Her kan du se de uddrag af den seneste politirapport, der omhandler Køge i tidsrummet 2023/02/22 til 2023/03/07.
Bemærk det er de hændelser, politiet har valgt at inkludere i deres rapport.
Arbejdsulykke – Nordhøj, Køge
Kl. 20.04 kørte politi og ambulance til et supermarked, hvor en medarbejder var komme til skade under kørsel med gaffeltruck. Den 39-årige mand var i gang med at arbejde på et udendørs lager, da skulle køre igennem en port, der var ved at køre op. Af uvisse årsager stoppede porten halvvejs, men gaffeltrucken kørte fremad og ind i den halvåbne port. Medarbejderen blev ramt på overkroppen og kom til skade, så han blev kørt til sygehuset i ambulance til behandling.
Politiet optog rapport om arbejdsulykken og orienterede Arbejdstilsynet om sagen. Myndighederne vil herefter sammen vurdere, om der er sket brud på arbejdsmiljøloven i forbindelse med ulykken, og om nogen skal stilles til ansvar for at det skete.
Beruset mand skabte uro og utryghed flere steder – Kalundborg / Roskilde / Køge
En 42-årig mand uden fast bopæl, men med relation til en nordsjællandsk kommune, var i løbet af mandagen årsagen til flere politiudrykninger i anledning af den uro- og utryghedsskabende adfærd fra mandens side.
Kl. 08.45 var han på spil ved en madbutik på togstationen i Kalundborg, idet han i beruset tilstand skabte uro på stedet, hvor han i øvrigt havde knust en flaske. Desuden kunne han måske mistænkes for at have forrettet sin nødtørft i området.
Politiet fandt ikke manden ved togstationen, men ledte efter ham i flere supermarkeder i Kalundborg by, idet personalet fra mindst tre supermarkeder godt kendte manden og netop havde haft besøg af ham i løbet af morgenen.
Kl. 10.09 kontaktede en buschauffør politiet, idet en mandlig passager ikke ville forlade bussen ved togstationen i Kalundborg, hvor han i øvrigt både indtog alkohol og røg trods forbud herimod.
I bussen traf politiet den 42-årige mand, der var så påvirket af alkohol, at han ikke blev skønnet i stand til at kunne klare sig selv. Han blev derfor frihedsberøvet og af politiet bragt til politistationen i Roskilde, hvor han blev tilset af en læge inden en eventuel anbringelse i detentionen til afrusning.
Den lægelige vurdering af den 42-årige var, at han skulle afruses under tilsyn af sundhedsfagligt personale på Roskilde sygehus, hvor manden ikke ønskede at være, efter at politiet havde forladt stedet.
Kl. 13.05 underrettede en borger politiet om, at en mand med en hospitalsdyne og kun én sko på gik i tunnelen under jernbanesporene ved Roskilde station.
Politiet fik igen fat i den 42-årige, der var i færd med at stige på toget mod Sydsjælland.
Først omkring kl. ca. 22.00 fik politiet igen en anmeldelse fra et supermarked i Torvebyen, Køge, om en beruset mand, der måske havde brug for hjælp.
Inden politiet nåede at komme til stedet, indløb en ny anmeldelse fra en kiosk ved Køge S-station, hvor en beruset mand havde opført sig så utryghedsskabende, at personalet havde trykket på overfaldsalarmen.
Politiet fik ved kiosken igen kontakt til den 42-årige, som personalet i kiosken blot ønskede bortvist fra stedet, hvilket politiet så meddelte manden.
Alle disse udrykninger har politiet nu samlet sammen i en oversigt, som er blevet sendt til de sociale myndigheder i den 42-åriges nordsjællandske hjemkommune, så kommunen kan vurderes, hvilken indsats og hjælp den 42-årige måske kunne have behov for, så han ikke skaber utryghed i det offentlige rum på de steder, hvor han færdes.
Bilist uden kørekort var efterlyst – Køge Bugt Motorvejen, Greve
Kl. 09.55 standsede færdselspolitiet en personbil, der manglede en nummerplade bag på bilen, som blev ført ad Køge Bugt Motorvejen i nordgående retning ved Greve.
Bag rattet sad en 38-årig mand fra Brøndby Strand, som ikke kunne fremvise noget kørekort, idet politiet forinden havde inddraget hans førerret, således at han ikke måtte være fører af en køretøj, hvortil et kørekort var påkrævet.
