Sådan tilmelder du din virksomhed til Oplevelsesgavekort 2021
Region Sjælland deler gavekort ud til 20.000 medarbejdere som tak for indsatsen under COVID 19.
Gavekortene har en størrelse på 1000 kroner og gives som ”Oplevelsesgavekort 2021”, som giver arbejdsgivere mulighed for at give medarbejderne skattefrie gavekort til eksempelvis hotelophold, restaurantbesøg, koncerter og forlystelser.
Gavekortene er også tænkt som en håndsrækning til virksomheder i Region Sjælland, og derfor håber vi, at flest mulige virksomheder er med.
Ordningen er åben for alle virksomheder, som falder ind under den skattefrie ordning ”Oplevelsesgavekort 2021”.
Tilmeld din virksomhed: Sådan gør du
Din virksomhed skal falde ind under den skattefrie ordning.
Tilmeldingen er åben fra d. 21. juni. Her kan du melde jer til listen over steder, hvor Region Sjællands medarbejdere kan indløse deres gavekort.
Når du melder din virksomhed, skriver du samtidigt under på en tro og love erklæring om, at virksomheden har overenskomstlignende forhold.
Listen er åben indtil årsskiftet. Der er dog størst mulighed for at blive valgt som indløsningssted, hvis I er på listen fra start.