Et bynært naturområde ved Ådalen i Køge Nord får nu egne trampespor til glæde for borgere med hang til eng, sø og beskyttet mose.

I Køge Nord ved Jersie Mose Syd og engen langs Skensved Å, ejer Køge Kommune et syv hektar stort naturområde, som indtil nu har været ukendt for de fleste. Nu får naturområdet egne trampespor – og er man frisk, bruger man det vadested hen over åen, som leder over i Solrød Kommunes stisystem i Jersie Mose.

Loven om naturbeskyttelse giver nemlig befolkningen adgang til udyrkede arealer og stier i det åbne land – og det skal udnyttes, mener formand for Klima- og Planudvalget, Niels Rolskov:

– Det er vores opfattelse, at kun et fåtal af borgerne kender til det naturskønne område, vi har ude i Køge Nord, hvor der både er eng, sø, beskyttet mose og regnvandsbassiner. Nu slår vi nogle trampespor nord for Ådalen 16 og sætter skilte op, så der forhåbentlig er endnu bedre adgang til det fine og lidt ukendte område, siger han.

Jersie Mose Syd er ét ud af flere naturområder langs Skensved Å, hvor Køge Kommune arbejder med at give borgerne adgang. I det nye år barsler Køge Kommune og KLAR Forsyning med en samlet plan for mere natur, adgang og vandhåndtering i Skensved Ådal.

Samtidig med, at Køge Kommune har slået trampespor, bliver der sat skilte op, som angiver hvor i området, man kan færdes.

Pressefoto af sø Jersie Mose Syd banner

Kilde.