Den 38-årige blev sigtet for både kørsel uden førerret og den manglende nummerplade på bilen, som tilhørte en anden end den 38-årige selv.
Det viste sig, at den 38-årige faktisk var efterlyst af Københavns Vestegns Politi, som afhentede ham og bragte ham i fogedretten, som han havde et uafklaret mellemværende med.
Færdselspatruljen fortsatte herefter sin patruljering på Køge Bugt Motorvejen og så kl. ca. 11.30 overraskende den bil, som den 38-årige tidligere var blevet standset i, køre ned på Køge Bugt Motorvejen ved Greve N-tilkørslen.
Da færdselspolitiet igen fik standset bilen, der stadig ikke havde nogen nummerplade bagpå, sad den 38-årige igen bag rattet trods den manglende førerret.
Den 38-årige blev derfor igen sigtet for kørsel uden førerret i bilen og uden en nummerplade bagpå.
Disse i alt fire sigtelser kan den 38-årige forvente at høre nærmere til, og bilejeren kan nu forvente at høre nærmere fra politiet med en sigtelse for at have overladt føringen af personbilen til en person, der ikke lovligt kan være fører.
Blandet sten- og grusaffald dumpet i skov – Valløvej, Køge
Efterforskerne på politistationen i Køge arbejder i øjeblikket med en lidt usædvanlig sag om overtrædelse af naturbeskyttelsesloven.
Politiet fik nemlig en anmeldelse den 23. februar 2023 fra en skovgæst om, at der inde i skoven bag ved en skovbørnehave på Valløvej, Køge, lå en bunke affald. Det var “dumpet” ca. 100 meter inde i skoven inden for formentlig en uge i forhold til anmeldelsestidspunktet.
Det dumpede affald i skovbunden består af større og mindre sten- og grusaffald, hvori diverse plast- og PVC-produkter indgår. Der er ifølge anmeldelsen tale om en mængde på adskillige kubikmeter affald, hvorfor politiet formoder, at nogen har været på stedet flere gange med formentlig en lastbil for at læsse affaldet af.
Politiet er nu gået i gang med at undersøge affaldet for eventuelle spor, der kan give oplysninger om, hvor affaldet kommer fra. Samtidig ønsker politiet at komme i kontakt med nogen, der måske har gjort observationer i forbindelse med aflæsningen af affaldet i skoven før den 23. februar 2023. Kontakt politiet på tlf. 114 med oplysninger i sagen.
Brandundersøgelse – Ådalen, Køge
Kl. 04.34 slog en mandlig medarbejder fra en virksomhed alarm til brandvæsnet, da han ved ankomsten kunne lugte noget brændt i en lagerhal.
Brandvæsnet og politiet kørte til stedet og fik klarlagt, at der var opstået en mindre brand i en palle med træbriketter ved siden af en brændeovn.
Brandvæsnet fik hurtigt slukket branden, der kun havde forårsaget mindre skader på både brændeovnen, bygningen og træbriketterne.
Ingen personer kom til skade, og politiet har nu optaget rapport om branden i et forsøg på at finde den konkrete årsag til brandens opståen i den mennesketomme fabrik.
Dankort udleveret til svindler – Køge
Kl. 18.21 anmeldte pårørende til en 66-årig kvinde fra Køge by, at den 66-årige var blevet fuppet af en falsk bankmedarbejder og i den forbindelse havde udleveret sit dankort, som efterfølgende var blevet misbrugt til hævning af godt 5.000 kr.
En patrulje fik ved afhøring af den 66-årige klarlagt, at hun kl. ca. 16.35 var blevet ringet op af en mand, der havde udgivet sig for at være fra hendes bank. Opringningen skyldtes et forsøg på misbrug af den 66-åriges dankort, hvorfor et bankbud straks ville komme til hendes bopæl for at hente dankortet.
Under den næsten timelange samtale med den falske bankmedarbejder ringede det pludselig på døren, hvorefter den 66-årige udleverede sit dankort til det falske bankbud.
Det falske bankbud blev beskrevet som en mand, mellemøstlig af udseende, 30-40 år, almindelig af bygning, sort kort hår, iført sort tøj og sort vinterjakke. Han talte dansk og bar desuden et mundbind.
