Vejdirektoratet indleder nu en fire ugers idéfase, hvor borgere kan sende forslag og input til en miljøkonsekvensvurdering og skitseprojektering af øget kapacitet på Motorring 3.

Med en døgntrafik i hverdagene på over 130.000 biler oplever trafikanter omfattende trængsel i myldretiden på Motorring 3 – den 17 kilometer lange motorringvej omkring København.

Derfor begynder Vejdirektoratet nu arbejdet med en skitseprojektering og miljøkonsekvensvurdering af et udbygningsforslag til øget kapacitet på motorringvejen. Første skridt er at bede offentligheden om idéer og forslag.

Borgerne kan sende deres forslag via høringssystemet eller ved at skrive til de projektansvarlige per e-mail: Motorring3@vd.dk

Nødspor bliver til kørespor

I foråret 2021 afsluttede Vejdirektoratet en undersøgelse af muligheder for at opnå øget kapacitet på Motorring 3, herunder at inddrage nødspor til kørsel.

Undersøgelsen mundede ud i et samlet udbygningsforslag, der forbedrer trafikafviklingen på vejen. Det er dette udbygningsforslag, som Vejdirektoratet nu skal gennemføre en miljøkonsekvensvurdering og skitseprojektering af.

I udbygningsforslaget bliver det eksisterende nødspor inddraget permanent til kørsel. For at få plads til det ekstra kørespor bliver vognbanerne smallere. Samtidig vil der ske en omfattende ændring af afmærkningerne på vejen, og hastigheden bliver sat ned til 90 km/t.

Trafikledelsessystemet skal også tilpasses til de nye forhold, og nogle steder bliver det nødvendigt at forstærke belægningerne.

Det handler om støj

Udbygningen af en vej giver en ændret støjudbredelse. Som en del af miljøkonsekvensvurderingen vil Vejdirektoratet derfor beregne, hvor meget støj der vil komme, når udbygningen er gennemført.

På baggrund af støjberegningerne vil der blive udarbejdet forslag til eventuelle støjdæmpende indsatser som for eksempel støjskærme.

Flere boligområder langs motorvejen er allerede i dag udpeget som særligt støjbelastede. Der er derfor i miljøkonsekvensvurderingen et stort fokus på støj fra den eksisterende motorvej, og miljøkonsekvensvurderingen vil have fokus på at undersøge mulighederne for at reducere støjen fra motorvejen.

Informationsmøder på vej

Idé- og forslagsfasen løber frem til den 13. juni 2022. Når undersøgelsen med skitseprojektering og miljøkonsekvensvurdering er blevet gennemført, vil den blive fremlagt i offentlig høring i en periode på mindst otte uger.

I forbindelse med den indledende idéfase bliver der afholdt to informationsmøder, hvor der er mulighed for at høre mere om projektet og stille spørgsmål.

Mandag den 23. maj fra kl. 19.00 til 21.00
Grønnemose Skole (med plads til cirka 450 deltagere).
Høje Gladsaxe Torv 4
2860 Søborg

Tirsdag den 24. maj fra kl. 19.00 til 21.00
Kulturhuset Kilden (med plads til cirka 300 deltagere)
Nygårds Pl. 31
2605 Brøndby

Borgere, som ønsker at deltage i et af møderne, skal tilmelde sig ved at sende en e-mail til Motorring3@vd.dk med oplysning om, hvilket møde man gerne vil deltage på og deltagerantal.

Læs mere her

 

Foto: ABW