Her kan du se de uddrag af den seneste politirapport, der omhandler Køge i tidsrummet 2021/06/25 til 2021/07/06.

Bemærk det er de hændelser, politiet har valgt at inkludere i deres rapport.

Borger fik standset spiritusbilist – Køge Bugt Motorvejen, Greve

Kl. 07.34 fik politiet anmeldelse fra en bekymret bilist på Køge Bugt Motorvejen sydgående ved Greve. Foran kørte en personbil, som slingrede kraftigt, så køretøjet kørte fra tredje til fjerde vognbane. Han var nødt til at bremse for at undgå at påkøre den slingrende bil. Bilen kørte af ved afkørsel 29, Greve, og anmelderen fulgte efter hen til Greve Main, hvor bilen standsede. Den handlekraftige borger tilbageholdt den kraftigt spirituspåvirkede mand, indtil en patrulje nåede frem til stedet og anholdt føreren, en 49-årig mand fra Rumænien. Han blæste alkometeret op over 2,0 promille og blev taget med til en blodprøveudtagelse.

Politiet beslaglagde bilen med henblik på konfiskation, som det er muligt i sager, hvor promillen er over 2,0. Bilen havde den 49-årige lånt, og bilens ejer blev orienteret om beslaglæggelsen, som han ønskede forelagt retten. Retten i Roskilde vil derfor nu tage stilling til, om politiet har grundlag til at opretholde beslaglæggelsen.

Den 49-årige blev løsladt efter blodprøveudtagelsen, men blodprøven bliver nu hasteanalyseret, hvorefter den udenlandske fører vil få sin sag afgjort. Retten vil senere tage stilling til, om bilen kan endeligt konfiskeres.

Færdselsuheld med promille – Køge Bugt Motorvejen, Karlslunde, Greve

Kl. 21.30 fik politiet en melding om et færdselsuheld på Køge Bugt Motorvejen i Greve. En personbil havde ramt autoværnet frontalt med omkring 100 km/t i sydgående retning ved afkørsel 30. Bag rattet sad en 53-årig mand fra Brøndby Strand, som ved rutinemæssig kontrol med alkometeret blæste promillen op over det tilladte. Han blev derfor anholdt og kørt til sygehuset for at få udtaget en blodprøve og tjekket for skader. Den 53-årige var sluppet med knubs trods det alvorlige uheld, så han vil høre nærmere fra politiet, når resultatet af blodprøven foreligger. Vejdirektoratet blev underrettet om det krøllede autoværn som følge af uheldet.

Kørte uden førerret for 5.gang – Vordingborgvej, Herfølge, Køge

Kl. 17.25 standsede en patrulje en 33-årig mand fra Næstved på Vordingborgvej i Herfølge i en varebil. Manden kunne ikke fremvise et gyldigt kørekort, da han havde fået inddraget sin førerret, fordi han ikke havde været oppe til en kontrollerende køreprøve efter en tidligere betinget frakendelse. Politiet undersøgte muligheden for at beslaglægge køretøjet, som det er muligt, hvis man kører uden kørekort tre gange inden for tre år. Det var der dog ikke grundlag for i dette tilfælde, da varebilen var indregistreret som firmabil. Virksomhedens ejer blev derfor i stedet sigtet for at overlade føringen af sin firmabil til en person uden gyldigt kørekort. Når man er ejer af et køretøj, er man ifølge færdselslovens regler forpligtet til at sikre sig, at personer som låner bilen lovligt kan føre den.

Brandundersøgelse – Fasanvej, Køge

Kl. 12.02 rykkede brandvæsnet og politiet ud til ildebrand i en lejlighed i en beboelsesejendom. Samtidig var en ambulance også rutinemæssigt sendt til stedet, såfremt nogen måtte være blevet udsat for røg. Det viste sig, at branden var på altanen ved en lejlighed i stueplan, og ingen af beboerne var hjemme. Dem fik politiet dog senere kontakt til, så ingen af lejlighedens beboere var i fare. Efter ca. 10 minutter havde brandvæsnet fået slukket branden på altanen, hvor forskellige ting anbragt på altanen var blevet ødelagt. Endvidere havde branden forårsaget sodtilsværtning af alle lejlighedens rum. Ingen var kommet til skade ved branden, som nu undersøges nærmere af brandefterforskere i et forsøg på at finde den egentlige brandårsag.

Brand i bålhytte – Klemmenstrupvej, Køge

Kl. 22.15 måtte brandvæsnet rykke ud for at slukke en ildebrand, der var opstået i en bålhytte. Ved brandvæsnets ankomst var bålhytten helt overtændt, så der var ikke så meget gøre i forhold til redning af den. Bålhytten er på et offentligt område, og politiet skal nu forsøge at finde ud af, hvorfor branden opstod i selve bålhytten. Ingen kom til skade ved branden.

Politiet tog musikanlæg – Odsherred og Køge

Mandag aften var politiet på en adresse i en privat villa i Hørve, Odsherred, da der var kommet anmeldelse om meget høj musik fra huset. En patrulje kørte til stedet, hvor beboeren, en 39-årig mand blev formanet om at skrue ned. Han blev vejledt om, at politiet kunne tage hans musikanlæg i bevaring, såfremt han ikke holdt lydniveauet rimeligt. Tirsdag eftermiddag omkring kl. 15.40 var den gal igen på adressen med meget høj musik, som var til gene for de omkringboende. En patrulje kørte igen til stedet, hvor musikanlægget blev inddraget. Ejeren fik besked om, at han kunne hente anlægget på politistationen dagen efter.