Den 66-årige anede efterfølgende uråd og kontaktede sin familie, som var behjælpelig med at få spærret hendes dankort, der dog allerede var blevet misbrugt til kontanthævningen.
Politiet har nu optaget en rapport om bedrageri i et forsøg på at få identificeret begge falske bankmedarbejdere.
Opfordringen fra politiet ved sådanne uventede telefonopkald er at få oplyst medarbejderens navn og bankafdeling, hvorefter telefonopkaldet afbrydes. Herefter foretages et kontrolopkald til bankens hovedtelefonnummer for at blive omstillet til den pågældende, hvilket i de fleste tilfælde vil afsløre svindelnummeret. Det samme gælder, såfremt en person udgiver sig for at være fra en myndighed, der ønsker at få personlige oplysninger udleveret eller få nogen til at foretage forskellige penge-transaktioner.
Flere butikstyve på samme dag – Rådhusstræde, Køge
Hele fire gange måtte politiet fredag rykke ud supermarkedet Coop365 på Rådhusstræde i Køge til anmeldelser om butikstyveri. Butiksdetektiven havde hver gang tilbageholdt personer, som havde forladt forretningen uden at betale.
Kl. 11.27 blev en 13-årig dreng fra Tureby tilbageholdt, da han fra en slikhylde havde taget en Kinder chokoladebar til 12 kr. og stukket den op i ærmet. Herefter forlod han butikken uden at betale, men blev stoppet foran butikken, netop da han tog chokoladen frem fra ærmet. Politiet afhørte den 13-årige, men han kan ikke straffes, da han er under den kriminelle lavalder. Den 13-åriges forældre og de sociale myndigheder blev orienteret.
Samtidig blev en 34-årig mand fra Polen tilbageholdt, da han havde lagt en pakke gravad laks og en prosciutto skinke ned i sine bukser, hvorefter han gik igennem kassen uden at betale de 64 kr. varerne kostede. Patruljen sigtede og anholdt den 34-årige, og tog ham med til politistationen, hvor han fik afgjort sin sag med en straksbøde. Han fik herefter lov til at gå igen.
Kl. 19.37 anmeldte butiksdetektiven, at han på overvågningen havde bemærket en butikstyv, som havde fyldt en taske med varer, som han ikke betalte for. I butikkens vindfang tog manden tre poser bagværk inden han forlod butikken. Herefter blev den mistænkte udenlandske mand tilbageholdt og ført ind på kontoret, hvor politiet blev tilkaldt. Patruljen sigtede den 52-årig mand fra Litauen for tyveriet, som han erkendte. Han blev anholdt og taget med til stationen, hvor han fik en straksbøde, som han betalte før han blev løsladt.
Kl. 21.00 var en patrulje igen ved supermarkedet, hvor tre mænd fra Rumænien var mistænkt for i forening af have stjålet varer en kylling, en pose kartofler, en aubergine og to batterier til ialt 97 kr. De blev opdaget af butiksdetektiven på butikkens overvågning og tilbageholdt. Politiet sigtede de tre mænd, som arbejdede i Danmark. De fik herefter lov til at gå, men vil få tilsendt en bøde i sagen.
Færdselsuheld – Nordhøj / Lyngvej, Køge
Kl. 07.52 rykkede politiet ud for at undersøge omstændighederned ved et sammenstød mellem en bus og en personbil i lyskrydset Nordhøj – Lyngvej i Køge
Det viste sig, at en 52-årig kvinde fra Køge i en personbil var kørt ad Nordhøj mod nord og ind i lyskrydset, hvor hun i en række af bilister foretog svingning til venstre ad Lyngvej mod vest.
Under hendes svingning stødte hun sammen med en modkørende bus, som 64-årig mand fra Køge havde ført ad Nordhøj mod syd i den hensigt at fortsætte ligeud og videre i sydlig retning i lyskrydset.
Ingen af parterne kom til skade ved uheldet, men kvindens personbil måtte bugseres væk fra uheldsstedet.
Politiet har optaget rapport om sammenstødet for at få klarlagt omstændighederne, herunder lyssignalernes farve i parternes færdselsretninger, ud fra parternes og vidners forklaringer. På uheldstidspunktet skinnede solen fra en skyfri himmel, og det forhold indgår også i politiets undersøgelser af årsagen til sammenstødet.
