Køge Kommunes beskæftigelsesplan for 2023 er udarbejdet med input fra erhvervsliv, fagbevægelse og erhvervsskoler. Planen, der nu sendes i høring, har fokus på at opkvalificere ledige til et arbejdsmarked, der i høj grad efterspørger arbejdskraft.

Foto ABW

Virksomheder og offentlige myndigheder efterspørger i stor stil medarbejdere, og manglen på arbejdskraft bliver en reel udfordring i årene, der kommer. En af de store fokusområder i Køge Kommunes Beskæftigelsesplan for 2023 bliver derfor også at arbejde målrettet mod opkvalificering af ledige og på forskellig vis sørge for at få alle hænder i spil på fremtidens arbejdsmarked.

Beskæftigelsesplan 2023 lægger sporene for næste års indsats på området. Nu efterspørger Erhvervs- og Arbejdsmarkedsudvalget input fra alle relevante parter.

– Vi har brug for alle relevante perspektiver i arbejdet med beskæftigelsesplanen, så vi kan skabe de bedste rammer for arbejdsmarkedet i Køge Kommune. Vi sigter efter, at alle borgere, der er i stand til det, skal have en chance på arbejdsmarkedet, og at virksomhederne kan rekruttere den arbejdskraft, de har brug for, siger formand for Erhvervs- og Arbejdsmarkedsudvalget Mette Wigand Bode.

Beskæftigelsesplanen er blandt andet udarbejdet med input fra repræsentanter fra erhvervsliv, fagbevægelse og erhvervsskoler
De relevante faglige råd er Arbejdsmarkeds-, Integrations-, Handicap- og Udsatterådet. Ifølge tidsplanen forventes byrådet at forholde sig til Beskæftigelsesplan 2023 i december.

Målsætninger i Beskæftigelsesplan 2023
Beskæftigelsesplanen viderefører fem ministermål fra Beskæftigelsesplan 2022 og 2021:

1: Alle ledige skal have en værdig sagsbehandling.
2: Flere ledige skal opkvalificeres.
3: Flere flygtninge og familiesammenførte skal være selvforsørgende.
4: Flere personer med handicap skal i beskæftigelse.
5: Virksomhederne skal sikres den nødvendige og kvalificerede arbejdskraft.

Derudover videreføres et lokalt mål om at fastholde flere sygemeldte i job, mens et nyt lokalt mål om at få flere unge i uddannelse er tilføjet.

Kilde.