Natten til onsdag efter midnat blev anmeldt meget høj musik ved Holmebækskolen i Herfølge, Køge i forbindelse med en fest. Festdeltagerne stak af fra stedet, da politiet ankom, og tog anlægget med sig i farten. Lidt senere mødte patruljen dog igen gruppen af unge, som stod ved en større soundbox. Ejeren af musikanlægget, en 19-årig mand fra Herfølge erkendte, at det var ham som havde spillet høj musik, og at det var anden gang hans anlæg blev taget af politiet i forbindelse med for høj musik d. 18. juni i år.

Politiet gjorde den 19-årige bekendt med, at politiet i gentagelsestilfælde kan beslaglægge musikanlægget med henblik på konfiskation, hvilket han accepterede. Han blev desuden sigtet for at overtræde ordensbekendtgørelsen, da hans musik havde forstyrret hele nabolaget. Han kan forvente en bøde i sagen. Retten vil senere tage stilling til, om anlægget kan endeligt konfiskeres.

Narkokørsler – Køge, Holbæk, Greve og Odsherred

Køge
Kl. 09.18 bemærkede en patrulje en varebil, som blev ført af en mand, som talte i håndholdt mobiltelefon. Varebilen blev standset på Lyngvej ved Stensbjergvej i Køge og her opdagede betjentene, at føreren, en 31-årig mand fra Slagelse, var påvirket af euforiserende stoffer. Han blev derfor anholdt og sigtet for narkokørsel og for at anvende håndholdt mobiltelefon under kørslen. Den 31-årige blev løsladt efter at have fået udtaget en blodprøve.

Holbæk
Kl. 11.56 blev en 48-årig kvindelig bilist fra Gislinge standset i en rutinekontrol ved en tankstation på Roskildevej i Holbæk. Føreren var påvirket af hash, så hun blev anholdt, sigtet for narkokørsel og fik udtaget en blodprøve, hvorefter hun blev løsladt.

Kl. 19.42 standsede en patrulje en 33-årig mand fra Snertinge i en personbil, da han kørte ad Skelbæk i Snertinge. Føreren var frakendt retten til at køre bil i en tidligere sag om narkokørsel, og han var også ved dagens kontrol påvirket af euforiserende stoffer. Han blev derfor anholdt og sigtet for narkokørsel i frakendelsestiden og taget med for at få udtaget en blodprøve. Han blev herefter løsladt

Greve
Kl. 17.37 blev en 25-årig mand fra Greve sigtet og anholdt for narkokørsel i bil, da han blev standset i en rutinekontrol på Engrøjel i Greve. En narkometertest viste positiv for hash, så han blev taget med til en blodprøveudtagelse og senere løsladt.

Odsherred
Kl. 20.30 kørte en patrulje på Klintevej i Klint, Nykøbing Sjælland, hvor en bilist blev standset i en rutinekontrol. Føreren af bilen, en 34-årig mand fra Nørre- Asmindrup, var påvirket under kørslen og blev testet med narkometeret, som viste, at han havde indtaget hash, amfetamin og opiater. Han blev derfor anholdt, sigtet og fik udtaget en blodprøve, hvorefter han blev løsladt.

Politiet afventer nu resultatet af blodprøverne, hvorefter de sigtede vil høre mere i deres sager.

Dreng ramt af bil – Stevnsvej, Strøby Egede, Køge – Stevns

Kl. 18.24 blev en 8-årig dreng fra Køge ramt af en bil, da han løb over Stevnsvej i Strøby Egede mod stranden tæt ved Solgårdsparken. Han var i følgeskab med sin familie, men løb i forvejen hen over Stevnsvej. Der var tæt trafik på uheldstidspunktet med kødannelse på stedet. Drengen løb bag om en varebil, som kørte ad Stevnsvej mod øst. Han var derfor skjult bag varebilen. I vestlig retning kørte en 54-årig kvindelig bilist fra Vanløse, som først opdagede drengen, da han ramte hjørnet af hendes bil og slynget omkuld. Bilisten bremsede straks og der blev tilkaldt hjælp til drengen.

Politi og ambulance kørte til stedet, hvor den 8-årige dreng blev taget med til sygehuset. Han havde pådraget sig brud på overkroppen, men var ifølge skadestuen uden for livsfare. Han blev senere overført til Rigshospitalet til observation for indre kvæstelse. Politiet afhørte flere vidner, som havde set uheldet ske og optog rapport.

Spirituskørsel – Køgevej, Hårlev – Stevns

Kl. 21.01 anholdt og sigtede politiet en 37-årig mand fra Holbæk for spirituskørsel i en personbil. Han ønskede trods politiets forlangende ikke at deltage i en alkometertest, men politiet skønnede ham så påvirket, at han skulle have udtaget en blodprøve til nærmere undersøgelse for alkohol. Han blev løsladt efter blodprøveudtagelsen og kan nu forvente at høre nærmere fra politiet, når blodprøven er blevet analyseret.

Narkobilist medbragte narko – Toldbodvej, Køge

Kl. 02.25 standsede politiet en personbil, der havde en påhængsvogn tilkoblet. Bilen blev ført af en 26-årig kvinde uden fast bopæl. Hun blev anholdt og sigtet for narkokørsel, da politiet mistænkte hende for at være påvirket under kørslen. Ved visitationen af hende fandt politiet en joint i cigaretpakke, og ved ransagning af bilen fandt politiet ca. fire gram amfetamin tilhørende den 26-årige. Ved denne ransagning fandt politiet også en totenschlæger, som tilhørte en 35-årig mand fra Hårlev, der var passager i bilen. Den kvindelige fører blev kortvarigt anholdt i forbindelse med udtagelse af en blodprøve til nærmere undersøgelse for euforiserende stoffer og herefter løsladt. Begge sigtede kan forvente at høre nærmere fra politiet.

Indbrud i Perioden

Ringen, Køge