Færdselsuheld / spirituskørsel (vanvidskørsel) mv. – bil beslaglagt – Højskolevej, Køge
Kl. 18.20 slog en beboer på Højskolevej alarm til politiet, da en bilist havde påkørt en parkeret varebil.
Politiet fik på uheldsstedet kontakt til en uskadt, men kraftigt spirituspåvirket, 43-årig mand fra Køge, som havde været fører af den involverede personbil.
Der var ikke andre trafikanter involveret i uheldet, der var sket, da den 43-årige var kørt i personbilen ad Højskolevej mod syd. Herunder havde han påkørt en parkeret varebil i højre side afvejen.
Politiet lod den 43-årige i forbindelse med en sigtelse for spirituskørsel puste i et alkometer, der indikerede, at han var påvirket af alkohol i en sådan grad, at alkoholkoncentrationen i hans blod kunne forvente at overstige to promille.
Den 43-årige kunne derfor mistænkes for at være omfattet af reglerne om såkaldt vanvidskørsel, hvorfor politiet beslaglagde hans personbil med henblik på senere konfiskation.
Efter udtagelse af en blodprøve og afhøring til sagen løslod politiet den 43-årige, som nu kan forvente at høre nærmere fra politiet, når analyseerklæringen fra blodprøven foreligger.
Sigtelsen for vanvidsspirituskørsel blev dog ikke den eneste sigtelse, som politiet præsenterede den 43-årige for, idet han umiddelbart efter løsladelsen nikkede en politibetjent en skalle.
Den handling medførte både en fornyelse anholdelse samt en sigtelse for vold mod politiet, inden han herefter blev anbragt i detentionen til afrusning for at undgå, at han kunne blive årsag til yderligere ulempe for nogen i det offentlige rum. Søndag morgen blev han løsladt uden fremstilling i grundlovsforhør, men kan nu forvente at blive indkaldt til et retsmøde i anledning af de to sigtelser inden for et par timer.
Narkokørsel – Køge Bugt Motorvejen, Karlslunde, Greve
Kl.01.44 sigtede og anholdt politiet en 30-årig lokal mand for narkokørsel, da han blev stoppet i bil på Køge Bugt Motorvejen ved Karlslunde Rasteplads. En test med narkometeret viste positiv for kokain, men føreren nægtede at være påvirket. Han fik udtaget en blodprøve, hvorefter han blev løsladt. Nu er det op til analysen at afklare, om den 30-årige havde ulovlige stoffer i blodet under kørslen.
Social dumping-kontrol flere steder – Roskilde / Greve / Køge / Lejre / Holbæk
Udlændingeafdelingen hos Midt- og Vestsjællands Politi foretog i løbet af onsdagen en kontrolindsats mod eventuel social dumping inden for byggepladsbranchen flere forskellige steder i politikredsen.
Arbejdstilsynet deltog i kontrollerne, der startede i den nordlige del af Roskilde by, hvor en bygning blev renoveret. Her traf myndighederne ingen personer og fortsatte videre til en byggeplads i Karlslunde. Her traf myndighederne tre mænd fra hhv. Rusland, Hviderusland og Polen, men politiet fandt intet grundlag for at foretage sig yderligere for dem.
Næste besøg var i Køge by, hvor en bygning var ved at blive renoveret, men her var der heller ikke nogen arbejdere at træffe og kontrollere. Et andet sted i Køge by traf myndighederne ved en bygningsrenovering i alt syv personer, hvoraf de tre var fra Polen. De tre udenlandske mænd havde alle deres papirer i orden, så politiet foretog sig ikke yderligere over for dem.
Sidste planlagte kontrol skete i Kirke-Hyllinge-området i Lejre kommune, hvor boliger blev renoveret. På kontroltidspunktet fandt politiet ingen personer på arbejdspladsen.
Arbejdstilsynet fortsatte på eget initiativ til en byggeplads lidt syd for Holbæk by, hvor to udlændinge med udenlandsk opholdstilladelse blev truffet. Udlændingeafdelingen blev tilkaldt til stedet og foretog kontrol af to mænd fra Kosovo med svensk opholdstilladelse, men også de havde deres papirer i Danmark i orden.
Udlændingeafdelingen fandt således ikke grundlag for at sigte nogen i forbindelse med social dumping-indsatsen, hvor politiet ofte sammen med forskellige myndigheder laver uvarslede kontroller inden for forskellige brancher for at afsløre f.eks. ulovlig arbejdskraft og ophold i Danmark.
