Her kan du se de uddrag af den seneste politirapport, der omhandler Køge i tidsrummet Jun 15, 2018 til Jun 26, 2018.

Bemærk det er de hændelser, politiet har valgt at inkludere i deres rapport.

Færdselsuheld – Køge

Kl. 2119 skete et færdselsuheld på Ringstedvej ved Gl. Ringstedvej. En bil, der blev ført af en 22-årig mand fra Roskilde, kørte bag en anden bil, der blev ført af en 21-årig mand fra Brønshøj. Den forreste bil bremsede op for at lave et venstresving, hvilket blev overset af den 22-årige fører. Begge parter kørt til undersøgelse på sygehus. Tilsyneladende er ingen kommet alvorligt til skade ved uheldet.

Salg af cykel førte til tur i fogedretten – Køge

Kl. 0943 blev politiet kontaktet af en 45-årig kvinde fra Køge, hvis datters cykel var blevet stjålet og nu var sat til salg på et digitalt salgssted. Ved politiets mellemkomst blev sælgeren identificeret som en 34-årig kvinde fra Køge, som blev opsøgt på sin bopæl og sigtet for tyveri af cyklen. Da den 34-årige i forvejen var efterlyst som udeblevet fra fogedretten, blev hun frihedsberøvet og bragt til fogedretten i Roskilde af politiet, som hun vil høre nærmere fra vedr. sagen om cykeltyveriet.

Flere overtrædelser af afbrændingsforbuddet – Køge / Stevns / Roskilde kommuner

Østsjællands Brandvæsen har udstedt afbrændingsforbud i flere kommuner i den østlige del af politikredsen. Kl. 2200 blev en 54-årig mand fra Lille-Skensved sigtet for at have overtrådt afbrændingsforbuddet ved at tænde et Sankt Hans-bål på sin bopæl.

Kl. 2207 fik politiet en anmeldelse om et antændt bål i Strøby-området, hvor en 43-årig mand fra Strøby blev sigtet for overtrædelse af afbrændingsforbuddet. Da politiet havde forladt stedet, var den 43-årige ifølge to kvindelige naboer gået ind til dem og havde optrådt stærkt truende, da han mistænkte dem for at have ringet til politiet. Politiet kørte derfor retur til den 43-årige, som derfor blev anholdt og sigtet for trusler mod vidner i anledning af sin adfærd over for de to kvinder. Han blev løsladt efter afhøring til sagen, som anklagemyndigheden senere skal kigge nærmere på for a t afgør e, om der skal rejses tiltale i sagen.

Kl. 2216 blev en 45-årig mand fra Lille-Skensved sigtet for overtrædelse af afbrændingsforbuddet, idet han havde tændt et bål på en adresse i Viby Sj. (Roskilde kommune).

Alle sigtede kan nu forvente at høre nærmere fra politiet efter overtrædelserne af afbrændingsforbuddet udstedt af brandvæsnet.

Kørsel uden førerret – bil beslaglagt – Københavnsvej, Køge

Kl. 0916 standsede politiet en personbil, som blev ført af en 26-årig kvinde fra Køge Hun havde ikke noget kørekort og blev derfor sigtet for kørsel uden førerret. Da det nu var tredje gang inden for de seneste tre år, at hun blev afsløret i at køre bil uden at have førerret, beslaglagde politiet hendes personbil, med henblik på konfiskation. Hun vil derfor blive indkaldt til et retsmøde, når straffesagen og spørgsmålet om endelig konfiskation skal afgøres.

Cykeltyve pågrebet – Jernbanegade, Køge

Kl. 1544 anmeldte en opmærksom borger, at en mand og en kvinde gik søgende rundt langs cykelstativerne ved Køge S-station. Pludselig tog manden en boltsaks frem fra en medbragt rygsæk og klippede låsen over til en cykel, som de i fællesskab slæbte af sted med. Politiet kørte hurtigt til Jernbanegade, hvor den opmærksomme borger kunne udpege en 34-årig kvinde fra Køge og en 37-årige mand fra Lille-Skensved. De påstod, at cyklen var blevet stjålet fra kvinden tidligere, men hun kunne ikke verificere dette. Derfor blev de begge sigtet for at have stjålet cyklen med henblik på videresalg. Cyklen beslaglagde politiet med henblik på udlevering til rette ejer, når vedkommende er identificeret.

