Her kan du se de uddrag af den seneste politirapport, der omhandler Køge i tidsrummet 2021/03/30 til 2021/04/13.

Bemærk det er de hændelser, politiet har valgt at inkludere i deres rapport.

Mistænkelig adfærd afslørede narkobesiddelse – Brogade, Køge

Kl. 13.29 fik politiet en anmeldelse om, at to fremmede mænd gik rundt i en baggård bag en af butikkerne i gade. Mændene kiggede også ind ad vinduerne, hvilket fandtes mistænkeligt. En patrulje kørte til stedet og fik kontakt til to mænd på 20 og 23 år fra Køge De blev kontrolleret, og i den forbindelse blev den 23-årige fundet i besiddelse af ca. 1,6 gram hash, som blev beslaglagt som bevis for overtrædelse af lov om euforiserende stoffer. Efter afhøring til den sigtelse blev de to mænd sendt bort fra området med oplysning om, at den 23-årige vil høre nærmere fra politiet i anledning af sigtelsen.

Spirituskørsel uden førerret – Poppelvej, Vemmedrup, Bjæverskov, Køge

Kl. 20.50 standsede politiet en 38-årig lokal mand i en personbil på Poppelevej i Vemmedrup, Bjæverskov i en rutinekontrol. Føreren var påvirket af spiritus over det tilladte, så han blev anholdt for at få udtaget en blodprøve. Han førerret var desuden inddraget, da han ikke havde været oppe til en kontrollerende køreprøve efter en tidligere frakendelse. Han blev derfor sigtet for spirituskørsel og kørsel uden førerret. Han fik udtaget en blodprøve, hvorefter han blev løsladt. Han vil senere høre mere i sagerne, når politiet har fået svar på blodprøven.

Udenlandsk butikstyv havde indrejseforbud – Toldbodvej, Køge

Kl. 14.42 blev en 29-årig mand fra Rumænien tilbageholdt i Netto på Toldbodvej i Køge, hvor han havde stjålet 15 x 1½ liters cola fra vindfanget i butikken. Han var desuden mistænkte for at have stjålet pant fra samme supermarked dagen før til en værdi af 1500 kr. En patrulje kørte til forretningen, hvor den 29-årige blev anholdt og sigtet for de to sager af tyveri. Varerne blev leveret tilbage i begge sager, så Netto havde intet erstatningskrav. Den 29-årige viste sig at have et indrejseforbud i Danmark frem til år 2025 for en tidligere sag om berigelseskriminalitet, og overtrædelser af tidligere indrejseforbud. Han blev derfor sigtet for at overtræde indrejseforbuddet igen og blev lørdag fremstillet i grundlovsforhør og varetægtsfængslet til den 6. maj 2021. Når sagen er afgjort vil der blive taget stilling til, om den 29-årige skal udvises af Danmark med et nyt indrejseforbud.

Fodgænger på motorvejen – Køge Bugt Motorvejen, Solrød

Kl. 11.40 fik politiet en anmeldelse om, at en ældre kvinde gik på motorvejen i nærheden af Solrød Syd-af- og -tilkørslen til motorvejen. En færdselspatrulje i nærheden fik hurtigt kontakt til kvinden, der kunne identificere sig selv, men havde svært ved at finde retur til egen bopæl. Den 80-årige kvinde fra Solrød Strand fik en køretur med patruljen retur til egen bopæl, hvor hjemmeplejen tilfældigt ankom samtidig. Hjemmeplejen blev orienteret om hendes færden og tog sig efterfølgende af den 80-årige kvinde, der ikke blev sigtet for noget.

Færdselsuheld – Søndre Viaduktvej / Egøjevej, Køge

Kl. 21.22 optog politiet rapport om et færdselsuheld, efter at to bilister kort forinden var stødt sammen i det lysregulerede vejkryds mellem Søndre Viaduktvej og Egøjevej. En 60-årig mand fra Køge var i sin personbil kørt ad Søndre Viaduktvej i vestlig retning, da han stødte sammen med en anden personbil ført af en 61-årig kvinde fra Klippinge ad Egøjevej i nordlig retning. Begge bilister havde til at hensigt at fortsætte lige i deres respektive kørselsretninger i krydset. Politiet skal nu undersøge, hvordan uheldet kunne ske i lyskrydset, herunder om en af parterne ikke har respekteret lyssignalet i sin færdselsretning.

Ulovlig forbindelse til indsatte – Kongsberg Alle, Køge

Kl. 00.04 anmeldte personalet i Køge arrest, at nogen råbte ind til de indsatte i arrresten og dermed overtrådte lovgivningen. En hundepatrulje kørte til området og fik kontakt til to 19-årige mænd fra Greve, som begge blev sigtet for overtrædelse af straffelovens bestemmelser om ulovlig kontakt til indsatte i et arresthus. De kan nu begge forvente at høre nærmere fra politiet, når sagen mod dem skal afgøres.