Spirituskørsel uden førerret – Vordingborgvej, Herfølge – Køge
Kl. 20.30 blev en 55-årig mand fra Køge sigtet for både spirituskørsel og kørsel uden førerret i en varebil, som han havde ført ad Vordingborgvej i Herfølge til en tankstation.
Den 55-årige blev kortvarigt anholdt, men løsladt efter udtagelse af en blodprøve til nærmere undersøgelse for alkohol, så han kan forvente at høre nærmere fra politiet, når analyseerklæringen foreligger.
Spritbilist var også efterlyst – Køgevej, Strøby Egede, Køge – Stevns
Kl. 18.00 standsede politiet en personbil med udenlandske nummerplader på Køgevej ud for Ådalsvej, Strøby Egede, med henblik på rutinemæssig kontrol af føreren og køretøjet.
Føreren i personbilen var en mand, der indledningsvist ikke ønskede at lade politiet komme i kontakt med sig, da han hverken åbnede bildøren eller rullede sideruden ned. I bilen befandt sig også et større barn.
Det lykkedes dog politiet at få kontakt til manden, der nu nægtede at oplyse noget om sin identitet. Da politiet kunne konstatere, at manden var påvirket af spiritus under kørslen og formentlig mere end tilladt, blev han anholdt i forbindelse med en sigtelse for spirituskørsel.
Manden havde heller ikke medbragt et kørekort, men hans identitet lykkedes det dog at få fast til at være en 56-årig mand fra Danmark, men udvandret til udlandet.
Ved en nærmere kontrol af hans personlige forhold viste det sig nu, at han var efterlyst af politiet på grund af et udestående med fogedretten i København samt Nordsjællands Politi i anledning af en hastighedssag.
Barnet i bilen var 13 år gammel og blev afhentet af bekendte, inden den 56-årige blev bragt til et sygehus med henblik på udtagelse af en blodprøve til nærmere undersøgelse for alkohol.
Efter afhøring til de forskellige sigtelser for bl.a. overtrædelse af både færdselsloven og retsplejeloven samt til sagen fra Nordsjællands Politi blev den 56-årige løsladt med opfordring til snarest at møde op i fogedretten i København.
Politiet foretog endvidere en underretning til de sociale myndigheder ved det 13-årige barn ud fra en bekymring om barnets trivsel.
Den 56-årige kan nu forvente at høre nærmere fra politiet, når analyseerklæringen fra den udtagne blodprøve foreligger.
Væltet lastbil gav klip til nysgerrige bilister – Vestmotorvejen, Bjæverskov – Køge
kl. 14.15 kørte en lastbil øst på Vestmotorvejen ved Bjæverskov, da højre fordæk eksploderede. Lastbilen trak mod højre på grund af det ødelagt dæk, så den påkørte autoværnet og væltede ned i en grøft og lagde sig på siden. På lastbilens lad lå mange tons sand, som faldt af ladet og endte i grøften.
Lastbilchaufføren slap uskadt fra uheldet, men motorvejen måtte spærres i nødspor og første vognbane, for at give plads til bjærgningen af lastbilen og sandet. En skiltevogn blev opsat og tilkørsel 34 Herfølge blev afspærret, så trafikken forbi uheldsstedet ikke blev belastet yderligere.
Politiets indsatsleder oplevede at farlige situationer på motorvejen i vestlig, da flere bilister filmede uheldsstedet, når de kørte forbi. Det skabte opbremsninger og risiko for flere uheld.
Flere betjente fra færdselsafdelingen lavede derfor en målrettet indsats mod bilister, som anvendte håndholdt mobiltelefon forbi uheldsstedet. På en time blev det til 12 bøder til førere, som enten havde taget foto/video af uheldsstedet eller som i øvrigt havde anvendt håndholdt mobiltelefon. Bøden er på 1.500 kr og oveni kommer 500 kr til Offerfonden. Bilisterne får desuden et klip kørekortet, og for en bilist betød det, at han nu fik sit tredje klip, så det kan koste ham en betinget frakendelse af førerretten.
Først ca. kl. 19.00 var lastbilen flyttet væk fra motorvejen, så der kunne åbnes helt for trafikken igen.