Uddrag af den seneste politirapport, der omhandler Køge i tidsrummet 03.10.2023-17.10.2023
Færdselsuheld – Køge Bugt Motorvejen, Greve
Kl. 06.39 var to bilister blevet ramt af gods, som var blevet tabt af en forankørende lastbil på Køge Bugt Motorvejen i det sydgående spor kort før Greve C-afkørslen. Det viste sig, at en 42-årig mandlig lastbilchauffør fra Store-Heddinge transporterede tre metaldæk på ladet. Det ene dæk rev sig løs og faldt ned på kørebanen, så det blev påkørt først af en 55-årig mand fra København S og derefter af en 62-årig mand fra Aarhus. De to bilisters personbiler fik skader og standsede på motorvejen, så politiet kortvarigt og med hjælp fra en skiltevogn spærrede motorvejen i det sydgående spor under assistancen til de to implicerede bilister og selve oprydningsarbejdet. Politiet har optaget rapport om uheldet for at få klarlagt de nærmere omstændigheder ved tabet af godset fra lastbilen. Ingen af parterne kom til skade.
Færdselsuheld – Køgevej/Østervang, Roskilde
Kl. 09.49 var to bilister stødt sammen i det lysregulerede vejkryds Køgevej-Østervang i Roskilde, så der var opstået mindre materiel skade på de implicerede biler, men uden at nogen af parterne selv var kommet til skade. Det viste sig, at en 82-årig kvinde fra Roskilde i en personbil var bakket ad Østervang i vestlig retning og havde fortsat bakningen ud på Køgevej, hvor hun påkørte højre side af en anden personbil. En 40-årig kvinde fra Haslev var i sin personbil kørt ad Køgevej mod nord, men var standset under et højresving ad Østervang for at lade ligeudkørende cyklister passere inden svingningen. Politiet har optaget rapport om sammenstødet for at få klarlagt de nærmere detaljer i forbindelse med især den bakkende bilists kørsel.
Færdselsuheld – Lyngvej/Stensbjergvej, Køge
Kl. 22.50 fik politiet en anmeldelse fra en af parterne, der var blevet impliceret i et sammenstød i det lysregulerede vejkryds Lyngvej-Stensbjergvej i Køge. En bilist var efterfølgende kørt fra uheldsstedet uden at give sig til kende over for de øvrige parter. Politiet fik klarlagt, at både en 50-årig mand fra Køge og en 25-årig mand fra Rødby begge var kørt ad Lyngvej mod øst og standset for rødt lys på Lyngvej i højresvingsbanerne mod Stensbjergvej i sydlig retning. Da lyssignalet blev grønt, fuldførte de begge side om side højresvinget, men herunder blev den 50-åriges bil påkørt på sin venstre side af en tredje bilist. Denne bilist førte en varebil, som var kørt ad Lyngvej mod vest, og nu foretog et venstresving ad Stensbjergvej mod syd. Sammenstødet med den 50-åriges bil bevirkede, at hans bil blev skubbet over i den 25-åriges bil. Føreren af varebilen undlod at standse for at deltage i de foranstaltninger, som sammenstødene gav anledning til, idet føreren med kun havariblinket aktiveret og uden lys i øvrigt på varebilen fortsatte sin kørsel ad Stensbjergvej mod syd.
Politiet har optaget rapport om færdselsuheldet i et forsøg på at få identificeret både den flygtede fører og selve varebilen, der blev beskrevet som mørk. Andre trafikanter i området, der har bemærket den mørke varebil med kun havariblinket tændt, kan kontakte politiet på tlf. 114 med oplysninger om køretøjet og føreren.
