Her kan du se de uddrag af den seneste politirapport, der omhandler Køge i tidsrummet 2021/06/04 til 2021/06/15.

Bemærk det er de hændelser, politiet har valgt at inkludere i deres rapport.

Farlig kørsel i varevogn – Køge Bugt Motorvejen, Køge

Kl. 12.20 standsede politiet en varevogn i særdeles trafikfarlig stand. Føreren, en 26-årig mand fra Stensved, havde ikke sikret læssebagsmækken, hvilket betød, at den stod åben og hang vandret bagud under kørslen. Inde i lastrummet på varebilen var endvidere en palleløfter og en sækkevogn, som ikke var fastspændt og dermed risikerede at falde ud til fare for bagvedkørende. Manden blev sigtet for køretøjets mangler, og han vil høre nærmere om sigtelsen, når sagen skal afgøres.

Narkokørsel uden førerret – Ringstedvej, Køge

Kl. 18.26 standsede politiet en personbil, der blev ført af en 35-årig mand fra Køge Føreren havde ikke generhvervet førerretten, og en test med narkometeret gav udslag på cannabis. Han blev derfor anholdt og sigtet for narkokørsel og kørsel uden gyldig førerret, og efter en blodprøve blev han løsladt. Han vil høre mere om sigtelsen, når blodprøven er analyseret.

Flere overtrædelser på Køge Bugt Motorvejen – Karlslunde, Greve

Kl. 13.55 slog politiet kløerne i en 29-årig mand fra Fløng, da han forinden havde kørt hasarderet på den sydgående motorvej ved Karlslunde. Med en hastighed på 164 km/t kørte han højre om flere andre biler i tæt trafik, selvom hastighedsgrænsen er 110 km/t på strækningen. Hans kørsel blev filmet af politiets videobil, hvorefter en betjent tændte udrykningssignalet og fik manden til at standse. Den 29-årige var frakendt førerretten tidligere, og denne eftermiddag sad han bag rattet, uagtet alkometer og narkometer slog ud på både alkohol og kokain. Manden fik udtaget en blodprøve til nærmere analyse af promille mv., og han vil høre nærmere om alle sagerne, når resultatet foreligger.

Røveri af mobiltelefon – Nørre Boulevard, Køge

Kl. 00.14 fik politiet en anmeldelse fra en 26-årig kvinde uden fast bopæl. Hun ønskede at anmelde, at hun kort forinden var blevet passet op på gaden af en mand, hun kendte i forvejen, som ønskede hendes mobiltelefon udleveret. Kvinden nægtede, og manden tildelte hende slag til hovedet – formentlig med flad hånd – for at få telefonen udleveret. Slagene og efterfølgende trusler om flere slag gjorde, at kvinden udleverede sin telefon og forlod stedet for at ringe til politiet. Politiet efterforsker nu sagen og har formodninger om en mistænkt mand, der skal hentes ind til afhøring.

Færdselsuheld – Køge Bugt Motorvejen, Solrød Strand

Kl. 06.50 torsdag morgen var en 20-årig kvinde fra Haslev årsag til et mindre alvorligt sammenstød i morgenmyldretrafikken på motorvejen i det nordgående spor. Hun opdagede for sent, at de forankørende bremsede op i den tætte trafik, så hun påkørte bagenden af en forankørende personbil ført af en 49-årig mand fra Herfølge. Uheldet skete, da den kvindelige bilist lige havde skiftet vognbane for at foretage en overhaling. Sammenstødet skete i vognbanen nærmeste midterrabatten, så trafikken blev i ca. 30 minutter forstyrret, indtil de implicerede biler var kommet ind i nødsporet. Ingen af de to parter kom til skade ved uheldet, hvor politiet blot registrerede omstændighederne.

