotorvejen mod øst efter Borup-afkørslen, noget overrasket, da patruljen kort efter kunne konstatere, at en personbil kørte i nødsporet i vestgående retning og dermed imod færdselsretningen på motorvejen. Patruljen besluttede at køre efter bilisten i et forsøg på at standset kørslen, inden en ulykke ville ske. Bilisten satte herunder hastigheden op og fortsatte videre imod færdselsretningen i nødsporet, så mindst et par lastbiler af sikkerhedsmæssige årsager måtte skifte vognbane. Ved afkørsel 34 Borup kørte bilisten op ad rampen til Vestre Ringvej, men forsvandt herefter kortvarigt for den forfølgende politipatrulje. Politiet kunne få sekunder senere konstatere, at bilisten var fortsat imod færdselsretningen på vej ned ad rampen på den modsatte side af Vestre Ringvej. Dog var bilisten efter kort kørsel på rampen forulykket, så politiet kunne kort efter foretage anholdelse af den person, der befandt sig i bilen. Der var tale om en 21-årig mand fra Odense V, som blev anholdt for kørslen under tilsidesættelse af væsentlige hensyn til færdselssikkerheden på motorvejen. Politiet kunne efterfølgende konstatere, at han var påvirket af spiritus og efter en narkometertest også cannabis under kørslen. Desuden havde den 21-årige ikke erhvervet sig et kørekort. Anklagemyndigheden blev forelagt sagen og besluttede at fremstille den 21-årige i et grundlovsforhør, hvor dommeren besluttede, at den 21-årige skulle varetægtsfængsles foreløbigt til den 18. marts 2021. Der skete ikke noget sammenstød med andre trafikanter under den 21-åriges kørsel mod ensretningen på motorvejen.

Forvirret mand – Stationspladsen, Køge

Kl. 13.51 fik politiet den første af flere anmeldelser om en mand, der kun var iført underbukser og en åbentstående jakke. Manden syntes at være forvirret, da han færdedes i stationsområdet. Den første patrulje fandt ikke manden, men en fornyet anmeldelse kl. ca. 1515 fandt politiet frem til en 39-årig mand fra København NV. Han var påvirket af spiritus og blev vurderet til ikke at kunne tage vare på sig selv. Politiet frihedsberøvede ham derfor med henblik på anbringelse i detentionen, men en læge vurderede i forbindelse med det obligatoriske tilsyn, at manden havde bedre af at blive indlagt på et sygehus til fornøden omsorg på grund af hans mentale tilstand. Den 39-årige blev derfor bragt til et hospital i København til fornøden omsorg og behandling. Han blev ikke sigtet for noget i anledning af sin færden ved Køge S-station.

Hurtig narkobilist – Køge Bugt Motorvejen, Greve

Kl. 17.10 målte færdselspolitiet en personbil til at køre med mindst 162 km/t ad motorvejen i nordlig retning ved Greve, selv om højst tilladte hastighed ifølge skiltningen er 110 km/t. Personbil blev ført af en 29-årig mand fra Ishøj, som blev mistænkt for at være påvirket af narkotika under kørslen. En narkometertest indikerede nemlig, at han var påvirket af både hash og kokain. Han blev sigtet for overtrædelserne af færdselsloven og anholdt i forbindelse med udtagelse af en blodprøve til nærmere undersøgelse for euforiserende stoffer. Da blodprøven var udtaget, løslod politiet ham kl. 18.16 på sygehuset i Køge
Kl. ca. 19.10 blev den 29-årige igen standset af politiet, da han kørte i samme bil på Holbækmotorvejen i Vallensbæk kommune. Det medførte så yderligere en sigtelse for narkokørsel, som behandles af Københavns Vestegns Politi.

Ulovlig kontakt til fanger – Kongsberg Alle, Køge

Kl. 23.52 fik politiet kontakt til tre mænd på 24, 28 og 33 år fra hhv. København, Ishøj og uden fast bopæl på Blegdammen ved en personbil, efter at de fra området ved Ringvejen havde sat sig i forbindelse med en indsat i Køge arrest. De tre mænd blev alle sigtet for overtrædelse af straffelovens bestemmelser om ulovlig kontakt til indsatte i et arresthus. De vil senere høre nærmere fra politiet, når sagen mod dem skal afgøres.

Indbrud i Perioden