Færdselsuheld – Sydmotorvejen, Tureby-Køge
Kl. 09.31 var en bilist forulykket i det sydgående spor på Sydmotorvejen ca. 1 km. før afkørsel 34 Herfølge, så en ambulance var sendt til uheldsstedet. Det viste sig, at en 40-årig kvinde fra Måløv, som fører af en personbil i sydlig retning ad Sydmotorvejen ville rette på et barns position på forsædet. Herunder mistede hun kontrollen over bilen, så bilen ramte autoværnet i højre side af vejen. Både føreren, barnet på forsædet, endnu et barn og en voksen passager blev tilset af ambulancepersonalet, men ingen havde pådraget sig behandlingskrævende skader. En skiltevogn afspærrede uheldsstedet frem til kl. ca. 10.30, hvor der var blevet ryddet op, men med kødannelse inden da. De fire personer i den forulykkede bil fik anden transportmulighed væk fra uheldsstedet.
Færdselsuheld – Værftsvej/Københavnsvej/Lyngvej, Køge
Kl. 16.45 fik politiet via alarm 112 melding om, at to personbiler var stødt sammen i det lysregulerede vejkryds Værftsvej-Københavnsvej-Lyngvej, hvorfor politiet rykkede ud for at undersøge omstændighederne nærmere. Ingen var kommet til skade som følge af sammenstødet, der skete, da en 45-årig mand fra Sverige i en personbil var kørt ad Værftsvej i vestlig retning i den hensigt at fortsætte videre ad Lyngvej i vestlig retning. Under passage af lyskrydset blev den svenske bilist påkørt på sin højre side af en anden personbil, som en 46-årig kvinde fra Herfølge førte ad Københavnsvej i sydlig retning i den hensigt at fortsætte ligeud i krydset. Kl. ca. 17.20 var de to parters biler kommet ind til siden, så trafikken i lyskrydset kunne normaliseres.
Politiet har optaget rapport om sammenstødet for at få afklaret de nærmere omstændigheder, herunder lyssignalernes farve i de to parters færdselsretninger umiddelbart inden sammenstødet.
Færdselsuheld/narkokørsel – Køge Bugt Motorvejen, Karlslunde-Greve
Kl. 22.22 var en 22-årig mand fra Jyllinge forulykket under kørsel i en personbil i sydlig retning ad Køge Bugt Motorvejen ved Karlslunde. Han havde påkørt et autoværn uden selv at komme til skade eller i øvrigt involvere andre trafikanter på motorvejen. Den 22-årige var imidlertid påvirket af narkotika under kørslen, hvorfor han blev kortvarigt anholdt i forbindelse med en sigtelse for narkokørsel og efterfølgende udtagelse af en blodprøve til nærmere undersøgelse for euforiserende stoffer. I hans bil fandt politiet en totenschlæger, som blev beslaglagt som bevis i forbindelse med yderligere en sigtelse for overtrædelse af våbenlovgivningen.
Hastighedsovertrædelse – Køgevej, Ringsted
Kl 14.43 var færdselspolitiet taget forbi Ringsted, og med laser blev en 59-årig kvinde fra Middelfart målt til at køre 85 km/t i en byzone. Hun står nu til en frakendelse af kørekortet.
Hurtig knallert til undersøgelse – Køgevej, Ringsted
Kl. 23.50 måtte en 15-årig dreng fra Borup se sin knallert blive transporteret væk, efter at han var blevet standset af politiet, da han kørte ad Køgevej i Ringsted. Politiet havde en kraftig mistanke om, at der var foretaget konstruktive ændringer på knallerten, som skal undersøges nærmere herfor ved udmåling af mulig hastighed på et rullefelt. Derfor måtte den 15-årige se sin knallert blive indbragt til disse undersøgelser og afvente resultatet heraf.
Hærværk på elevator på togstation – Karlsvognen, Køge
Kl. 16.43 anmeldte DSB, at en gruppe unge sad fast i en elevator på Køge Nord togstation, hvorfor de havde slået alarm. DSB oplyste, at overvågningsmateriale afslørede, at en bestemt ung mand i gruppen havde beskadiget dørene, hvilket var årsag til de tekniske problemer, så gruppen nu sad fast i elevatoren. Politiet fik på togstationen kontakt til gruppen, hvori en 17-årig ung mand fra Solrød Strand befandt sig. Han blev sigtet for hærværk mod elevatordørene ud fra overvågningsmaterialet på togstationen. Han kan nu forvente både et erstatningskrav fra DSB og en straffesag fra politiet. De sociale myndigheder blev efterfølgende underrettet om sagen mod ham.