Færdselsuheld – Vestmotorvejen, Bjæverskov – Køge

Kl. 14.47 var der sket et mindre alvorligt sammenstød på motorvejen, idet tre biler var stødt sammen. Det viste sig, at alle parter ved politiets ankomst var kommet ud i nødsporet, så trafikken kunne glide forbi uheldsstedet. En 38-årig mand fra Nørre-Alslev havde for sent opdaget, at de forankørende bremsede forholdsvist hårdt op i den tætte trafik, men den 38-årige nåede det ikke. Han påkørte derfor bagenden af den forankørende bilist, der blev skubbet frem i den næste bil. Ingen af parterne kom til skade, så politiet registrerede blot omstændighederne ved uheldet.

Færdselsuheld – Vordingborgvej, Tureby – Køge

Kl. 15.23 var flere køretøjer blevet impliceret i et sammenstød på Vordingborgvej lidt nord for krydset ved Slimmingevej. En 20-årig mand fra Tureby, der kørte i nordlig retning med tilladt hastighed, opdagede for sent, at både en lastbil og en personbil bag denne var standset, fordi lastbilen afventede modkørende før venstresving ind på en privat adresse. Den 20-årige påkørte derfor personbilen, der så ramte den afventende lastbil. Ved sammenstødet røg vragdele fra bilerne over i det modgående spor, så en modkørende bilist kunne ikke undgå at køre ind i vragdelene. To ambulancer var sendt til uheldsstedet og kørte den 20-årige samt den 59-årige kvindelige fører fra Haslev i den påkørte bil til kontrol på skadestuen. Ingen af dem var kommet til skade ved uheldet, hvor disse to føreres biler skulle bugseres væk, mens lastbilen og den modkørende bilist kunne fortsætte deres kørsel ved egen kraft. De havarede biler var nødflyttet kl. ca. 17.10, hvor politiets arbejde på uheldsstedet var afsluttet.

Målrettet indsats mod formodet narkosalg – Parkvej, Køge

Kl. 19.29 slog politiet til mod en gruppe af mænd, der opholdt sig på et græsareal mellem boligblokkene på Parkvej og Gymnasievej. Ved synet af politiet forsøgte flere at flygte, men politiet fik fat i ni lokale mænd i 20-30 års alderen. Mistanken mod mændene var salg af euforiserende stoffer, når de opholdt sig i området, hvilket blev bekræftet, efter at politiet ved undersøgelse af området fandt et femcifret kontantbeløb skjult i en hæk, ligesom en af mændene under flugten forsøgte at skille sig af med en bæltetaske, hvori der også var et femcifret kontantbeløb, en digitalvægt, ca. tre gram kokain i pølsemandsposer, to hashplader og knap 100 pølsemandsposer med hver sin klump hash i, så den samlede hashmængde udgjorde ca. 285 gram. Hovedmistanken om hashsalg kunne derfor rettes mod to mænd på 24 og 29 år fra Køge, som begge blev anholdt og sigtet for overtrædelse af lov om euforiserende stoffer. Efter afhøring i sagen, hvor både kontanter og den fundne mængde euforiserende stoffer blev beslaglagt, løslod politiet efter en nærmere juridisk vurdering de to anholdte mænd, som dog på et senere tidspunkt vil blive stillet til strafferetligt regnskab for besiddelse af de ulovlige stoffer og pengene.
Politiet vil efter dagens aktion fortsætte med at holde med eventuelle ulovlige aktiviteter i området.

Færdselsuheld – Vestmotorvejen, Bjæverskov – Køge

Kl. 07.33 rykkede politiet ud til et færdselsuheld på motorvejen i det østgående spor, idet fire biler var stødt sammen. Politiet kunne konstatere, at alle fire køretøjer ved politiets ankomst holdt i nødsporet, men uheldet havde givet anledning til kødannelse op til uheldsstedet. En 35-årig kvinde fra Sorø påkørte bagenden af den forankørende bilist, hvilket medførte, at yderligere to bilister blev involveret i sammenstødet i den tætte morgentrafik, hvor hastigheden i forvejen var nedsat på grund af trafiktætheden. Ingen kom til skade ved uheldet, hvor politiet blot registrerede parterne og omstændighederne.

