Grå skyer havde bredt sig på himlen over EUC Sjællands campus i Køge. Men det satte ikke en dæmper på Anders Garbacz Hansens humør. Han er nemlig sommerens første EUX-student. Når studenterhuen først er i hus, betyder det ofte et punktum for ungdomsuddannelsen. Men Anders er stadig under uddannelse lidt endnu, inden han både kan kalde sig for student og færdigudlært tømrer.
Det var en lettet ung mand, der trådte ud af lokalet efter en veloverstået sidste eksamen.
– Det er rigtig rart, at være færdig med gymnasiefagene. Nu har jeg kun svendeprøven tilbage til september, fortæller den 20-årige nybagte student med et stort smil på læben.
Som Anders selv beskriver, er han først helt færdig med sin EUX-tømreruddannelse til efteråret. Sidste trin er hans svendeprøve, der afslutter fire års hårdt arbejde.
Kombinationen af en interesse for håndværkerfaget og udvidede fremtidsmuligheder kendetegner netop EUX-uddannelsen. For Anders var det også et specifikt håndværk, der var vejede tungt i hans uddannelsesvalg. Han ville gerne være tømrer, men fik af vide, at hans høje karaktergennemsnit fra folkeskolen, ikke pegede ham i håndværkerretningen.
– Så jeg valgte, at starte på EUX for at se hvad det kunne blive til. Senere hen kom jeg på, at jeg rigtig gerne ville være bygningskonstruktør, fordi jeg godt kunne lide at tegne. Jeg har dog i den senere tid fået øjnene op for programmering, da det er noget jeg er god til.
Med hans færdiggjorte EUX har han rig mulighed for at læse videre – hvad enten det er til bygningskonstruktør, programmør eller noget helt tredje. Samtidig kan han også blive ved håndværket, og arbejde som tømrer. Det er i hvert fald planen for nu.
– Når jeg er færdig med EUX, vil jeg arbejde som tømrer i et stykke tid. Jeg synes man får et bedre billede af virkeligheden, når man går ude på arbejdspladsen. Det vil jeg bruge senere hen, når jeg skal i gang med noget andet, som eksempelvis at læse videre.
Højt ambitionsniveau og mange bolde i luften
På EUX er der meget, der skal læres og erfares i løbet af en kort tidsperiode. Men det har Anders ikke set som en ulempe.
– Det har ikke været noget problem for mig, og jeg har faktisk godt kunne lide det. Man har omkring et halvt år hvert sted (red. henholdsvis skole- og praktikforløb), og det giver én tid til at omstille hjernen fra at være hos mester og så tilbage til gymnasiefagene.
Jens Sønderholm Skovmøller, underviser på EUC Sjælland og Anders’ lærer i det afsluttende eksamensprojekt, mener også at EUX-uddannelsen er særligt attraktiv.
– På papiret er uddannelsen fuldstændig rigtig til den håndværker, der vil lidt mere. Han får et indsigt i planlægningsprocesser, den bagom liggende lovgivning, og generelt mange områder, som håndværkerfaget ikke kan give ham alene. Samtidig får han også en større forståelse for andre fagområder.
De fleste studenter kan se frem til en velfortjent sommerferie efter deres sidste eksamen, men det er ikke tilfældet hos Anders.
– Jeg er tilbage hos mester fra på mandag af, slutter han af, inden han tilslutter sig familie og venner, der er kommet for at fejre hans milepæl.