Knallertkører forsøgte at flygte – Nørre Boulevard, Køge
Kl. 15.42 passerede en patrulje en knallertkører, der kørte ad Nørre Boulevard. Da patruljen tydeligt kunne se diverse ulovligt monterede tuningsdele, kørte patruljen efter knallertkøreren. Føreren af knallerten forsøgte herefter at køre fra politiet, som dog lykkedes med at få knallerten standset på Glæiservej. Føreren var en 15-årig dreng fra Køge, der spontant oplyste, at hans knallert nok kunne køre op mod 80 km/t. Knallerten blev beslaglagt med henblik på tekniske undersøgelser, idet den bl.a. skal op på et rullefelt for at få målt dens tophastighed. Når undersøgelserne er afsluttet, kan den 15-årige forvente en formel sigtelse fra politiet.
Mand væk og udsat for vold – Køge
Kl. 08.05 fik politiet en henvendelse fra pårørende om en 18-årig mand fra Køge, som havde været væk og ikke mulig at kontakte via mobiltelefon siden søndag aften. Politiet iværksatte en eftersøgning med baggrund i fund af nogle af hans personlige effekter ved et supermarked i Hastrupparken i Køge, hvorefter den 18-årige mand af politiet blev fundet sovende på en bekendts adresse i Køge. Den 18-årige blev herefter afhørt om sin færden siden søndag aften, hvorunder han havde været udsat for vold. Politiet efterforsker nu en anmeldelse herom. Efter afhøringen blev den 18-årige bragt til skadestuen til undersøgelse og dokumentation af de skader, som han havde pådraget sig. De pårørende er blevet underrettet om sagens udvikling.
Narkobilist med knojern – Køgevej, St. Tårnby, Hårlev-Stevns
Kl. 00.45 stoppede politiet i en rutinekontrol en bilist, som viste sig at være påvirket af euforiserende stoffer. Den 21-årig mand fra Hårlev blev sigtet, anholdt og taget med til en blodprøve. I midterkonsollen i bilen lå en klump hash, og i forbindelse med visitationen blev han fundet i besiddelse af et knojern, som han også blev sigtet for at bære. De ulovlige ting blev beslaglagt, og vil blive destrueret. Den 21-årige blev løsladt efter at have fået taget en blodprøve, og nu afventer politiet resultatet af analysen.
Narkokørsel – Ringvejen, Køge
Kl. 07.49 blev en 42-årig kvinde fra Haslev standset som fører af en varebil ad Ringvejen mod nord i Køge, da politiet ville foretage en rutinemæssig kontrol af føreren og køretøjet efter et par anmeldelser om kvindens kørsel, der havde vakt andre trafikanters opmærksomhed. Kvinden forstod umiddelbart ikke årsagen til politiets kontrol og steg ophidset ud af varebilens passagerdør, hvorefter politiet kontrollerede kvinden nærmere. Hun kunne herefter mistænkes for at være påvirket af et eller andet, der havde indflydelse på kørslen, så hun blev formelt sigtet for narkokørsel og fik i forbindelse med en kortvarig anholdelse udtaget en blodprøve på sygehuset til nærmere undersøgelse for eventuel påvirkning af euforiserende stoffer eller andre medikamenter. Pårørende til den 42-årige ankom til sygehuset og tog sig efterfølgende af hende.
Narkokørsel – Unionsvej, Køge
Kl. 21.16 sigtede politiet en 33-årig mand fra Køge for kørsel i narkotikapåvirket tilstand i en personbil ad Unionsvej i Køge. Narkometertesten havde nemlig givet udslag for påvirkning både af kokain og cannabis. Den 33-årige fik i forbindelse med en kortvarig anholdelse udtaget en blodprøve til nærmere undersøgelse for euforiserende stoffer, så han vil høre nærmere fra politiet, når analyseerklæringen foreligger.