Narkokørsel uden førerret – Fændediget, Køge

Kl. 00.21 anholdt og sigtede politiet en 31-årig kvinde fra Næstved for kørsel i narkotikapåvirket tilstand i en personbil, som hun ikke skulle have været fører af, fordi hun ikke havde noget kørekort. En narkometertest indikerede, at den 31-årige var påvirket af kokain under kørslen, så hun fik udtaget en blodprøve til undersøgelse for euforiserende stoffer og derefter løsladt.

Knallert på motorvejen – Køge Bugt Motorvejen, Solrød Strand

Kl. 16.00 måtte bilisterne på Køge Bugt Motorvejen lige kigge en ekstra gang. For i nødsporet kørte en stor knallert, og knallertføreren havde ingen styrthjelm på. En forbipasserende anmeldte sagen til politiet og en motorcykelbetjent satte kursen til motorvejen. Ved Solrød Strand standsede motorcyklisten knallerten, som blev ført af en 39-årig mand fra Herfølge, som ikke havde taget kørekort. Han blev sigtet for kørsel uden førerret i nødsporet på motorvejen, hvor en stor knallert bestemt ikke hører til og eskorteret. Han kan forvente at høre mere fra politiet i sagen.

Spiritusbilist fik straksdom – Køge

En 43-årig mand fra Polen blev mandag fremstillet for en dommer ved Retten i Roskilde som sigtet for spirituskørsel ad Gammel Køgevej i Køge søndag formiddag. Andre bilister havde set hans usikre kørsel, og sagen blev anmeldt til politiet, som anholdt mande, der blæste alkometeret op over 2,0 promille.

Promilleerklæringen var kort før retsmødet blev færdig, og den viste at den sigtede havde en promille på 2,65 under kørslen. Dommeren afgjorde sagen med en straksdom, hvor den 43-årige blev idømt 20 dages ubetinget fængsel og betinget udvisning af Danmark. Han blev desuden frakendt førerretten i Danmark ubetinget i 3 år. Bilen blev beslaglagt af retten, som senere vil tage stilling til, om den kan endelig konfiskeres. Bilen var en den 43-årige havde lånt, så bilejeren vil blive indkaldt til retsmødet, hvor konfiskationen behandles.

OHØJ! Maritim kontrol – Køge Bugt – Greve, Solrød og Køge

Politiet foretog i weekenden en maritim kontrol Køge Bugt mellem Køge og Hundige. Både lørdag og søndag i tidsrummet mellem kl. 10.00-20.00. Fartøjerne fik blev kontrolleret om sikkerheden var i orden i forhold til redningsudstyr, om føreren var påvirket, om hastigheden blev overholdt, om certifikaterne var i orden og om søloven i sin helhed blev overholdt. Borgerne var generelt glade for at se politiet og flere tilkendegav, at de satte pris på indsatsen.

Lørdag blev der kontrolleret i alt 17 speedbåde og 3 vandscootere, som førte til i alt tre sigtelser for manglende forsikring og certifikat. Vejret var fint med 20 grader og let til middel vind fra øst/sydøst, som gav lidt urolig sø og dønninger i Køge Bugt, men der var ikke mange fartøjer i bugten.

Søndag var der, til trods for det meget fine vejr med vindstyrke på kun 1-2 m/s og 21-22 grader, også ret få fartøjer på vandet. Lidt henne på dagen fik politiets vagtcentral en anmeldelse om en vandscooter, som sejlede til ulempe for de øvrige fartøjer. Den maritime patrulje sejlede hen for at se efter vandscooteren, men fandt igen vandscooter, som ikke overholdt reglerne. Søndag blev i alt 19 fartøjer kontrolleret, hvilket førte til at to blev sigtet for ikke at have medbragt speedbådscertifikat, en havde glemt at medbringe forsikringscertifikat og en havde ikke tegnet ansvarsforsikring på sin vandscooter. En blev sigtet for ikke at have erhvervet certifikat til vandscooter, så føreren af vandscooteren blev eskorteret til havn.

De sigtede kan forvente at få en bøde i sagerne. Politiets maritime indsats fortsætter løbende hen over sejlsæsonen.