Arbejdsulykke – Islandsvej, Herfølge – Køge

Kl. 0131 var en 49-årig mand fra Herfølge kommet til skade på sin arbejdsplads. Han arbejdede ved en maskine, der skulle forarbejde noget pap. Da et stykke pap ikke ville blive ført ind i maskinen af sig selv, hjalp han pappet på vej. Pludselig lukkede nogle metalarme sig fast om hans arm, så han fik et kødsår, som måtte behandles på skadestuen. Politiet undersøger nu i samarbejdet med Arbejdstilsynet de nærmere omstændigheder ved ulykken for at klarlægge, om nogen kan drages til ansvar.

Høj hastighed – Køge Bugt Motorvejen, Køge

Kl. 1330 blev en 26-årig mand fra Kalundborg standset på motorvejen, hvor færdselsafdelingen havde målt, at han kørte med en hastighed på 189,9 km/t. Den 26-årige havde ikke kørekort til motorcykel, hvorfor han oven i en bøde også får en bøde for at føre motorcykel uden at have kørekort til mc.

Tyveri fra lomme / dankort misbrugt – Køge

Kl. 1409 anmeldte en 78-årig mand fra Haslev, at han i løbet af formiddagen ubemærket havde fået stjålet sin pung op af sin lomme. Han havde været i et pengeinstitut på Torvet og opdagede tyveriet, da han befandt sig i et supermarked i Strædet. Der var tale om en brun læderpung indeholdende diverse personlige kort, herunder et dankort. Da han i banken ville spærre bl.a. dankortet, fik han oplyst, at dankortet allerede var blevet misbrugt tre gange til uberettiget hævning af kontanter til en samlet sum på 14.900 kr. Politiet skal nu have klarlagt, hvor de uberettigede hævninger er foretaget, og samtidig havde undersøgt, om der findes overvågning disse steder. Offeret havde intet bemærket i forbindelse med tyveriet af pungen.

Politiet vil i den forbindelse igen gøre opmærksom på, at det er særdeles vigtigt at skjule PIN-koden, når et betalingskort anvendes. Uden en afluret PIN-kode er et stjålet betalingskort intet værd for en trick- eller lommetyv, idet kortet ellers ikke kan anvendes til uberettiget hævning af kontanter i en pengeautomat.

Færdselsuheld – Ejbyvej / Spanagervej, Ejby, Lille-Skensved – Køge

Kl. 1506 var sket et færdselsuheld med to bilister impliceret i krydset mellem Ejbyvej og Spanagervej. En 38-årig mand fra Viby Sj. var i en varebil kørt ad Ejbyvej mod nord, da han var standset før svingning til venstre ad Spanagervej. En bagfra kommende personbil ført af en 25-årig kvinde fra Ringsted opdagede varebilen for sent og kunne trods undvigemanøvre ikke undgå påkørsel af varebilen. Den 25-åriges personbil snurrede rundt som følge af uheldet, og redningspersonalet havde besvær med at få reddet hende ud af bilen via dørene, så taget måtte klippes af bilen. Krydset var på grund af uheldet spærret frem til kl. ca. 1600, hvor oprydningen var afsluttet. Ingen af de to parter pådrog sig behandlingskrævende skader, men de fik dog nogle knubs mv.

Indbrud i perioden
Sønderhegnet, Køge
Grønnekildevej, Køge
Rådhusstræde, Køge
Cedervej, Strøby Egede
Køge Parkvej, Køge
Engvangsvej, Strøby Egede, Køge
Tyttebærvej, Køge
Krotoften, Borup (2 steder)