Savnet, udenlandsk dreng fundet igen – Køge
Tirsdag morgen indledte politiet en eftersøgning af en 15-årig dreng fra Polen, der søndag var forsvundet fra sit opholdssted hos nogle familiemedlemmer i Køge. Familien havde selv ledt efter ham relevante steder på Sjælland, men havde ikke været i stand til at lokalisere drengen, der skulle have en mobiltelefon med sig. Politiet efterforskede sagen og havde også kontakt til de sociale myndigheder i anledning af sagen, ligesom relevante familiemedlemmer blev afhørt i et forsøg på at finde steder eller personer, hvor den 15-årige kunne finde på at opholde sig. Med baggrund i efterforskningen valgte politiet at efterlyse den 15-årige via det sociale medie X for at få offentlighedens hjælp. Den efterlysning bevirkede, at nogen fandt den 15-årige i Københavns Vestegns politikreds og underrettede hans familiemedlemmer direkte. Da politiet fik vished for, at den 15-årige igen var i god behold hos familien, blev efterlysningen i mediet X aflyst med tak for hjælpen med at finde ham.
Social dumping, kontrol af byggepladser – Solrød, Køge og Roskilde
Tirsdag formiddag var udlændingeafdelingen hos Midt- og Vestsjællands Politi på en fælles kontrol mod social dumping. Ved kontrollerne deltog også Arbejdstilsynet, Skattestyrelsen og Styrelsen for International Rekruttering og Integration (SIRI) for at kontrollere eventuel udenlandsk arbejdskraft på byggepladser i Solrød, Køge og Roskilde kommuner. I Viby Sjælland ved Roskilde besøgte myndighederne en byggeplads, hvor der blev truffet seks rumænere og fire fra Congo. Alle arbejdede lovligt og havde styr på papirerne, så kontrolbesøget gav ikke anledning til at foretage sig yderligere. På byggepladser i Solrød og Lille-Skensved ved Køge blev ikke truffet nogen personer. Herefter gik turen videre til to byggepladser i Køge, hvor der heller ikke var nogen sager for politiet. Det ene sted skal arbejdstilsynet følge op på to hollænderes papirer.
Myndighederne vil gennemføre tilsvarende kontroller i den kommende tid som et led i indsatsen mod eventuel ulovlig arbejdskraft og social dumping.
Vold mod dørmænd – Havnen, Køge
Kl. 03.01 rykkede politiet ud til en restauration på Havnen i Køge, efter at to dørmænd havde været i konfrontation med nogle gæster, som skulle bortvises fra stedet. Politiet fik ved restaurationen kontakt til de to dørmænd på 26 og 31 år, der i fællesskab havde arbejde med at bortvise en gruppe gæster. Herunder var de begge blevet slået i ansigtet og på kroppen med knytnæveslag af personer i den gruppe, der skulle bortvises. Gruppen af de bortviste var nu væk fra restaurationen, men hændelsesforløbet blev klarlagt via videoovervågningsmateriale, så de mistænkte voldelige mænd kunne udpeges.
Den bortviste gruppe gemte sig i en baggård ikke så langt væk, så politiet fandt dem og anholdt en 38-årig mand fra Køge, som blev sigtet for vold og løsladt efter forsøg på afhøring til sagen, idet han ikke ønskede at udtale sig. Politiet har ud fra overvågningsmaterialet mistanke om, at endnu en mand havde en rolle i overfaldet på de to dørmænd. Han forsøges nu identificeret under den videre efterforskning i sagen, idet han ikke var iblandt den gruppe personer, som politiet fandt i baggården.
Indbrud i Perioden
- Ingemannsvej, Køge
- Gymnaisevej, Køge
- Skovbovej, Bjæverskov