Fredag – lørdag

 

Påvirket mand havde stjålet – Stationspladsen, Køge

Lørdag morgen kl. 09.15 modtog politiet en anmeldelse om en spirituspåvirket mand, der var til ulempe for andre, der færdedes i området. Ved patruljens ankomst til området var en mand i løb på vej af supermarkedet Irma med en medarbejder bagefter. Politiet fik standset manden, der viste sig at være en spirituspåvirket, 40-årig mand fra Helsinge. Han havde ifølge butikspersonalet i Irma stjålet to flasker vin og en opvaskesæbe fra supermarkedet, som han forlod uden at betale knap 100 kr. for varerne.
Kort efter rettede personalet fra kiosken ved Køge S-station henvendelse til politiet, idet den 40-årige kort forinden også havde været i kiosken, som han forlod medbringende fem pakker øl til en værdi af 340 kr. og uden at betale for øllene. Den 40-årige blev anholdt og sigtet for de to tilfælde af butikstyverier, inden han et kortere ophold i detentionen blev løsladt i løbet af eftermiddagen. Han kan nu forvente at høre nærmere fra politiet, når disse to sager skal afgøres sammen med andre endnu afgjorte sager om butikstyverier i andre politikredse.

To grove sager om spirituskørsel med høj promille – Køge og Kalundborg

Kl. 11.42 fik politiet anmeldelse om en mulig spiritusbilist, som kørte slingrende ad Gammel Ringstedvej i Køge Politiet fik øje på bilen i krydset Ringstedvej/Ringvejen, så politiet fik hurtigt standset bilisten, som blev bedt om at medvirke i en alkometertest. Føreren, en 43-årig mand fra Polen, havde en promille på mere end 2,0, så han blev anholdt og sigtet for spirituskørsel. Han blev taget med til sygehuset, hvor han fik udtaget en blodprøve, som blev sendt til hastebehandling hos Retskemisk Institut. Svaret på prøven forventes at komme i løbet af mandagen. Politiet beslaglagde bilen, som det er muligt ifølge færdselslovens regler om konfiskation, når promillen er over 2,0. Den 43-årige fik inddraget sin førerret midlertidigt, mens sagen behandles.

Efter blodprøveudtagelsen blev den 43-årige mand taget med i detentionen til afrusning, og senere afhørt med tolk. Politiets jurist vurderede sagen og besluttede, at den 43-årige skulle fremstilles i grundlovsforhør med begæring om varetægtsfængsling. Han bliver mandag formiddag fremstillet i ved Retten i Roskilde, hvor dommeren vil beslutte om sagen kan afgøres straks, eller om der er grundlag for at varetægtsfængsle. Opfølgning på døgnrapporten i morgen.

Kl. 21.03 kontaktede en bilist politiet, da han kørte bag en personbil på Kalundborgvej i Bregninge, som kørte meget usikkert. Bilen slingrede kraftigt og ramte flere gange kantsten i siden af vejen, og var slingret over i modkørende vejbane. Bilisten kontaktede politiet og kørte efter den slingrende bil, som fortsatte ad Frederiksberg, videre ad Parcel og standsede på Skolevej ved en kiosk i Svebølle, hvor føreren tumlede ud af bilen.

Den handlekraftige anmelder og et vidne, som også havde bemærket den slingrende bil, tilbageholdt føreren indtil politiet kom frem til stedet. Patruljen traf den kraftigt spirituspåvirkede fører, en 42-årig mand fra Ukraine, som blæste alkometeret væsentlige over det tilladte. Han blev derfor anholdt, sigtet og fik udtaget en blodprøve. Han blev taget med til stationen, hvor politiet med sikkerhed fik fastslået udlændingens identitet. Blodprøven blev sendt til hasteanalyse, og resultatet forventes at komme mandag. Den 42-årige blev løsladt sent søndag aften, men blev tilsagt til at møde på politistationen mandag eftermiddag, når resultatet af blodprøven er kommet og sagen kan afgøres.

Indbrud i Perioden

Strandvejen, Køge