Færdselsuheld med mistanke om narkokørsel, Køgevej, Hårlev – Stevns

kl. 16.54 skete et uheld på Køgevej i Hårlev, Stevns, da 55-årig mand fra Karise holdt stille mod nord, hvor han skulle svinge til venstre ad Køgevej mod Lystrup. Bag fra kom en 19-årig mand fra Klippinge kørende, men han opdagede for sent, at bilen forude holdt stille. Den 19-årige påkørte derfor den 55-åriges bil, så den blev skubbet omkring 15 meter frem og holdt stille i siden af vejen. Begge bilister blev kørt til tjek på sygehuset, men ingen af dem var kommet noget alvorligt til. Politiet mistænkte, at den 19-årige bilist var påvirket af euforiserende stoffer, så han fik udtaget en blodprøve på sygehuset, som skal afklare om han havde indtaget narko forud for kørslen, som endte i uheld. Politiet optog rapport om uheldet, og den 19-årige kan forvente at høre mere fra politiet i sagen, når resultatet af blodprøven kommer.

Bilist påvirket af hash og amfetamin – Ejbyvej, Bjæverskov, Køge

Kl. 19.45 blev en 29-årig mand fra Polen med adresse i Danmark rutinemæssigt standset på Ejbyvej i Bjæverskov, hvor han kørte i en polsk indregistreret personbil. Føreren havde intet gyldigt kørekort, så han blev sigtet for kørsel uden førerret. En test med narkometeret viste positiv for hash og amfetamin, så den 29-årige blev sigtet for narkokørsel og anholdt for at få udtaget en blodprøve, hvorefter han blev løsladt. Den 29-årig vil høre mere om sagens gang, når resultatet af blodprøven kommer.

Natlige narkokørsler – Roskilde og Køge

Kl.01.54 standsede politiet rutinemæssigt en personbil på Lindenborgvej i Svogerslev, Roskilde. Føreren af bilen, en 27-årig mand fra København, blev testet med narkometeret, som viste, at han havde indtaget hash forud for kørslen. Han blev sigtet, anholdt og taget med til en blodprøveudtagelse og efterfølgende løsladt.
Kl. 03.30 ved Cirkle K tanken på Københavnsvej i Køge blev en 27-årig mand fra Køge sigtet og anholdt for narkokørsel, da en narkometertest viste, at han havde indtaget kokain. Efter en blodprøveudtagelse blev han løsladt.

Begge mænd kan forvente at høre mere fra politiet, når resultatet af blodprøverne kommer.

Brand i lejlighed – Boholtevej, Køge

Kl. 15.02 fik politiet via alarmcentralen oplysninger om ildebrand i en lejlighed i en beboelsesejendom. Ved politiets ankomst til stedet sås tydelige flammer ud ad et vindue, så ca. 20 beboere fra to opgange blev af sikkerhedsmæssige årsager evakueret fra ejendommen. En 38-årige kvinde og hendes to børn på 10 og 12 år var også ude af lejligheden og dermed i sikkerhed, da branden opstod. Brandvæsnet fik hurtigt slukket branden, der havde forrettet de største skader i stuen, men dog også sodsværtning i lejlighedens øvrige rum. Lejligheden kunne ikke beboes efter branden, hvis årsag politiet nu skal undersøge nærmere. De evakuerede kunne senere på eftermiddagen komme retur til deres egne lejligheder, men den brandlidte familie måtte finde andet opholdssted indtil videre. Ingen kom til skade ved branden, så der blev ikke brug for den tilkaldte ambulance på stand by.

Uheld i det glatte føre – Køge Bugt Motorvejen, Greve og Køge

Kl. 14.01 skete et glatføreuheld på Køge Bugt Motorvejen mod nord, da en 40-årig kvinde fra Hvidovre kørte op bag i en forankørende bilist. Uheldet skete, fordi en bilist længere fremme kortvarigt mistede herredømmet over bilen, så en bagvedkørende bilist, en 26-årig mand fra Brønshøj foretog en kraftig opbremsning. Den 40-årige, som kørte bagerst i rækken nåede ikke at bremse, men påkørte den 26-åriges bil. Ingen personer kom noget til ved uheldet, men de to biler fik skader og måtte transporteres væk.

Motorvejen var kortvarigt spærret som følge af uheldet, og det skabte opbremsninger længere syd af motorvejen. To biler kørte kl. 14.20 sammen på Køge Bugt Motorvejen ved Køge i den forbindelse, da en 73-årig mand fra Ringsted kørte op bag i en 45-årig kvinde fra København. Heller ingen personer kom noget til ved det uheld, og motorvejen kunne åbnes igen efter omkring en halv time, da alle bilerne var fjernet. Politiet registrerede uheldene.

Sigtet for narkokørsel på p-plads – Værftsvej, Køge

Kl. 00.58 henvendte politiet sig en til bilist, der på en parkeringsplads ved et byggemarked sad på førersædet med anlagt sikkerhedssele i køretøjet, hvis motor var tændt. Politiet kontrollerede den 19-årig mand fra Klippinge nærmere og kunne efter en narkometertest mistænke ham for at være påvirket af kokain, hash og benzodiazepiner jf. udslag på narkometeret. Da et motordrevet køretøj ikke må føres eller forsøges ført af nogen, der er påvirket af f.eks. narkotika, sigtede politiet den 19-årige for narkokørsel ud fra de konstaterede omstændigheder. Den 19-årige blev derfor kortvarigt anholdt i forbindelse med udtagelse af en blodprøve til nærmere undersøgelse for euforiserende stoffer. Når blodprøven er blevet analyseret, vil den 19-årige høre nærmere fra politiet i anledning af sigtelsen, som han nægtede sig skyldig i.

Indbrud i Perioden

Hammelvej, Køge