Det betaler sig at sætte sig ind i forsikringsdetaljer og flyveråd, inden du lader din nye drone lette. Nogle enkle forholdsregler kan ifølge GF Forsikring i Køge og Roskilde spare dig for mange penge og forebygge uheldige situationer.
Droner er på kort tid blevet meget populære blandt sjællænderne.
De flyvende objekter er rigtig god underholdning for både store og små, de giver spændende læring, og så kan de efterhånden købes både på nettet og i mange detailbutikker helt ned til nogle få hundrede kroner.
Men inden din drone letter næste gang, er det en rigtig god ide, at du sætter dig ind i reglerne. Og undersøger hvordan du er forsikret, hvis uheldet er ude.
Ødelægger du din drone ved kollision med eksempelvis et træ, eller kommer du til at ridse naboens bil, så kan det der skulle have været en sjov og hyggelig udendørsaktivitet, nemlig udvikle sig til en både dyr og træls affære.
– Vi mærker også i vores lokalområde, at dronerne er blevet meget populære blandt private. Samtidig oplever vi, at mange ikke kender forsikringsreglerne for dronerne eller ved, hvordan de skal forholde sig, hvis uheldet er ude, siger Klaus Lund Snitgaard, forretningsfører i GF Finans og GF Østsjælland.
Forbered din dronefærd
– Har man en drone, der vejer over 250 gram, så kræver det først og fremmest, at man har en lovpligtig ansvarsforsikring. Og hvis du har en dyr drone og dyrt ekstraudstyr, er det en god ide at undersøge, hvordan den er dækket, hvis den bliver skadet eller stjålet.
– Vi anbefaler altid, at folk udover forsikring af dronen også sætter sig godt ind i lovgivningen og følger reglerne for droneflyvning. På den måde forebygges langt de fleste uheld, og man har lagt fundamentet for, at oplevelsen bliver sjov og lærerig i stedet for en trist affære, slutter Klaus Lund Snitgaard.
GF Finans og GF Østsjælland har kontorer i Køge og Roskilde.
Flyv sikkert med din drone
1) Flyv ikke med din drone, hvis det blæser mere end 5 sekundmeter
2) Flyv aldrig højere end 100 meter op og hav altid visuel kontakt med dronen
3) Flyv aldrig i regnvejr, medmindre dronen er bygget specielt til det
4) Flyv aldrig over andre mennesker, medmindre de har givet tilladelse til det
5) Tjek altid om du må flyve der, hvor du ønsker: www.droneluftrum.dk
6) Sørg for at have en ansvarsforsikring på de skader, dronen kan forvolde
Værd at vide om droner og mikrodroner
Der er forskellige regler for droner afhængig af dronens vægt. Vejer dronen mindre end 250 gram kaldes den en mikrodrone og ifølge loven må den ikke kunne flyve mere end 50 km/t.
Drone (over 250 g):
• Det er lovpligtigt at have en ansvarsforsikring for droner over 250 g. Ansvarsforsikringen dækker, hvis du kommer til at skade andre personer eller andre personers ting med din drone.
• Vil du gerne have sikret din drone i tilfælde af skader eller tyveri, kan du købe en kaskoforsikring til din drone.
• Det er lovpligtigt at registrere dig som droneejer hos Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen, hvis du ejer en drone på mere end 250 g.
• Før du må flyve med din drone, skal du tage dronetegn. Det kan du gøre online. Er du under 15 år, skal dronetegnet tages sammen med en værge.
• Vejer dronen over syv kg, skal du være fyldt 16 år for at flyve med den
• Din drone skal kunne identificeres, og den skal derfor være mærket med dit navn, telefonnummer og det registreringsnummer, som Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen har tildelt dig.
• Du må maksimalt flyve 100 meter op i luften, og dronen skal under hele flyvningen være inden for synsvidde.
• Som privatperson må du ikke flyve med din drone i byområder.
Mikrodrone (under 250 g):
• Hvis din mikrodrone har været meget dyr, kan du overveje at kaskoforsikre den, så du får dækket tyveri, skader opstået under flyvning og transportskader.
• Der er ikke krav om ansvarsforsikring til en mikrodrone. Hvis du kommer til at skade andre personer eller andre personers ting med din mikrodrone, er det sådan at den hos GF er dækket af ansvarsforsikringen, som er en del af indboforsikringen.
• Mikrodronen kræver ikke registrering, og du må flyve med din mikrodrone uden et dronetegn.
• Som privatperson må du ikke flyve med din mikrodrone i byområder.
Kilder: Droner.dk og GF Forsikring