Netop nu er en masse folkeskoleelever ude på brobygning og introduktionsdage på alle landets erhvervsskoler. EUC Sjælland har besøg af en af række elever fra 8. 9. og 10.klasse, der oplever håndværksfagene på nært hold.
Hundredevis af unge er netop nu i brobydgningsforløb og introduktionskurser på alle landets erhvervsskoler. Forløbene foregår i det autentiske uddannelsesmiljø typisk i vækstederne på skolerne, hvor de unge kan møde fagene og andre unge under uddannelse på nært hold.
Marie Sørensen på 14 år fra 8. klasse i Køge har netop været i brobygning på EUC Sjælland for at snuse til håndværksfagene. Her blev hun særligt optaget af uddannelsen til Klejnsmed.
“Jeg troede først en smed, var som en gammeldags grov smed, man har set i tegnefilm, der står med en hammer i et mørkt værksted. Så det overraskede mig, at smede arbejder med mange formgivende fine, detaljerige ting,” fortæller Marie og forsætter: “Jeg synes virkeligt faget er interessant. I skolen arbejder vi med træ, men her er det metal – og det er anderledes og spændende, og jeg har altid godt kunne lide at arbejde med mine hænder.”
Håndværksuddannelser er både fag for piger og drenge
Piger og drenge fra folkeskolen har samme forudsætninger for at klare sig rigtigt godt i et håndværksmæssigt fag.
“Der er mangel på dygtige håndværkere, og det er et stort talenttab, hvis vi ikke får fat i pigerne. Pigerne fortjener også selv at få øjnene op for de mange muligheder for kreativ udfoldelse og spændende jobmuligheder, der er i branchen,” siger Nina Groes, der er stifter og direktør af Boss Ladies.
Marie Sørensen fortæller selv: “Der er mange, der synes at værksteder er til mænd og ikke til piger. Jeg synes selv, det er til alle. Piger kan jo finde ud af det samme som mænd. Det er fint for mig, at være i et fag, hvor jeg er i undertal som pige. Det handler dybest set om at kunne snakke med mennesker, så er kønnet lige meget. Mødet med faget har virkeligt givet mig blod på tanden til at uddanne mig til Klejnsmed. Det har været en super oplevelse og jeg er blevet taget godt imod,” slutter Marie.