Når Køge Museum 21. juni slår dørene op for museets nye udstilling ‘Vølvens grav’, bliver det både med en halshugget kvinde, et fårefoster, en død hest og en hund flået i to dele. I samarbejde med designer, Jim Lyngvild, og modelvirksomheden, 10TONS, har museet genskabt en vølvegrav, der måske kan få børn til at græde.

Det ser makabert ud, som hun ligger der i bunden af graven. Hovedet er skåret af den døde krop. Ved hendes fødder ligger et fårefoster og en hund hugget i to dele og ved hendes side en død hest.

Når Køge Museum 21. juni klokken 11.00 slår dørene op for museets nye udstilling ‘Vølvens grav’, bliver det både blodigt, morbidt og makabert. I samarbejde med designer, Jim Lyngvild, og modelvirksomheden, 10TONS, har museet nemlig fået genskabt den spektakulære Trekroner-Grydehøjgrav, der blev udgravet af arkæolog, Jens Ulriksen, lidt uden for Roskilde tilbage i 2007.

Med udstillingen ønsker museet at udfordre den traditionelle museumsformidling. Her handler det nemlig ikke blot om at forklare og fortælle historien, men i stedet om at lade gæsterne opleve og sanse historien på egen krop og sjæl. Museumsdirektør, Keld Møller Hansen, forklarer:

“Vølvens Grav er en virkelighedsopslugende totaloplevelse, der lader vores besøgende træde ned i selve graven, som var de selv en del af den. For os handler det nemlig ikke bare om at fortælle historien helt nøgternt og objektivt, men i stedet om at lade vores besøgende føle og opleve historien – både fysisk og emotionelt”

Dette understøttes af Jim Lyngvild, der uddyber:

“Med den her udstilling, giver vi et kæmpe boost til gabende kedelige og traditionelle måder at lave museum på. Vores ønske er at skabe en så virkelighedstro oplevelse, at voksne bliver frastødt og betaget og børn begynder at græde.

For det er netop den følelse, som ofringen af hingsten, hunden og halshugningen af vølven har skabt i samtiden – både gru og ekstase. Hvis det sker, er vi i den grad lykkedes med noget helt særligt, som man normalt ikke oplever på danske museer.”

Køge Museum: Vølvernes hjemsted
Da Køge Museum tilbage i 2021 åbnede udstillingen ‘Vølver, Guld og Guder’, var det blandt andet med den daværende kultur- og kirkeminister, Ane Halsboe-Jørgensen, som vølve.

Udstillingen vakte dengang stor debat i medierne, og var med til at sætte spørgsmålstegn ved, hvad man som kultur- og kirkeminister må stille op til.

“Da vi åbnede ‘Vølver, Guld og Guder’ havde ingen af os regnet med, at den ville få så stor opmærksomhed, som den gjorde. Men når jeg tænker tilbage, så var det for historien virkelig vigtigt, at der kom så stor storm omkring udstillingen, som der gjorde. For det gjorde det relevant at forholde sig til historien som noget andet end bare ‘gamle genstande i støvede montre'”, forklarer museumsdirektør, Keld Møller Hansen, og fortsætter:

“Museer er nemlig kommet så meget længere end blot at være genstande i montre – det er moderne oplevelseskatalysatorer. Og det bliver ‘Vølvens grav’ i den grad et eksempel på”.

Om udstillingen
‘Vølvens grav’ er en rekonstruktion af Trekroner-Grydehøjgraven, der blev fundet lidt uden for Roskilde i 2007.

At graven er udnævnt til en vølvegrav hænger sammen med de udsædvanlige omstændigheder, der er omkring denne. Eksempelvis at kvinden i graven lå sammen med en gammel hingst uden udstyr til ridning eller kørsel samt det, der menes at være en vølvestav. Jens Ulriksen forklarer:

“Graven var ikke rig i traditionel forstand, altså med fine smykker. Til gengæld har der været megen symbolik knyttet til de medgivne dyr, der har skullet hjælpe den døde kvinde over i ‘den anden verden’.

Selv havde hun et symbolsk spidsvåben med sig, og det opfatter vi som en vølves stav. Det har været en kvinde med særlige evner i live, og man har gjort alt for, at hun skulle blive i graven og ikke blande sig i de levendes sager. Derfor skar man hovedet af hende, og lagde store kampesten på hende.”

Bag rekonstruktionen står foruden Køge Museum designer, Jim Lyngvild, modelvirksomheden, 10TONS, og Fyns Naturværksted.

Udstillingen er blevet til med tilskud fra Region Sjællands kulturpulje, der støtter større kulturelle fyrtårne, attraktioner og udstillinger i regionen.

Invitation til åbning
Du inviteres hermed til åbningen af ‘Vølvens grav’, der finder sted 21. juni 2023 klokken 11.00 på Køge Museum.

Program
11.00: Velkomst v/ Bestyrelsesformand i Museum Sydøstdanmark, Torben Nielsen
11.05: Tale v/ designer, Jim Lyngvild
11.10: Tale v/ Fritids- og Kulturudvalgsformand i Køge Kommune, Ken Kristensen.
11.15: Officiel åbning og udstillingen på egen hånd.

Praktisk info
Sted: Køge Museum
Adresse: Nørregade 4, 4600 Køge
Tidspunkt: 21. juni 2023, klokken 11.00

Billede: Vøvlens grav åbner på Køge Museum 21. juni klokken 11.00. Foto: Museum Sydøstdanmark.